I en verden, hvor mange prædikanter larmende gør opmærksom på sig selv og kræver ulykker nedkaldt over andre, er der noget bevægende ved de danske biskopper. Uanset hvor prægtige og prangende bispekåber Hendes Majestæt Dronningen broderer dem, bevarer bisperne fatningen.

Godt nok er der Tidehvervs-folk som Søren Krarup, der mener, at bisperne er en ukristelig gevækst på kristendommen, som alene bør være et forhold mellem den enkelte og Gud, befordret af, hvad sognepræsten kan oplyse om indholdet af Den Hellige Skrift.

Men ingenlunde. Der er brug for et overordnet udblik i folkekirken: Besindige folk, der kan forhindre, at galsindede præster bliver for egenrådige i deres udlægning af, hvad der er Guds plan med menneskene. Eller præster, som påstår, at der slet ikke er nogen plan; sågar heller ikke nogen Gud.

Til det formål at bestyrke hinanden i den fælles folkekirkelige besindighed mødes de danske bisper sådan cirka fire gange om året til et uformelt bispemøde.

Sødt Sagt er lykkelig over at være kommet i besiddelse af referatet fra det sidst afholdte møde i bispekredsen. Mødet fandt sted i april, og referatet bekræfter, hvor fredsommeligt det hele foregår.

Et chok, men …

Ganske vist kan man chokeres over referatets ordlyd om biskoppen over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt. Der står om denne bisp, at han »ønskede at udtræde af folkekirken og religionsmødet«.

Men pyha, det viser sig ved nærmere netsøgning, at ‘folkekirken og religionsmødet’ er »et samarbejde mellem stiftsøvrighederne« i alle landets bispedømmer undtagen biskop Lise-Lotte Rebels Helsingør. Samarbejdet går ud på »med udgangspunkt i evangeliets forkyndelse at styrke den danske folkekirkes møde med andre religioner og livstydninger«.

Det er da et såre prisværdigt formål, og det kan ikke undre, at indsatsen har været så krævende, at biskop Niels Henrik Arendt nu udmattet har behov for udfrielse. De forstående kolleger i bispekredsen ilede med at indsætte biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift, i Arendts sted i folkekirken og religionsmødet. Som en retræteposition anbragte bispemødet biskop Arendt i folkekirken.dk, som er folkekirkens farvestrålende hjemmeside. Klik selv ind og se forsiden, der prydes af en meget barmfager konfirmandpige og en umådeligt rødhåret konfirmanddreng.

Med disse beslutninger var bispemødets handlekraft ikke udtømt. Referatet oplyser om mødets punkt 8: »Biskopperne drøftede freelancepræsters brug af kirken.«

Hvad mon de nåede frem til i en sag, der tænkeligt kunne vække strid i og omkring folkekirken? Se, det er referatet taktfuldt nok til ikke at oplyse noget om. Det er tydeligvis ikke bispernes opgave at puste til nogen ild, men derimod blot at drøfte, og så må den stridslystne omverden gisne.

Stadig fuld gejst

Biskopperne havde efter denne drøftelse ikke mistet gejsten, for referatet kan fortælle om mødets punkt 11: »Biskopperne besluttede at nedlægge Trankebarfondet.«

Igen skånes læseren for de nærmere omstændigheder omkring beslutningen. Det betyder, at den ivrigt interesserede er henvist til at søge på nettet for at finde baggrunden for bispernes udlægning af Guds plan med Trankebarfondet.

Trankebar er navnet på en handelskoloni, som Danmark i årene 1620-1845 opretholdt i en sydindisk kystby. Om denne koloni har den her skrivende Sødt Sagt-bestyrer kun det sødeste at sige, for hans tip-tip oldefader var 1838-41 koloniens tredjesidste danske guvernør, hvad der har givet anledning til megen stolthed i familien.

Fondet med handelskoloniens navn var oprettet af biskopperne til støtte for uddannelsen af teologer til nye kirker i udlandet. Igen en såre prisværdigt formål: Dansk forkyndelse på fremmed jord en naturlig fortsættelse af tanken bag Trankebar.

Når biskopperne nu har besluttet at sænke Trankebarfondet under mulde, har det højst tænkeligt sammenhæng med en bedrøvelig udvikling, som Kristeligt Dagblad har afrapporteret gennem de senere år: Danskerne lader ikke længere skillingen rulle, når der i forbindelse med folkekirkens gudstjenester foregår de indsamlinger, der i kirkesproget bærer navnet ‘kollekter’.

Det betyder smalhals for de gode formål, der er blevet samlet ind til, herunder Trankebarfondet.

Ondt samspil

Fra de kirkelige organisationer er den manglende betalingsvilje under kirkens kollekt blevet forklaret med et ondt samspil af flere forhold: Folk synes, at de i forvejen giver til for meget. De bærer ikke længere rundt på kontanter, men kun dankort og kreditkort, som det ikke forekommer naturligt at kaste i kirkebøssen. Og sidst, men ikke mindst i menneskets syndige verden: De kontanter, man giver til kollekten, kan ikke trækkes fra i skat. Det kan derimod en række andre gode gerninger. Altså: Nat med Trankebar.

Så triste til mode, som biskopperne må have været ved denne beslutning, har de givetvis følt sig opløftede ved behandlingen af det følgende dagsordenpunkt 12: »Orientering om workshop vedrørende folkekirken det visuelle fællesskab.«

Med al deres embedes kraft vedtog biskopperne under dette punkt: »Biskopperne tilsluttede sig, at der arbejdes videre med et visuelt fællesskab.«

Et synliggjort fællesskab inden for folkekirken! Hvor herligt! Kunne det ikke klares ved at optage bispemøderne på videoer og lægge dem ud på YouTube? Så kunne de 80,4 procent af den danske befolkning, der stadig er biskoppernes fåreflok, ved selvsyn opleve, hvor aldeles menneskeligt hyrderne svinger staven.