Hernes skal ikke længere fjernes

»Gudmund Hernes var en katastrofe som politiker… Nationen er knapt kommet på benene igen efter hans regime«. Citatet stammer fra idéhistoriker Trond Berg Eriksen, og det er den norske sociolog og Arbeiderparti-mand Gudmund Hernes selv, der trækker det frem i et causeri i Litteraturhuset i Oslo. Hernes var motor for 1990’ernes uddannelsesreformer i Norge, som — på trods af bagmandens partipolitiske ståsted — deler mange træk med Bertel Haarders (V) uddannelsespolitik i Danmark: teoretisk oprustning af professionsuddannelserne, fokus på test, evaluering og basale kundskaber i grundskolen, skolen som opdrager til fælles nationale værdier.

Allerede tre kvarter før foredraget er folk begyndt at sikre sig pladser på første parket. Det aldrende publikum summer af forventning, da Gudmund Hernes spankulerer ind, lægger en fodbold og en pose med mærkelige sager fra sig ved talerstolen. Han er iklædt mørke bukser og en stor sort ruskindsagtig habitjakke, der får han til at se lille ud, men det er vist ikke meningen. Gudmund Hernes er ingen hr. hvemsomhelst — hans meritter tæller undervisnings- og sundhedsministerposter, UNESCO-chefposter, Harvard-professorater og ikke mindst norsk sociologis hæderspris, som han modtog sidste år.

Overkørte alle?

Et radioklip fra 1980’erne spiller fra højtalerne, hvor en kollega fra FAFO — LO-Norges forskningsinstitution — karakteriserer Gudmund Hernes: »Han har mange bolde i luften… er fuld af virketrang… udmærker sig i klassisk sociologi såvel som politisk teori… han kan være streng som en præst… har lige stærke opfattelser af alt fra slipseknuder til sociologisk metode…«, ha, ha, ha, ha kvitterer publikum.

Det er blevet sagt om Hernes, at han »overkørte alle« i sin ministertid, og Hernes har selv udtalt, at tidspres var afgørende for at få uddannelsesreformerne gennemført:

»Nogen mener, at vi må overbevise folk, før vi forandrer verden. Vi vil først forandre verden, derefter vil folk blive overbevist,« lød det i et interview til Dagbladet i 1996.

Det er ikke budskabet i dag: »Husk på,« siger Hernes, »at Arbeiderpartiet var en mindretalsregering, da Reform 94 skulle vedtages — vi måtte overbevise mindst to andre partier. Så nej, man kunne ikke overkøre alle!« Det var da også kun Høyre og Fremskrittspartiet, som stemte imod Hernes’ berømte og berygtede uddannelsesreform.

»I starten af 1990’erne var mange 16-åriges første møde med voksenlivet arbejdsløshed,« siger Hernes, og hans forklaring lyder: »Det faglige indhold i uddannelserne var dårligt tilpasset samfundets behov, der var ikke gode nok læreplaner, lærebøgerne var ikke ført ajour, uddannelsesmulighederne var skævt fordelt.«

Vigtigst af alt var, at kompetencer i almenfag og omskoling senere i livet var efterspurgt i erhvervslivet, men denne opgave kunne uddannelserne ikke løfte, mener Hernes: »Dette kunne ikke fortsætte!«

Hernes taler for videnskabelig oprustning af uddannelserne, men har et pragmatisk forhold til teori. Hans grundprincip er: »Når man taler teori må man spørge: ‘Hvad efterspørger erhvervslivet?’.« Og spørgsmålet om for lidt eller for meget teori er forkert stillet, mener Hernes: »Der er ikke for meget teori i skolen, men for meget forkert teori, og på forkert måde.«

Og hvis det virkelig var sådan en katastrofe, hvad han gennemførte i 1990’erne, er det »mærkeligt, at det meste stadig består,« som han udtrykker det.

Vi skal have afvigere

»Hvad er uddannelse, hvad bør det være — det handler om at blive menneske,« forklarer Hernes. »Man kan blive alt muligt,« og det gælder om at skabe samfund for variation og vækst. I Norge skal man ikke gå i takt, siger Hernes og klikker frem til marcherende nordkoreanske soldater og kinesiske synkrondansere på powerpointen for så at sætte trumf på: »Vi skal ikke have kloner, men afvigere,« og høster igen latter fra salen.

Der er, fastslår Hernes, en sammenhæng mellem uddannelse og udvikling — jo lavere uddannelsesniveau i et land, jo højere fattigdom, lyder grundreglen. Men mindst lige så vigtigt er det ifølge Hernes, at produktion er mere end blot fysiske varer: Produktion er kapital x arbejde x restfaktoren. Og denne restfaktor er human kapital, social kapital, mobilitet, tilpasningsevne, teknologi, inklusion, ledelse, kreativ organisering af arbejdet.

Inden der går ren senmoderne kapitalisme i den, nævner Hernes også uligheden i samfundet — han er optaget af, at der skal tages hånd om alle: »flere piger, flere sociale klasser, flere svage og indvandrere; der skal være mere almueskole, folkeskole og grundskole og et højere timetal,« siger Hernes.

Hvad han ikke kommer ind på er, at hver tredje i dag dropper ud af de videregående uddannelser i Norge. Med andre ord — problemet med manglende uddannelse til folket er altså ikke blot fortsat efter Hernes’ reformer, det er faktisk forværret.

Dannelse

Det har bl.a. fået Morgenbladet til at hævde, at Gudmund Hernes allerede har fået historiens dom. Men Hernes er ikke typen, der lader sig tynge af historiens dom. Han er snarere typen, der udlægger — og indvirker på — historiens gang. Samfundet har ændret sig siden industritiden, forklarer Hernes. I dag foregår langt mindre af uddannelsen i arbejdslivet — »du kan ikke længere komme, som du er«. Med dette mener Hernes, at fokus har flyttet sig »fra praksis til bog«, og at »skolen har spist sig ind på den del af livet, som før var domineret af arbejdslivet«.

Hernes længes ikke efter industri-Norge, men påpeger, at der er gået en masse tabt i »overgangen til konkurrencesamfundet«: regler og fagsprog, praktiske færdigheder, solide kundskaber, kendskab til tradition, forankring og åbenhed, socialt sammenhold, faglig og menneskelig dannelse — med andre ord, »alt det modsatte af tomme øjne, åben mund og løs snak«. Herfra skal salen blive vidner til, hvorfor Hernes havde en fodbold og en pose med artefakter med sig, da han kom. I godt tyve minutter viser han eksempler på, hvordan romerne uden vore dages viden og teknik justerede et byggeri efter horisontale og vertikale linjer. Hvilke primitive, men geniale teknikker, de havde til at afgøre, om en overflade var lige eller skæv. Et opslag på nettet afslører, at han har turneret med disse tryllerier mindst siden 2007. En uge senere gentager han kunsterne for Morgenbladet, der interviewer ham i anledning af hans 70 årsdag.

I Litteraturhuset lægger Hernes nu sin retvinklede trekant, vandslange og fodbold fra sig og når frem til samme pointe, som han egentlig har talt om hele tiden: »Med akademiseringen af uddannelserne gik det erhvervsrettede tabt. Vi mistede blikket for, at den teoretiske kundskab skal bruges i praktiske opgaver.«

I et frisk spring fra romernes lodder og kotarme, viser Hernes så et billede af nuværende undervisningsminister Kristin Halvorsen, der er leder af Socialistisk Vensterparti. »Nu skal rørlægger-elever lære det engelske navn for rørtang i stedet for at læse Shakespeare,« har Halvorsen for nylig udtalt i norsk dagspresse. »Og det synes jeg jo er vældig fint,« siger Hernes og fortsætter: »Men det sagde jeg allerede i 1980’erne, så hvorfor er det ikke gennemført!?«

Ifølge Hernes må selve udgangspunktet for måden, der tænkes uddannelse, ændres: »Alle er overudstyret med evner — og ingen elever er for svage til skolen, men skolen kan være for svag til alle elever.« Dette menneskesyn er, forklarer Hernes, det modsatte af fatalisme og genetisk forudbestemmelse. Han illustrerer pointen med tre billeder af Arnold Schwarzenegger: Først som skolenørd, så som bodybuilder og sidst som politiker. »Ja, her ligner han jo mere mig,« siger Hernes, og publikum ler med ham, inden han leverer dagens sidste punchline:

»Vi må tage det samfund i betragtning, som skolen skal virke inden for, og de kræfter som virker i samfundet.«

Klap, klap, klap, klap, klap! gjalder det. Fra ‘Hernes må fjernes’ til ‘Hernes må vernes’, som norsk LO’s nyhedsbrev har formuleret det. Og skulle der sidde en enkelt skeptiker eller to tilbage i salen, får de ikke lejlighed til at ødelægge den gode stemning denne eftermiddag.

»Tak for en spændstig præsentation!« siger konferencieren, og alle klapper igen. Lørdagsforedraget er slut, og mange forsøger at fange Hernes’ blik på vej ud af døren, så de kan nikke til hinanden.