Irsk optur med rådden bagside

Nok er det post-katolske Irland friere og rigere end det gamle, men åndelig armod og moderne råddenskab trives, mens et selvisk folk vender ryggen til for at spille golf

DUBLIN - Har De hørt den om den uvenlige irer?
Det har vi heller ikke.
Vitsen findes i en brochure fra det irske turismekontor, som har stor interesse i at tegne et billede af Irland som et gæstfrit, nærmest mytisk never-never land, hvor de venlige indfødte altid er i gang med at file på violinen og synge deres hjemlands vemodige sange med et skummende glas sort øl inden for behagelig rækkevidde.
Realiteten er noget anderledes. Spørg bare Hugo Ha-milton, en af Irlands yngre - han er 45 - og markante forfattere. Han har skabt sig et navn som besk kommentator til det irske samfund, som han både er deltager i men så sandelig også udenforstående tilskuer til.
Da han var lille, råbte de andre børn 'nazi' efter ham og mulede ham ganske eftertrykkeligt ene og alene af den årsag, at hans mor var tysk. Han selv voksede op med tysk som førstesprog. Dernæst lærte han irsk - hans far var irer med stort I - og endelig som tredjesprog kom det engelske, han i dag skriver på. Han er med andre ord anderledes.
På det seneste har det skabt overskrifter og ophedet debat, at folk fra mere urolige egne af verden har søgt asyl i Irland. Og de såkaldte 'travellers' - grupper af omrejsende, unge mennesker, som nærmest kan kaldes nutidens vagabonder - dukker jævnt hen op som fikspunkter for irernes mindre imødekommende sider. De er også anderledes.
Måske skyldes racismen, at irerne i så mange år selv var udvandrere til lande, hvor de blev placeret nederst i hierarkiet. I den situation blev de vænnet til at sparke nedad.
Nu, hvor Irland er blevet så velstående, at landet ikke længere hører til i EU's fattigklub, der pr. automatik kvalificerer sig til udviklingshjælp fra resten, burde man egentlig tro, at irerne var blevet så selvsikre, at 'de fremmede' ikke kunne skabe særlig angst og dermed fjendskab.
Men Hamilton mener, at racismen vil blive et af de store problemer i de kommende år.
"Irerne sælger nærmest sig selv som en ren race. Irsk dans (som i det succesrige show Riverdance, red.) er f.eks. et udsagn om, at det at være irsk er en dyd i sig selv. Det er næsten lige så anstødeligt som Nazi-ideologien i Tyskland. Enhver, der ikke er fuldt ud irer og fuldgyldigt medlem af dette kulturelle momentum, må indtage en lavere plads," siger Hugo Hamilton.
Der er andre eksempler på, at Irland har så travlt med på rekordtid at gennemleve den samme - især økonomiske - udvikling, som andre europæiske lande har haft. Men uden evne til at undgå de negative aspekter og de fejl, andre lande har begået.

'Headbanger'
Hugo Hamiltons hovedperson i romanen 'Headbanger' er politimanden Pat Coyne, og gennem hans øjne og tanker får læseren et indtryk af et Irland, hvor kriminaliteten florerer, heroinen flyder, loyalitet og sammenhold er noget, man virkelig skal tage sig sammen for at holde fast i, og hvor alt for mange mennesker lukker øjnene for råddenskaben. I stedet bruger de tiden på at spille golf.
'For tyve, tredive år siden var det kun amerikanere, der spillede golf', siger Hugo Hamilton hovedrystende.
Efter hans mening er Irland på vej ind i et forbrugersamfund, hvor alt det, der har karakteriseret irerne som folk og nation risikerer at blive glemt.
Det gamle Irland var et land befolket af horder af snotunger i laser og uden sko midt om vinteren. Alle mændene hed Paddy efter St. Patrick og kvinderne Mary efter jomfruen. Farvel til alt det og godt det samme. Men nu hvor landet er moderne og velstående, er spørgsmålet, om irerne formår at kombinere rigdommen med de bedste af traditionerne.
"En af faktorerne i fattigdom er den tæthed, folk udvikler i dårlige tider. Familiebånd. Fællesskab. Støtten i det omgivende samfund er ved at svinde. Fremmedgørelsen er nu kommet til Irland. Vi har irske yuppies - vi plejede at tænke på dem som nogen, der fandtes i Tyskland eller Storbritannien," siger han.
Den økonomiske velstand har nok gjort irerne rigere - gennemsnitligt set - men ligesom i andre europæiske lande er gabet mellem rig og fattig blevet meget mere udpræget og meget mere synligt.
"På bilernes nummerplader står det år, de er lavet i. Det nærmest tvinger folk til at købe nye biler. Enhver ved, hvor velstående du er. Det er oprørende. Det viser forbrugersamfundet," siger han.
Ingen ønsker sig fattigdommen tilbage. Men bagsiden er, at der efter Hugo Hamiltons mening er stor risiko for at miste den åndelige side, som fattigdommen faktisk var med til at fremme i det irske folk.
"Vi havde ingenting ud over fantasien. At fortælle historier. Synge sange. Det gjorde os unikke. Der var denne store, poetiske trang til at placere os selv på kortet," siger Hugo Hamilton.
"Nu, hvor vi er økonomisk mere solvente, vil denne åndelige gøren sig gældende ikke have så stor betydning. Identitet var altid en krise i Irland - der er ingen, der er så besat af identitet som os. Nu, bliver vores identitet, hvad vi køber. Et folk med et kreditkort og ikke ret meget at sige."

Kritik er forræderi
Den slags er svært at få lydhørhed for i Irland i dag. Kritik af den keltiske tiger sidestilles måske ikke ligefrem med landsforræderi, men det er lige før.
Og som Hugo Hamilton da også selv skynder sig at betone, er det ikke alt lige begrædeligt. Rent bortset fra, at mange irere formentlig nok gerne ville bytte den fattige, åndrige fortid med et kredit-kort. Det er rent ud sagt fantastisk, hvor meget der er sket med Irland, de seneste ti år.
Kort før Jul sammenlignede journalisten John Burns i avisen Sunday Times Irland 1998 med 1988. F.eks. ville et rekordstort antal irere - 70.000 - i 1988 forlade landet eller forberedte sig på det. I dag indvandrer folk til Irland. For ti år siden var det ulovligt at være homoseksuel, skilsmisse var imod forfatningen og det var så meget som at uddele den mindste lille brochure om abort også. Den katolske kirke holdt landet i et moralsk jerngreb, arbejdsløsheden var på 15 pct., og over 100 mennesker døde i Nordirland.
Hvor anderledes er det ikke ti år senere. Kirkens autoritet ligger i ruiner efter en række skandaler - bl.a. med seksuelle overgreb på børn. Arbejdsløsheden er den laveste siden 1983, homoseksualitet er ikke længere forbudt, skilsmisse er tilladt, og klinikker kan nu informere om abort - vel at mærke i Storbritannien. Den årlige økonomiske vækst har de seneste to år været på over ni pct. og har dermed givet baghjul til samtlige andre europæiske lande.
Det siger meget om det moderne Irland, at premierminister Bertie Ahern frit og åbent lever sammen med en kvinde, der ikke er hans kone. Men betyder det så, at Irland bare bliver ligesom de andre? Materialistisk, åndløst, selvisk og ikke engang med det 'nordirske spørgsmål' inkl. også dets sværmeriske og voldsromantiske sider som særkende?
Måske ikke. På trods af forbrugerismen er åndrigheden hos det keltiske folk ikke sådan at slå ihjel.
"Det, kirken efterlod sig, er ikke altsammen dårligt. U2 er ikke en million år væk fra kirkens ikonografi. At opleve Bono spille er næsten som at gå til messe. Det er udtryk for åndelig fromhed," siger Hugo Hamilton.
"Rock'n'Roll og fodbold vil blive den ene sande kirke. Vi er der næsten."

Tidligere artikler i serien fra Irland blev bragt den 2. januar. Serien fortsætter.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu