Brune børn i hvid litteratur

Da Manu Sareen sidste år byttede ‘fatter’ ud med ‘fætter’ i Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige, fik det mig til at le. Klods-Hassaner også et helt o.k. titelremake, og i stedet for H.C. Andersens herregård bor somalieren Hassan i en kombineret lejlighed og grønthandel på Nørrebro. De to ældre brødres fortræffeligheder er for den enes vedkommende at kunne ‘de svedigste rim’ og at kunne danse hiphop og for den andens at kunne Koranen både forfra og bagfra. De landlige fund krage, pludder og træsko er blevet til de urbane due, gummisko og en brugt pølsebakke, en eller anden har anvendt som askebæger. Og hanekyllingerne? Grillkyllinger naturligvis, for den smukke prinsesse er datter af kongen over grillbarer og frisører på Nørrebro, selveste Kunta Kinte. Det er en af vores allerbedste illustratorer, Rasmus Bregnhøi, der har tegnet, og han gør det godt og humoristisk, men tænk nu, hvis forlaget havde givet den hele armen og var gået ud over det evindelige samproduktionsvenlige cirka 30 siders format? Klods-Hassan ser ud som billedbøger gør flest og som de har gjort meget længe. Til gengæld er den prisbillig.

Manu Sareen har været opfindsom, da han opdaterede H.C. Andersens tekst, Kunta Kinte er et skønt navn i en højtlæsningsbog, der jo skal lyde godt. Den smukke datter siger »Smut, pomfrit!« til de brødre, der pludselig midt i varmen mister mælet, men gangsterbror Abdi Krims rim er ikke ligefrem overraskende. Han rimer svedig på ledig, som Anders Matthesen allerede har gjort det i Terkel i knibe, og inden da har barnet hørt faren i familien sige ‘drengene’, akkurat som Søren Pilmark gjorde det i De skrigende halse.

Nyt for de fem- til niårige, men ikke nyt under solen. Manu Sareen er god til at flytte rundt på ting, og han skal have så mange tak for at have flyttet de brune børn ind i vores børnebøger, men det er også tydeligt, at flytningen denne gang er sket i en ruf.