Opslag til denne artikel

Emneord:krig, militær, terrorisme
Personer:Osama bin Laden
Organisationer:al-Qaeda, Taleban
Steder:Pakistan, USA

Det har medført berettiget eftertanke, at Osama bin Laden ikke blev dræbt i uvejsomme pakistanske stammeområder, men i byen Abbottabad. Her boede han i årevis ‘skjult’ med både en politistation, et vigtigt militærakademi og flere pensionerede pakistanske officerer som nærmeste naboer.

Det har længe været kendt men politisk nærmest ignoreret at den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, og dele af det pakistanske militær har beskyttet, trænet og finansieret Taleban siden midten af 1990’erne. Dengang omdannede de en lille gruppe krigsveteraner og koranskoleelever til en slagkraftig oprørshær, og allerede dengang havde de en fælles ven: Osama bin Laden.

Samtidig har Pakistan siden angrebet på USA 11. september været Vestens vigtigste allierede i Afghanistan. George W. Bush omtalte ligefrem den daværende pakistanske præsident, general Musharraf, som sin buddy.

I forbindelse med det spektakulære dobbeltspil har ISI anholdt og udleveret flere højtstående medlemmer af al-Qaeda og Taleban, og herudover fungerer pakistanske veje og pakistansk luftrum som de vestlige troppers primære forsyningsrute. Pakistan har også givet det amerikanske luftvåben adgang til flere luftbaser og reelt tilladt, at amerikanske droneangreb har dræbt både militante islamister og hundredvis af pakistanske civile.

Alt dette har dog ikke forhindret, at ISI ifølge en rapport fra London School of Economics træner og finansierer Talebans væbnede styrker i Afghanistan. Ifølge rapporten modtager de 3-5.000 dollar for hver dræbt koalitionssoldat. Og i januar i år kunne Washington Post, med tidligere CIA-folk som kilde, berette, at Talebans leder, Mullah Omar, kort efter sin flugt til Pakistan i 2002 fik et hjertetilfælde, hvorefter ISI sørgede for, at han diskret blev behandlet på et hospital i Karachi.

Arabiske afghanere

Forbindelsen mellem USA, Pakistan og topfolk fra Taleban og al-Qaeda går tilbage til deres fælles kamp i 1980’erne mod de sovjetiske styrker i Afghanistan. Dengang voksede den pakistanske efterretningstjeneste sig stor og mægtig som bindeled mellem USA og de afghanske mujahedinere, der bekæmpede den sovjetiske besættelsesmagt. Det vurderes, at op imod 95.000 afghanere modtog militær træning i Pakistan. Mullah Omar var en af dem. Han blev trænet af den pakistanske brigadegeneral Amir Sultan Tarar, der selv var blevet uddannet af amerikanske specialstyrker på Fort Bragg i North Carolina.

Samtidig slog Osama bin Laden sig i 1982 ned i Peshawar på den pakistanske side af grænsen. Her organiserede han Arabiske Afghanere, som senere skulle komme til at udgøre grundstammen i al-Qaeda.

Osama bin Laden fik omfattende støtte af den amerikanske efterretningstjeneste CIA, og det samme gjorde i øvrigt den blinde sheik Rahman, der nu afsoner en livstidsdom i USA for terrorvirksomhed.

Efter Sovjets nederlag forlod bin Laden Afghanistan til fordel for Saudi-Arabien og senere Sudan, mens Mullah Omar vendte tilbage til det civile liv. Men som reaktion på forskellige krigsherrers endeløse magtkampe i midten af halvfemserne blev Omar sat i spidsen for en lille gruppe tidligere mujahedinere, der snart fik følgeskab af elever fra koranskoler i både Afghanistan og Pakistan, hvor mange afghanske flygtninge endnu befandt sig.

Den pakistanske efterretningstjeneste har altid frygtet indisk indflydelse i Afghanistan og var derfor oprørte over den indiske støtte til den tadsjikiske krigsherre Ahmed Shah Massoud fra Den Nordlige Alliance, der i dag udgør rygraden i det afghanske styre.

Derfor kastede ISI hurtigt sin kærlighed på Omars gruppe, der skulle blive til Taleban-bevægelsen. Støtten havde et omfang, der fik den netop afdøde tidligere pakistanske indenrigsminister Naseerullah Babar til at omtale Taleban som ‘vores drenge’, og den tidligere chef for ISI, generalløjtnant Hamid Gul, er i Pakistan kendt som Talebans far.

Flugten fra Kunduz

Efter erobringen af magten i det meste af Afghanistan gav det ludfattige Taleban-styre i 1996 ly til Osama bin Laden og det gavmilde al-Qaeda-netværk.

Som tak forsynede bin Laden Mullah Omar med biler og et nyt hus. Samtidig blev bin Laden mellemmand for oliesheiker i golfstaterne, der ønskede at støtte den nye sharia-stat.

Men alliancen blev fatal for Taleban. Efter 11. september blev bevægelsens tilbud om at udlevere bin Laden til USA til gengæld for amerikansk anerkendelse af styret afvist, og i løbet af vinteren 2001-2002 blev både Taleban og al-Qaeda drevet mod syd af amerikanske specialstyrker og Den Nordlige Alliance.

Allerede få timer efter, tvillingetårnene var styrtet i grus, var Pakistan blevet inddraget i krigen mod terror på vestlig side. Derfor var det ganske pinligt for den pakistanske regering, at ISI-agenter og flere hundreder medlemmer af det pakistanske grænsekorps, ifølge den britiske journalist James Fergusson, næsten tre måneder senere blev omringet sammen med talebanere og al-Qaeda-medlemmer i Kunduz.

Musharraf fik amerikansk accept af en våbenhvile, der gjorde det muligt at sende fly ind for at evakuere pakistanerne. Men de tog både talebanere og al-Qaeda-folk med sig tilbage til Pakistan. Ifølge flere vurderinger slap der flere udenlandske terrorister ud ved denne lejlighed, end der gjorde fra Tora Bora-bjergene på grænsen til Pakistan.

Regional rivalisering

Taleban ville formentlig være gået i opløsning, hvis det ikke havde været for den beskyttelse og aktive støtte, de herefter fik fra dele af det pakistanske magtapparat. Al-Qaeda ville også være blevet alvorligt svækket, hvis ISI havde valgt at anholde og udlevere bin Laden og andre af al-Qaedas topfolk. I stedet rykkede Taleban i december 2001 ind i Quetta, hvor de overtog en hel bydel og indførte de samme rigide leveregler, som havde været gældende i Kabul og resten af Afghanistan få måneder tidligere.

To år senere havde Taleban mindst syv træningslejre alene i Pakistans Baluchistan-provins. Ifølge Carlotta Gall fra The New York Times blev en tidligere kommandant fra Taleban fængslet af ISI, fordi han nægtede at tage tilbage til Afghanistan og kæmpe mod koalitionen. I medierne blev det derimod omtalt, som om fængslingen var led i ISI’s kamp mod militante islamister.

Pakistan er før som nu drevet af den intense rivalisering med regionens anden atommagt Indien. Således modtog Afghanistan indisk bistand for 1 milliard dollar alene i 2009, og også Iran spiller med musklerne via et samarbejde med de shiamuslimske hazaraer i det centrale Afghanistan. Men langt ind i den afghanske regering er man overbevist om, at Taleban vil erobre størstedelen af landet, når den vestlige koalition forlader det. Det må netop være årsagen til, at ISI og formentlig også dele af den Pakistanske hær og regering fastholder støtten til nogle af verdens mest forhadte og eftersøgte personer.

En halvhjertet ven

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor vestlige ledere med George W. Bush og Barack Obama i spidsen, har fundet sig i det pakistanske dobbeltspil, som indtil nu har medvirket til omkring 2.500 koalitionssoldaters død. Forklaringen kunne være, at en halvhjertet ven er bedre end en helhjertet fjende, og efter invasionen i Irak i 2003 mistede USA muligheden for troværdige militære trusler mod Pakistan, der med sit atomvåbenarsenal i forvejen udgjorde en skræmmende fjende.

Og når den, ifølge amerikanske talsmænd, ubevæbnede Osama bin Laden blev dræbt med flere skud i brystet og hovedet, så kunne man spekulere i, om ikke den amerikanske administration foretrækker at sole sig i den begrænsede succes, frem for at være tvunget til et omfattende opgør med de magtfulde hjælpere, som bin Laden kunne have afsløret.

Mikkel W. Kaagaard er historiker og forfatter

Denne artikel er anbefalet af: