I forbilledernes skygge

Vi står midt i en solid brise af talenter i dansk musik. Men nationalkarakteren er stærkt flimrende, når bands stadig næres ofte alt for meget af engelsksprogede forbilleder. Det både modsiger og medgiver tre aktuelle rockbands

Okay, lad os få én ting på det rene: Anmelderstanden i Danmark skriver ikke så vidt og bredt om dansk musik, fordi der er ekstra meget saft at presse ud ad den. Vi skriver ikke så ekstensivt om den nationale scene, fordi den internationale scene er mindre relevant. Eller fordi Danmark er helt fremme i skoen, hvad angår innovation. Og selv hvis alt det var tilfældet, ville det alligevel ikke være årsagen til vores gavmilde opmærksomhed.

Vi skriver ofte og gerne om dansk musik, fordi den er dansk. Fordi vi føler et ansvar for at gå i dialog med den lokale musikalitet. Fordi vi tror at vide, at læserne vil vide mere om nationens musikalske tilstand. Fordi dansk musik reflekterer Danmark. Selv om det nogle gange kan være svært at høre.

For hvad er dansk musik? I f.eks. Tyrkiet kan man finde spor af den traditionelle tyrkiske musik i selv den mest tumpede popsang. Her til lands? Well, man kan typisk høre en dialog med tidligere tiders nationale forsøg på at lyde internationale. Og alt som bands bliver teknisk dygtigere, bliver de også mere ferme til at lyde som sidste skrig fra Angelsakskøbing. Og teknisk dygtigere (men ikke nødvendigvis mere interessante), dét bliver de.

Forsøget på at lyde som det store og alligevel mest det engelsksprogede udland er det mest provinsielle træk ved dansk musik. Heldigvis har dansk musiks nyvundne selvtillid, som er vokset støt de seneste 10 år, også været afgørende for en definering af en dansk tone. Den kan måske være svær at relatere til folkeviser og salmesang, men den nyder med navne som Choir of Young Believers, Efterklang, Mikael Simpson, Under Byen og Nephew en evne til at jonglere med dansk sprog og/ eller skulpturere nye forståelser af verden set fra smørhullet.

Tag bare de to førstnævnte bands' søgen efter en ny spiritualitet i en nation i materialistisk febervildelse. Eller tag Under Byens poetiske vildveje midt i rationalismen. Simpsons umiskendelige københavnermelankoli. Nephews dansk-engelske stadion-electrorock, hvor nationens identitet med vekslende held kan være til diskussion.

Vi har en ny selvtillid og en roligt voksende national identitet mellem hænderne i disse års rock, og den skal næres og vedligeholdes. Og det er også anmeldernes hverv.

Masser af ideer

Så her står vi så, midt i en markant brise af talenter, som fortjener mere modspil, mere medvind. Og begge dele skal tilfalde den københavnske duo Dreamjockey og deres nye, andet album Earthquakes, Religion and Heartaches. Som får mig til at tænke på Tom Zés kinetisk kubistiske guitarfigurer, Derek Baileys ekspressionistiske strenge-ætsninger, afrobeatens blæser-zigzag, Radioheads mol-angreb på komforten og så nogle drømmende lysninger med messingbriser, der kan minde om Efterklang.

Albummet skæmmes af nogle lige lovlig fodformede tekster. »What we seek, we destroy«, »Cause the world's full of shit, and I'm not in denial«. Og af forsanger og guitarist Kristian Hartings for dansk-engelske udtale. Men det er trods alt skønhedsfejl på et album, som vil noget andet end almindelighed. Uden afgørende at vriste sig fri af den kompositoriske pænhed, men med masser af musikhistorie, fejlæstetik, nærvær og ideer under neglene.

Kristian Haring og trommeslager Mads Beldring går tydeligvis til hver sang væbnet med spørgsmålstegn og kommer ud på den anden side med endnu flere af slagsen. Men også med otte fine sange, der stadig savner sidste afgørende nøk, men er fulde af arrangementer som uglereder, flyvske tanker om kærlighed som bærende kraft og en idealistisk tro på sangen som formidler af sjæl og forbedrer af verden. Hvilket kun bør tjene dem til ære.

Svalt og lækkert

The Late Great Fitzcarraldos er til gengæld en flygtig gasart, som synes at have fundet midlertidig ro i et hus bygget af Roy Orbison, Phil Spector og Motowns Berry Gordy for så at blive sprunget kærligt slow motion i luften af Brian Eno og nogle af de mere parfumerede producere fra 80'erne. Det er svalt og lækkert og kunne have været muzak, hvis ikke det var fordi trioen der holder til og har indspillet i USA og DK skrev elegant labre sange, der får en til at drømme sig til et land, hvor der kommer cocktails ud ad vandhanerne, væg-til-væg-tæpperne er vævet af marihuana, og en caribisk sol skyller i pastelfarver 24-7. Hawaii som naivt narkotisk forestilling er måske den mest præcise beskrivelse, jeg kan tilbyde.

Det selvbetitlede debut- album er en velværedyrkende, men egensindigt excentrisk oase, hvor kanter er blevet til kurver, men hvor ideerne om det så er en mundharmonika på langfart, en komatøs sax-sektion eller den genkommende stiv- benede rytmeboks holder lytteren årvågen. Og så er Tobias Buch en strålende soul-sleben sanger midt i al denne sirup. Som vist kan være stærkt vanedannende.

Forceret

Nu skal anmeldere selvfølgelig ikke kun nære og vedligeholde, men også luge ud og beskære. Jeg hører f.eks. mange grunde til, at The Olympics skal skære sig fri af deres gæld til især Arcade Fire, men også andre canadiske såvel som danske ligesindede.

Her er nogle af grundene: De skriver ikke lige så gode sange her på debutalbummet Mother. De stræber efter en højstemt, livslykkelig popsang, som har det med at blive skinger. Deres inderlighed transmitteres gennem fortærskede overvældelses- tricks uden afgørende kompositorisk personlighed: Højtstræbende vokaler, gerne skubbet højere af korsang og rumklang, dundrende trommer, kort sagt forcering på flere fronter. Men uden prægnant idé.

»There's one thing I've learned/ Whenever you choose your own way/ People you know will get hurt,« lyder det ironisk nok.

Der er ellers gode detaljer, produktionen er lydefri, og der er flere solide tracks undervejs. »Hunting«'s vers bider sig fast. »Maybe« er dramatisk savtakket danserock. »Shocked By Her Politics« er Brian Eno-inspireret især i versets vokaler, men med sin egen indie-farvede speed-fest kørende. Og på »Generation« og »Weak/End« rusker det lidt mere i følelserne, hvilket ganske vist bringer gruppen tættere på inspirationskilderne, men samtidig også viser mulighederne for en personlig distance til dem.

The Olympics er ferme sangskrivere, men det er meget af tiden mere som intense håndværkere end som kreative sjæle. Og jeg skal altså ikke bo i deres musik, tværtimod skulle den vel helst tage bo i mig.

Det er alt sammen båret af kærlighed til forbilleder, men uden nogen afgørende kunstnerisk tyngde eller overdrevet personlig tilgang til samme. Og dermed ender de en del af tiden med at være sidste skrig fra Angelsakskøbing.

Dreamjockey: Earthquakes, Religion and Heartaches (Divine Records/Labelkollektiv)

The Late Great Fitzcarraldos: The Late Great Fitzcarraldos (Fake Diamond Records/ A:larm). Udkommer mandag

The Olympics: Mother (Speed of Sound/A:larm)

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu