Et par tanketorturinstrumenter fra fortrydelsernes skuffedarium: Hvis bare jeg kunne spole tilbage og gøre det bedre. Hvis bare jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag. Disse almenmenneskelige tanker dukker naturligvis også op i hovedet på musikere, og det har åbenbart været så presserende for sangskriver, sanger og instrumentalist Kate Bush, at hun har valgt at nyfortolke sange fra sine to albums The Sensual World og The Red Shoes fra 1989 og 1993.
Den halvt engelske, halvt irske dame har over en imponerende karriere og med en vanvittig atletisk og samtidig inderlig stemme, udforsket et magisk rum mellem popsangen og britiske traditioner og imaginære landskaber rummende både vals, store orkestre, ambient elektronik og folkemusik.
Hun blev opdaget 16 år gammel af Pink Floyds David Gilmour, og hendes største hit forbliver stadig hendes usandsynligt tårnende debutsingle, »Wuthering Heights« fra 1978.
19 år gammel var hun den første kvinde, der nåede toppen på den britiske hitliste med en selvskrevet sang. Og der blev hun i fire uger.
Hendes kunstneriske zenith nåede hun med det mageløse og betagende album Hounds of Love i ‘85, der så også kastede singlehittet »Running Up That Hill« af sig.
Med Director’s Cut giver hun os 11 halvgamle Bush-sange, omsyede, genmixede og -mastererede og med nyindspilninger af vokal og bas samt med delikate tilføjelser, alt sammen i samtale med en stor del af de originale instrumentalspor.
Et af de mest markante eksempler er »Deeper Understanding«. Allerede fremragende i originalen, men her noget … andet, mere eller mindre lige så fremragende.
Hun går ind i kulturkamp
Det lifligt synkoperede trommespor er nyindspillet, og en autotunet udgave af Bushs søn, Bertie, afløser det tårnende kor fra originalen. Og nummeret vinder nye betydninger, uden at sætte de gamle over styr.
Den mest radikale omfortolkning er den helt igennem ny indspilning af den syntetisk popgejle »Rubberband Girl«, nu en lidt mumlende, sejt gyngende countryrock-sang.
Men det er mindre vigtigt, end at hun endelig har fået lov til at bruge James Joyces ord til »The Sensual World« nu omdøbt til »Flower of The Mountain«.
Og så er der lyden på Director’s Cut. Kate Bush fortæller i dag, at hun blev presset til at indspille de to gamle plader digitalt det var jo dengang, det var det nye hotte men at hun altid har fundet lyden kantet.
Og det skriger fløjlsblødt til himlen på Director’s Cut, som er blevet indspillet og omsyet på noget så gammeldags som analogt spolebånd. En teknik som White Stripes’ Jack White også sværger til, men som Kate Bush ikke bruger retro-romantisk, men som en generobring af vores lyttesans.
Director’s Cut er således også et lille, men markant stykke lyttekulturkamp. Især mp3-filens bastante reduktionisme, men også de stadig hårdere komprimerede cd’er, hvor alt er højt hele tiden, har fjernet os fra de finere nuancer, de dynamiske forskelligheder og det varme nærvær i musikken. Sanseligheden er også blevet bit-reduceret.
Men ikke på Director’s Cut.
»Stepping out of the page into the sensual world«, synger hun og giver sanseligheden optimale betingelser selv om de fleste, inklusive undertegnede, stadig lytter til en cd-udgave, men en forbilledligt nænsomt mastereret en af slagsen.
Rislende profetisk
»I turn to my computer like a friend«, sang hun profetisk på 1989-nummeret »Deeper Understanding«. I mellemtiden er vi alle begyndt at gøre netop dét, og vi er blevet så helt ualmindeligt utidige. Kate Bush er gået den anden vej. De aktuelle udgaver er tit lidt langsommere, og det er i flere tilfælde helt igennem forunderligt at høre hende udgrave dem af fordums produktioner, ofte for at skabe ro og plads. »Moment of Pleasure« dyrker rummet omkring hovedpersonen og hendes klaver kun lejlighedsvis besøgt af et nynnende backingkor modsat originalen, hvor stormfulde strygere udblokker det. Og det bliver helt rygradsrislende smukt på »Never Be Mine«, som er blevet en dyb fløjlsblød favn, en varm accept af tabets fysiognomi i modsætning til den langt mere flagrende og skingre stadig fremragende originals mangel på afklaring. »Never Be Mine« er samtidig en af de sange, som er blevet transponeret ned i toneart, måske både som et eksistentielt statement og i hvert fald også for at passe bedre til den nyindspillede, men 52-år gamle stemme. Der ikke bare er blevet dybere og rundere, men også er langt varmere, ofte mere intimt indspillet, som om hun har sunget under en dyne, alene om natten, hvor alle andre sov. I albumtitel, i covernoter og -fotos arbejder Kate Bush med ideen om en lydlig pendant til filminstruktørens omklipning af allerede indspillet materiale. Men det er jo kun delvist passende. Director’s Cut er også en dialog mellem fortid og nutid. Her er der blevet opsparet en hoben levet liv, som realiseres smukt i nyindspilningerne. Det åbner for nostalgiske depoter hos både afsender og modtager. I Kate Bushs tilfælde tackles det så forbilledligt uden fortrydelse eller komfortabel sentimentalitet.
Vi har meget at lære og masser af sanselighed at generobre i selskab med denne ærværdige dame.
Kate Bush: Director’s Cut (Fish People/EMI). Udkommer mandag.
Kommentarer