'Dem, der ejer såsæden, sidder på magten'

ZAMBOANGA, FILIPPINERNE »Hønselort … og blade og risskaller …« Bonden Totong lader gødningen smuldre gennem fingrene, mens han ser kærligt på de formuldede sager, der udgør hans opskrift på økologisk gødning noget der ellers ikke er ret udbredt i Filippinerne. Siden general Marcos i 1960’erne introducerede den såkaldt grønne revolution i landet, har bønderne på den sydlige ø Mindanao dyrket deres afgrøder med kemikalier opmuntret af myndigheder, forskere og agrobusiness-aktører som Duxton og Monsanto. De første to årtier førte det til markant vækst i produktionen. Men International Rice Research Institute konstaterer, at den grønne revolution kun hjalp de mere velstillede bønder, der havde råd til kunstgødning og pesticider. Desuden aftog magien fra 1990’erne landbrugsjorden var forarmet, produktionen stagnerede, og i dag er befolkningen afhængig af massiv import af den vigtigste bestanddel af kosten: Ris.

Økologi

Under de nuværende fødevareprisstigninger, har landet indtil videre holdt skindet på næsen med subsidier og prisloft. Asian Development Bank vurderer endda, at Filippinerne som et af få lande får en god høst i år og kan mindske importen af ris, hvilket vil have en positiv effekt på udbuddet i regionen. Men ifølge ngo’er er landbrugsjorden ved at være ødelagt, og der skal bruges stadigt mere kunstgødning og flere pesticider. Det betyder stigende gæld for bønderne, fordi kemikalier er dyre.

I nærheden af Pagadian City på Zamboanga-halvøen ligger et testlandbrug med udvikling af økologisk gødning og næsten 100 såkaldt oprindelige rissorter. »Den såsæd, som sælges til de små landmænd, kan kun plantes én gang. Efter første høst er risplanten færdig. Vores rissorter kan plantes igen og igen,« fortæller Totong, der er uddannet landbrugsingeniør og ansat af kvindegruppen Kasammaka, som driver testlandbruget i samarbejde med bondeorganisationen CONZARRD.

Stoler kun på kemi

Økologiske kollektive landbrug er ikke på Asian Development Banks liste over tiltag, der kan øge fødevaresikkerheden som svar på stigende priser og faldende produktion. Ikke desto mindre mener Kasammaka og CONZARRD, at deres projekt virker det gør bønderne uafhængige af agroindustrien og giver dem sundere og mere stabilt afkast. Men det tager tid at rette op på den grønne revolutions skader, fortæller Totong. Der skal 40 sække med økogødning pr. hektar til første, magre høst. 20 til næste og mere optimistiske høst. 15 sække til tredje, ret pæne høst.

»Sidste sæson var klimaet meget ødelæggende for høsten med tørke efterfulgt af oversvømmelse. Vi var faktisk de eneste her i området, der havde en ok produktion,« siger Tanie, som kommer fra naboprovinsen og er ansat i CONZARRD.

»Alligevel tør mange bønder ikke at bruge det her …« Hun stikker hånden ned i kassen med ormeafføring, en af måderne at udnytte restproduktet fra Totongs opskrift.

»I årevis har myndighederne og firmaer som Monsanto bildt folk ind, at kunstgødning og pesticider er den eneste måde at sikre stabilt udkomme på. Vi har ikke noget propaganda-apparat, vi har kun vores testlandbrug her.« Især mændene er svære at få i tale. Men en håndfuld af de lokale kvinder er begyndt at bruge økogødningen, og flere producerer den også selv for ingredienserne findes i de fleste husholdninger i Mindanao: Hønseaffald, blade, risplanter og -skaller.

»De er ved at være gældfri og deres familier har ikke maveproblemer, efter de er begyndt at bruge økogødningen,« siger Tanie.

Et skadedyr

Totong og Tanie fører ad små stier rundt mellem risbassinene, der hver har et hvidt skilt, som angiver rissorten.

»Cohol!« råber Totong og peger anklagende på en snegl, der ligger i vandet mellem risplanterne.

»Regeringen introducerede denne her snegl fra Latinamerika, fordi den spiste ukrudtet mellem risplanterne. Men nu spiser den det hele …,« siger han og kvaser sneglen mellem fingrene.

I midten af rismarkerne er et bassin lagt øde af snegle.

»Vi regner med en vis smitte af kemikalier fra nabomarkerne,« siger Tanie, »selv om regeringen hævder, at én meter er nok mellem økologiske og ikke-økologiske rismarker. Men sneglen kan også bedst lide økologiske ris, og se, hvor der er mest angrebet. På de reneste områder …«

Totong, der hviler armen på en pind, hvor en pose døde snegle hænger som et trofæ, siger: »Efter sneglen begyndte at angribe risen, opfandt kemikalieindustrien en sneglegift. Smart, ikke?«

Men CONZARRD har fundet andre metoder. Kakawati-blade er giftige for sneglen, så de har lagt planten ud i bassinerne sammen med risskaller, som den bliver kvalt i. Og skadedyret kan tilmed nyttiggøres:

»Nogle bønder har opdaget, at hvis man knuser sneglen og lægger den omkring rødderne på risen, holder det andre skadedyr væk … den slags forstår de sig ikke på inde på risinstituttet,« siger Totong med henvisning til Philippine Rice Research Institute.

Patentering

CONZARRD og Kassamaka har ellers ikke noget imod at dele deres viden. Og der har allerede været repræsentanter fra bl.a. Landbrugsministeriet ude og blive vist rundt.

»Men … vi vil ikke vise dem alt,« siger Tanie. En gruppe lokale mænd er i gang med at bygge en ekstra hytte mellem gødningskarrene, hvor der skal være udstillingslokale, så Kassamaka og CONZARRD »bedre kan styre, hvad vi viser frem …«

De er nervøse for, at deres metoder og opskrifter skal blive kopieret og patenteret, så de ikke længere har lov at bruge dem.

Selvforsynende

CONZARRD’s kontor ligger i en faldefærdig rønne i udkanten af Pagadian City. Gennem baggården, hvor en afpillet hund med lyserøde sår ligger og hviler sig, træder man et par høje, skæve trin ned til kælderen. Her står plasticspande og sække med de forskellige rissorter. Det er ikke til forbrug, men til produktion. Bønderne kan få en håndfuld af forskellige sorter og prøve, hvilke der passer bedst til deres jord.

»Når de har høstet, kan de genplante den ris, der giver bedst afkast. Med bare en skefuld af vores sorter, kan de blive selvforsynende,« fortæller Jojo fra CONZARRD.

På spørgsmålet om, hvorfor den såsæd, myndigheder og industri sælger, er så dårlig, svarer Jojo:

»Når du ikke kan genplante dine ris, må du købe ny såsæd hver gang. Dem, der ejer såsæden, har magten!«

Tanie supplerer: »Det er derfor, vi er så påpasselige med, hvad vi viser frem, når forskere og myndigheder er på besøg.«

Jojo klapper på sækkene med ris:

»Vi mener, at såsæden tilhører den lokale befolkning.« På International Rice Research Institute arbejder de også med svar på landbrugskrisen. Sponsoreret af Bill og Melinda Gates Foundation har de udviklet en makeover til den grønne revolution. IRRI har nemlig også opdaget, at »nitratrig gødning forurenede damme, floder og grundvandet« og at »den udbredte brug af landbrugskemikalier til at bekæmpe skadedyr og svamp i afgrøderne, har påvirket økosystemer og menneskers helbred«. Men IRRI’s løsning ligger langt fra Zamboanga-bøndernes tålmodige flytten mulden fra det ene gødningskar til det andet og eksperimenter med oprindelige sorter. I stedet har IRRI introduceret The Green Super Rice for the Ressource-Poor of Africa and Southeast Asia. Den genmanipulerede ris er et »miks af 250 forskellige potentielle risvarianter og hybrider, som er tilpasset vanskelige vækstbetingelser såsom tørke, ingen pesticider og lav tilførsel af gødning«, som det hedder i magasinet RiceToday.

Spørgsmålet er, om IRRI’s løfte om en ‘grønnere revolution’ vil blive indfriet. Eller om de økologiske bønder i Mindanao skal berede sig på endnu en katastrofe, som afløser for det 20. århundreds landbrugsfiks.