Det er glædeligt, at en yngre forsker, Anders Juhl Rasmussen, har sat sig for at belyse forlaget Arenas betydning for dansk litteratur i en ph.d.-afhandling, som han netop har forsvaret. Derimod er jeg helt uenig i de vidtgående konklusioner, han drog i et interview her i bladet (Bøger, 6. maj): At der skulle eksistere en særlig Arena-modernisme, som blev overset af litteraturhistorien, og at forlagets flytning fra Fredensborg til Viborg var en reaktion på københavneri i det litterære miljø.
At forlaget trods sin lidenhed var en faktor, der havde vægt på den litterære scene, er ubetvivleligt. Det blev startet med håndsving af den litteraturelskende ildsjæl K. E. Hermann, der havde fået den gode idé at lave et ‘forfatternes forlag’ med en abonnementsordning. En stamme på, hvis jeg ikke tager meget fejl, en 1.000-1.200 abonnenter, som modtog en halv snes af forlagets vigtigste bøger om året. Forfattere skulle så udgøre bestyrelsen.
K.E. Hermann udgav gerne svære bøger, hvilket krævede mod, men trods alt havde han en vis sikkerhed i de faste aftagere. Initiativet var ombølget af sympati fra etablerede, københavnske forfattere. Han havde det held og den dygtighed, at han antog og udgav Peter Seebergs debutroman Bipersonerne, som andre forlag skammeligt havde refuseret. Det blev til et tæt og livslangt forhold mellem de to.
Læsergunst
De svære bøger, som K.E. Hermann introducerede, var blandt andet franske, den såkaldt ‘nye roman’, af forfattere som Michel Butor og Robbe-Grillet, som ikke gav mange læsere. Dertil var de sprogligt for nørdede. I Danmark havde han blikket rettet mod videreførere af den mellemeuropæiske tradition efter Kafka, også kaldet de sære fortællere. Ud over Seeberg også forfattere som Ulla Ryum og Peer Hultberg.
Forskeren kan hænge sin hat på, at K.E. Hermann var hurtigere ude end de andre forlæggere og dog. I samme tradition skrev Villy Sørensen og snart efter Svend Åge Madsen, begge Gyldendal-forfattere. Litteraturhistorien har på ingen måde overset Arena-forfatterne og slet ikke Peter Seeberg, der næppe heller lå i evig konkurrence med Klaus Rifbjerg om læsergunst. Han kom slet ikke i nærheden. Rifbjerg konkurrerede snarere venskabeligt med Leif Panduro.
Følg pengene
Da det efter en del gode år begyndte at gå skævt for forlaget, tog Peter Seeberg sagen i sin hånd. Som populær museumsdirektør og personlighed i Viborg fik han byens styre overtalt til at give både forlaget og K.E. Hermann husly, idet der samtidig blev oprettet et arkiv for moderne litteratur, som Hermann bestyrede. Det hele var en redningsaktion og altså ikke et opgør med det københavnske parnas. At regne Per Højholt for Arena-modernist, hvis noget sådant eksisterer, er en tilsnigelse og snarere udtryk for, at K. E. Hermann havde sans for og behov for at knytte etablerede forfattere til forlaget. Højholt boede i Jylland, tæt på Viborg. Han udkom på Schønbergs Forlag.
Følg pengene, kære forsker. At K.E. Hermann skal have været nazist kommer bag på mig. Det sagde han da aldrig noget om.
Kommentarer
Jeg har også studset lidt over Anders Juhl Rasmussens teori. Nu er sociologien ikke det centrale i hans afhandling, og forsvaret af afhandlingen gik da også let og ubesværet hen over den dimension. Men jeg er i vidt omfang enig med Kristen Bjørnkjær. Flytningen til Viborg, der fandt sted i 1971 var nok mere en redningsaktion. Forlagets fysiske placering lidt nord for Fredensborg var ved at være tømt for den friværdi, der i mange åpr havde været sikkerhed for mange udgivelser. Men jeg vil bestemt ikke afvise, at Peter Seeberg har viftet det daværende Viborg Byråd om næsen med muligheden for at udgøre en pendant til København og det dengang pludselig landskendte Holstebro, der havde skaffet sig en ubetalelig mediebevågenhed med indkøbet af Giacommeti skulpturen “Maren å æ wogn”, som den hed i den lokale sprogbrug.. Seeberg havde en taktisk fornemmelse, som mange overså.
Jeg havde det hele på tætteste hold som yngste søn af Gretchen og K.E. Hermann.
Historien om min fars gøren og laden i 1940 kan vente til en anden gang .Men faktum er, at han stod i Bovrup kartotektet. Bjørnkjær kan grave i Informations arkiver fra sommeren 1945.
Mneg venlige hilsner og tak for en fin kommentar.
Det er altid opmuntrende, når andre viser interesse for det, man arbejder med. Mindre sjovt er det imidlertid, når man bliver misforstået af folk, man ellers respekterer. Kristen Bjørnkjær og Klaus Rifbjerg reagerer skarpt i Information d. 13.5. på et interview med undertegnede i samme avis d. 6.5., hvor jeg redegør for nogle af de nye indsigter i min ph.d.-afhandling om Arena-modernismen. Frem for bare at affeje deres kritik som overfladisk vil jeg gerne opholde mig ved tre vigtige kritikpunkter.
Kan det lade sig gøre at rekonstruere Arena-modernisme som en distinkt position i nyere dansk litteratur?
Spørgsmålet kan naturligvis ikke besvares udtømmende i denne sammenhæng, men jeg mener, og har i min afhandling udførligt argumenteret for, at det faktisk er tilfældet. Arena-modernister som Peter Seeberg, Poul Vad, Per Højholt, Jens Smærup Sørensen, Henrik Bjelke og Peer Hultberg eksperimenterede med prosaen i forlængelse af en europæisk prosamodernisme hos Samuel Beckett m.fl. Når Kristen Bjørnkjær skriver, ”i samme tradition skrev Villy Sørensen og snart efter Svend Åge Madsen”, er det efter min mening kun delvis rigtigt. Villy Sørensen tilhørte en anden modernistisk tradition og havde andre udenlandske forbilleder. Det er dog ikke tilfældigt, at Svend Åge Madsen sendte sine første noveller til Arena. Madsens tidlige forfatterskab er nemlig i klar overensstemmelse med, hvad jeg kalder Arena-modernisme.
Var Arena-modernisterne et geografisk selvbevidst interessefællesskab, der positionerede sig over for de københavnske institutioner?
Bjørnkjær afviser al snak om dette og henviser til rent økonomiske forhold i forbindelse med Arenas flytning til Jylland. Denne forklaring har jeg meget detaljeret redegjort for i min afhandling. Men den pragmatiske løsning på forlagets økonomiske krise udelukker jo ikke en geografisk selvbevidsthed hos Arena-modernisterne, der alle havde og bevarede tætte relationer til det jyske. Rifbjerg hævder, at Seebergs nej til medlemskab i Akademiet var begrundet i, at han ville være solidarisk med Thorkild Hansen, som aldrig fik en invitation. Denne udlægning har Rifbjerg allerede fremsat i sin nekrolog over Seeberg i Politiken d. 12.1.1999. I min afhandling kan jeg imidlertid også citere Seeberg for at have sagt følgende til Per Højholt: ”Når man læser virkelig god litteratur, så er det fuldt af nåle, som stikker. Man kan mærke dem, som man mærker blindskrift. De nåle har Akademiet ikke sans for, og derfor er jeg ikke medlem.” Dybest set tror jeg ikke, at Seeberg var fornærmet over, at han fik Akademiets store pris så sent som i 1977, han var nok temmelig indifferent over for den slags ofte vilkårlige prisuddelinger. Ikke desto mindre var Seebergs etablering af Den Litterære Institution uss i 1983 tænkt som et alternativ til Akademiet i København.
Spillede det nogen rolle for modernismen, at Arenas stifter K.E. Hermann under Anden Verdenskrig var medlem af nazistpartiet?
I min afhandling dokumenterer jeg, at Hermann d. 7.11.1940 meldte sig ind i DNSAP, og dette omtales også i Hans Hertels respektfulde nekrolog over Hermann i Politiken d. 9.9.2003. Når Rifbjerg afslutter sit indlæg med følgende svada, er det en perfid forkortning af mit synspunkt: ”Helt galt går det, når Anders Juhl Rasmussen finder det interessant, at det er to gamle nazisympatisører, Ole Wivel og K.E. Hermann, der introducerer modernismen i Danmark. Her koges der suppe på den nazistiske pølsepind endnu engang, eller mener AJR virkelig, at modernismen har sine rødder i nazismen, uanset om den kommer fra Fredensborg, Viborg eller København?” Hvad jeg mener, er, at det måske ikke er helt tilfældigt, at netop Wivel og Hermann uafhængigt af hinanden satte sig for at etablere nogle principielt upolitiske fora for litteraturen i 1950’erne. Især Hermann ønskede at distancere sig fra 1940’ernes politisk ophedede klima, hvilket på lidt længere sigt banede vejen for (Arena-)modernismen i dansk litteratur.
Arena-modernisterne har alle oplevet en individuel re- og opvurdering igennem de senere år, men ingen har hidtil forsøgt at forstå Arena-modernismen som en specifik position i nyere dansk litteratur. Jeg forsøger i al enkelhed at lave en ny konception af litteraturhistorien, som man kan forholde sig til med afvisning eller tilslutning. Men hvis diskussionen skal være seriøs, så skal man altså forholde sig til min afhandling og ikke til et kort interview. Det burde vi hurtigt kunne blive enige om.