Sort poesi fra Sverige

af Torben Brostrøm

Man kan, som Peter Stein Larsen har formuleret det i sin disputats om Drømme og dialoger, skelne mellem centrallyrik og interaktionslyrik, hvor den sidste engagerer læseren i en tolkning af forskellige diskurser, formelle aktiviteter og demonstrative henvendelser. Anna Hallbergs svenske digtsamling Colosseum, Kolosseum lægger allerede i titlen op til konfrontationer, og en gennembladning alarmerer hurtigt om en ukendt systematik med sine fem afdelinger i fem forskellige typografiske arrangementer, i midten en suite bestående af 28 ensformede prosablokke på syv linjer, hvor det antikke romerske Colosseum sidestilles med sindssygehospitalet i Säter, som blev indrettet i samme hierarkiske ellipseform, begge billeder på samfundets magtstrukturer i frapperende paralleller, med vold som fællestræk. Bogen tænker i udtryk og indhold så at sige i cyklusbaner.

Det sker således i første afsnit, der i voldsomme billeder skildrer madens vandring og forvandling gennem kroppen, fra fødevarer til fækalier. I næste afsnit begynder alle ord med bogstav s som i sorg, sygehus, Srebenica, systembolaget, sorrow – en skummel og farlig musik i et sprængt mentalt univers, som på ny demonstreres i fjerde afdelings typografisk splittede lemmer ned over siderne. Men nu også i momenter af glædesrus blandet med fortvivlelse og uhyrlige kontraster gennem billeder fra kvindekroppens mysterier, kulminerende i sidste afdelings tilsyneladende rolige, tolinjede konstateringer – med så meget hvidt papir og tomhed omkring sig. Og dog: Skriket fortsätter genom stängda slussar, vattenlås/-Tomheten har kanske aldrig funnits. Det er en løsrevet tingsverden, affald, udstødninger, løs hud over grågule ben. Alting hårdere end menneskekroppen. Gulvet dækket af proteser. Og finalen: ’Falder tilbage i en livmoder som er tom. En blære i universet’.

En læser i aktion har nok at gøre i gru, henførelse og eftertanke ved mødet med denne voldsomme, intelligente og dramatiske lyrikbog, der tager livtag med nutidens stridige ydre og indre verden.

Digteren som fluefanger

af Torben Brostrøm

I sin aldrende, skriveblokerede tilstand sidder Finlands nationalskjald efter et slagtilfælde i sin kørestol ved vinduet, fuld af nag og gnavenhed, mens hans biograf Strömborg søger at lokke oplysninger ud af ham. Den skrivende og højtlæsende hustru Fredrika kæmper med at afmontere hans arrogante nedladenhed. Mest optaget er han af at fange og dressere fluer. Som en symbolsk aktivitet er det en mistrøstig afregning af hele hans livsindsats. Og Erik Wahlströms biografiske roman Flugtämjaren tegner da også et lidet heroisk billede af den fejrede digter i en fri og nusproglig brug af tilgængelige kilder. Ikke at digterens minde ikke allerede er almindeligt affortryllet blandt hans landsmænd. Og herhjemme er det længe siden, at hans indtagende vers, idyller og epigrammer endnu var pensum, ligesom hans nationale versepos Fänrik Ståls sägner vel nærmest kun har antikvarisk interesse.

Men hans personlighed kan vække interesse og gør det i Wahlströms litterære regi, selv om man skal være pænt hjemme i Finlands kulturhistorie og dens persongalleri for at være på bølgelængde, hitte rede i mange underforståelser og nyde krydderiet af ny og gammel viden. Et oplivende fænomen er distributionen af stemmer, hvor det snart er Runeberg, snart Fredrika, suppleret af hushjælpen, besøgende og endda fugle og dyr, den jagtglade digter har et nært forhold til. Den dialogiske eller nærmest polyfone romanform giver livsbilledet kolorit, som når vi først får en officiel og opulent skildring af parrets sølvbryllupsfest, og Runeberg derefter selv mindes den som et hav af ansigter, der ondskabsfuldt grimasserede mod ham, ulve i aftentoilette, der til velkomst blottede hugtænder. Så megen rancune er samlet hos ham, delvis forklaret af hans herkomst som uægte barn, adopteret og videresendt til familie.

Et lidt specielt finlandssvensk valg til en fællesnordisk pris af et ellers udmærket bud på den biografiske romangenre.

Hvordan dåren blev forfatter

af Kamilla Löfström

En næsten 500 siders roman indstillet til fornem pris fra både Sverige og Norge burde lande tungt, men jeg, der igen har haft næsen begravet i Christina Hesselholdts Camilla – og resten af selskabet, anede ikke noget om dobbeltnomineringen og tænkte i førstningen bare: herregud for en casestory eller pænt pædagogisk ungdomsroman. Eller måske snarere emo-roman – uden tvivl emo-omslag, det kunne jeg da se.

Beate Grimsruds En dåre fri viste sig at være en semiselvbiografisk sygdomsberetning, der begynder med barnet og slutter ved den nogenlunde succesfulde voksne forfatter. Eli er den, der fortæller, og den, der fortælles om, som der står på første side. Hun er 39 og beretter i tilbageblik om opvækst i en noget tosset familie, om overraskende tålmodige venner og om flere indlæggelser på psykiatriske afdelinger med svære psykoser. Elis personlighedsforstyrrelse viser sig allerede i barndommen, og stemmerne i hendes hoved har forfatteren navngivet med bogstavrim og inspiration fra fiktionen: Espen (Askeladd), Erik, Emil (fra Lønneberg) og prins Eugen.

Navnesymbolikken vil ingen ende tage. Eli er både pige- og drengenavn og betyder ’min Gud’ på hebraisk. Den religiøse længsel er sammen med kønsforvirring og kønnet børneopdragelse emner, bogen tager op. Forfatterfortælleren vil hellere være prinsen i eventyret end prinsessen. En dåre fri er perfekt som illustrativt materiale for genderpædagogerne i vores broderlande.

For mig at se mislykkes fortællingen på grund af sin fortæller. Fortælleren er på samme gang dåren og den vidende, den psykotiske og den ivrigt informerende. Hver gang galskaben slår ud, dukker pædagogen op for at sikre sig, at læseren nu har forstået, hvad situationen skal illustrere.

Beate Grimsrud er indstillet fra både Sverige og Norge

Sjælens bibliotek

af Erik Skyum-Nielsen

For islandske Gyrðir Elíasson (f. 1961, debut 1983) kan tredje gang ( med Milli Trjánna) meget vel vise sig som lykkens gang. De fire lange noveller i Papirskibsregnen (1988, på da. 1991) blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris så tidligt som 1990, og i 2002 deltog han med endnu en novellesamling, Det gule hus. Det er i islandsk litteraturkritik og litteraturhistorie-skrivning allerede en slidt kliché at kalde ham stilens mester. Men noget er der om det. Jeg har selv oversat to af hans bøger og kender udmærket fornemmelsen af en ganske særlig ladning og kraft i hans sprog. Det er, som om hver sætning kun kan oversættes på én bestemt måde, og finder man først frem til denne, hvilket hver gang føles som lykke, så venter bare den næste udfordring, og den næste igen.

Hermed være ikke sagt, at Gyrðir Elíasson skriver svært. Man skal blot indstille sig på at færdes i flere verdener samtidig. Han opererer i det dagligdags og nære, men hans realisme slår hele tiden om i fantastik og magi. Virkeligheden viser sig at være drøm, liv grænser op til død, ja, de døde færdes ofte bogstaveligt talt iblandt os.

Som i den nominerede samling, hvor August Strindberg sidder i IKEA-cafeteriet i Reykjavik, nutidens ’Inferno’. Men skrivemåden ligner nu ellers ikke hans. Vi har snarere at gøre med en blanding af blank og knap minimalisme og så en fantastisk, drømmeagtig søgen, som uden at gøre det store væsen af sig afdækker dybder i det tilsyneladende velkendte, samtidig med at der bag fortællingens nøgternt sansende subjekt viser sig at ligge afgrundsdyb melankoli og sorg. I en avis forleden dag så jeg ham sammenlignet med amerikaneren Raymond Carver. Det var såmænd dækkende nok. Men der er også en Kafka i ham, og en Borges uden dennes metafiktive manøvrer, men nok med bevidstheden om, at teksten, du skriver, lægger sig oven på andre tekster og får dele af sin betydning fra dem. Dette gælder såvel islandske og andre nordiske klassikere som hans tidligere forfatterskab. Under overfladen befinder der sig både en bange sjæl og et righoldigt bibliotek.

Fan meg heilt psyko

af Kamilla Löfström

Indkredsning er navnet på Carl Frode Tillers trilogi, hvoraf etteren og nu toeren er udkommet. Ordet indkredsning – innsirkling på norsk – dækker fint den oplevelse, det er at læse Tiller, samtidig er det også trilogiens metode: møjsommeligt at nærme sig en midte, det centrale, men uden at komme dertil. Selve indkredsningen – at cirkle rundt om stoffet – bliver så det nye projekt, men også det, der forhindrer, at man nogensinde kommer til sagen, hvilket selvfølgelig er meningen. Med andre ord: der er ikke rigtig nogen mening, men det giver mening at prøve at indkredse den.

Selve historien er let at pitche, som de siger henne i filmbranchen: En mand, David, mister hukommelsen og indrykker en annonce i avisen med et foto af sig selv og få lakoniske ord: »Kender du denne mand? Han har mistet hukommelsen og behøver hjælp til at finde ud af hvem han er«.

Avisen er klart en lokalavis (i Nord-Trøndelag), og det småtte og almindelige er meget karakteristisk for det ellers voluminøse projekt. Manden uden hukommelse bliver en katalysator for andre menneskers tanker. De skriver ret ukonventionelle breve til David, og her i andet bind er det den poetiske Ole, den barske Tom Roger, og den livstrætte plejehjemsbeboer Paula, der med hver deres sproglige kendetegn hjælper David til at huske 1980’erne. ’Fan meg heilt psyko’ er Rogers mærke.

Innsirkling fortælles således til et du, der bortset fra den ordknappe annonce selv er tavs. Personerne rundt om David taler og tænker lige ud af landevejen, men deres fortællinger får et raffinement i og med de lader til at være henvendt til en, der har glemt det hele.

Trilogien har fået enorm opmærksomhed, men hvorfor er der ikke en eneste, der undervejs har skruet redaktørbissen på og fortalt Tiller, at en uhæmmet blinken og smilen mellem personerne forstyrrer den skønne meditation, Innsirkling faktisk er.

Kluntet krimi kandiderer

af Erik Skyum-Nielsen

Den grønlandske forfatter Kristian Olsen Aaju (f. 1942, debut i bogform 1978) ser ud til at have gjort sig selv en fæl isbjørnetjeneste ved egenhændigt at oversætte romanen Det tatoverede budskab til (en slags) dansk. Men selv om den var blevet iklædt en glattere og mere velsiddende sprogdragt, er det nu ikke sikkert, at den havde fungeret litterært. Dertil forekommer handlingen lidt for kejtet konstrueret og hele fortællemåden for klodset. Vi har at gøre med en kriminalroman, hvor morderen, en dobbeltmorder, som dræbte en mand med skud og en kvinde på 45 med piller, i et brev skrevet i fængslet afslører sig selv. Forud er gået en dramatisk, men som antydet tungt berettet historie, om strid i en familie, om halvsøskendes had, om jalousi og svig. Når det på de allersidste sider oplyses, at to hovedpersoner lever lykkeligt lesbisk (?) i Grønland og tilmed tit drager på langfart, glæder man sig da lettet på deres vegne, men det bortvejrer ikke læserens oplevelse af en knugende tragedie, endsige fornemmelsen af, at den ikke forløses rent kunstnerisk.

Konstruktionen har i sin ydre skal en beretter, som fra sin afdøde moster modtager et arvestykke i form af en stor brun konvolut. Længe efter bliver den taget frem og gjort til den fortælling, vi læser. Men inden i denne igen opereres der med breve og mails, ja, tilmed juridiske dokumenter, der sammen lægger stemmer og farver til puslespillet eller billedtæppet.

Titlen, Det tatoverede budskab, hentyder til en dansk adresse, som kvinden, der bliver myrdet, lod tatovere på sit skamben. Via denne oplysning begynder socialrådgiveren Nanna en lang rejse, der fører hende hjem til Grønland, til sidst også tæt på gådernes løsning samt, som antydet, i favnen på sin kommende samleverske, juristen Linda. Men hvor udgiveren forfatteren Manuaraq, kommer ind i billedet, fattede jeg aldrig. Og en fornemmelse, som det næppe er passende at lufte i en så højtidsfuld kontekst som konkurrencen om Nordisk Råds Litteraturpris, siger mig, at det nok ikke gør så forfærdelig meget. Måtte arrogancen blive gjort til skamme!

Hør, hvor galt det går

af Kamilla Löfström

Det er en lidt besynderlig øvelse at skulle vurdere Kerttu Vuolabs Báibmoáirras som kandidat til den største litterære pris i Norden, fordi den er så uskolet og så aldeles umoderne. Hvor bredt man så ellers bilder sig ind, at man opfatter litteratur, så bliver man alligevel sat på en prøve her. Hører forfatterens familiefotos f.eks. nogen steder hjemme i et skønlitterært værk? Familiefotos som det de er, nemlig fotos af familien, og ikke som en raffineret leg med forfatterrollen.

Titlen betyder Paradisets stjerne, genrebetegnelsen er udvidet til ’En roman med sagn’, og den indlagte mytologi kan forklare, hvorfor myrerne bør betragtes som skovens stærkeste dyr. Det skal de, fordi de er så myreflittige og forstår at samarbejde. Eller den kan handle om, hvordan man vælger en vandrestav. Det er fortællinger om vigtigheden af at kunne holde varmen og få mad, og lidt mere overordnet om at respektere naturen og glæde sig, hver gang et nyt liv skabes.

Báibmoáirras er en skriftlig videreførelse af en mundtlig fortælletradition. Den er fortalt uden hast og uden interesse for, hvor lidt man egentlig behøver at skrive, før læseren begynder at danne sig billeder i hovedet. Báibmoáirras har al tid i verden og begynder slet og ret ved verdens skabelse. Den er belærende – ikke fordi den kom til at være det – men simpelthen fordi forfatteren ønsker at give en arv videre til næste generation.

Børnene er dem, der fortælles til, og de vil gerne lytte til den ældre generation. I romanens iscenesættelse af den mundtlige overlevering er der en usædvanlig fin forståelse generationerne imellem. Men jo kun usædvanlig i mine øjne, ikke i forfatterens.

Jeg har tænkt på, at det er meget længe siden, jeg har været ude i naturen. Og jeg har tænkt på, om det er rigtigt eller forkert at ønske for de samiske forfattere, at de en dag kommer ud af reservatet.

En roman i vækst

af Torben Brostrøm

Juryen, der indstiller kandidater til denne pris, er ikke bange for debutanter og exdebutanter. Finske Kristina Carlson er således valgt for sin svære, men vellykkede toer i 2009, 10 år efter sin første roman. Herra Darwinin puutarhuri (Ottava forlag) hedder den og findes foreløbig kun på svensk i manuskriptform som Herr Darwins trädgårdsmästare. Den foregår i en lille by i Kent i 1870’erne omkring figuren Thomas Davies, som er gartner hos den berømte videnskabsmand, et miljø, der ligner, hvad vi kender fra tv-serier som dem om Barnaby og miss Marple, hvor bl.a. sladder og religiøse fordomme styrer opinionen i et spredt kor – her første side, hvor en vis Hannah Hamilton fra sin kørestol ved vinduet iagttager gartneren gå forbi til arbejde på Darwins Down House trods søndag og kirketid. Hun smager på kaffen i munden, behøver ikke selv med sin alder at gå i kirke, og ingen spørger, hvad hun synes om Gud. Og Thomas selv tænker på sin unge kones lidelsesfulde død, mens han går forbi. I kirken sidder menigheden og mærker selv surt, hvordan de lugter af våd hund, mens Thomas arbejder derude i regnen. Sådan flettes handlingen sammen i en gensidig mønsterdannelse i blandet første og tredje person som yderlig demonstration af et stridigt landsbyfællesskab. En gennemgående konflikt er modsætningen mellem tro og viden.

Thomas er en sagtmodig realist, der midt i sin modgang i skikkelse af sine handikappede børn finder trøst i tanken om ’væksternes elektricitet’ og sine videnskabelige avisskriverier. Den mangestemmige fortælling slutter i et billede af en kvinde, der fra sin forbikørende vogn kunne have set to små børn med sænkede hoveder ved siden af en mand med en spade i hånden – ikke for at begrave nogen, men i færd med at dyrke sine planter i Darwins tjeneste. »Hvad sagde Gud til Thomas Davies? Derom ved jeg intet som helst«, lyder det fra den diskrete fortæller, der blander sig i den fint musikalske komposition af en kollektivroman i den bevidsthedsstrømmende moderne romantradition.

Digter med tre hoveder

af Erik Skyum-Nielsen

Som kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris kunne islandske Ísak Harðarson (f. 1956, debut (og tidligt gennembrud!) 1982) formentlig have gjort tingene lettere for sig selv, hvis han havde sat alle kræfter ind på et enkelt, tydeligt projekt. I stedet har han valgt at skubbe tre indbyrdes meget forskellige sæt digte sammen til en bog, som, hvis man skal se positivt på det, viser tre forskellige sider af ham.

Ísak Harðarson, der i 1980’erne i sine roste og blandt de yngre nok så populære bøger lagde ud med barsk og rå samtidskritisk lyrik, har nemlig siden også forsøgt sig inden for dels den forællende prosa (novellesamling, roman, memoirer), dels en bekendende kristen digtning. Og alle de tre spor er repræsenteret i Rennur upp om nótt (på svensk Stiger upp om natten), der begynder med korte, kritiske tekster med brod vendt mod ’ekspansionsvikinger’ og andre aktuelle fænomener.

Derefter følger en suite på 15 fortællende, tilsyneladende autobiografisk baserede langdigte, hvor jeg’et i bogstaveligste forstand befinder sig ’på bunden’, nemlig nede i en kælderlejlighed i Reykjaviks centrum: ensom, uvasket og bestemt ikke altid lige ædru.

Den samtidssatiriske energi synes totalt forduftet, man kan vel sige, at skytset i stedet rettes mod digteren selv. Endelig i den sidste del skifter bogen fra horisontalitet til vertikalitet i en eksistentiel, indimellem tydeligt religiøs type digtning, der kan vække mindelser om salmepoeten Hallgrímur Pétursson, der levede i det 17. århundrede, altså imens den stod på barok, og efterlod sig nogle af de skønneste digte, der er frembragt på islandsk.

Litteraturforskeren Jón Yngvi Jóhannesson, der på Nordisk Råds hjemmesider giver en kort præsentation af bogen, kalder på denne religiøse baggrund den nye samling for en trefløjet altertavle: Samfund. Subjekt. Salme. / Nutiden. Døgnene. Evigheden.

Forstår månen mon færøsk?

af Erik Skyum-Nielsen

Det klæder færingen Tóroddur Poulsen (f. 1957, debut 1984) virkelig smukt, at han i sin seneste digtsamling Útsyni (Udsigt) har droppet sin tidligere så hyppigt brugte metode med lange, plaprende, afslappet slentrende, af og til sygesengs-rapporterende digte.
I stedet strammer han formen og rejser teksten på højkant, samtidig med at han viser sin sans for kombination af ordenes musikalske og billeddannende potentialer. Bogen, hvormed han (for guderne må vide hvilken gang) kandiderer til Nordisk Råds Litteraturpris, strutter af visuel energi, men bæres også af en forfriskende enkelhed og direkthed, som i dette (samlingens næstnæstsidste) digt:

TROEN
månen
forstår ikke færøsk
men min tavshed
forstår den
idet den spejler sig
i det blanke plaster
på mine læber
som spejler sig
i vraget
af kirken
som er skyllet op på sandet
hvor børnene er i gang med
at sætte den sammen igen
med klisterbånd og hjemmelavet lim
og salmer
de selv har skrevet i sandet

Her mærker man sig i første omgang overgangen fra auditivt til et visuelt register, fra digterjegets tavshed til plasteret på hans læber. Tóroddur Poulsen gør den traditionelle poetiske situation konkret ved at samle den i billedet.

At børnene får lov at følge digtet til dørs, forekommer karakteristisk. For sådan går i tekst efter tekst bevægelsen udad, og bagud: udad fra det talende subjekt og til dettes omgivelser i den færøske natur, og bagud til en barndom, der så vel at mærke ikke får lov at blive sentimentaliseret, men fastholdes i øjeblikke.

Det kribler i fingrene efter at prøve, om disse digte kan lyde lige så godt på dansk som på færøsk, og stå lige så rent på siden!