Opslag til denne artikel

Emneord:angst, digtsamlinger, kristendom, litteratur
Personer:Simon Grotrian

»Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde,« siger Simon Grotrian lavmælt.

Han sidder i udestuen og kigger på haven gennem de blankpolerede vinduer. Vintergækkerne er sprunget ud, fårene græsser på marken, det er så kønt. Men for ikke længe siden var alting kaos.

Ved påsketid sidste år måtte Simon Grotrian opgive en årelang kamp mod sin egen triste grundstemning og lade sig indlægge på Risskov Universitetshospital med et nervesammenbrud. Siden har han været fast logerende på sine forældres gård lidt nord for Silkeborg, hvor han er flyttet ind på sit gamle drengeværelse på 1. sal. Den hjemlige tryghed er den bedste medicin mod et skrøbeligt sind.

»Men jeg vil helst ikke gå for meget i detaljer med forløbet, for jeg er ikke selv færdig med at bearbejde det,« siger han.

»Jeg har skubbet et kaos foran mig i al den tid, jeg har skrevet, og til sidst brød det ud i lys lue det er, hvad jeg kan koge det ned til.«

Simon Grotrian lader sig synke dybere ned i de blomstrede hynder i udestuens bast-møblement, mens han tager en dyb indånding. Et ur på væggen skærer sekunder af døgnet med små højlydte hak. Taktfast som en metronom.

»Kan man blive syg af at skrive?«. Det er Simon Grotrian, der stiller spørgsmålet, og han svarer selv.

»Jeg kan i hvert fald. Jeg havner altid lige midt i smerten, når jeg skriver. Det eksploderer ud af min hånd. Jeg står op, og så er der en linje i hovedet. Det kommer helt af sig selv, nærmest flydende. Men bagefter gør det ondt, og jeg føler mig udmattet.«

»Det er nødvendigt for mig at udtrykke mig med ord, men det har kostet mig hele butikken. Man kan vel kalde det skæbne. Det var min bestemmelse. Det var det, jeg skulle malkes for.«

Sky digter

Simon Grotrian hører til en af tidens mest produktive danske digtere. Siden debuten Gennem min håndfra 1987 har han i gennemsnit udgivet en digtsamling om året, og de senere år har produktionshastigheden nærmet sig det maniske med op til hele tre årlige udgivelser.

I det offentlige rum er den sky digter til gengæld en sjælden gæst. Som regel holder han sig helt væk fra oplæsningsarrangementer og debatter, og han giver kun ganske få interview. I dag har han gjort en undtagelse. Dels fordi han har fået det bedre, og dels fordi han netop nu er aktuel med hele to nye udgivelser.

Myrrapollen, der udgives på forlaget Alfa og består af 45 salmer, og Domkirkeperlen, der består af 40 kristne bønner og udkommer på Borgen til maj.

Over årene har de religiøse temaer fået gradvist mere plads i Simon Grotrians forfatterskab. Det begyndte med digtsamlinger som
Porcelænsbreve(1999) og Seerstemplet(2001), men det var først med Jordens salt og verdens lysfra 2006, at han for alvor sprang ud som rendyrket kristen salmedigter. Udgivelsen fik dengang Informations seniorkritiker Erik Skyum-Nielsen til at skrive en begejstret og historisk kort anmeldelse på blot to linjer, der lovpriste den nyslåede salmist:

»Lad Kristusglæden flamme! udbryder digteren sidst i en salme. Man kan kun gøre de ord til sine og håbefuldt tilføje et: Giv Grotrian en chance om søndagen!«

Salmerne i Myrrapollen er skrevet umiddelbart før sammenbruddet sidste år, og dét bærer de præg af. Flere af dem er dystre og handler om alt lige fra druknedød til angst og indespærring. Som nu for eksempel salmen på side 26, som begynder med verset:
Jeg længes/ til jeg sprænges/ efter livet efter døden/ som et skib i morgenrøden.

»Jeg ville ikke kunne skrive den salme i dag,« siger Simon Grotrian og lægger bogen fra sig på bordet.

»Jeg kan godt stå inde for den, men jeg har flyttet mig siden, det har jeg været tvunget til. Jeg har for længe befundet mig på en alt for udsat post,« siger han.

Det er en langsommelig proces at finde tilbage til sig selv, når man først er blevet væk. Simon Grotrian tilbagelægger vejen med små skridt og med troen som krykke.

Kristendommen spiller en stor rolle i hans liv, fortæller han. Hver morgen beder han en personlig bøn og siger fadervor, inden han tænder for radioens morgenandagt. Det er et ritual, han nødig vil undvære.

»Men jeg hører ikke til nogen bestemt kirkelig retning, og jeg er ikke på en vogn. Det, der taler til mig, er den eksistentielle form for tro, hvor man som Søren Kierkegaard står som hiin enkelte over for Gud,« siger han og trækker i sin halskæde, så et guldkors kommer til syne over T-shirten:

»Jeg har det på hele tiden, og det kan måske fortælle dig, at jeg har min tro helt inde på kroppen. Jeg har ikke proppet den ind i en kasse den omfatter alting, og jeg er sat fri i den. Det er en af de glædelige ting, der er sket med mig på det seneste at jeg virkelig fornemmer den der frihed, jeg er sat i.«

Hvad er det for et billede, du har af Gud?

»For mig er Gud den dér nissefar med skæg, der sidder oppe i Himlen… jeg mener, hvorfor ikke? Hvorfor skal det være så kompliceret? Han er ikke en flagrende energi i verden, det er ikke dét, jeg forbinder med ham. Han er en gestalt, og jeg kan lige så godt forestille mig ham som en hvidhåret bedstefar, for så er det nemmere at komme i nærheden af ham.«

Nogen vil mene, det er en temmelig barnlig forestilling om Gud?

»Lad bare folk kalde mig barnlig. Er man ikke som et lille barn, kommer man jo slet ikke ind i Gudsriget, så jeg indrømmer gerne min barnlighed. Og hvis dét er flovt, så er det ikke mit problem. Det handler jo også om at kunne forenkle sin tro så meget, at man kan se tværs igennem støjen, og det er børn gode til.«

Der er dem, som siger, at religion er en sutteklud?

»Det lyder som noget, det ikke må være. Men jeg tror da, de fleste godt kan trænge til en sutteklud en gang imellem jeg har da for eksempel en bamse,« siger han og bryder ud i et stort grin.

»Jamen helt ærligt, jeg kan ikke se problemet. De får det til at lyde odiøst, at man har brug for nogen at støtte sig til. Som om, det skulle være forkert, at man ikke kan klare sig selv. Men det kan vi jo ikke. Vi kan ikke klare os selv, det er ret tydeligt.«

Grundtvigs bras

»Kan vi holde en lilleppause?,« beder Simon Grotrian og åbner havedøren til terrassen. Han slænger sine lange lemmer i en stol og slår benene op.

Simon Grotrian er høj og ranglet af statur, men det første man bemærker er de markerede øjenbryn og det lange gråsorte hår, der samler sig i en lang fletning ned ad ryggen. Simon Grotrians udseende bidrager til hans ry i det danske lyriklandskab som ham den sære, excentriske fyr, der skriver mærkværdige og af og til massivt uforståelige digte. Ikke alle er lige begejstrede for hans stil, men ingen betvivler den fornyelse, han har bibragt den kristne digtekunst, og derfor kan det undre, at han aldrig er blevet optaget i den officielle danske samlebog.

Spørger man Grotrian selv, kunne den ellers godt trænge til fornyelse.

»Jeg har alle Grundtvigs salmer stående, og jeg må indrømme, at meget af det faktisk er noget bras. Det må så betyde, at jeg selv har nogle kriterier for, hvad der gør en god salme og det har jeg også. Salmer skal være levende for dem, der synger dem man skal ikke brække tungen på omvendte ordstillinger og så skal der være en god portion salt i dem.«

Hvad mener du med salt?

»Det er det modsatte af det vamle og udflydende og fromme. Det bryder jeg mig ikke om. Man skal kunne sidde for sig selv på et hospice eller i en kirke og føle at ånden kommer til én, når man synger. Man skal føle sig forløst og beriget man skal ikke sidde og krumme tæer og føle sig ramt.«

Jeg beder Simon Grotrian om at fremhæve en salme, der formår at gøre netop dét, og til min overraskelse vælger han netop Grundtvig. Den store salmedigter har altså også ramt plet et par gange og han gør det særligt i »Hil dig frelser og forsoner«.

»Det er en både personlig og nødvendig salme, hvor man fornemmer, at Grundtvig har været helt ude i hjørnerne af sit eget liv for at kunne påkalde Gud på dén måde, han gør her,« forklarer Grotrian.

Er der til gengæld en salme, du ikke bryder dig om?

»Ja, der er især én, som slet ikke går i spænd med min lyst til at bekæmpe kaos. Og det er lige præcis den salme, alle synger til jul, og som alle er enige om er så god: B.S. Ingemanns »Dejlig er jorden«,« siger han og slår ud i et stort grin.

»Jeg samler på sværdhug og slag i bordet. Jeg vil ikke have, at det hele blævrer ud. Hverken salmer eller prædikener er fem flade øre værd, hvis ikke de føles som at få en skylle salt i hovedet. Der skal ikke være sådan en vattet stemning af: ‘Nå ja, Gud elsker os alle, halleluja’. Det er ikke godt nok, det er for tamt, man skal ikke stryges med hårene på dén måde. Derfor har jeg også skrevet en ny version af »Dejlig er jorden«.«

Kan du recitere den?

»Ja, den lyder noget anderledes, for i modsætning til originalversionen trækker jeg ikke stavelserne ud. De første to linjer går sådan her: ‘Kæmp for dit jordeliv/ selv om det er sprødt som siv’.«

Det er rigtignok en anden version…

»Den største forskel er, at det er en henvendelse fra ét menneske til et andet. I »Dejlig er jorden« er der klasket folkemængder ud over det hele.«

Så det er også hin enkelte, du henvender dig til i din salmeskrivning?

»Ja, det skal komme fra ét menneske til et andet menneske. Jeg kan ikke henvende mig til massen,« siger han og tilføjer så smilende:

»Med mindre det er Madsen med d«.




















Kristendommen fylder meget i både Simon Grotrians dagligdag og digtning. Som han siger: ‘For mig er Gud den dér nissefar med skæg, der sidder oppe i Himlen… jeg mener, hvorfor ikke? Hvorfor skal det være så kompliceret? Han er en gestalt, og jeg kan lige så godt forestille mig ham som en hvidhåret bedstefar, for så er det nemmere at komme i nærheden af ham’. Han er for tiden flyttet hjem i sit barndomshjem efter en alvorlig psykisk nedtur. foto: Sofie Amalie Klougart

Blå bog: Simon Grotrian

Er født 1961 i Århus. Er opvokset på en gård i Lemming nord for Silkeborg.
Han fik en kristen opdragelse, og religionen er siden hen kommet til at spille en afgørende rolle i hans liv og forfatterskab.
Han har læst dansk i Århus og litteraturvidenskab i København.
Begyndte for alvor at skrive i 1984 og samme år optog Poul Borum digte af ham i tidsskriftet Hvedekorn.
Debutdigtene ’Gennem min hånd’ udkom i 1987. Af litteraturpriser har Grotrian blandt andet modtaget Michael Strunge-prisen (1990), Per Aage Brandt-prisen (1994), Emil Aarestrup Medaljen (1998) samt statens tre-årige kunstlegat.
Seneste udgivelser: ’Myrrapollen’– 45 salmer fra forlaget ALFA (2011). ’Domkirkeperlen’ – Bønner fra forlaget Borgen (2011). ’Godmorgen Gomorra’. Digte fra forlaget Dræby (2011).

Denne artikel er anbefalet af: