Når celler mødes, og rigtige mennesker opstår

På få årtier er der blevet vendt op og ned på forestillingen om at få børn. Reproduktion, biologi, længsel, drifter og genetik har fået nyt indhold. Og mens fødselsraterne falder i den rige verden, dyrkes opfattelsen, at du først bliver et rigtigt menneske, når du får et barn. Dit eget barn

Identitet. Jeg følte, at hvis det ikke lykkedes, skulle jeg totalt omdefinere, hvem jeg var. Den fremtid, jeg forestillede mig, var en fremtid med børn, siger Karen Strandbygaard, der måtte gennem to års fertilitets- behandlinger, inden hun blev mor.

Sigrid Nygaard

Mange tvivlede på, at det overhovedet var lykkedes. Og hvis det var, var det uetisk, uforsvarligt, kriminelt. Som at lege Gud og Frankenstein på én gang.

Men den kontroversielle fertilitetslæge, græsk-cypriotiske Dr. Panayiotis Zavos, trak på skuldrene og sagde, hvad han hele tiden havde sagt:

Han havde taget æg ud af donorkvinder. På et hemmeligt laboratorium i Mellemøsten havde han dyrket dem, fjernet æggets kerne, taget hudceller fra en mands overarm og injiceret dem i den tomme ægcelle, sendt elektriske stød gennem ægget for at få hudcellens membraner til at smelte sammen, hvorefter ægcellen havde omprogrammeret cellekernen og var begyndt at fungere som kernen i et befrugtet æg. Det var begyndt at dele sig, og da det havde delt sig nok, havde han sat de 11 æg op i fire kvinders livmodere. Dr. Panayiotis Zavos havde gjort det mest ekstreme, man kan forestille sig inden for reproduktionsteknologien: Han havde klonet et menneske.

Vi vil ikke have naboens barn

»Mennesker vil ikke have naboens barn. De vil have deres eget biologiske barn, et barn med deres egne gener. Også selv om det betyder kloning,« siger Panayiotis Zavos til Information fra sin klinik i Lexington, Kentucky, to år efter at nyheden gik jorden rundt, og anerkendte fertilitetslæger sagde, at medierne skulle holde op med at give Zavos spalteplads. Han manglede at bevise, at det, han påstod, virkelig var sandt. Det mangler han sådan set stadigvæk forsøgene mundede aldrig ud i et barn, og selv om han dengang sagde, at der maksimalt ville gå et til to år, før verdens første klonede baby ville blive født, har Dr. Zavos holdt lav profil siden.

»Vi arbejder på det,« lyder beskeden i dag.

»Jeg er græker. At sige til mig, at du bare kan få et barn med en anden persons gener er en fornærmelse imod mig, og det er derfor, jeg gør det, jeg gør: Jeg hjælper mennesker med at få børn. Egne børn. Fordi de tager de børn lidt mere alvorligt,« siger han og understreger samtidig, at adoption ikke er det samme. Selvfølgelig ikke.

Han griner selvtilfreds, da han fortæller, at han igennem 30 år har lavet børn i hele verden. I Karachi, Pakistan, i Birmingham, Alabama i New York. Overalt har han givet børn livets gave, som han kalder det. Den største gave, man kan give til nogen. »Kom og hils på Joe,« var der én, der sagde til ham, da han forleden var til hestevæddeløb i hjembyen. »Ham hjalp du os med at få for 13 år siden.« Eller kvinden, der ringede til hans klinik for nogle dage siden. »Tak,« sagde hun. Tak for den datter, der nu er 26 og snart færdig som advokat. »Forhåbentlig kan hun forsvare mig i retten en dag,« svarede han. Hver uge får han sådanne opkald.

»Vi laver magi hver eneste dag,« siger han og forklarer mennesket som ethvert andet pattedyr: Vi kommer til verden, vi reproducerer os selv, og vi dør.

»Det er menneskets instinkt.«

Det mest naturlige i verden

Det er lige præcis her i menneskets instinkt, i drifterne, i længslen debatten er strandet, siden regeringen 1. januar i år indførte brugerbetaling på kunstig befrugtning, hvorefter antallet af behandlinger på de offentlige klinikker tog et dyk på 20 procent i årets første fire måneder. Det mest naturlige i verden er nemlig ikke længere så naturligt, og i Danmark, hvor også Cryos, verdens største sædbank, ligger, er op mod 10 procent af de 60.000 årlige børnefødsler sket ved hjælp af reproduktionsteknologi. Det er procentuelt mere end i de fleste andre lande, og sidste år underlagde godt 12.000 danskere sig behandling mod ufrivillig barnløshed de fleste af dem gentagne gange, viser tal fra Dansk Fertilitetsselskab, der har registreret godt og vel 37.000 påbegyndte behandlinger i 2010.

»Der findes ikke nogen biologisk drift mod at få børn som sådan,« siger den anerkendte antropolog og primatforsker Sara Blaffer Hrdy, professor emerita ved University of California og forfatter bag bøger som Mother Nature: A History of Mothers, Infants, and Natural Selectionog Mothers and Others, der sidste år skabte et mindre antropologisk paradigmeskift, da hun påviste, at mødre aldrig har været ene om at opdrage børn.

»Den naturlige selektion behøvede slet ikke indbygge en drift mod at få børn, sexdriften er fuldt ud tilstrækkelig,« siger hun. Instinktet er ikke at få børn, instinktet er at have sex, og kvinder havde sex det havde alle. Og hvis de havde nok fysiske ressourcer, det vil sige nok fedt på kroppen til at blive gravide, så blev de gravide, forklarer forskeren, der benægter, at der skulle eksistere et specifikt moderinstinkt. Moderinstinktet er en proces. Noget, der kommer ved at få børn. Der er progesteronet, som opretholder graviditeten og samtidig gør kvinden mere modtagelig over for andre mennesker, oxytocinet under veerne, der gør hende mere tillidsfuld over for fremmede, og som gør hende i stand til at knytte sig til det fremmede barn, som igen gør, at hun holder det og lægger det til brystet, der igen gør, at hjernen udgyder endnu mere oxytocin. Det er altså graviditeten, fødslen og i sidste ende den nye baby, der ændrer både kvinder og mænd og ikke noget medfødt moder- eller faderinstinkt.

»Mænd og kvinder bliver transformeret af at få børn. Vi ser det også i mænd, der har kontakt med nyfødte testosteronet daler, og prolactinet stiger. Du behøver ikke engang at være biologisk forælder, det samme sker for forældre, der adopterer.«

Ufrugtbar by choice

»Spørgsmålet er aldrig, om jeg vil have børn,« siger amerikanske Brittany Shoot, som sidder ved spisebordet i den Vesterbro-lejlighed, hun deler med sin danske kæreste Andreas og katten Malcolm, der ligger og sover på sofaen. Hun trækker benet op under sig. »Spørgsmålet er altid: hvornår.«

Herefter udspiller sig altid samme scenarie, når hun svarer, at hun ikke skal have børn. Hun kommer til at skifte mening, får hun at vide. Hun er jo stadig under 30. 'Sådan har jeg også tænkt engang,' siger de. Men sandheden er, at hun hverken vil endsige kan få børn, efter hun sidste år fik sat en clips på hver æggeleder, der gør hende steril.

»Først kommer medfølelsen. 'Stakkels ufrugtbare kvinde'. Når jeg så fortæller dem, at jeg er steriliseret, og at det er helt ok, opstår der altid en underlig tavshed. De bliver totalt freaked out

Det er åbenbart kontroversielt ikke at ville have børn som kvinde også selv om Brittany Shoot er en del af en større amerikansk trend. En ud af fem kvinder i USA ender i dag med ikke at få børn i 1970'erne var det kun en ud af 10. I Danmark er forældreskabet derimod demokratiseret i en grad, som aldrig tidligere er set, som professor ved Københavns Universitet, historiker Bente Rosenbæk kalder det. Hvor det for 100 år siden var en stor del af alle mænd og kvinder, der aldrig fik børn, gælder det i dag kun hver 10. kvinde i Danmark. Det er blevet unormalt ikke at få børn.

»Resultatet er, at man ikke bliver set som fuldstændig kompetent som kvinde, hvis man ikke får børn,« siger Tine Tjørnhøj-Thomsen, der er lektor i antropologi ved Københavns Universitet og sidste år sammen med to andre vandt CAR Best Edited Collection Prize for Reconceiving the Second Sex: Men, Masculinity and Reproduction.Børn har en enorm social betydning i Danmark, især for kvinderne, mener Tophøj-Thomsen. Det gør, at kvinder uden børn, hvad enten det er frivilligt eller ufrivilligt, ikke bliver set som rigtigt voksne og ikke kan tale med.

Det er næsten blevet så mærkeligt ikke at have børn som kvinde, at vi kender navnene på dem, der har valgt det fra: Ligestillingsminister Lykke Friis, chefredaktør Lisbeth Knudsen, eks-borgmester Ritt Bjerregaard, videnskabsjournalist Lone Frank.

»Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal forklare det,« siger Brittany Shoot.

»Jeg kan godt lide børn, men ideen om at jeg skulle være mor, har bare aldrig været der. Det vidste jeg allerede som barn.«

Sig selv i en anden version

I dag er sexdriften som naturlig sikring for artens overlevelse, som Sarah Blaffer Hrdy taler om, ikke længere nok. Prævention har gjort, at vi selv bestemmer, om vi vil have børn og hvornår. Med det resultat, at fertiliteten er gået ned i lande som Tyskland, Spanien og Italien.

»Kvinder stemmer med æggestokkene,« siger Sarah Blaffer Hrdy. Ifølge hende fungerer det stadig som hos jægerne og samlerne, hvor den darwinistiske udvælgelse blandt kvinderne gik ud på at opnå en passende social status, så de kunne sikre deres afkom. Hvis man bor i et samfund, der ikke giver nok støtte til at opdrage børn, vil man altså undlade det. Så vil man først arbejde for at få en karriere, der kan forbedre ens liv og status i samfundet, og så få børnene siden. Det forklarer måske, hvorfor fødselsraten i de skandinaviske velfærdsstater stadig er højere end i de fleste andre lande, og at der i Danmark, som er det land i den vestlige verden, hvor fødselsraten er steget mest de seneste 30 år, blev født 1,8 børn pr. kvinde i 2010, mens OECD-gennemsnittet er på 1,5. Vi får det antal børn, vi ønsker, som vi kan magte, og som vi mener, vi har råd til.

Men et er spørgsmålet, hvorfor fødselsraten daler. Noget andet er, hvorfor vi overhovedet bliver ved med at få børn. Hvorfor vi bliver ved med at reproducere os selv, når instinktet eller den biologiske drift mod børn, som Hrdy kalder det, mangler. Og hvorfor 90 procent i Danmark alligevel ender med at få børn, når der ikke længere eksisterer nogen nødvendighed i at producere en næste generation til at overtage gården.

»Det er faktisk et godt spørgsmål,« siger Tine Tjørnhøj-Thomsen.

Et spørgsmål, ufrivilligt barnløse kan svare på. For mennesker, der kan og vil have børn, får børn. De behøver ikke forklare det. Ufrivilligt barnløse bliver derimod meget tydelige, når de skal forklare, hvorfor de i årevis bliver ved med at kæmpe for at få børn.

»Grundlæggende handler det om at se sig selv i en anden version,« siger antropolog Tine Tjørnhøj-Thomsen. Det handler om mærker og mindestene, om at give noget videre.

»Det er det, de siger. Måske i en form for jordisk kompensation i mangel på det evige liv.«

Især i den vestlige verden har det biologiske slægtskab fået en øget betydning, som man ikke nødvendigvis ser i andre samfund. Et fokus på det genetiske og på det at kende sit genetiske ophav, der er opstået samtidig med et øget fokus sygdomssporing, dna-sekventering og faderskabstest.

Men i kraft af den proces, man gennemgår ved at gå i behandling for ufrivillig barnløshed, sker der noget interessant: Det sociale aspekt i at skabe en familie bliver opgraderet, og det genetiske bliver nedgraderet. Som nogle af de mænd, Tine Tjørnhøj har interviewet, siger: Nu har jeg prøvet at få mit eget barn, nu er jeg nået dertil, hvor jeg er ligeglad. Nu vil jeg bare have en familie, gå til fodbold med mit barn, deltage i forældrebestyrelser, være med i det sociale fællesskab omkring børnene. Også selv om de tidligere har haft en forestilling om, at det er helt forfærdeligt, hvis de ikke kan få deres eget, genetiske barn. Når det kommer til stykket, og det biologiske slægtskab bliver anfægtet, så træder slægtskabet og familien frem som det, det i virkeligheden er: noget socialt.

»De kommer frem til, at man ikke kun reproducerer sig selv ved hjælp af gener, men også i kraft af, hvilken slags forælder man er. De ender med at nedtone og næsten udslette betydningen af det genetiske.«

Den nye naturlighed

Det føltes som et frit fald. Som om fremtiden og hele billedet af, hvem hun var, forsvandt. Det er sådan, Karen Strandbygaard husker den dag for nogle år siden, da hun og hendes kæreste gik hjem fra Rigshospitalet efter at have fået beskeden om, at de ikke kunne få børn.

»Jeg kom til at føle mig enormt sårbar og tæt på døden. Jeg kan huske, at når jeg kørte i trafikken, så tænkte jeg, at jeg kan dø når som helst. Og jeg tror da, det skyldes, at børn er den eneste sikkerhed, man har for at livet fortsætter, at det var derfor, jeg blev så bange for at dø, inden det var lykkedes mig at få det barn.«

I to år var de i behandling for ufrivillig barnløshed inden hun blev gravid, og i dag har de en datter på et år. Men dengang vidste hun ikke, hvordan det ville ende.

»Jeg følte, at hvis det ikke lykkedes, skulle jeg fuldstændig omdefinere, hvem jeg var, for en stor del af den fremtid, jeg forestillede mig, var en fremtid med børn.«

Og lige præcis sådan beskriver mange ufrivilligt barnløse det ikke at kunne få børn, siger Stine Adrian, der har skrevet ph.d. ved Linköpings Universitet i Sverige om Nye Skabelsesberetninger Om Æg, Sæd og Embryoner.

Mænd er ikke rigtige mænd, hvis ikke de kan reproducere sig selv; og kvinder er ikke rigtige kvinder, hvis ikke de bliver mødre. Men hvor kvindens æg tydeligt er koblet til moderskabet, er mandens sæd koblet til seksualitet og mandighed.

»Det var eksempelvis tydeligt, at der var en kobling mellem infertilitet og impotens, selv om det overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre,« siger Stine Adrian.

Men i takt med, at behandlingen for ufrivillig barnløshed skrider frem, kommer normerne for den rigtige mand og den rigtige kvinde til forhandling. Hvis æggene eksempelvis er af så dårlig kvalitet, at man må ty til ægdonation, bliver moderrollen genforhandlet.

Nogle kvinder i Stine Adrians undersøgelse ræsonnerede, at det var bedre med ægdonation end med adoption, fordi det stadig gav dem mulighed for at være biologisk mor; de kunne stadig være koblet til barnet, de kunne bære det og føde det. Det samme gjaldt reagensglasbefrugtninger: Hvis sædcellen selv var i stand til at svømme ind i ægget, så sagde man: Se, den kan selv.

Hvis sædcellerne derimod var af så dårlig kvalitet, at man måtte bruge mikroinsemination, dvs. stikke sædcellen ind i ægget med en pipette, og det så blev tvillinger, blev man igen set som mere mand.

»På den måde forandrer normen for, hvad der er naturligt og normalt sig hele tiden,« siger Stine Adrian.

Reproduktionsteknologien har skabt nye forestillinger om at få børn.

»Der er sket et skift fra den romantiske idé om parret, der får børn, til at vi nu tænker i celler i ægceller og sædceller. På den måde løsrives reproduktionen fra mennesket,« siger forsker i reproduktionsteknologi Merete Lie, professor ved universitetet i Trondheim, Norge, om den udvikling, den britiske fertilitetspioner Robert Edwards sparkede i gang, da han opfandt ivf In Vitro Fertilization eller reagensglasmetoden som han sidste år modtog nobelprisen i medicin for. Verdens første reagensglasbarn, Louise Brown, blev født i 1978, og siden er der på verdensplan født mere end fire millioner børn ved hjælp af IVF.

»At få børn er i dag noget, der lige så vel kan ske på et laboratorium som inde i kroppen,« siger Merete Lie og nævner et eksempel på, hvordan grænserne er rykket: I Norge blev man tidligere allerede set som infertil eller uønsket barnløs i det sekund, man trådte ind i en fertilitetsklinik for at få fertilitetsbehandling. I dag bliver man først set som uønsket barnløs, når man har været i behandling, uden at det lykkes.

Og sådan bliver grænserne for, hvad der er normalt og naturligt, konstant rykket i takt med teknologiens udvikling. Ligesom man på fertilitetsklinikkernes laboratorier forsøger at genskabe og mime det naturlige. Man taler om laboratoriet som den store livmor, man holder laboratoriet mørkt som inde i kroppen, og laboranterne passer på æggene, som var det deres egne. Som et velkendt slogan proklamerer: »Vi hjælper naturen på vej.«

Celler der mødes

I 1997 blev det forbudt for læger at inseminere enlige og lesbiske. I al hast fik Nina Stork sat tre befrugtede æg op i livmoren, mens hendes partner Inger fik sat to op.

»Ligesom mange af vores venner var vi fuldstændig desperate. Vi kunne have risikeret at få fem børn.« Nina Stork griner stilfærdigt. Men det gjorde de ikke. Inger blev gravid, det gjorde Nina Stork ikke, men noget tid efter mistede Inger barnet, og Nina Stork lukkede sin jordemorpraksis.

»Jeg blev nærmest depressiv. Jeg var vred på Folketinget og samfundet og Gud, og jeg kunne ikke forstå, at Inger som børnefysioterapeut og jeg som jordemor vi, der arbejdede i omsorgsfag og havde med børn at gøre, fra den ene dag til den anden blev erklæret uegnede til at tage os af vores egne børn.«

Nina Stork sidder i sofaen i et af de fem inseminationsrum i sin klinik på Store Kongensgade i København.

Det er gået hende godt, siden hun i protest mod lov 460 om kunstig befrugtning åbnede sin første klinik i en kælder på Islands Brygge for de 50.000 kroner, som hun havde sparet op, så hun og Inger kunne flytte i hus. Lov 460 var henvendt til landets læger, og Nina Stork var ikke læge. Det gjorde, at hun kunne inseminere kvinder, der ikke var i parforhold eller gift med en mand, indtil loven i 2007 igen blev ophævet.

Dengang på Islands Brygge var væggene rå beton, og der var det billigste linoleum på gulvene. I dag på Store Kongensgade er der højt til loftet, Pukka-te og nødder i venteværelset og bløde tæpper på gulvene.

»Læg mærke til de ekstra brede brikse,« siger Nina Stork, mens hun viser rundt i klinikken.

»Det skal være en oplevelse, som du nogle år efter, når du sidder med dit barn i armene, kan tænke tilbage på med varme,« siger Nina Stork.

Godt nok er der kommet hydraulik og alle mulige andre finesser, men princippet stammer tilbage fra klinikken på Islands Brygge.

Det var veninden Ghita, Rudolf Steiner-pædagog og handywoman, som selv var blevet insemineret ved at få sæd via en kvinde på Langeland, der formidlede sæd mellem bøssekollektiver og enlige og lesbiske kvinder i Sverige, Norge og Danmark, der kom med ideen.

»Allerede dengang var jeg vild med tanken om, at briksen skulle være så bred, at man kunne ligge med sin kæreste og hvile en halv time efter inseminationen.«

For det skulle være lidt ligesom med den hjemmefødselsordning, Nina Stork havde haft.

»Det skulle være roligt og rart, og ikke som da hun selv blev insemineret på under 10 minutter. Da jeg stod nede på gaden igen, var jeg jo nærmest bange for, at det skulle falde ud.«

Og det er sådan, Nina Stork har udviklet sin klinik. For godt nok er det teknisk, det hun og hendes ansatte gør hver dag, men der er ingen hvide kitler. Til sommer udvider klinikken sit repertoire, så den også kan tilbyde ivf-behandlinger.

»Jeg vil forsøge at tage alle de tanker og den omsorg, der har været mit formål med at lave denne her lidt anderledes klinik og få den samme stemning over noget, der bliver meget mere teknologisk,« siger Nina Stork. En stemning, hvor menneskelighed og tekniske muligheder går hånd i hånd. Nina Stork åbner en dør, inde bag ved bliver der boret og hamret. Det er her, den nye ivf-klinik skal ligge.

»Vi har de teknologiske muligheder, og vi gør brug af dem. Også os, der kalder os naturfreaks. Jeg er jo ikke kommet herind i hestevogn, jeg er kørt i bil. Men ligesom det er vigtigt at gøre vores biler mere miljøvenlige, er det afgørende at få reproduktionen gjort mere menneskevarm.«

For det kan godt være, at det bare er celler, der mødes. Og så alligevel ikke.

Teknologi. Vi har teknologiske muligheder, og vi gør brug af dem. Også os, der kalder os naturfreaks. Jeg er jo heller ikke kørt herind i hestevogn, men i bil, siger Nina Stork om sin inseminationsklinik i København.

Foto: 
Sigrid Nygaard

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Annika Lion Kristensen

Overskriften: handler om at man i laboratoriet udvælger det arvemateriale, der bliver til “rigtige mennesker”. I udtrykket “rigtig” ligger en spændende dobbelthed, fordi det A) handler om naturvidenskabeligt efterlignes naturen, så der kunstigt skabes et virkeligt, levedygtigt menneske og B) handler om at man kan selektere, sådan at man kan fremelske noget, der er mere rigtigt end noget andet. Heri ligger en etisk problemstilling, man som læser ser frem til at få belyst i artiklen.

Artiklen indledes med den pekuniære historie om Dr Zavos. Historien fortæller vel egentlig ikke noget nyt om fertilitetsfeltet. Ikke andet end at den belyser, at fertilitetsforskningen har en problematisk tvilling, der handler om at der altid har været forskere, der gik over grænsen i forsøget på at skabe det umulige. At give plads til Dr Zavos er i mine øjne at ringeagtige den væsentlige del af fertilitetsforskningen, der hænger uløseligt sammen med fertilitetsbehandling og hvor man beror på at rigtige mennesker, der går i behandling for deres ufrivillige barnløshed, giver deres samtykke til, at der må forskes på baggrund af deres arvemateriale. Heri ligger en kontinuerlig etisk forhandlingsproces som overhovedet giver vækstbetingelser for videnskaben om kunstigt at skabe rigtigt liv kan udvikle sig.

Vi vil ikke have naboens barn. Udnævner fornævnte græske fertilitetslæge og udbreder sig om menneskets instinct og om det forkerte i at låne arvemateriale, når fertiliteten svigter, for ikke at tale om adoption, som dømmes ude som helt og aldeles unaturligt.

Artiklen springer herefter et kvantespring ved at lande i Danmark, hvor kunstig befrugtning er blevet et naturligt valg for danskerne, hvilket kan måles som, at der alene i 2010 var 37.000 påbegyndte behandlinger samt at tæt på hvert 10. barn er undfanget med hjælp. Endelig er der facts på bordet og vi er flyttet fra en enkelt læges eksperimentelle lab til almindelige danskeres valg, når der skal stiftes familie. Det handler altså om de valg, videnskaben og teknologien samt lovgivningen muliggør. Så langt så godt – troede man.

I næste nu springer artiklen til en amerikansk antropolog og primatforsker, professor Hrdy, der med sin primatforskning har til ærinde at påvise, at moderinstinktet er en social opfindelse. Artiklens forfatter bruger denne opdagelse til at slå fast, at det ikke er allemandsret at blive forældre, men at de, som virkelig ønsker det, og som lykkes med at få børn, i processen lærer at agere som gode, ansvarsfulde forældre. De lærer det ikke socialt så meget som biologisk trigget af kemiske udløsninger. Naturen transformerer de udvalgte, der bliver forældre, så de kan agere biologisk korrekt. Med udvalgt menes ikke kun de som selv kan reproducere, der er også en chance for de, som adopterer! Konklusionen er, at mennesker, der vælger at blive forældre, ikke selv vælger, hvordan de vil udfolde deres forældreskab. Det vælger naturen for dem! Magen til biologisk reduktionisme skal man lede længe efter.

Afsnittet der handler om at være frivillig barnløs anslår et meget interessant samfundsfænomen, som nok fortjener en artikel for sig, da det ikke tjener anden funktion i denne artikel end at give bolden over til det, gør derimod det, som man kan kalde hovedfortællingen i artiklen, den der absolut giver bedst mening, nemlig at man socialt og kulturelt defineres som enten et fuldstændigt, eller skulle man sige rigtigt socialt menneske, hvis man får børn, eller det modsatte, hvis man ikke gør det. At børn er lig med det gode live er et problem i samfund, hvor infertilitet rammer så mange, at det bliver en social trussel. Derfor er det meningsløst, som artiklen forsøger det, at knytte an til et lighedstegn mellem kvinders aktive fravalg af børn med prævention. “Kvinder stemmer med æggestokkene”? Nogle kvinder vælger at vente og time børn. Men andre har de facto reproduktive lidelser, der kræver behandling, uanset hvornår de vælger at forsøge at reproducere sig selv. Kvinder i starten af trediverne, der til deres overraskelse finder ud af, at de er gået i tidlig overgangsalder. Og mænd der troede, at de kunne, men bliver fælt overrumpede af tal, der viser lav eller ingen sædproduktion eller sædceller, der ikke kan svømme.

Om det er biologi eller socialt konstrueret at vi ønsker os børn – endda også naboens børn, hvis ikke vi kan få med vores eget arvemateriale, er vel mindre væsentligt end at konstatere, at vi er rigtig mange, der vil gå rigtig rigtig langt og sprænge andres og egne forestillinger om, hvad der skal til, for at vi kan blive forældre. Dog inden for det videnskabeligt mulige og det politisk tilladte.

Ufrivilligt barnløse oplever, at familiefølelsen er stærkere end genetisk slægtsskab. Gruppen rummer også de kvinder, der elsker en anden kvinde, eller de, som mener, at de har ressourcerne til at stå alene om et forældreskab. De går ikke i byen for at lave børn. De vælger ansvarligt at skabe de mest anstændige rammer om en tilblivelseshistorie, de med stolthed kan fortælle videre til deres kommende børn. Det er vel ikke for meget sagt, at man som barnløs mand eller kvinde der brændende ønsker sig børn og familieskab i processen tvinges til at tænke meget nuanceret over, hvad der ligger i åbne sin tilværelse for et rigtigt levende menneske, og at der er meget mere i at “lave børn” end “bare” at få celler til at mødes.

Det er denne modningsproces, der på godt og ondt bliver meget mere tydelig, hos de af os, der ufrivilligt skal vente på den berømte stork. En process der er vidnesbyrd om, at vi som mennesker er i stand til at skabe mening, hvor biologien ikke når det socialpsykologiske projekt at forbinde sig som familie og slægt til sokkeholderne. Som en del af modningsprocessen finder den enkelte kommende familie ud af, hvilken familieform er den rigtigste for dem, hvad enten det er at fravælge børn, fordi de ikke kan biologisk, at låne arvemateriale, for at børnene kan ligne mest muligt genetisk, eller at adoptere, fordi det er en vej, der skaber åbenhed om, at man skulle på en rejse, for at blive forenet som forældre og børn.

Reproduktionsteknologien har skabt nye forestillinger om at få børn, skriver Information. Men forestillingerne ejer vi selv og vi udfordrer os selv og hinanden på dem, når de bliver en del af vores grundvilkår. Behovet for at naturliggøre det at få børn er blot en enkelt dimension ved det komplekse samspil mellem rationelle og følelsesladede valg og fravalg i forsøget på at få rigtige børn.

Artiklen kunne med fordel have nuanceret sin fortælling, ved fra start at vælge, om det er fascinationen ved det sensationelle, det videnskab og teknologi kan føre til I yderste konsekvens, der er temaet? Eller om det er det menneskeligt unikke potentiale til at tilpasse sig med hjerne og hjerte, når “ naturen skal hjælpes på vej”? Her skal vi have fat i flere cases med almindelige mennesker og færre forskere og professorer. Fortællingen om, hvad vi mennesker gør, for at skabe meningsfulde liv uanset tilblivelseshistorien er så væsentlig, at jeg håber, Information vil skrive artiklen om, så det bliver muligt for flere læsere at følge med.

Annika Lion Kristensen, antropolog og formand for Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse

anbefalede denne kommentar