Bin Laden er dræbt, og en eller anden skriver, at det er so2001. Ben, Bin hvad for noget? Bin bindegal eller Ben Superstar? Vi hører, at blandt mulige arvtagere til al-Qaedas tvivlsomme ideologigods er Ali Bi, og hvis det ikke var sørgeligt, var det sjovt. Alibi for hvem?
USA har som en rasende, men nu forbudt bulldog fra min barndoms tegnefilm, halset efter en kat, mens musene dansede på bordet eller formerede sig helt andre steder. Reagans stjernekrig hvem husker den blev til Bush’ernes ørkenkrig og World Trade Center blev brandfælde i et spil, som begyndte i et USSR-fornedret, men standhaftigt Afghanistan. Som rigmandssønnen bin Laden oprørtes over og reagerede mod i sin egen sindssyge fanatiske logik. Og nu er det USA og co., der sidder i Afghanistanfælden. Det var ellers dem, der var mod hinanden i stjernekrigen, altså USSR og USA. Og bin Laden var et helt andet sted. Er De lost i fortolkning?
Franske forbindelser
Og fredagen før det blev Katie i England gift, og fornuftige mennesker havde travlt med at kalde et kongehus for anakronistisk, og det skal bare afskaffes. Anakronistisk? Hvor mange mennesker i denne verden lever egentlig i demokrati? 1.370.536.875 kinesere som en kollega lige har opdateret sit motto til er i al fald ligeglade. Så måske går det den anden vej. Det er demokratierne, som er helt ude af takt med tiden, og nye kongehuse er ved at opstå. Det går ikke enormt godt i de trætte lande, hvor Berlusconier føler kongefristelser, eller Sarkozy’er leger Napoleon. Så hvad er tiden egentlig mest kendetegnet ved?
Og bemærkede nogen monstro, at den royale brud gik ind i Westminster Abbey ikke kun med franske kniplinger var der nogen, der sagde hundredårskrig men med slør over ansigtet? Nu var det ellers lige blevet forbudt i Frankrig. Og faktisk var det præcis sådan, jeg forestillede mig Scheherazade, da jeg var lille, og vi klædte os ud til fastelavn. Dengang var vi frejdigt Aladinner, haremsdamer, sigøjnere , hyrdinder og skorstensfejere. Ikke en lyd om, at 1001 nat vel ret beset er en slags seksuel gidseltagning, om at de romantiske sigøjnere fra Carmen er romaer, som de fleste europæere allerhelst vil sende hen, hvor peberet gror. Eller at H.C. Andersen ikke havde tjek på CO2. Superheroes og lyserøde prinsesser er ret nyt, skulle jeg hilse og sige, og gad vist, hvad det varsler.
Robin Hood igen
Der var også nogle, der var klædt ud som Robin Hood dengang i 60’erne. Der har altid været nogen, der gemte sig i en skov eller en grotte og var helte, hvilket sandelig er blevet fortolket forskelligt. Og som måske havde fire eller fem koner. Man kan jo altid bruge en af dem som levende skjold, hvis der kommer nogen, helt for alvor og skyder lige præcis på én selv.
Fra historie til eventyr
For hvor er det historien skrives? Eller historierne, dem, der glider over og bliver til eventyr? Det er som om de altid skrives et helt andet sted end der, hvor blikket rettes hen. De skrives i de blinde vinkler og hurtigere og hurtigere. Det er, som om 10 år i dag er rasende lang tid. Især i de hjørner af verden, hvor man får mange børn. Her skiftes en generation lynhurtigt ud med en ny og større. De unge, der gik på gaden i Nordafrika er overhovedet ikke de samme som dem, der var der for 10 år siden. Eller for bare fem. Eller sidste år. Ikke det, der ligner.
Deres forestillinger, billeddannelser, forbilleder og drømme skifter retning som en fugleflok. Det er fascinerede. Og en helt ny faktor for den, der vil ‘følge med’.
For i mellemtiden fra jagten på bin Laden begyndte og til nu har USA fået en ny præsident som hedder Hussein til mellemnavn, er farvet og er skilsmissebarn. Hvem skulle nu have troet det? Det helt nye segment af unge mennesker gjorde oprør fra Nordafrika til Mellemøsten. Jeg mindes bare ikke gnisten af fortolkning, dengang tårnene faldt og terrortruslen analyseredes på alle skærmene, som forudsagde lige den version. Dengang stod menuen på islamisering og hemmelige terrorristlejre i alt, der havde bare med skyggen af Muhammed at gøre. Så gamle diktatorer og konger i alle afskygninger fik mærkelige former for støtte i en enormt snæver vision.
Duller med huer på?
Men i mellemtiden, mens Scheherazade fortæller, når hun at få tre børn. Og noget helt nyt sker.
Det sker i detaljerne. Der skal bare være mange nok. Og det er egentlig ret opmuntrende. I Frankrig for eksempel stod forstæderne i brand for seks år siden, og der var store visioner på alle skærme, både dem af skræk og dem af håb. Visionerne er der ikke kommet meget ud af. Til gengæld har Sarkozyregeringen fornylig som en gammel og ganske vist nu atter hip vinylplade, der er gået i stå i en rille, lige fået forbudt burkaer. Og forsøgt sig med en pinlig national diskussion af kultsteder, som selvfølgelig ikke problematiserede kirker, men moskéer. Den gad ikke engang regeringspartiets egne medlemmer troppe op til. Og Marine le Pen, der har arvet sin faders højreekstremistiske rige, lægger an til endnu en fremmedhads præsidentkampagne.
Men er forstæderne overhovedet de samme som dengang? Eller for bare to år siden? Det er længe siden, der har været kameraer derude. Det brænder jo ikke længere.
I disse dage har jeg set unge kvinder her i mit multifarvede kvarter af Paris, der fik mig til at tænke over, hvor subtilt forandringer sker. Ofte kommer grupper af veninder på shopping fra de så famøse forstæder. Nogle er superduller, andre har tørklæde på i samme gruppe. De ser simpelthen ikke ud til at have noget problem med det. Og så er der noget helt nyt: Hvis man vil praktisere sin muslimske tro, hvor håret skal dækkes, kan man vel bare tage en hue på og trække den godt ned over ørerne.
Det er der så nogle af de unge kvinder, der gør. De er dugfriske. De finder selv på en helt anden historie. Og vi andre kan bare prøve at hænge på, for vi ved ikke, hvor den er på vej hen. Tørklæder og fanatisme? Måske er det bare solast year.
Kommentarer