Prisen på familiesammenføring stiger voldsomt

En familiesammenføring kan ende med at kræve flere hundrede tusinde kroner pr. 1. juli, hvor kravene til både sprog og bankkonto strammes. Eksperter frygter, at det fremover kun er de rigeste, som kan få ægtefæller til Danmark

Derya Yigit er i færd med at spare penge sammen, så hun kan få sin ægtefælle fra Ghana til Danmark. Over 150.000 kroner skal hun have skrabet sammen, før hun kan blive forenet her i landet med sin elskede.

Kaare Viemose

Da Derya Yigit giftede sig med Jacob Adjei i Ghana i sidste uge, var det en festdag. I dag sidder hun tilbage i Aarhus og har netop udfyldt første del af sine familiesammenføringspapirer. Og selvom der ikke kan sættes pris på kærlighed, kan hun se på sin bankkonto, at festlighederne skal holdes i kort snor det næste stykke tid. Der skal nemlig spares ikke så få penge sammen, før det kan lade sig gøre at blive familiesammenført.

»Det er i sagens natur penge, som jeg ikke har, fordi jeg bare er studerende. Men de overvejelser kunne vi ikke lade stå i vejen for at blive gift,« forklarer Derya Yigit, der er 25 år, læser til pædagog og er på SU.

Det gælder for Derya Yigit om at skynde sig med papirarbejdet, for samlet set risikerer hun at skulle stille med i alt 168.131 kroner for at kunne få sin mand til Danmark, hvis hun ikke når at søge inden 1. juli, hvor nye stramninger og økonomiske krav vil træde i kraft, hvis de bliver vedtaget i Folketinget.

De nye stramninger af udlændingeloven er fremsat af integrationsministeriet, og indtil videre støttes de af regeringen og Dansk Folkeparti.

Med de nye stramninger er ansøgningsgebyret ikke som i dag 5.975 kroner, men i stedet 7.775, og det er ikke nok at stille en fireårig bankgaranti på 63.000 der skal i stedet stå 100.000 kroner.

»Jeg er da spændt på, hvad min bank siger til det,« siger Derya Yigit.

Hun har i forvejen en lidt høj husleje, fordi hun ikke kan bo på kollegium eller værelse, eftersom hun skal bo på minimum 40 kvadratmeter, så der er plads til Jacob, hvis han en dag får lov til at komme til Danmark.

Lær dansk for 50.000

Fremover vil det heller ikke være nok at have været i Danmark en enkelt gang, som reglerne kræver i dag. Der skal nu minimum to besøg til, før familiesammenføring er en mulighed. En returrejse til Ghana koster ifølge søgemaskinen momondo.com 5.878 kroner, hvis afrejsen kan ske i morgen. To af den slags ture, skal parret altså også have råd til.

Desuden skal ægtefællen bestå en sprogprøve på et af sine besøg og senere den såkaldte indvandringsprøve. Det koster et gebyr på 3.600 kroner at gå op til indvandringsprøven, men det er den mindste udgift i den forbindelse.

Ifølge Poul Neergaard, formand for Foreningen af Ledere ved Danskuddannelser skal en gennemsnitsansøger bruge 40.000-50.000 kroner på sprogundervisning.

»Min påstand er, at ganske få overhovedet vil kunne nå at bestå prøven på de to og en halv måned, der bliver til det. Men ud fra en gennemsnitsbetragtning vil der skulle minimum 400-600 lektioner til i et fuldtidsforløb, og skal man købe det, kommer man meget hurtigt op på en udgift på mellem 40.000 og 50.000 kroner,« siger han.

Alt i alt vil det således påhvile en person som Derya Yigit at skaffe minimum 168.131 kroner for at komme i betragtning til en familiesammenføring.

For nogen vil det være lidt billigere, for andre lidt dyrere. Dertil kan lægges sundhedsudgifter, visum, oversættelser, bøger og så videre.

Samlet set bliver udgifterne så høje, at adskillige interesseorganisationer i høringssvar advarer Folketinget på det kraftigste mod at stramme kravene, fordi det fremover risikerer at være pengepungen, som bliver afgørende for, hvorvidt et par kan blive familiesammenført.

»De samlede udgifter bliver så høje, at det kan forhindre grupper uden en god økonomi i at søge. Det hele er også forbundet med en usikkerhed, fordi pengene skal investeres på forhånd, hvor det er uvist, hvorvidt man kan leve op til sprogkravene og bestå prøven i sidste ende,« siger jurist og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Ersbøll.

Frontalangreb

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen har taget initiativ til en høring om stramningerne, der foregår på Christiansborg i dag.

Hun kalder lovforslaget et ubegrundet 'frontalangreb' på borgernes grundlæggende ret til at gifte sig med den, de vil.

»Det er usmageligt, når prisen bliver så absurd høj, at det afholder mange fra overhovedet at søge. I gamle dage var det mor og far, der bestemte, hvem vi kunne gifte os med. Nu er det Lars Løkke, Pia Kjærsgaard og vores privatøkonomi,« siger Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer at »for langt de fleste mennesker er det ikke lige sådan at smide 150.000 eller mere. Jeg ved ikke, om Venstre og Dansk Folkeparti forestiller sig, at alle danske borgere bare lige kan gå ned i banken og bede om sådan en garanti?«

Men det er der faktisk noget, som tyder på. Dansk Folkepartis integrationsordfører, Peter Skaarup, forestiller sig i hvert fald ikke, at det skal blive et stort problem for folk at finde pengene.

»Hvis det ikke lykkes i banken, vil der ofte være en ven eller et familiemedlem, som kan hjælpe til at stille den garanti på 100.000 kroner,« siger han.

Desuden er Peter Skaarup ikke overbevist om, at sprogskolerne og Dansk Flygtningehjælp regner rigtigt, når de anslår, at der skal 400-600 timers sprogundervisning til for at bestå de nye krav: »Selvfølgelig vil du altid kunne finde eksempler på folk, som kommer fra den rene middelalder uden nogen som helst forudsætninger for at kunne indgå i et samfund som det danske, der på mange punkter er meget avanceret sammenlignet med Somalia eller for den sags skyld Ghana. Men hele tanken er jo, at vi skal stille krav,« siger Peter Skaarup.

Socialdemokraterne og SF forsikrer, at de på den anden side af et valg vil følge konsekvenserne af de forhøjede gebyrer nøje, fordi de, som SF's integrationsordfører, Astrid Krag, udtrykker det »ikke vil føre klassekamp med gebyrer.«

I Århus og Ghana holder Derya Yigit og Jacob Adjei hovedet højt.

»Mange er forargede, når de hører, hvad vi skal betale. Men sådan er det jo, og vi er nødt til at gøre det,« siger Derya Yigit og forklarer, at der desværre ikke er adgang til danskundervisning, der hvor hendes mand bor i Ghana. Men han kan allerede sige på dansk, at »jeg hedder Jacob,« og »jeg er sulten.«

Desuden har han nogle danske børnebøger, som måske kan spare ham en sprogtime eller to.

Fakta

Regnestykket for familiesammenføring

pr. 1. juli 2011

Sikkerhedsstillelse 100.000 kr.
Indvandringsprøve 3.600 kr.
Ansøgningsgebyr 7.775 kr.
Sprogundervisning 45.000 kr.
Minimum to returrejser til hjemland 11.756 kr.
(2 x retur til Ghana uden for sæsonen)

I alt: 168.131 kr.

Yderligere udgifter: visum, oversættelse af papirer, sprogmaterialer, sundhedsudgifter, internet, bolig osv.
Prisen er et eksempel beregnet af Information og tager udgangspunkt i gebyrsatser af 1. juli, såfremt stramningerne i lovforslag 168 vedtages. Regneeksemplet indeholder prisen på en returbillet til Ghana og en estimeret pris på cirka 500 sprogtimer. Nogle vil slippe med en billigere flybillet og færre sprogtimer, andre vil behøve flere.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Peer Aagaard

Peter Skaarups bemærkning om folk som "kommer fra den rene middelalder" klinger hult. Ét blik på Hr Skaarup og kumpaners holdninger er jo nemlig nok til at fastslå: de stakkels nygifte udlændinge kommer TIL den rene middelalder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ellen Chakir

For 3 år siden købte jeg 32 timers internet danskkursus til min mand, da vi troede at vi skulle bosætte os i Danmark, det kostede 12.000 kr. og det var billigt (en vennetjeneste) på det tidspunkt. Omregnet til 600 timer, er det 225.000 kr. – lad os så sige, at det måske kan gøres i Danmark for de 50.000 kr. ... + økonomisk sikkerhedsstillelse på 100.000 kr. + 7775 kr. for at søge om ægtefællesammenføring + 3600 kr. for indvandringsprøve (hvis den bestås første gang ellers er det 3600 igen hver gang) + flytteudgifter 40.000 kr. + indskud i en lejlighed 50.000 kr. = 272.775-447.775 kr., FØR MAN OVERHOVEDET VED OM MAN FÅR OPHOLDSTILLADELSE + at min mand må forlade sit gode job, for at kunne være 3 måneder i Danmarkfor at gå til indvandringsprøve + at vi må sælge alt, hvad vi ejer her. ALT SAMMEN FØR VI OVERHOVEDET VED OM VI FÅR DEN ÆGTEFÆLLESAMMENFØRING. Tror de vi er idioter eller millionærer alle sammen?! Vi er begge veluddannede og har en normal indtægt. Normal for hans vedkommende her i Marokko betyder ca. 3000 kr. om måneden – det kan enhver regne ud, at vi ikke kan spare op af her. Han kan forsørge mig her, men der er ingen jobmuligheder for mig her tæt på Sahara. Jeg ville sagtens kunne forsørge ham i Danmark, til han fandt arbejde/videreuddannelse. Jeg vil bare gerne have lov til at have mulighed for at leve i mit hjemland med min ægtefælle.
På et tidspunkt vil jeg jo også gerne introducere min mand for min kultur, være bedstemor for de børnebørn, jeg vel får på et tidspunkt og være tæt på mine nu unge voksne børn. Mine forældre bliver jo heller ikke yngre, og min brors børn ville jeg også gerne følge. Menneskerettigheder og retten til familieliv – min bare!
Jeg håber virkelig at I får stemt de xenofober hjem under den sten, hvor de hører hjemme. Og at oppositionen så holder, hvad den lover. Jeg har nemlig mistet min stemmeret ved at være tvunget til at bo her længere, end de to år, vi oprindeligt troede, vi skulle være her. Vi havde fået familiesammenføring efter de gamle regler, men var nødt til at blive her, fordi min mand alligevel ikke kunne løses fra sin arbejdskontrakt med den marokkanske stat. Jeg føler mig snydt af Danmark.
Jeg kunne godt tænke mig at se en opgørelse over, hvor mange kærlighedsflygtninge, denne regering har skabt med sine idelige og menneskerettighedskrænkende stramninger på indvandringspolitiken.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ellen Chakir

Kære Anne, jeg ved godt at du har en fantastisk hjemmeside, med gode links til gratis danskundervisning. Igen tusind tak for dit arbejde med det. Til gengæld virker nyidanmark.dk's materialer ikke. De kan slet ikke åbnes med den internethastighed, som er mulig her, hvor vi bor. Jeg vil tro, det er endnu sværere mange andre steder, hvor internetadgangen er endnu mere begrænset.
Under alle omstændigheder, synes jeg ikke, man kan forlange af folk, at de kan andet, end parlør-dansk, før de ved om de får mulighed for at bosætte sig i Danmark. Derefter er det selvfølgelig ret smart at tage imod den undervisning, som bliver tilbudt og det er også mit indtryk, at ægtefællesammenførte gør det. Men vi er jo ikke alle sproggenier og lærer i forskelligt tempo. For mit eget vedkommende, har det taget lang tid at lære et minimum af tashelheit, som er det lokale berber-sprog her. Det kræver dagligt samvær med folk, der taler sproget og det vil jeg tro, at dansk også gør. Og der er ikke mange danskere at øve sig på her i området for min mand. Faktisk ikke andre, end mig. Og vi taler engelsk sammen, som er det sprog vi begge kommunikerer bedst på. Sådan tror jeg, der er mange, der har det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Til Peer Aagaard og Peter Skaarup. Middelalderen er betegnelsen for en historisk periode, som er forbi. Vi har 2011. Men Aagaard har ret i, at det virker til, at Peter Skaarup ikke rigtig har fattet det. Hverken hans opfattelse af andre mennesker eller hans ønske om forholdene i Danmark er tidssvarende - begge dele virker middelalderlige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

Jeg synes ikke det er et stort beloeb. Hvis man gifter sig, maa man da forvente at skulle forsoerge sin kone, sig selv og forhaabentlig nogle boern.

I denne sag er konen studerende, og kan maaske lige holde sig selv oven vande. Hvis manden kommer fra Ghana og ikke taler dansk maa han da regne med at det risikerer at tage f.eks. 2 aar at faa et job, medmindre han er en meget hoejt kvalificeret IT-specialist, fodboldspiller el. lign. der kan klare sig kun med engelsk?

Jeg flyttede selv fra Danmark til London i 2003, og blev chokeret over de elendige loenninger jeg blev tilbudt. Under halvdelen af hvad jeg var vant til. Maatte starte egen virksomhed, og fik rigelig brug for min opsparing.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Pedersen

Europaløsningen - og når det så er faldet på plads, så sendt et hånligt brev til regeringen bagefter.
De vil rende dine rettigheder som dansker et stykke, hvis du ikke kan finde ud af at gifte dig med Jens Båtnakke fra Lars Tyndskids mark.
Den danske stat er et godt stykke inde i noget der ligner apartheid - og ja, jeg er udenlandsk gift!

http://www.google.dk/search?q=europal%C3%B8sningen&ie=utf-8&oe=utf-8&aq=...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Kære Ellen,
Det var ikke min mening at bagatellisere problemet.

Jeg mener, at point-systemet v. familiesammenføring er stærkt diskriminerende, og at DK derved overtræder både FN's menneskerettighedserklæring, Den europæiske menneskerettighedskonvention og EU's Charter om grundlæggende rettigheder. (Retten til familieliv. Forbud mod diskrimination ud fra etnisk oprindelse). Jeg kender ikke andre lande i verden, der kræver points ved familiesammenføring. Derfor gik flere af spørgsmålene ved DK's eksamen d. 2.5. i FN's menneskerettighedsråd også på dette, bl.a. fra GB. Også Sverige spurgte:

“Sverige vil gerne bede Danmark om at uddybe, hvordan betingelserne for familiesammenføring af ægtefæller kan påvirke de pågældende personers menneskerettigheder?”

Jeg er helt enig med dig i, at det er urimeligt at forlange dansk-kundskaber ud over parlør-niveau inden ankomst til DK. Dansk er et af verdens sværeste sprog at lære, og det er svært eller umuligt at finde kurser i dansk i udlandet.

Med kravet om det høje niveau i dansk tages der heller ikke hensyn til mennesker med læse-stavevanskeligheder. Dem er der f.eks. ml. 10 og 14 procent af blandt etniske danskere. Ligeledes er der mennesker, der ikke er gode i eksamenssituationer.

Derfor er forslaget ud over at være diskriminerende også - ondsindigt.

Link: BBC - Do danish immigration laws breach human rights: http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-12366676

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kisser Petersen

Hold da kæ.. ! Jeg vidste ikke det var SÅ slemt !!!!!! Jeg er gift med en udlænding der har opholdstilladdelse (forhåbentlig) men at betale skat i årevis og så skulle stampe en kvart million op af jorden for at få sin ægtefælle til DK !!!???

Jeg skal ikke pive, min mand er fra Norge, men DK er begyndt at udvise nordiske statsborgere stik imod alm. nordiske aftaler !!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Zachariasen

Selve grundtanken om at den der bestiller festen også selv skal betale for de udgifter der går til at afholde festen - gå jeg ind for. For hvorfor skal naboen betale mere i skat fordi jeg synes at jeg skal tage over på den anden side at jorden og hente min kone. Desuden kan jeg vælge at flytte dertil hvor hun bor hvis det er så skidt i danmark som nogle skriver at de synes at det er. Det er der ingen der forbyder mig. Kun min egen bekvemmelighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Abdullah Jensen

Bo Zachariasen:

Muligheden for at bo i ægtefællens land er ikke altid til stede, jeg selv er gift med en Iraker, og at vi bosætter os i Irak er ikke en mulighéd, af flere årsager, generelt sikkerheds situationen kombineret med at min ægtefælle har arbejdet for koalitionen, hendes familie modtager stadig små lapper, der fortælle hvad afsenderen vil gøre ved hende når og såfremt de finder hende. Så vi er grundet de restriktive regler i danmark, hvor hun end ikke kan få et besøgs visa til, grundet hendes nationalitet, tvunget til at finde et tredie land, der vil tillade os begge at bo der. Så nej det er ikke kun bekvemmelighed, for nogle er der reelle trusler ved at ophold sig i hjemlandet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Zachariasen

Uffe Gisuah:

Ja det ved jeg - jeg har rest jorden rundt, har søgt job i udlandet og er gift med en afrikaner og har flere gange været i hendes hjemland - udover flere rejser i europa.

Og jeg ved også hvad det vil sige at betale skat - også topskat.

Men uanset det så er det mig der har bestilt musikken og det er derfor mig der må betale - mener jeg. Ellers må jeg finde en anden løsning på mit problem. Det er ikke naboen der skal betale for mit gilde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Bonde

VKO-regimets sociale apartheid er forstyrrende i sin menneskefjendskhed.

Det er næppe noget stort problem på det danske arbejdsmarked, at man kun taler engelsk.

Min veninde har et barn med en fin fyr fra Ghana som talte et ganske fint og forståeligt engelsk og som havde to jobs i Danmark mens han var her, men som alligevel blev udvist og nu ikke kan få lov at komme tilbage, hvorfor hun altså er tvunget til enten at være enlig mor i Danmark eller at tage til Ghana hvor der intet arbejde er at få for hende.

Min gode ven er franskmand og han har boet her i mange år uden at kunne sproget, hvilket han så vidt vides stadig ikke kan i noget nævneværdigt omfang. Det har imidlertid ikke forhindret ham i at få jobs som kok og han ejer nu sin egen restaurant i Danmark.

Min veninde er fransk-tunesier og klarer sit arbejde som servitrice - egentlig er hun sociolog - ganske fremragende uden at kunne ret meget dansk, for stort set alle i storbyen kan tale engelsk og forstå det.

Jeg kunne nævne mange andre eksempler på folk som arbejder i forskellige brancher uden at kunne dansk. Jeg vil derfor vove den påstand, at man, såfremt man kan engelsk, er ganske godt stillet på det danske arbejdsmarked, ja nok bedre end en tysker som kun kan tysk eller en sydeuropæer som kun taler et meget gebrokkent engelsk.

Derfor er sprogkravet fuldstændig afhægtet fra virkelighedens verden for i takt med at flere og flere danskere taler engelsk, hvilket langt de fleste under halvtreds år gør, bliver gode danskkundskaber mere og mere ligegyldige i selv serviceerhverv, mens de er fuldstændig uden betydning i eksempelvis store dele af it-branchen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uffe Gisuah

Bo Zachariasen:

At rejse er ikke at bosætte sig. At søge job er ikke at arbejde. Personligt har jeg rejst jorden tynd gennem flere år. At rejse er et privilegium.
Jeg har også betalt topskat, men hvad pokker ændrer det?

Der er ingen der har sagt at det er naboen der skal betale gildet. Det er en medieskabt logik. Jeg er selv bosat udenfor Danmark på 6 år - jeg har selv løst dele af mit problem.
Men det ændrer ikke på det faktum, at basale menneskerettigheder i Danmark er under angreb disse år. Man taler om udlændinge og deres rettigheder, som om at det ikke berører etniske danskere - som om der er en forskel. Men reelt er min frihed under belejring. Jeg må flytte til et andet land pga kærlighed og min kones etniske tilhørsforhold. Det er fint nok, jeg har accepteret at det må være sådan. Men jeg gider ikke høre på teoretikere, der tror at bekvemmelighed har noget med sagen at gøre.........

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Zachariasen

Uffe Gisuah:

Jeg kommentere på artiklens indhold og emne som er at man selv skal betale de udgifter som der er ved at flytte ægtefælden til DK. Det er ikke en menneskerettighed at naboen skal betale for mit gilde.

De andre regler på udlændingeområdet er en anden diskussion.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

Det her handler jo ikke om, at "andre skal betale for ens gilde". Det handler om nogle udgifter, som samfundet påfører dansk-udenlandske familier, der gerne vil bo i Danmark til:

1) Unødvendigt kompliceret sagsbehandling i US, fordi reglerne er så indviklede

2) En garanti på 100.000, som kommunerne alligevel aldrig trækker på ifølge tal fra Københavns Kommune.

3) Unødvendige rejser frem og tilbage og deraf følgende tabt arbejdsfortjeneste for at opfylde et meningsløst og overflødigt tilknytningskrav.

4) Unødvendig indlæring af dansk, allerede inden man flytter til Danmark, for at bestå en lige så meningsløs og overflødig indvandringsprøve.

Det mest pikante ved det hele er næsten, at alle disse overflødige og meningsløse krav kun stilles til Bo Zachariasen og hans kone, fordi Bo er dansk statsborger.

Hvis Bo i stedet var indisk eller pakistansk statsborger, som havde fået opholdstilladelse i Danmark for at arbejde eller studere, så kunne han tage sin familie med sig uden alle disse krav. Dog skulle han stadig betale ansøgningsgebyr, men det ville være langt mindre, fordi sagsbehandlingen ikke er så kompliceret.

Danmark gør det altså, som det eneste land i hele Verden, langt sværere og dyrere for sine egne statsborgere at bosætte sig i deres eget land med deres familie, end man gør det for indvandrere at tage deres familie med hertil.

Og det er naturligvis hverken rimeligt eller meningsfuldt. Og har i øvrigt intet som helst at gøre med "økonomisk belastning" af samfundet. For et menneske er naturligvis ikke nogen "belastning", bare fordi det er gift med en dansk statsborger i stedet for en indisk eller pakistansk statsborger.

Årsagen til vanviddet er alene, at Dansk Folkeparti forlanger af regeringen, at danske muslimer for enhver pris skal forhindres i at hente sig en ægtefælle i udlandet, så antallet af muslimer i Danmark ikke vokser for hurtigt.

Men heldigvis kan danske statsborgere blæse Dansk Folkeparti et stykke og sikre ret ret til at bo i deres eget land med deres familie på de samme fair vilkår, som der gælder for indvandrere fra de andre EU-lande.

Det kræver bare, at man flytter til et andet EU-land i en periode, f.eks. til Sverige, som er det foretrukne tilflugtssted.

Og det bør alle naturligvis gøre fremover, i stedet for at underkaste sig de fuldstændig urimelige og latterlige regler, som VKO nu er ved at indføre.

Som en ekstra bonus bliver ens ægtefælle derved også langt bedre stillet mht. at opnå ret til tidsubegrænset opholdstilladelse efter 5 år i Danmark.

Det er nemlig også blevet stort set umuligt at få efter de danske regler. 95% af alle ansøgere har således fået afslag, siden VKO´s nye regler trådte i kraft i marts 2010.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Ørding-Thomsen

De 100.000kr i sikkerhedsstillelse er ikke penge, man skal betale. Det er i virkeligheden bare et tilsagn fra banken om, at man kan få mulighed for at låne pengene, hvis man får brug for det. Det koster rundt regnet 5% om året af beløbet, dvs. ca 20.000 i løbet af fire år. Ellers en glimrende artikel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

Jamen derfor skal pengene jo skaffes alligevel. Og da det langt fra er alle, som er kreditværdige nok til at låne 100.000 i banken, så udgør kravet om sikkerhedsstillelse en betydelig forhindring for, at en familie overhovedet kan komme i gang med at etablere sig i Danmark.

Og det er det, som er det vigtige, ikke udgiften til at stille garantien.

Garantien skal i øvrigt ikke kun stilles i 4 år, men indtil ægtefællen får permanent opholdstilladelse. Og det er der mange, som aldrig vil få, hvis de nuværende regler fastholdes. Indtil videre har 95% som sagt fået afslag. Og hertil kommer naturligvis dem, som har ladet være med at søge, fordi de ved, at de ikke opfylder kravene.

Der vil givetvis blive færre afslag fremover, fordi medborgerskabsprøven nu omsider er klar, men der vil stadig være en meget stor gruppe, som ikke lever op til de mange og yderst firkantede krav.

Desuden vil praktisk talt ingen ægtefællesammenførte kunne leve op til kravene allerede efter 4 år i Danmark. Realistisk set vil langt de fleste skulle bruge mindst 6-8 år på det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Abdullah Jensen

Bo Zachariasen:

Hvad er det for fest du mener andre skal betale?

De gebyre der fremlægges i artiklen er jo ingen der ellers har været noget der deles ud på samfundet. Sikkerhedsstillelsen, hvis der endelig, hvilket jeg kan forstå er yderst sjældent, bliver behov for at tære på den, så er opholdstilladelsen jo også smuttet ved næste forlængelse.

Omkostningerne for sagsbehandlingen, hvis de ikke havde gjort forholdene så kompliceret som de rent faktisk har gjort, ville der ikke skulle så stor sagsbehandling til. Feks. er det nu et krav at når man søger familiesammenføring efter EU reglerne, så skal US ekstra kontrolere 50% af de sager de i forste omgang ikke så anledning til at betvivle rigtigheden af. Det er vel og mærke på EU sager, der ikke er pålagt de samme restiktioner som den her nævnte.

Hvorfor skal det være sværer for en Dansker med en ikke vestlig ægtefælle at få lov at bo i sit land, end det er for en EU borger, trods at den EU borger godt kan være dansk.

Så hvad er det for udgifter til festen som du mener resten af DKs befolkning skal betale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristina  Jensen

Hvis jeg får mig en kæreste i Jylland, må jeg selv betale rejsen fra København til Jylland. Hvis jeg finder en kæreste i Ghana, må jeg selv sørge for den situation jeg har sat mig selv i. Det er selvfølgelig ikke romantisk, men livet er nu engang ikke en dans på roser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Abdullah Jensen

Kristina Jensen:

Jo men der er ingen der forlanger at din Jyske kæreste skal tale "københavnsk" før han flytter til københavn. Dette skal han ikke betale 3.600,00 for.

Du skal heller ikke ud og stille en sikkerhed på 100.000,00 DKK (Lars Hansen viste i en tidliger diskution at det var lidt mindre), for at sikre at han ikke belaster københavn økonomisk)

I skal heller ikke betale 7.775,00 DKK for at ansøge om han må komme med til københavn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

Og Kristinas kæreste skal heller ikke besøge København flere gange og gennemføre et kursus i Københavnsk under et af sine besøg, for at få lov til at flytte til København. Kristinas kæreste behøver derfor ikke at sige sit job i Jylland op, og Kristina behøver ikke at forsørge ham i det år, som han skal bruge på at rejse frem og tilbage mellem Jylland og København og være i København cirka halvdelen af tiden.

Det står mig desuden helt uklart, hvad Kristina mener med "sørge for den situation jeg har sat mig selv i".

Denne debat handler jo overhovedet ikke om, at nogen forlanger, at samfundet skal hjælpe dem, som har fundet sig en kæreste i Ghana og måske fået børn med denne.

Diskussionen handler om, at vi er nogle, som finder det urimeligt, at samfundet lægger en hel masse hindringer i vejen for, at dette par kan skabe sig en ganske almindelig tilværelse for sig selv og deres evt. børn i det af deres to hjemlande, som de mener det er mest hensigtsmæssigt at bo i.

Helt som Kristina og hendes jyske kæreste også selv kan vælge, om de vil etablere sig i Jylland eller København.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

Hvis Kristina Jensen stadig hænger på i debatten, vil jeg i øvrigt gerne bede hende om at svare på, om hun også mener, at et barn selv må sørge for den situation, som det har sat sig i ved at have forældre med forskellig nationalitet, og hvad barnet helt præcist forventes at gøre?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Uffe Gisuah

Kristina Jensen:

Du forstår ikke problematikken. Måske informationsmateriale fra DF kan simplificere det hele en smule for dig, sådan at du kan vende tilbage til debatten med argumenter.........

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Wagner

Udmærket gennemgang af dagens prisliste for at bo sammen med sin kæreste, som man desværre oftest vil være nødt til at gifte sig med.

Selvfølgelig skal man forsørge sin udenlandske kæreste, men det er jo en helt anden snak end de mange kreative ekstra udgifter man pålægges om som stiger år efter år for at markedsføre nogle politikere. Som familiesammenført har det i mange årtier allerede været svært at få øje på de påståede åbne kasser. Allerhøjest på nogle rettigheder i sundhedsvæsenet.

Med hensyn til at forsørge sig selv var det også i 80’erne et krav med selvforsørgelse og i 90’erne også til garantistillelse og dokumentation, endda med kæreste fra et andet EU-land.
Mistænkeliggørelse har der altid været gode stemmer i. Engang skulle man til forhør og kunne forvente besøg af tandbørste- eller fremmedpolitiet, som det blev kaldt.

Jeg er ikke inde i juraen i dag, men kan forstå at det er blevet yderligere uset at have en udenlandsk kæreste og at løsningen typisk er, at rejse til Sverige eller Tyskland med den af Danmark betalte uddannelse. Dette må være en stor udgift for det danske samfund og yderligere hvis det viser sig at være sandt, at man snart mangler uddannet arbejdskraft, som forstår sproget og kulturen.

Til prislisten bør der i de mange tilfælde, hvor danskere er nødt til at gifte sig med deres kærester og før de egentligt kender hinanden og har prøvet at bo sammen under normale omstændigheder, vel også tilføjes nogle ægteskabskontrakter af en slags. Det kan være dyrt og tungt nok, at få lov til at bo sammen med sin kæreste i Danmark, men også en lang, dyr og besværlig bureaukratisk proces at skilles igen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Abdullah Jensen

Henrik Wagner:

Du fremføre noget, som egentlig kunne være ganske intressant at få frem i lyset. Alt skal jo idag omsættes til penge, hvor meget koster en ikke vestlig indvandre det danske samfund, er jo en af de sidste store geni regnestykker som det desværre viser sig at den regering der bestilte regnestykket ikke formår at læse.

Hvad er prisen for den udvandring der er grundet familiesammenførings reglerne, hvad er prisen for de manglende hænder der kunne have været med til at ligge skattekroner. Hvad koster det staten, at de uddannede forlader landet, fordi deres ægtefælle åbenbart ikke er velkommen i landet.
Nogle bliver der hvor de flygter hen, andre vender hjem og starter en familiesammenføring op under andre regler, der er jo også administration på det. Er det virkelig en god forretning?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Abdullah Jensen

Helt enig. Og man burde også regne ud, hvad det koster i tabte skatteindtægter at forsinke familiers etablering i Danmark ved hele dette bureaukratiske hækkeløb.

Som eksempel kan vi tage en ung mand på 30 år, som jeg kender, og som arbejder som lærer. Han er gift med en udenlandsk lærer, og de har lige fået afslag på familiesammenføring, fordi han for 2½ år siden modtog 5.000 kroner i bistandshjælp. Det gjorde han i øvrigt kun, fordi der er et ”hul” mellem, at en studerende holder op med at få SU og bliver berettiget til dimittenddagpenge i Danmark.

Hans kone skal nu rejse til den anden ende af Verden og komme tilbage igen om ½ år, hvor parret så skal starte forfra med en helt ny ansøgning om familiesammenføring. Til den tid er der nemlig gået 3 år, siden han modtog de 5.000 kroner, og så opfylder de alle kravene.

Det er selvfølgelig indlysende, at dette påfører parret nogle store økonomiske og sociale omkostninger. Men det koster også penge for det danske samfund, da der jo nu alt andet lige kommer til at gå et lille års tid mere, før hans kone kan begynde at arbejde i Danmark og betale skat.

Og dette er jo blot et enkelt eksempel blandt mange på alle de tidsrøvende forhindringer for en dansk-udenlandsk families etablering i Danmark, som man stiller op.

Et andet eksempel er det planlagte pointsystem, hvor den udenlandske ægtefælle fremover skal have en uddannelse på sygeplejeskeniveau eller have arbejdet fuld tid i sit hjemland i 2½ af de sidste 3 år.

Det vil få nogen til at tage en uddannelse i deres hjemland, før de flytter sammen med deres danske ægtefælle, og ifølge en rapport fra Rockwollfonden er den uddannelse ikke nær så meget værd på det danske arbejdsmarked som den uddannelse, de i stedet kunne have brugt tiden på at tage i Danmark.

Så dem, der indretter sig efter VKO´s krav om at tage deres uddannelse, før de flytter sammen med deres ægtefælle i Danmark, vil komme til at tjene færre penge gennem hele deres voksne liv, og dermed vil de også komme til at betale mindre i skat.

OK den danske stat sparer så selvfølgelig omvendt udgifterne til deres uddannelse, men alligevel kan det da ikke være nogen god løsning alt i alt, sådan rent samfundsøkonomisk?

Alternativet er, at de pågældende tager endnu en uddannelse, efter de er flyttet til Danmark, og så mister de jo den tid på arbejdsmarkedet, som det tager at gennemføre to uddannelser i stedet for en.
Og det koster med sikkerhed statskassen penge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Abdullah Jensen

En ikke uvæsentlig post der ikke er nævnt i denne debat, er dobbelt husførsel.

Når ens ægtefælle ikke kan bo i Danmark før disse betingelser er opfyldt, påføres familien jo en ekstra udgift i form af dobbelt husførsel.

For at fastholde Kristina Jensens eksempel, så kan en jyde og en købehnavner jo uden at nogen blander sig, flytte sammen fra dag et de måtte ønske dette, for de som artiklen her nævner, er dette ikke en mulighed. Jeg kan nævne at jeg selv ventede 9 måneder på hvad der viste sig at være et afslag på visa til min kone, visa ansøgningen var indgivet sammen med ansøgning om familiesammenførsel, men den havde de ikke nogen kommentar til efter disse 9 måneder.

Det kræver en god økonomi at være dansk, hvis man finder sin udvalgte uden for EU.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Hansen

Staten skal ikke blande sig i hvem dens borgere forelsker sig i og stifter familie med. Og hvis dens borgere vælger at forsørge deres familie her i Danmark, så garanterer deres danske statsborgerskab jo netop denne ret.

Eller det VILLE deres statsborgerskab garantere i et ægte demokrati.

Men Danmark er ikke længere et demokrati hvor et statsborgerskab rent faktisk også medføre visse helt grundlæggende borgerrettigheder, som feks. at BO i ens eget land.

I stedet er paralellerne til Nazi-Tyskland nu så åbenlyse at kun de aller-mest imbecile individer ikke kan se dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Vinklen i artiklen er den "menneskelige" ( kærligheden o s v).

Man kunne også være lidt brutal og sige, at en højt uddannet udlænding med en eftertragtet uddannelse næppe vil gide spilde tid på at lære noget nær perfekt dansk for at få lov til at bo i Danmark med en dansk ægtefælle - ægteparret vil da bosætte sig uden for Danmark, og så går vi glip af en god arbejdskraft, der kunne have "skæppet i kassen".

Et stigende antal danske virksomheder bruger i øvrigt engelsk som internt virksomhedssprog, idet deres udenlandske filialer og samarbejdspartnere typisk ikke kan en døjt dansk og ikke kunne drømme om at lære det. I disse virksomheder bliver man ikke ansat, hvis man kun kan dansk !!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jonas hansen

Det er i øvrigt ikke 100.000 kr. men 126.000 kr. der skal stilles i garanti

Halvdelen af beløbet kan frigives af kommunen, efter af Dansk 2 eller Dansk3 er gennemført. Den sidste halvdel er stort set umuligt at få frigivet, for ganske få år siden kunne man vente 7 år med at få dem, men med 100 pointsystemet, er det nu nærmest blevet umuligt at få dem tilbage.
76 ud af 1673 havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i løbet af de første 9 måneder af ordningen.

At få en bank til at stille sådan et beløb i garanti, i det der hurtigt kan blive årtier, kan værre mere end svært, selv for en højtlønnet, så langt de fleste må selv deponere pengene i banken, og så ellers prøve at få en rente for dem, der inflation sikre dem, bare en lille smule.

Sidst de snakkede om det i folketingssalen, for ca. en måned siden, kom det frem, at man ikke kendte til nogen kommuner, der nogensinde havde haft brugt for, at fuldt udnytte, nogle af de deponerede beløb. Selv blandt dem der havde fået halveret deres depot beløb, fra 50.000 til 25.000 kr. var der ingen problemer.

De 126.000 kr. er altså bare ren symbolpolitik, for at vise at man har en hård udlændingepolitik.

Angående de høje visum priser. Så virker det mærkeligt at de stiger fra 5.975 kr. til 7.775 kr. blot 6 måneder efter at gebyret blev introduceret, altså en 30 % stigning. Da man præsentere den nye ide om visumgebyrer i slutningen af 2010 fremgik det tydeligt at beløbet hvert år ville sige med inflationen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Jonas Hansen

Det er nu kun 100.000 kroner i 2011-niveau. Det fremgår af lovforslaget (L168), som kan læses på www.ft.dk.

Ansøgningsgebyrerne (ikke visumgebyrer) skal dække de faktiske omkostninger i Udlændingeservice. Og med dette lovforslag bliver sagsbehandlingen yderligere kompliceret, ikke mindst fordi Udlændingeservice nu skal sidde og tage stilling til, om ansøgeren kan få de nødvendige point for uddannelse og erhvervserfaring mm.

Så de ekstra 1.800 kroner skal gå til at finansiere al det yderligere bureaukrati, som man indfører med dette lovforslag. Det er jo 100 gange nemmere og hurtigere for en sagsbehandler om kigge på et pas og konstatere, om personen er fyldt 24 år eller ej, end at skulle sidde og kigge på lønsedler eller eksamensdiplomer fra Guinea Bissau.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Jørgensen

Jeg kan kun anbefale at flytte til Sverige.
Min kone fra den anden side af jorden og jeg bor nu uden for malmø.

Vi var til et møde på migrationsverket - talte med en venlig sagsbehandler, som ene mand fortalte om alle krav til dokumentation og igangsatte sagsbehandlingen - ventetid ialt 1/2 time - jeg har herhjemme ventet sammenlagt mere end 2 år på udlændingestyrelsens svar, svar på anker og svar på ankers anker.

Fantastisk land - hvis de giver os lov til at bo sammen der vil jeg sørge for at finde et arbejde i Sverige, så jeg kan slippe for at betale dansk skat - det gør jeg nemlig nu.

Skatteverket fungerer tilsvarende bra - sagsbehandlingstider er mindre end man overhovedet kan forestille sig - det tog ganske kort tid at blive registreret og få svensk personnummer.

Hvorfor overhovedet diskutere de danske regler - Danmark er no-go for udlændinge og no fun for vi andre, så længe I har denne regering.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Ørding-Thomsen

Lars Hansen, ang. sikkerhedsstillelsen: "Jamen derfor skal pengene jo skaffes alligevel. "

Ja, de skal skaffes, men det har ikke noget med "pris" at gøre, da det kan sammenlignes med et depositum. Artiklen beskriver det som værende en pris:
"FAKTA: PRIS PÅ FAMILIESAMMENFØRING
[...]
Sikkerhedsstillelse 100.000 kr."

Det er dårlig stil at fordreje fakta på den måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Martin

Ja overskriften kan bestemt diskuteres, men sådan er det desværre næsten altid i dansk journalistik i dag. For mig er indholdet/substansen dog mere væsentlig end overskriften.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Meningen med de her regler er jo netop, at vi ikke vil have fattigrøvene familiesammenført; vi vil kun have rige mennesker som kan betale for sig selv. Og det vil sige mennesker fra USA, EU (Vesteuropa), Japan, Rusland og andre lande, hvor mennesker ikke kommer bare kommer herop for at ligge os til last eller byrde. Meningen er selvfølgelig også at gøre det vanskeligere for muslimer at få familiesammenføring, da man har en formodning (fordom) om at muslimer, alle muslimer, er nogle fattigrøve, som ikke kan stille sikkerhedsgaranti på de ca. 100.000 kr. (20.000 kr. pr. år) Og nogle, mange danskere?, kan heller ikke stille sikkerhedsgaranti på dette beløb.

Dette derudover:

Udover Annes glimrende side kan jeg informere om at der findes en udmærket side kaldet http://www.danskherognu.dk hvor man både kan lytte, læse og skrive. Derudover findes der et online billedleksikon kaldet leksin (find det ved at google det).

Og til selvstudium kan jej da anbefale bogen Dansk for hele verden (der er en cd/dvd til og en glimrende øvebog). og til lidt højere niveau vil jeg gerne anbefale bogen 'Det Kommer' - især fordi den indeholder samtaler og der også er en DVD med video-optagelser af folk som taler om bolig mm.)

men til det helt basale, altså hvad hedder du, hvor kommer du fra mm. er danskherognu.dk ganske godt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

PS: Jeg tror stadigvæk man kan få bånd (altså kassettebånd) til Dansk for hele Verden, men jeg er ikke sikker.

NB:
Ang. internethastighed, ja så tager vi nok nogle ting for givet herhjemme, og i den vestlige verden i det hele taget. Jeg ved det med internethastigheden bl.a. er et stort problem i computerspilskredse, da udviklerne og forlagene (publishers) bl.a. nu kræver at man skal logge ind og aktivere computerspillet før man kan spille det. Og det tager nogle steder, f.eks. i Afrika meget lang tid, + det at man også skal betale relativt meget for det + at man måske også har en download cap; man kan måske kun downloade 2GB eller 6GB data om måneden...

Jeg ved ikke om man har DVD-afspillere i Tunesien? eller i Afrika...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Karsten Aaen

Naturligvis har du ret. Men spørgsmålet er, om ikke VKO har forregnet sig og kommer til at skyde sig selv i foden?

Bankgarantien vil selvfølgelig holde nogle af "fattigrøvene" fra de ikke-vestlige lande væk, men den vil også i høj grad ramme danske universitetsstuderende, da det altså ikke lige er så nemt at låne 100.000 i banken, når ens indtægt mest består af SU.

Og endnu værre ser det ud med nogle af de andre skærpelser, herunder især det skærpede sprogkrav i indvandringsprøven.

For som påpeget af flere debattører, så gider de attraktive superindvandrere fra vestlige lande squ da ikke at flytte til Danmark under den slags vilkår. Så de vil da sige til deres danske kærester, at hvis det skal være os to, så må det blive et andet sted end i dit besynderlige hjemland, hvor man tillader sig at behandle mig på den måde.

Hvorimod fattigrøvene fra de ikke-vestlige lande måske bare går i gang med tålmodigt at indrette sig efter alle de krav, der stilles.

Hvad mange måske ikke ved, det er, at den største nationalitet for green-card indvandrere faktisk er pakistanere. Og hvis pakistanere kan kvalificere sig til ophold efter de regler, så kan de nok også finde ud af at lære sig dansk på niveauet A2 minus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth Wilson

Det undrer mig, at så mange kommentarer går ind i ligegyldige spørgsmål om bankgaranti, sprogkrav osv.

Vi er vel enige om, at vi som danskere har en hævdvunden ret til frit at vælge hvem i alverden vi vil gifte os med.

Og vi er ikke bare danskere. Vi er også unionsborgere, og dermed beskyttet af nagelfaste borgerrettigheder.

Således er vi beskyttet af Opholdsdirektivet, som giver os ret til at opholde os på EU område, naturligvis sammen med vores familie.

Adskillige EU domme slår det fast. Senest Zambrano dommen, som Danmark ellers gjorde meget for skulle have et andet udfald.

Sagen er, at de danske familiesammenføringsregler skal være i overensstemmelse med Opholdsdirektivet. Det er de ikke, og derfor er Sveriges-løsningen desværre stadig vejen frem for de dansk-udenlandske ægtepar, – indtil Folketinget og UdlændingeService accepterer danske statsborgeres EU rettigheder.

Dansk Folkepartis stramninger af udlændingeloven er ligegyldige, for det er overordnet konventionerne og EU-direktivet 2004/38/eu der gælder. Basta!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Abdullah Jensen

Kenneth:

Kan kun give dig ret, men desværre er virkeligheden at Danskere i Danmark ikke uden et grænsehop kan påkalde sig rettigheder efter opholdsdirektivet. Hvilket jo igen medføre at de "trivialiteter" som der bliver diskuteret her.

Selvfølgelig kan man foretage "grænsehoppet" men det burde ikke være realiteten for danskere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Kenneth

Jeg er heller ikke enig med dig, da det i praksis for mange kan være en lige så stor forhindring at skulle flytte til et andet EU-land som at skulle leve op til alle de krav, som Folketinget finder på.

I 2010 var der cirka 1.200, som fik afslag på en ansøgning om sammenføring med en ægtefælle, der er dansk statsborger, men der var kun 285 (inklusive børn), der fik sammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.

Og det viser for mig, at der må være betydelige barrierer for folks benyttelse af EU-reglerne og den såkaldte "Sverigesmodel".

For hvis det var så ligetil og nemt, så skulle man da forvente, at langt flere af dem, der får afslag, rent faktisk benyttede sig af muligheden.

En medvirkende årsag til det lave antal familiesammenføringer efter EU-reglerne er dog givetvis, at mange helt frivilligt vælger at blive i det EU-land, hvor de er havnet.

Men det er da ikke særligt tilfredsstillende, at danske statsborgere skal henvises til at bo i Sverige for at have et normalt familieliv.

Og for dem, som trods alt gennemfører "Malmøhækkeløbet", har det nogle betydelige sociale og økonomiske omkostninger.

F.eks. er man normalt nødt til at opgive sin danske bolig, hvis man bor i den almennyttige sektor, en bolig som man måske har stået på venteliste i mange år for at få.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth Wilson

Sveriges-løsningen - som jeg fik idéen til og sammen med mandatar Torben Wilken udviklede - går ikke kun ud på, at man som unionsborger i Sverige får opholds- og arbejdstilladelse til sin udenlandske ægtefælle efter EU-reglerne. Sveriges-løsningen betyder også, at man efter nogle år kan returnere til Danmark efter præcis samme opskrift.

Jeg har fornylig skrevet en blog om det første dansk-udenlandske ægtepar, der således er kommet hjem til Danmark.

http://www.borgerret.org/Blog/tabid/55/EntryId/166/Massiv-omtale-i-press...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Kenneth

Ja og i dag behøver man heldigvis ikke at bo flere år i et andet EU-land eller at slås med myndighederne i 7 år, før man omsider får sin ret.

I dag er ophold ned til et par måneder nok, og problemerne består primært i at dokumentere, at man ikke har haft proformaadresse.

Men en utrolig sag, som du refererer på din blog. Men må give Integrationsministeriet, at de er ekstremt stædige og yderst servile over for det til enhver tid herskende politiske flertal.

Nu bliver "statsløse-gate" jo undersøgt af en uafhængig kommission, men reelt burde man underkaste al sagsbehandling i det ministerium og specielt administrationen af EU-reglerne en lignende uafhængig undersøgelse, når regeringen forhåbentlig engang er væk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Kenneth

Ja og i dag behøver man heldigvis ikke at bo flere år i et andet EU-land eller at slås med myndighederne i 7 år, før man omsider får sin ret.

I dag er ophold ned til et par måneder nok, og problemerne består primært i at dokumentere, at man ikke har haft proformaadresse.

Men en utrolig sag, som du refererer på din blog. Men må give Integrationsministeriet, at de er ekstremt stædige og yderst servile over for det til enhver tid herskende politiske flertal.

Nu bliver "statsløse-gate" jo undersøgt af en uafhængig kommission, men reelt burde man underkaste al sagsbehandling i det ministerium og specielt administrationen af EU-reglerne en lignende uafhængig undersøgelse, når regeringen forhåbentlig engang er væk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth Wilson

@Lars

Mig bekendt er der endnu ingen, der efter et kort ophold i Sverige har fået familiesammenføring i Danmark efter EU-reglerne.

Men det har hele tiden været et åbent spørgsmål, hvor længe man skulle være i fx Malmø for at kunne benytte sig af EU Opholdsdirektivet.

Jeg vil mene, det er nok hvis man engang har været med flyvebådene derovre. Det behøver ikke engang være et besøg efter man blev gift med sin udenlandske ægtefælle.

Men det kræver hård kamp mod "systemet". Det virker som om de ansatte i UdlændingeService administrerer efter regeringens politiske aftale med Dansk Folkeparti, og således tilsidesætter konventioner og borgerrettigheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Møller

OK Peter Skaarup, vi har forstået at alle der krydser grænsen til Danmark kommer fra anno 1158, er analfabetere og inkompetente - kort sagt en stor belastning for alle os hyggelige danskere. Men det forekommer mig hårde betingelser at forlange af folk der ønsker at bo med deres ægtefælle i DK. Måske vi kan hente inspiration fra de 24 MF'er fra DF for at se hvilken baggrund de har til at kunne kræve et - hånden på hjertet - ekstremt højt krav til f.ex. sprogfærdigheder. Her finder vi automekanikere, en dekoratører, skraldemænd, taxichaufførere, student fra Gymnasium, uafsluttet teologistudie o.a. Alt sammen mægtigt fint under normale omstændigheder, men jeg tvivler på nogle af dem kunne gennemføre et tilsvarende succesfuldt lyn-integrationsforløb i et land uden for EU (minus AU, NZ, US, CA). Men det er de jo også bedøvende ligeglade med. Tak for den permanente opholdstilladelse til min ægtefælle - det ændrer ikke en tøddel på vores planer om at immigrere til Canada.

anbefalede denne kommentar

Sider