Opslag til denne artikel

Emneord:atomkraft, historie, radioaktivitet
Steder:Paris

Den sidste måned af min graviditet dengang for 25 år siden var dejlig. Kastanjetræerne sprang ud i Paris, tulipanerne blomstrede. Jeg nåede at strikke mit livs eneste hjemmestrikkede trøje til min lille søn og fik startet en Barnets bog af den slags, der med første barn er fyldt til randen, mens det altid kommer til at stå lidt sløjere til for de næste. Sådan havde jeg lovet mig selv, at det ikke skulle gå. Men sådan gik det.

Jeg havde prøvet det før. Og denne gang nøje valgt en anden fødeklinik, fødselslæge og en jordmoder, jeg kendte, så jeg kunne undgå første fødsels rædselsoplevelse. Hvor barnets hjertelyd gik ned ved hver ve, og vidunderet til sidst blev trukket ud med tang på operationsbordet uden at jeg var bedøvet og en eller anden tåbe, hvis ansigt jeg aldrig nåede at se, gentog »Ne criez pas madame« (Skrig ikke, frue).

Denne gang håbede jeg, at det skulle gå mere fredeligt til. Alt var klar, barnepige til de andre to, kuffert med udstyr til klinikken, farmand disponibel.

Så var det så at atomreaktor nr. 4 på Tjernobyl-værket eksploderede. Eller gjorde den det fra starten? ‘Nedsmeltede’ hedder det vist. Man fik ikke rigtig det hele at vide. Ukraine var del af Sovjetunionen, der først hævdede, at der ikke var sket noget. Først da der blev målt så høj radioaktivitet i andre dele af Europa, at det ligesom ikke kunne skjules, indrømmede russerne, hvad der var sket. Som en fireårig, der har slået en vase i stykker. Hey, vi skubber lige et eksploderet atomkraftværk ind under tæppet.

En snak med Gud

Og man er ved Gud sentimental, når man er på nippet til at føde og lige efter og faktisk et godt stykke tid længere. Jeg har ikke lige Barnets bog fra dengang ved hånden, men jeg husker, hvilke tanker, jeg gjorde mig. Hvad i alverden det var for en verden, jeg fødte ham ind i, snøft. Men så hentede jeg trøst og citerede storladent Karen Blixen, Kardinalens første historie, for at give det hele lidt schwung langt ud i den fremtid, hvor han som voksen ville læse det.

Kardinalen fortæller en mystisk kvinde om, hvordan han, før han oprindelig blev præsteviet, havde haft en samtale med Herren. Denne udfritter ham om, hvordan han mon tror, verden er. Og nej, den almægtige har ikke skabt en idyllisk verden, ej heller en logisk og beregnelig verden. Er det mon så en verden, det er let at leve i ? Oh, du gode Gud nej! Til sidst stiller Herren et temmelig ledende spørgsmål: Om han mon tror, at »det har været min beslutning at skabe en sublim verden med mulighed for det herligste og det frygteligste?«

Og bingo, det er det rigtige Blixen-svar, og den unge mand ender som kardinal.

Det var jo så sandt. Det herligste var dette lille væsen, født så blidt, at han måtte vækkes, da han kom ud. Det frygteligste var den atomdæmon, der var blevet skabt, puttet i lænker og sluppet ud i form af en sky, der fløj hen over Europa. De franske myndigheder hævdede i årevis, at den stoppede lige ved grænsen til Frankrig. Grænser er nu smarte.

Herre over fremtiden

På sin vis var jeg dengang mere optimistisk, end jeg er nu. Jeg søgte trøst i det sublime, men troede hemmeligt, at man ville tage ved lære. Det var så indlysende, at Tjernobyl var en atomsprække i et nedslidt regime, der da også faldt kort efter. Regimer falder altid, nye og helt uforudsete regeringer kommer til. Kun en ting er nemlig fuldkommen sikker: Hvor lang tid det tager for radioaktivt affald at henfalde. Hvis vi regner samme tid baglæns, var vi knap kravlet ud af hulerne. Alligevel tror vi virkelig på, at vi kan få kommunikeret ud i fremtiden, hvor vi har gemt affaldet? Og at de skal passe på?

Det går godt, til det går galt

Jeg sad så i søndags og betragtede min svigerdatters store mave. De venter den tredje lille pige i april. Fødselsdagen er bestemt, det bliver kejsersnit. Bækkenet er for lille og under alle omstændigheder er der risiko ved at føde naturligt, så kort efter andre kejsersnitsfødsler.

Så tænkte jeg selvfølgelig over Fukushima. Over jordskælv, tsunamier og et kraftværk, der kommer ud af kontrol. Hvad forestiller man sig egentlig? Man kan ikke engang kontrollere en krop. En sjæl. Et samfund.Man gør, hvad man kan, men man ved, at det kan gå galt.

Der er 19 kernekraftværker i Frankrig og flere planlagt. Jeg har med vantro studeret kort over atomparken. Otte værker ligger i zoner med risiko for jordskælv. I Frankrig har man, som i Japan, en højst udbredt forestilling om, at det kan styres. Og det kan det jo. Lige indtil det går galt.

Ændrer denne forestilling sig så med Fukushima? For 25 år siden kunne Mitterrands socialistiske regering være begyndt at trappe ned, men gjorde det ikke. Det kunne ellers være gjort nu. Dominique Strauss-Kahn, der kanske bliver landets næste præsident, har haft fingrene langt nede i at promovere fransk atomteknologi. Nu hviskes der hos socialisterne om, at forestillingen om nulrisiko efter Fukushima nok ikke virker så godt i den forestående valgkamp.

Kan vi stole på Gud

Og det er sådan, det er. Politisk vilje svinger tsunamiagtigt rundt med meningsmålinger, regeringer kommer og regeringer går. Budgetnedskæringer har i Frankrig allerede diskret ført til dybt problematisk udlicitering af så vigtige opgaver som vedligeholdelse af atomkraftværker. Til gengæld er atomkraft, så sikkert som amen i kirken, alt, alt for farligt.

Mødre kommer til at føde vanskabte børn eller at holde dem i hånden, når de behandles for kræft i skjoldbruskkirtlen. Der er noget af det frygtelige, vi selv er ansvarlige for. Jeg er ikke nær så stoisk i min accept af verdens tilstand, som jeg var engang. Vi bliver nødt til at finde ud af, om vi vil tage risikoen ved udelukkende at dyrke Mammon. Også selv om det giver gode historier som medierne svælger i. Eller behov for at klynge sig til Gud.

Inden den mystiske kvinde forlader kardinalen, har hun nemlig et sidste spørgsmål:

»Kan De være sikker på, at den Herre, De tjener nidkært og ubestikkeligt, at det er Gud?« Kardinalen så op, mødte hendes blik og smilede.

»Dette,« svarede han, »dette madame, er en risiko, som kunstnere og præster i denne verden altid må løbe.«

Denne artikel er anbefalet af: