På under et døgn blev atomkraften dømt ude

Da Tysklands kansler Angela Merkel stod op den 11. marts om morgen, var hun aktiv fortaler for atomkraft. Inden dagen var omme, var hun blevet modstander.

De seneste 20 år havde hun ellers argumenteret imod tyskernes atomskepsis. Den var irrationel, mente 56-årige Angela Merkel, fysiker med speciale i kemisk fysik og minister for miljø og atomsikkerhed under Kohl i 90’erne. Tyskerne havde intet forhold til sandsynlighed, havde hun årene igennem sagt med tydelig irritation i stemmen. I 20 år havde hun protesteret mod protesterne. Lige indtil den 11. marts. »Das war’s,« sagde Angela Merkel i ugemagasinet Der Spiegel den 12. marts om morgenen, dagen efter jordskælvet og atomkatastrofen i Japan »det var det.«

De syv ældste af Tysklands 17 atomkraftværker blev lukket med det samme. Foreløbigt i tre måneder. Det er usikkert, om de nogensinde kommer op at køre igen. At Merkels eget parti, CDU, sammen med det liberale FDP så sent som i oktober 2010 havde ændret atomlovgivningen og dermed givet værkerne forlænget levetid, var glemt. De syv ældste værker, der stammede tilbage fra før 1980 skulle have haft otte år mere, mens de 10 øvrige værker skulle køre i 14 år længere end planlagt.

»Vi har verdens sikreste atomkraftværker,« sagde Merkel i september 2010.

»Atomkraftværkerne bliver slukket, når vi har nået til den grønne energis tidsalder. De bliver ikke slukket af ren ideologi,« sagde hun.

Men som det eneste industriland ville Tyskland nu lukke ned for alle sine værker på grund af katastrofen i Fukushima. Det kunne ikke gå hurtigt nok.

Allerede den 12. marts var 60.000 tyskere på gaden i protest mod atomkraften. De dannede en 45 kilometer lang menneskekæde mellem atomkraftværket Neckarwestheim og Villa Reitzenstein, hovedsæde for den borgerlige delstatsregering i Stuttgart. Stemningen var massiv: 60 procent af tyskerne bakkede op om en udfasning af de tyske atomkraftværker, mens 70 procent var enige i en lukning af de ældste værker med det samme. Den 14. marts demonstrerede 1.500 foran kanslerens ministerium Berlin. De følgende uger gentog scenariet sig igen og igen.

Politiske tilfældigheder

I Frankrig mødte sølle 300 anti-atomkraftdemonstranter op i det centrale Paris, mens amerikanerne og svenskerne blev hjemme. Men de tyske protester blev ved, samtidig med at de tyske partier overbød hinanden med hurtige planer om hurtig udfasning. Kunne det nås til 2020, lød en overskrift. Til 2017, lød en anden. Endda det liberale FDP, der tidligere havde haft støtten til atomkraft som en af sine mærkesager, argumenterede nu for droppe atomkraften i stil med den plan, social- demokraterne under kansler Gerhard Schröder i starten af 00’erne havde foreslået. Bayerns kristdemokratiske præsident Horst Seehofer fra CDU’s søsterparti, CSU, der tidligere havde argumenteret for en forlængelse, lovede nu, at de bayerske værker, der var blevet lukket og slukket i tre måneder, aldrig ville blive åbnet igen.

Imens besluttede kansler Angela Merkel at sikkerhedstjekke samtlige værker og nedsatte en etisk kommission for energispørgsmål, der skulle se på, hvordan og hvornår og med hvilke konsekvenser, en udfasning kunne ske. Og de folkelige protester kulminerede. I en massedemonstration den 26. marts demonstrerede 250.000 tyskere i Berlin, Hamborg, Köln og München Tysklands største atomprotest nogensinde. Blandt demonstranterne var den socialdemokratiske SPD-leder Frank-Walter Steinmeier og de grønne ledere Jürgen Trittin og Renate Künast.

Dagen efter var der delstatsvalg i CDU-højborgen Badem-Württemberg. CDU tabte; De Grønne, der for 30 år siden voksede ud af protestbevægelsen mod atomkraft, vandt. Stort.

»Om vi jubler?« spørger Jochen Stay til Information. Han er talsmand for anti-atomkraftorganisationen Ausgestrahlt, der er med til at koordinere demonstrationerne og lige nu er i gang med at koordinere en demonstration den 25. april i Tysklands 12 største byer.

»Der er ikke noget at juble over,« tilføjer han så. At det skulle ske en katastrofe i Japan, før de tyske politikere besindede sig er tværtimod forfærdeligt. Desuden er det ikke så meget en besindelse som et udtryk for, at regeringen føler sig tvunget på grund af de kommende delstatsvalg.

»Var Fukushima sket for tre år siden, var der ikke sket noget som helst,« siger Jochen Stay, der kalder Angela Merkels pludselige kovending for resultatet af »politiske tilfældigheder«. Politiske tilfældigheder sammensat af delstatsvalg, en japansk katastrofe og et øget pres fra befolkningen.

En helt særlig tysk angst

Den tyske atomkraftmodstand er ikke ny. I årtier har demonstranter lænket sig til togskinnerne, hver gang genanvendte brændselsstave fra tyske atomkraftværker blev transporteret med godstog tilbage fra det franske genanvendelsesanlæg i La Hague til atomlageret i Gorleben de såkaldte Castor-transporter.

Da den tyske regering sidste efterår forlængede atomkraftværkernes levetid, nåede anti-atombevægelsen et nyt højdepunkt.

I 50’erne begyndte bevægelsen med små protester i lokalområdet omkring kerneforskningscentret Karlsruhe og i Jülich, og i 60’erne udviklede den sig til en konservativ bevægelse, der mest bestod af ældre mænd, der agiterede for sund levevis for natur, dyr og mennesker og dermed imod nuklear energi.

»De var alle meget konservative, vi lo ad dem,« sagde AEG-konstruktør Klaus Traube i 1968. Senere kom vinbønderne til. De protesterede imod byggeriet af a-kraftværker i Rhindalen, mens de spurgte: »Hvem vil købe vores atomvin?«

De intellektuelle, progressive kræfter på venstrefløjen rystede derimod på hovedet. Det var først i 70’erne, at venstre- og højrefløjen byttede side i atomspørgsmålet, og antiatombevægelsen blev en massebevægelse, der med opkomsten af De Grønne endda fik sit eget parti.

»Die spinnen, die Deutschen,« skrev Le Mondes korrespondent i Berlin, Cécile Calla, for nylig, da hun prøvede at forstå fænomenet ‘German angst’, som diagnosen på tyskernes reaktion er blevet kaldt. Det engelskklingende ‘German angst’ en irrationel følelse, en angst, en forsigtighed, der ligger i tyskerne, og som måske, måske ikke har sit udspring i Tysklands historie.

»For tiden hersker der panik,« skrev Calla om, at Lufthansa havde indstillet sine flyvninger til Tokyo, at mange tyskere havde opsagt deres abonnementer hos eludbyderne, og at japanske restauranter i Tyskland nu blev boykottet.

I valgkampens hede

»Man får en fornemmelse af, at tsunamien er rullet hen over den tyske offentlighed og det tyske samfund,« skrev Cécile Calla, der som franskmand kun kunne ryste på hovedet.

Men hun kom også fra et land, hvor man efter Tjernobyl-ulykken i 1986 påstod, at den radioaktive sky havde lagt sig præcis på grænsen mellem Tyskland og Frankrig, og hvor man stadig spiste de grøntsager, man havde høstet.

Og det var præcis på grund af tyskernes angst i atomspørgsmålet, at kansler Angela Merkel lukkede ned for de ældste atomkraftværker i nøjagtig tre måneder, mente psykiateren Borwin Bandelow i magasinet Focus. »Angst har en halveringstid på fire uger,« sagde professor Bandelow fra universitetet i Göttingen. »Herefter må man gå ud fra, at tyskerne er kølet lidt af igen.« Tre måneder måtte være rigeligt.

Alligevel vil den tyske regering ikke bare kunne tænde for de syv værker igen, og den har ikke albuerum til endnu et holdningsskift i atomspørgsmålet, mener Carsten Koschmieder, politolog ved Freie Universität Berlin med speciale i politiske partier.

Angela Merkels beslutning om at lukke ned for de ældste atomkraftværker var utroværdig lige fra begyndelsen. På den anden side ville det også have været utroværdigt at lade være.

»Hun havde valget mellem det forkerte og det forkerte,« lyder vurderingen fra Koschmieder. Hvis hun havde sagt, at hun bare ville undersøge de tyske værkers sikkerhed, men i øvrigt bibeholde levetidsforlængelserne, havde hun virket arrogant. Og hvis hun havde reageret ved at sige, at nu skulle Tyskland ud af sin afhængighed af atomkraft, havde hun virket utroværdig.

»Derfor blev hun nødt til at tage et så dramatisk skridt som at lukke ned for de syv ældste værker. Det blev hun nødt til for at vinde troværdighed. Men hun vil aldrig kunne tænde for dem igen.«

Det hjalp heller ikke på Angela Merkels troværdighed, at erhvervsminister Rainer Brüderle fra det liberale FDP ved et møde med tysk erhvervsliv kom til at sige, at »der på grund af delstatsvalgene er tryk på politikken, og at de beslutninger, der bliver truffet, ikke er rationelle«.

200 millioner euro

Men Angela Merkel kæmper ikke kun med sin troværdighed. Hun kæmper også med spørgsmålene om, hvad der skal komme i stedet, hvad omlægningen vil koste, hvad det vil betyde for lokalområderne og for arbejdspladserne. Og nu også med sagsanlæg. I fredags lagde energiselskabet RWE sag an mod staten. RWE, der driver atomkraftværket Biblis, som nu er lukket ned i tre måneder, mente, at staten måtte betale erstatning for tabt indtjening selskabet så ingen anden mulighed af hensyn til aktionærerne.

Desuden bliver der diskuteret, om det overhovedet er forsvarligt at lukke ned for værkerne, hvis det bare betyder, at man importerer energi udvundet af atomkraft fra Tjekkiet eller Frankrig. For den energi, Tyskland nu ikke selv producerer, må man nødvendigvis importere fra udlandet uden at kunne kontrollere, om den kommer fra et CO2-udledende kulkraftværk eller et usikkert atomkraftværk.

Allerede nu mangler Tyskland omkring 200 millioner euro i de skatteindtægter, de syv kraftværker plejer at levere. Og selv om partiernes ledelser tilsyneladende er enige, er der internt i partierne stor uenighed om retningen i den nye atompolitik, mens industrien, og især atomindustrien har vendt sig imod den borgerlige regering. Som Dieter Marx fra det tyske atomforum sagde forleden: »Sådan noget eksisterede ikke engang under den rød-grønne regering.«

Fakta

Der er 17 atomkraftværker i Tyskland, der tilsammen leverer 23 procent af Tysklands energi, mens cirka 17 procent stammer fra vind, vand og sol.

Ifølge den tyske lovgivning, må et kernekraftværk kun have en levetid på gennemsnitligt 32 år. Den lov blev ændret i 2010, så værkernes levetid nu blev forlænget med gennemsnitligt 12 år. Atomloven forbyder desuden nybyggeriet af atomkraftværker i Tyskland.

De slukkede værker er: Neckarwestheim I, Philippsburg I (Baden-Württemberg), Biblis A und B (Hessen), Isar I (München), Unterweser (Niedersachsen) og det allerede nedlagte AKW Brunsbüttel (Schleswig-Holstein).