Opslag til denne artikel

Emneord:socialisme, venstrefløjen
Steder:Danmark

I slutspillet op til folketingsvalget, er det forståeligt, at en særlig frustration kan brede sig blandt SF’ere og ligesindede. Den blander sig med de stærke forhåbninger om for første gang i Danmarkshistorien at se partifæller i ministerstolene.

Frustrationen handler om den klassiske konflikt mellem idealer og magt. Mange kan synes, at Søvndal, Sohn og kompagni allerede har solgt ud af ‘værdierne’ for at opnå de blanke ministerbiler.

Når det vikarierende SF-folketingsmedlem Trine Pertou Mach i Informations kronik (6. april) angriber ny-arbejderismen og arbejderromantikken på venstrefløjen, giver hun udtryk for netop denne frustration.

Pertou Mach tilhører den del af venstrefløjen, der især dyrker værdierne, og som af mange gode grunde har distanceret sig fra klassisk marxistisk klasseanalyse. Men netop nu fristes Pertou Mach over evne til at bruge klassekampretorikken, når hun bebrejder bl.a. mig for at påpege, at venstrefløjseliten har flyttet den politiske debat væk fra den hverdag, partiernes kernevælgere lever i. Jeg skal søge at svare.

Da Sovjetimperiet faldt var den værdifokuserede del af venstrefløjen fuld af begejstring. Hos centrum-venstre blev sammenbruddet især set som totalitarismens nederlag. På den måde kunne den demokratiske venstrefløj frikende sig selv for at have andel i fiaskoen. Men dermed underbetonede man, at sammenbruddet også betegnede det helt afgørende nederlag for planøkonomien.

I praksis tog ledende centrum-venstre politikere i flere europæiske lande dog bestik af markedsøkonomiens historiske sejr. Herhjemme foreslog Mogens Lykketoft, at ordet ‘socialisme’ blev slettet af partiprogrammet. Han trak dog forslaget efter voldsom modstand, men det blev afspejlet i Nyrup-regeringens økonomiske politik. I Storbritannien slog Tony Blair ind på den tredje vej og i Tyskland søgte Helmuth Schmidt den ‘Neue Mitte’.

Intet alternativ

De socialdemokratiske partiers nye midterpolitik gav dem betydelig tilslutning blandt vælgerne i først og midt i 90’erne. Europa blev helt domineret af socialdemokratisk anførte centrum-venstre-regeringer. Men det var en opblomstring, der bar sin egen nedtur i sig. I første omgang erobredes nye, hidtil borgerlige vælgere. Men i næste omgang tabte de socialdemokratiske partier i kritisk grad identitet. Med ledernes omklamring af markedet blev deres partier sværere at skelne fra de borgerlige.

Under den aktuelle finansielle og økonomiske krise er borgerlige regeringsdannelser blevet helt dominerende i Europa. Det er paradoksalt i betragtning af socialisternes og socialdemokraternes historiske rolle som kapitalismekritikere, men egentlig logisk nok i betragtning af, at de socialdemokratiske partier uden en tilbundsgående debat omfavnede markedet og reelt opgav de socialistiske mål. Socialdemokrater kan skælde ud på’grådige’ kapitalister, men de kan ikke pege på noget alternativ, og vælgerne ønsker kun den hurtigst mulige genopbygning af kapitalismens dynamik

Den tabte fortælling

I hovedparten af forrige århundred vandt arbejderledere tilslutning ved en stadig forbedring af de dårligst stilledes levevilkår. Midlet var faglige kampe for lønninger og politiske reformer. Der var tale autentiske fremskridt, men de blev realiseret mens det strategiske mål det socialistiske samfund fortonede sig. Fremskridtene var uafhængige af målet.

Når opgivelsen af planøkonomien i 90’erne ramte så hårdt, skyldtes det, at kampen for bedre levevilkår havde fået nye betingelser, der svækkede centrum-venstres frigørende perspektiv. Potentialet i den klassiske, lønkamp blev nu begrænset af økonomiens internationalisering. Løngevinster udover, produktionsresultatet var undergravende for de nationale økonomier, og samtidig havde teknologiudviklingen opløst klassiske arbejdsfællesskaber i industrien.

Dertil kom, at mens arbejderbevægelserne i den første del af det 20. århundred så at sige selv havde genereret sine egne ledere som en ‘alternativ samfundselite’, rekrutterede de moderne, socialdemokratiske partier nu deres ledere fra den akademiske elite.

Uden et tydeligt mål, uden et klart alternativ til den kapitalistiske, markedsøkonomiske samfundsmodel, uden en praksis, som gav følelige og løfterige forbedringer af levevilkår, og uden genkendelige ledere af egen art tabte arbejderpartierne identitet.

Særligt de skandinaviske landes karismatiske socialdemokratiske landsfædre havde været autentiske repræsentanter for bruddet med fortidens ensidige, selvsupplerende elite, afsondret fra den brede befolkning. De skandinaviske velfærdssamfunds blev opbygget ved en meget bred mobilisering af befolkningen. Og med det socialdemokratiske styre og de store landsfædre blev politikken tilført en meget direkte og enkel fortælling, der gjorde de politiske processer ikke alene forståelige og legitime, men også begejstrende, engagerende og løfterige. Det var denne enestående, mobiliserende identitetsfortælling, der nu blev tabt.

Ny moralsk identitet

Indadtil kompenserede centrum-venstre ved at tolke sin progressive identitet som en moralsk eller moralistisk ideologi. Især i de skandinaviske velfærdsstater havde centrum-venstre i 60’erne og 70’erne vundet tilslutning gennem en emancipatorisk tolkning af kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Med det voksende fokus på udfordringerne fra økologiske balancer, der trues af menneskesamfundets ekspansive intervention, blev også miljøspørgsmålet til en moralsk eller moralistisk nytolkning af kapitalismekritikken.

Endelig var de tiltagende folkevandringer en anledning til et nyt fokus på menneskerettigheder og et transnationalt fællesskab. Dermed skabtes et tredje moralsk-moralistisk udgangspunkt for en ‘progressiv’ identitet.

Den nye fase i centrum-venstres identitetsdannelse kunne samle tilslutning fra store dele af den mere privilegerede del af befolkningen. Imidlertid kunne den ikke entydigt anvendes til politisk afgrænsning. Der var snarere tale om moralske synspunkter, der blev stadig mere udbredt i hele den samfundsmæssige elite.

Tillidstabet

I den proces, hvor centrum-venstre tabte identitet og anlagde en ny moralistisk progressivitet, blev også kontakten til og loyaliteten fra betydelige grupper af de mindre-privilegerede tabt. I stedet udbrød et dramatisk, populistisk oprør med Fremskridtspartiet i spidsen. Det var vælgernes egne reaktioner i vid udstrækning uden for den herskende politiske diskurs der kom til at formgive det populistiske oprør i de kommende ti år.

Afgørende blev en ny, folkelig bekymring ved indvandringen. Den kan registreres i meningsmålinger allerede i de allerførste år efter liberaliseringen af udlændingeloven i 1983.

Venstrefløjens fornægtelse af den bastante trussel, som indvandringen fra meget fremmede kulturer kom til at udgøre for klassiske fællesskaber og livsformer blandt mindreprivilegerede danskere, var en arrogant fejl, som jeg har talt og skrevet meget om i de seneste to årtier.

Uanset om rød blok vinder det forestående valg, er der brug for, at centrum-venstre afklarer sig i forhold til de afgørende samfundsforandringer, som har udløst en dyb krise for den klassiske venstrefløj, særligt i det seneste tiår.

Med hvilken ret og mening fortsættes dæmoniseringen af markedsøkonomien, når man ikke længere heller ikke i teori og utopi er leveringsdygtig i et alternativ? Med hvilken ret fordømmes livsformer og holdningsfællesskaber blandt de mindreprivilegerede, der søger at beskytte den ligestilling, som især den skandinaviske folkehjemssocialisme skabte forudsætninger for? Det er tid til selvransagelse.

Erik Meier Carlsen er journalist og forfatter