Kampen om værdierne
12. JAN. - Godt man ikke hedder Ole Bornedal, Line Knutzon, Katrine Wiedemann, Lars Kaalund, Nikolaj Cederholm eller Thomas Vinterberg. De seks kunstnere må alle lide den tort at komme på Bjarke Møllers positiv-liste (bagside-leder 12. jan. 99) over dem med den rigtige moral, mens bl.a. Statens Museum for Kunst kommer på den sorte liste for at have købt “en labyrint, hvor man kan fare vild i en klam kvindelig kusse”. Velbekomme!
Jeg hørte på P1 i weekenden biskop Jan Linhardt tale om etik og moral og gøre op med værdiløsheden, der forhindrer dialogen om det gode.
Dialogen var det, biskoppen ville opnå ved at insistere på, at hans værdier var de rigtige. I Bjarke Møllers fanatiske søgen efter det helt rigtige begår han den samme fejl som nihilisterne:
Han forhindrer dialogen, fordi han fordømmer dem, der ikke mener det samme som han. Ligesom abortmodstanderne, der har lavet mindelunden i Vedersø, gør det.
I grunden er det så ærgerligt. For Bornedal var spændende - vi bestilte billetter til MacBeth efter at have læst Bjarke Møllers interview med ham lørdag. Ikke mindst forståelsen af slutningen på Thomas Vinterbergs Festen blev vi varme af glæde over, at Bornedal havde forstået på samme måde, som vi forstod den - der var plads til tilgivelse for det utilgivelige og markering af egne grænser på én og samme tid.
Det ser ud til, at det dybest set er det, du ikke har forstået, Bjarke. At kampen om værdierne kan udspilles på liv og død - og dog i en ramme af stor menneskelig forståelse og omsorg - og tilgivelse. Måtte det komme til dig…

Helle Schøler Kjær
Minervavej 54
2610 Rødovre

EU’s register-direktivet
8. JAN. - Pressens angst for historier uden ofre har medvirket til den situation, at vore folketingsmedlemmer nu skal vedtage en registerlov med klokkeklare momenter af vanvid. Der var nemlig ingen journalister, der gad fortælle historien, da et tilgrundliggende register-direktiv blev vedtaget i EU-regi i 1995. Og i dag er det for sent.
Register-direktivet fra Bruxelles bestemmer, at dybt personlige oplysninger - de såkaldte sociale oplysninger - kan videregives fra for eksempel en socialforvaltning og til en privat arbejdsgiver, uden at klienten har sagt god for det. Eksempelvis oplysningen om, at en ung mor har boet på et center for voldsramte kvinder. Den oplysning vil fremover nyde samme beskyttelse som en liste over, hvem der ejer golfbanerne i Nordsjælland. Men selvom alle kan se, at dét er tåbeligt, så er der altså ikke noget at stille op: Det bindende EU-direktiv er forlængst vedtaget, og lille Danmark må makke ret.
Når det bliver kendt i klientkredse, at ingen i fremtiden kan vide sig sikker på, hvor private oplysninger ender, ja, så ryger tillidsforholdet mellem klient og ‘behandler’ sig en tur. Det er klart. Hér skulle pressen have været vågen, men den vågnede først i begyndelsen af 1998, hvor justitsministeren blev kaldt i samråd om sagen. Pressen - inclusive jeg selv - sov. Snorksov, så det rungede i hele Dannevang.
Mit presse-mæssige håb er to-delt:
At vi bliver ved med at bruge de små offer-historier, som er fremragende formidlings-værktøjer.
Men: At vi også bringer væsentlige historier, selvom ofrene ikke findes endnu. For det kan godt være, at vi kan få Karen Jespersen til at ændre på et par håbløse sociale regler, som pressen ikke gad interessere sig for - at pressedækningen kan få ministeren til at tænke sig om, også efter at de tåbelige regler er skrevet ind i lovgivningen.
Men vi kan altså ikke få 15 EU-lande til at begynde forfra, når beslutningerne først er truffet. Blandt andet derfor er pressen nødt til at formidle det formidlingsfjendtlige.
At turde behandle de store værdier: Åbenhed, demokrati, retssikkerhed etc., inden ofrene for de politiske svigt kan udpeges.

Poul Majgaard
Ørnevej 80, st. th.
2400 København NV.