Opslag til denne artikel

Emneord:hjerneforskning, religion

Videnskabens jury voterer stadig: Er vor art unik blandt verdens sociale pattedyr, fordi den kan begrebsliggøre mentale tilstande? Chimpanser, hunde, skovskader og delfiner har muligvis en beskeden evne i så henseende. Men vi er uden tvivl langt bedre til det end hele det øvrige dyrerige. Vi er ‘naturlige psykologer’, i fantastisk grad orienteret imod den usete psykologiske verden. At fremsætte vurderinger om mentale tilstande er i lige så høj grad et særkende ved vor art som at gå oprejst på to ben, lære et sprog og pleje vores yngel helt frem til teenagealderen.

Der findes en videnskabelig betegnelse for denne tankegang: Bevidsthedsteori.

Den letteste måde at forstå konceptet på er nok gennem det besvær, det volder os, når vi forsøger at forstå et andet menneskes bizarre eller overraskende opførsel. Hvis man nogensinde har set en stor kvinde i en stram mavebluse og stramme tights, eller en mand med vigende hårpragt og en skævtsiddende toupé i en helt forkert nuance, og så har spurgt sig selv, hvad i alverden de tænkte på, da de kiggede i spejlet, før de gik ud, så er det et tegn på, at ens bevidsthedsteori virker.

Når andre udfordrer vore forventninger om normalitet eller forbavser os gennem sær opførsel, aktiveres vores tendens til bogstaveligt talt at teoretisere over andres tanker.

Ting får bevidsthed

Den evolutionære betydning af denne ‘tankelæsning’ er baseret på et dominerende spørgsmål: Er denne særlige psykiske egenskab det vigtige aspekt, som kan hjælpe os til at forstå, hvad det betyder at være menneske eller hjælpe os med at beskrive meningen med universet?

Som menneske vil man uvægerligt udvide sin bevidsthedsteori til felter, hvor den ikke hører hjemme. I Lamorisses klassiker Den Røde Ballon bliver den følsomme dreng Pascal venner med en rar rød ballon. Befriet for dialog følger kameraet de to gennem de triste gader i Paris’ arbejderkvarterer, hvor den skinnende ballon danner skarp kontrast til de blege gader, hvor de voksne er helt ligeglade med den magiske ballon. Til slut bliver drengen omringet af en bande af uvorne unger, som kyler sten på ballonen, indtil den til sidst eksploderer.

Filmens plot viser, hvordan vores udviklede hjerner er blevet hypersociale filtre, så vores bevidsthedsteori kan udvides fra at gælde mennesker og dyr til også at omfatte objekter, som ikke har mentalt potentiale i det hele taget.

Hvis ikke det var for vores bevidsthedsteori, ville vi ikke kunne følge filmens præmis og nyde Lamorisses magiske realisme.

Da ballonen svæver foran Pascals vindue, efter hans farmor forsøger at skaffe den af vejen, udtrykker den en karismatisk personlighed, som ‘vil’ være hos ham.

Vores bevidsthedsteori bliver så umærkeligt udvidet i dette tilfælde, at det er umuligt at opfatte scenen anderledes, og faktisk er drengens ægte tro på, at ballonen var levende, en vigtig del af filmens virkemiddel. Skuespilleren, Lamorisses søn Pascal, genkaldte sig i et interview i 2007, at han havde opfattet ballonen som levende; som sin ven.

Moralsk ansvarlig cykel

Nogle gange kan vi faktisk slet ikke lade være med at læse intentioner, ønsker og ideer ind i objekter. Det er en direkte konsekvens af menneskehjernens sociale udvikling. Det skyldes netop vores bevidsthedsteori. Særligt hvis disse objekter opfører sig overraskende, forsøger vi at kommunikere med dem, ligesom vi gør, når mennesker opfører sig irrationelt eller skadeligt.

De fleste af os har sparket til en punkteret cykel eller overfuset computeren. De færreste af os tillægger reelt disse maskiner identitet, men vores opførsel synes at forråde den primitive underbevidste reaktion. Vi reagerer, som om de er moralsk ansvarlige for sine handlinger.

Visse udviklingspsykologer mener sågar, at denne kognitive tendens til at tillægge døde objekter intentioner og dermed formulere en grundlæggende bevidsthedsteori, kan observeres hos spædbørn. De ungarske psykologer György Gergely og Gergely Csibra har gennem stirrereaktioner påvist, at spædbørn udtrykker overraskelse, når en prik på en computerskærm fortsat rammer en usynlig barriere, efter en tidligere barriere er blevet fjernet. Barnet forsøger altså at forstå, hvorfor prikken ‘tror’, at barrieren stadig findes. Til sammenligning reagerer børnene ikke overraskede, når prikken bliver blokeret af barrieren, eller når den fortsætter, efter barrieren er fjernet.

Det mest berømte eksempel på, at vi tillægger døde objekter bevidsthed, er dog østrigerne Fritz Heider og Mary-Ann Simmels forsøg fra 1944, i hvilket nogle forsøgspersoner blev bedt om at følge en simpel animeret film, hvor tre sort-hvide figurer; en stor trekant, en lille trekant og en cirkel bevægede sig. Da de efterfølgende blev bedt om at beskrive det, de havde set, beskrev flertallet et socialt mønster, for eksempel at den store trekant undertrykte den lille, og at de begge søgte opmærksomhed fra den ‘kvindelige’ cirkel.

Gud sidder i hjernen

Det virker altså, som om en bevidsthedsteori har været så nødvendig for vore forfædres simple sociale strukturer, at denne helt har oversvømmet vore socialt mere udviklede hjerner. Derfor skyder vi i dag over målet og tillægger bevidsthed til ubevidste genstande.

Det leder os til endnu et vigtigt spørgsmål: Hvad hvis Gud blot er et produkt af den menneskelige hjerne? Hvis Gud i virkeligheden er en psykologisk illusion, en slags udviklet plet der var ridset ind hjernens struktur? Det kan føles, som om der er noget større derude, der overser og dømmer. Men i virkeligheden er det blot en overaktiv bevidsthedsteori; det eneste, der er, er luften, vi ånder.

Når vi har renset alt teologisk stads bort og sammenligner den pankulturelle kerne af tro fra alverdens religioner, er Gud så ikke blot endnu en bevidsthed med følelser, tro og frem for alt intentioner? Spiller teologer ikke bare rollen som oversættere for Gud, og er alle de hellige bøger ikke blot detaljeret psykoanalyse?

Den sære idé, at Gud bevidst skabte mennesket som individ, at han observerer os, ønsker at vi opfører os på bestemte måder og ønsker at møde os efter døden, må så også have været til stede hos vore urtidige forfædre.

Forestiller man sig på denne måde Gud som en ridse på vores psykologiske linse, snarere end den enigmatiske figur, de fleste oplever, vil Gud stadig subjektivt være til stede, selv om det er en gene for visse mennesker. Gud ville fortsat give vore erfaringer mening og give indtryk af, at universet kommunikerer med os. Men denne gudsopfattelse er radikal i nogles øjne farlig da den rejser spørgsmål om, hvorvidt Gud er en autonom eksistens, der eksisterer ud over vores hjerne, eller en kollektiv fantasi, skabt af vores løjerlige bevidsthedsteori.

Fordi hjernen er et organ som andre, underlagt almindelig udvikling, har dette mentalapparat altså muliggjort et gudebillede helt uden kommunikation med Gud eller vished om dennes eksistens.

Og dog kan vi aldrig udelukke muligheden for, at Gud skabte denne udvikling, således at vi tydeligere kan følge ham.

Uanset hvad har denne kognitive kapacitet, vores bevidsthedsteori, brændt sig ind i vore hjerner og vores søgen efter mening. Ulig enhver videnskabeligt begavet generation før os, besidder vi nu de rette værktøjer til at observere hjernens arbejde og forstå, hvordan Gud opstod. Og vi alene er parate til at spørge, hvorvidt vores arts mentale udvikling har ført os til at skabe denne største bevidsthed af dem alle.

Jesse Bering er chef for Institute of Cognition and Culture ved Queen’s University i Belfast. Han er forfatter til bogen ‘The Belief Instinct’ om menneskets forsøg på at skabe mening med livet.

 

© Slate.com og Information. Oversat af Espen Fyhrie