Farvel til velfærdsstaten

Globaliseringen klemmer den danske velfærdsstat, der ellers har beskyttet borgerne. En ny stat er under dannelse. En konkurrencestat, der mobiliserer befolkningen og virksomhederne til at være konkurrencedygtige. Den viderefører, men omformer også velfærdsstaten til at være internationalt konkurrencedygtig. Staten går i spidsen for, at det danske samfund kan få økonomisk vækst og konkurrencekraft. Danmark fører nemlig ikke alene en aktivistisk udenrigspolitik, aktivisme karakteriserer også Danmarks politiske økonomi.

I denne forbindelse skal Poul Nyrup Rasmussen angiveligt have æren for et skift fra passiv EU-tilpasning til aktiv EU-politik. Danmarks internationale påvirkningsevne påstås øget. På samme måde som eksempelvis Danmarks ofte lidt symbolske deltagelse i krige rundt i verden formodes at have gjort det.

Manden bag disse påstande er Ove K. Pedersen, der her er inspireret af internationale marxistiske forskere. Pedersen er også ophavsmand til begrebet »den samfundsøkonomiske forestilling« (SØF). SØF er en ideologi, en økonomisme-tænkning, som gennemtrænger dansk politik og samfundsdebat, selv om Pedersen paradoksalt erkender, at ideologiens definition slet ikke er afklaret. Den har rødder helt tilbage til 1930’erne, men er slået igennem i 1980’erne. Igen paradoksalt nok domineres økonomismen i dag af neo-liberalisme, trods det at den har rødder i 1930’ernes antiliberalisme. Ifølge Pedersen er neoliberalismen dog i krise på grund af finanskrisen. Mon dog? Jeg kan i al fald ikke få øje på et massivt paradigmeskift efter 2008. Men selve begrebet SØF er et godt eksempel på Pedersens kreativitet.

Pedersen rammer ganske i plet andre steder. For eksempel når han fremhæver, at reformer tidligere blev begrundet med demokrati, lighed og forestillinger om ‘det gode samfund’. Men nu begrundes de ofte med effektivitet og konkurrenceevne. Et vigtigt element i den nationale konkurrenceevne er velfungerende institutioner.

Reformer af institutioner og forvaltning gennemføres kontinuert. Denne »uendelige reform« gennemføres ud fra økonomitænkning. En opsplittet offentlig sektor er lagt under en stadig strammere central finansiel styring i det sidste kvarte århundrede.

Afdemokratisering

Pedersen gennemgår idé- og teorihistorisk, hvordan det akademiske liv i især USA har banet vejen for nutidens samfundstænkning. Han gennemgår også nogle af de internationale institutioner, som er udviklet under globaliseringen til at føre »transnational politik«. Det er fortjenstfuldt, at han forsøger at skabe overblik over nogle områder, hvor det kan være svært at følge med. Men man kunne tilføje, at disse mange nye internationale institutioner allerede ved deres fjernhed og uoverskuelighed for menigmand fører til afdemokratisering. De bidrager formentligt til, at mange kortuddannede føler sig sat uden for politik og kun kan tilslutte sig ret så nationalistiske partier, der vil lukke af for globaliseringen.

Pedersen bemærker selv, at globaliseringen ændrer balancen mellem Folketing og regering, men også mellem regering og embedsmænd. De politiske partier er i dag kun en del af en række deltagere i formuleringen af økonomiske problemer og deres løsninger. Ministerierne producerer det største antal lovforslag, men begyndelsen til det hele kommer oftest »fra hele økologien af forhandlingsøkonomiske organisationer«, altså de interesseorganisationer og institutioner, som løbende foretager økonomiske analyser. Sideløbende er der udviklet »en egentlig politisk offentlighed«, som har taget monopolet på den politiske meningsdannelse fra de politiske partier. Så vidt er analysen OK. Men politik er nu blevet »et spil«, der foregår i sprog og forhandlinger, hævdes det. Men er det nu så nyt, som forfatteren ‘påstår’? Jeg har svært ved at følge Pedersen lige her.

Jeg glæder mig mere over et af bogens bedste kapitler om menneskebilledet i skolepolitikken. Glæden skyldes ikke indholdet, for jeg finder udviklingen negativ, men analysens kvalitet. Skolen skulle i 1975 fremme »den enkelte elevs alsidige udvikling« og evnen til at være med til realisere et demokratisk fællesskab. Nu skal den fremme »den opportunistiske personlighed«. Mennesker skal motiveres af incitamenter, men har brug for at blive uddannet i at udnytte disse incitamenter.

Det fremgår også af skolepolitiske dokumenter, at demokratiet ikke længere bliver til ved, at vi realiserer det. Demokratiet foreligger allerede i politiske institutioner, og så vi kan vælge til og fra, hvorvidt vi vil bruge det. Bedre kan det næsten ikke beskrives, hvordan vi er gået fra idealet om et deltagerdemokrati til et markedsdemokrati, hvor borgeren er forvandlet fra deltager til ‘bruger’ og ‘kunde’.

Pedersen gør også indtryk, når han til sidst i bogen peger på, at konkurrencestaten går ud over den klassiske liberalisme, forstået som den ideologi, der lægger vægt på den enkeltes frihed for vilkårlig magtudøvelse og på, at det offentliges magtudøvelse sker på grundlag af regler. Fordi konkurrencestaten lægger mere vægt på effektivitet end på retssikkerhed. Han peger på, at der er behov for at udvikle nye legitimeringsformer. Her nævner han etiske kodekser for offentlige ledere og normer for god opførsel, der regulerer »etiske øjeblikke«. Her er gode overvejelser, men i betragtning af bogens emnemæssige bredde, er det alligevel lidt tamt, at bogen ender med alene at drøfte offentlige ledere.

Pedersen er på flere måder en usædvanlig samfundsanalytiker. Han går på tværs af adskillige samfundsvidenskabelige discipliner. Han er kreativ. Og så ynder han at ‘påstå’, hvor andre hellere dokumenterer eller sandsynliggør. Det giver ham større frihed til kreativitet og til at foretage firkantede skematiseringer af historien, men også en større risiko for at slå huller i luften.

Som læser får man ofte kun få muligheder for at vurdere nøjagtigheden af det billede, der tegnes. Herunder også af om forandringerne altid er så radikale, som forfatteren fortæller. Eller er der en sensationalistisk tendens hos Pedersen, der nok er en usædvanlig ambitiøs professor, men også gammel journalist?

Varede 70’erne i 20 år?

I detaljer kan man dog let finde det uholdbare. Skrivefejl, faktuelle fejl, unøjagtigheder, uargumenterede påstande og hurtige konklusioner spares vi ikke for. Jeg opgav allerede efter få siders læsning at notere mine korrektioner til teksten. Det ville fylde al for meget. For dog at dokumentere en smule: Det er forbløffende, at en politologuddannet professor kan skrive, at vi fik parlamentarisk demokrati i 1849. Det gjorde Danmark aldeles ikke, Danmark begyndte i store træk først at efterleve den negative parlamentarisme fra 1901. Det er også svært at forstå, at Pedersen uden den mindste argumentation hævder, at 1970’ernes kommunalreform demokratiserede Danmark. Man kunne dog nævne, at reformen halverede medlemstallet i kommunalbestyrelserne, øgede afstanden mellem borgere og politikere, fik færre til at stemme ved kommunalvalg og bureaukratiserede kommunerne. Men nuancer er ikke altid Pedersens sag. Og hvordan forfatteren kan få 1970’erne til at vare 20 år, må forblive en gåde. Spagfærdigt må man spørge, om ikke både forfatteren og forlaget kunne luge lidt mere i ukrudtet? Ukrudt øger jo ikke tilliden til bogen.

Forfatteren er helt bevidst om, at bogen rummer en del gentagelser. Til forsvar herfor kan dog anføres, at det gør det lettere at læse enkelte kapitler løsrevet.

Irritationsmomenterne skal dog ikke stå i vejen for, at Pedersen har det vigtige ærinde at ajourføre vores billeder af udviklingen, så de er på højde med nutiden. Bogens store fortjeneste er, at den tager fat på globaliseringens virkninger på det danske samfund. Der foregår helt klart ændringer i et højt tempo. Her har vi ikke for mange analyser, som kan bringe vores forestillinger på omgangshøjde med nutiden. Overordnet set har forfatteren utvivlsomt fat i nogle meget vigtige tendenser. Måtte bogen animere andre til at tage fat på flere analyser.