Tingsliggørelse hinsides anerkendelsen

Modsætningen til anerkendelse er tingsliggørelse. Tingsliggørelse er en måde at forholde sig til den anden på, som fuldstændig overser, at den anden er et menneske som én selv. Axel Honneth har i denne sammenhæng brugt eksemplet om en tennisspiller, der bliver så forbitret, at han helt glemmer, at modstanderen er et menneske og måske endda en ven. Pludselig bliver den anden bare en forhindring i forhold til målet, som er at vinde kampen.

En sådan målgerrig person er helt sikkert træls. Ikke desto mindre er det, som om eksemplet med tennisspilleren allerede udpeger miseren i anerkendelsesdiskursen. Hvis man vender eksemplet om og forestiller sig, at tennisspilleren rent faktisk opfører sig som en good sport, der anerkender sin modstanders præstationer og roser dennes vinderslag, har vi da et godt billede af, hvorledes anerkendelse bør fungere? Næppe. Eksemplet synes faktisk at vise to problemer med anerkendelsen, som bliver ved med at hjemsøge vores idealer om den. For det første er det en forudsætning for min anerkendelse af min tennismodstander, at han holder sig på behørig afstand på den anden side af nettet. For det andet kræver min anerkendelse af ham, at han netop spiller det samme spil, som jeg gør. Anerkendelse kræver både behørig afstand og homogenitet. Er det ikke netop problemet for anerkendelsesdiskursen, at den netop alt for let ender i denne atonale form for distanceblænderi? Jeg kan anderkende dig for den, du er, men kun for så vidt at du ikke kommer mig for nær, og kun for så vidt at du minder mig om mig selv.

Det kan ikke undre, at der i senere år er fremkommet et vist modspil til anerkendelsesdiskursen. Desværre går det mest fremtrædende modsvar galt i byen, i samme øjeblik som det er formuleret. Det velkendte konservative opråb lyder, at nu må det være nok med al den anerkendelse. Der må være en grænse. Man kan jo ikke bare sådan anerkende udanskhed eller dem, der ikke gider arbejde. Det interessante ved dette opråb er, at det ganske præcist gentager anerkendelsens problem. Det fordrer behørig afstand, i og med at der netop opstilles et krav om, at der må være en grænse for anerkendelsen, og det insisterer på homogenitet det er jo trods alt danske værdier, der er de rigtige værdier, ikke sandt?

Selvtingsliggørelse

Måske man kan komme ud af dette dødvande ved at forskyde fokus fra de evindelige debatter om de ‘fremmede’ til noget mere dagligdags: Parforholdet. Her kan Honneth igen agere uheldig helt og bringe et vigtigt begreb på banen: Selvtingsliggørelse. Et godt eksempel er internet-dating. Det tingsliggørende ved denne form for kontaktskabelse er hverken virtualiteten, eller at det måske bare handler om at komme nemt til sex, men i stedet at man betragter og beskriver sig selv som en ting. »28 år, blond, veltrænet, elsker at lave mad, gode bøger og en tur i biografen.« Sådanne fuldendte eller færdige beskrivelser er helt analoge med »bordet står midt i stuen«, og »træet er 20 meter højt«. Den færdige beskrivelse af, hvem man er, vil altid vise sig at være forkert. Ikke fordi det er de forkerte begreber, der anvendes, men fordi det er begreber, der beskriver mig uden relation til den anden. De beskriver mig netop som en ting, fordi de beskriver mig ‘som jeg er’, uanset om jeg står i forhold til Mette, Lise, Flemming eller Muhammed. Ifølge Honneth handler virkelige forhold derimod om, at man påvirker og udvikler hinanden i gensidige udvekslinger. Jeg ville slet ikke være nogen, hvis jeg ikke stod i et forhold til de andre.

Parallelen til nutidens debatter om multikulturalisme og anderkendelse og nationale værdier skulle være til at se. Er det ikke netop multikulturalismens fordring om anerkendelse af de spændende fremmede kulturer, som vil være så berigende for vor egen, vi genfinder i Honneths forestilling om det virkelige parforhold? Det er forestillingen om ‘velspillet tennis’ om igen. Anerkendelse, ja, men kun til en vis grænse det er trods alt tennis, vi spiller. Og på samme måde er det et virkeligt forhold, vi har, hvor vi gensidigt udvikler hinanden. Den konservative omvendelse ligger lige for og er i virkeligheden blot en forlængelse af anerkendelsesdiskursen. Grænsen flyttes blot et par meter. Nu skal vi tilbage til de gode, gamle værdier; mænd er mænd og kvinder er nogen, som bliver budt op til dans.

Elsk din Næste-Ting

Det, der konstant holdes ude af billedet i begge paradigmer, er subjektets reelle kerne for at udtrykke det lacaniansk. Den reelle kerne ved subjektet er ikke min smukke sjæl, eller mit inderste mest dyrebare væsen. Tværtimod, så er det reelle dét ved mig, der er mig alt for meget. Påstanden om det reelle er, at det lige præcis er i mit inderste, at jeg opfører mig allermest som en Ting.

Lacan var altid meget påpasselig med det kristne slogan om at elske sin Næste, som man elsker sig selv. Elske sin Næste? Ved vi virkelig, hvad det betyder? At elske sin Næste vil sige at elske sin modstander i tennis, når denne flipper allermest ud og ødelægger spillet. Det betyder ikke at tilgive ham for hans dårligdomme, men derimod at elske lige dét i ham, der forekommer os allermest fremmed. Hvis det skal give nogen mening i dag at være kristen, så er det netop dette, det betyder: Elsk muslimen i din Næste. At elske sin Næste i parforholdet vil på samme måde sige at elske sin partner-Ting, det uhyrlige, der som i en David Lynch-film nogle gange skinner igennem lige under overfladen. Opdraget til både anerkendelsens opelskere og dens konservative kritikere må altså være: Elsk det ved din Næste, som du ikke kender, og som du ikke vil kendes ved. Problemet er netop ikke tingsliggørelsen, men snarere at vi ikke anerkender Tingen selv.