Vækket af 'The Wall'

Det var sådan, jeg fandt ud af, at vores pladespiller ikke virkede.

Jeg havde endelig fået fat i Pink Floyds The Wall. Det havde krævet flere besøg på biblioteker i flere forskellige byer. Til sidst måtte jeg acceptere, at jeg blev nødt til at ringe til centralen i Viborg. Det var dengang man stadig sagde både navn og by, når man præsenterede sig i telefonen. »Anita Rasmussen, Glyngøre,« sagde jeg til damen, der tog telefonen og siden blev mærkeligt stille, da jeg spurgte, om de mon skulle ligge inde med et eksemplar af Pink Floyds The Wall.

Hun placerede røret på skrivebordet, og jeg kunne høre hende spørge kolleger og rumstere med noget, der sikkert var kartotekskort.

Hun vendte tilbage og spurgte: »Er det musik?«

Jeg kunne jo dårligt sige til hende, at den repræsenterede en vækkelse for mig. Et alternativ til den kunstneriske og kreative armod, jeg var vokset op i i Vestjylland. En vej, jeg havde anet på et besøg hos min moster i Aalborg. Hun havde MTV. Mens hun lavede mad i køkkenet, zappede jeg forbi »Another brick in the wall«, og et løfte om en anden verden åbenbarede sig for mig.

Alt det kunne jeg jo ikke sige til damen, der allerede var træt af mig, fordi jeg tydeligvis var et barn. Så »ja«, sagde jeg til damen.

Efter en uges tid kunne jeg hente den på skolebiblioteket. Men det var en LP. Og vi havde da en pladespiller. Men jeg havde ikke sat en plade på siden 1987, hvor jeg hørte Anne Herdorfs »Lille Melodi« konstant. Dengang var jeg syv, nu var jeg tolv og stod og kiggede på pladespilleren og den beskedne samling af ABBA og Shu-bi-dua-plader ved siden af. Jeg troede, hun ville sende et kassettebånd. Cd-afspiller havde vi heller ikke. Det fik jeg først til min konfirmation. Sammen med min første CD Take Thats Everything Changes. En velment gave, der fik mig til at føle mig lige så misforstået, overset og ensom som menneske, som dengang jeg fik en Silas-bog til min fødselsdag.

På standby i årevis

Med bange anelser satte jeg pladen på. Men der kom ingen lyd. Stiften var slidt op, så min far havde taget den af for lang tid siden. Så dér sad jeg med, hvad jeg helt klart fornemmede var noget meget vigtigt. Og der var ikke noget at gøre. Jeg måtte aflevere pladen igen uden at have hørt den.

Det satte min vækkelse på standby i årevis, hvor jeg savnede retning i min musikalske grådighed. Nogle år senere fik jeg endelig hørt Pink Floyds The Wall, og ganske som jeg ventede, satte dette konceptalbum, denne rock- opera, for mig en standard, som det siden har været endog meget svært for andre kunstnere at nå.

Allerede dengang var det en gammel plade. Udkommet i 1979 og først i 1982 filmatiseret med Bob Geldof i hovedrollen som Pink. Kunstneren, hvis eneste vej ud af den mentale ensretning og institutionaliserede åndsforladthed er galskaben.

Men pladen og filmen fik en renæssance, da Muren faldt, og Pink Floyds bassist og primære sangskriver Roger Waters, der brød med bandet i 1985, med en lang række prominente gæsteoptrædener opførte The Wall i det tidligere ingenmandsland i Berlin. For et publikum på over 250.000 mennesker og seere i 52 lande.

The Wall indeholder en eviggyldig kritik af undertrykkelse. Især filmatiseringen er tyk i teatralske referencer til Nazityskland og andre repressive regimer. Derfor var det da også oplagt, at netop den plade agerede soundtrack, da en ny verdensorden indtrådte.

Men muren i The Wall er i udgangspunktet et billede på menneskelig isolation. Resultatet af en ensom kunstners møde med utallige undertrykkere: lærerne i skolen, en mor, en kæreste og en åndløs musikindustri.

Stemningen på pladen bliver mere og mere klaustrofobisk, jo længere man kommer ind i den; de effektive riffs, der indhylder pladen i en tyk trancefremkaldende tåge; den vidunderligt desperate vokal, der bærer al galskaben og forkrøblingen af menneskeligheden i sig.

Pink isolerer sig bag mursten af undertrykkere. Og føler sig til sidst Comfortably Numb. Der er ingen, der forstår ham. Ingen, der ønsker at forstå ham. Og lige dér følte jeg mig forstået dengang, og musik blev en flugtrute for mig. Den ventil, der gjorde mig i stand til at håndtere den almene danske middelmådighed og ligegyldighed.

I august sidste år blev jeg sendt tilbage til mine forældres stue i 1992 med LP’en under armen foran den defekte pladespiller. Da billetterne til Rogers Waters’ The Wall-koncert i morgen i Parken blev sat til salg, og jeg måtte konstatere, at jeg ikke havde råd.