Opslag til denne artikel

Emneord:islam, kristendom, religion

Det er nok noget tidligt at forsøge at opremse resultaterne af det arabiske forår. På den ene side udkæmpes det stadigvæk i bogstaveligste forstand i Libyen, Yemen og Syrien, og det langtfra er klart, hvad der sker fremover i Tunesien og Egypten. Andre steder har der været tilløb til forandring Marokko, Algeriet, Bahrain og Jordan. Men det er ikke klart, om det bliver til noget i den ene eller anden retning.

Processen i Mellemøsten er ofte muligvis lidt optimistisk blevet beskrevet som en demokratiseringsproces. Er det mon derfor, at højrefløjen ikke har haft særlig travlt med at kommentere udviklingen? Det er jo trods alt i den muslimske verden, ændringerne foregår (selv om der jo er betydelige kristne mindretal i hvert fald i Egypten og Syrien), og dér skulle en demokratiseringsproces jo ikke være mulig. Som Søren Krarup og mange andre aldrig er blevet trætte af at fortælle os: Islam og demokrati er to gensidigt modsatte størrelser.

Nu kommer så Kai Sørlander (kronikken information 23. april) og minder os om denne diskussion. Han har skrevet om den i nogle år, og anvender den nu til at spekulere om det arabiske forårs fremtid. For ham hænger de demokratiske dyder i Vesten tæt sammen med den kristne kulturarv om ligeværd og adskillelse af religion og politik. Ifølge Sørlander kan den muslimske tradition ikke mønstre lignende dyder, så derfor ser det sort ud for demokratiet i den region.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke ret meget mere optimistisk vedrørende grobunden for demokrati i Mellemøsten, end Kai Sørlander er. Men min tvivl bygger på et radikalt anderledes grundlag end hans.

Økonomi som motor

Lad mig først opridse mine problemer med tesen om, at demokratiet udspringer af kristendommen.

Historisk er der jo mange andre samfunds- og styreformer, der har hersket i kristenhedens historie. Der var kristne kejserdømmer, særligt det byzantinske bygget på et partnerskab mellem trone og kirke. Det levede i bedste velgående også i det russiske tsarrige.

Senere opstod syntesen mellem den europæiske feudalisme og den katolske kirke. Og hvad med Calvins republik i Geneve?

Disse styrer var alt andet end demokratiske, men alle kunne de finde rod i åbenbaringens skrifter. Så hvis man nu siger, at med demokratiet har man endeligt fundet den sande kerne i den kristne åbenbaring, tillader jeg mig at spørge, hvorfor det skulle tage næsten to tusinde år.

Man kan med lige så god grund argumentere, at den nordeuropæiske politiske praksis, som den udvikledes særligt i England i d.17. og 18. århundred og derfra i USA hviler på en tradition for kollektive beslutningssystemer, der var mere karakteristiske for de førkristne nordiske og keltisk-britiske former. Da demokratiske ideer begynder at vinde frem på kontinentet i det 18. århundred, er det oftest i modsætning til som et oprør imod kristendommens institutioner.

De fleste historikere ville jo nok argumentere noget i retning af, at de politiske styreformer, der er kommet til verden i Europa og USA gennem de sidste to århundreder, og som vi nu har givet fællesnævneren demokrati, er udsprunget af en indviklet økonomisk og social udvikling. Den var forbundet med maritime imperiekonstruktioner (England, Holland), væksten i byhandel og -håndværk. Siden bidrog den industrielle revolution, udviklingen af nye finansielle former, der kunne betale for den egentlige første verdenskrig i 1756-63, og Napoleonskrigene til udviklingen. Undersåtter blev til skatteborgere i en proces, hvor de til gengæld fik medbestemmelsesret. Teorierne kom almindeligvis haltende bagefter.

Politik adskildt fra tro

Det førende argument for, at islam og demokrati kun vanskeligt kan sammen, er påstanden om, at der ikke adskilles mellem religion og politik.

Her er man ukritisk faldet for en af den moderne politiske islams centrale påstande. Men det er en påstand, der mangler grundlag i størstedelen of den islamiske historie og i meget af den intellektuelle tradition.

Bare det faktum, at man har som et centralt programpunkt, at religion og politik ikke kan adskilles, viser jo klart, at der er tale om to særskilte koncepter. Og påstanden om, at de ikke må adskilles er tegn på, at de er og har været adskilt, ellers var det jo ikke nødvendigt at insistere så hårdt.

Nu er der ikke plads her til at gå i detaljer, men lad mig give nogle smagsprøver på denne adskillelse: Centralt i den islamiske teologi ligger diskussioner om, hvad man må og ikke må, de pligter, forbud og anbefalinger, som ofte dækkes af begrebet Sharia, der er et etisk kompleks, en teologisk og juridisk diskurs, og et lovsystem, i varierende grad alt efter, hvor og hvornår det placeres.

Klassisk skelner man mellem de elementer, der udgør tilbedelse, og de elementer, der indbefatter menneskets handlinger over for hinanden og i samfundet. Det første (særligt de såkaldt fem søjler bøn, faste, almisser osv.) ligger fast, idet de udgår direkte fra Guds udtrykte vilje. Det andet hviler i menneskelig fortolkning af generelle principper, der er at finde i åbenbaringen. Der er altså en klar skelnen mellem det af Gud bestemte og det af mennesket udtænkt.

Også i den historiske praksis har der oftest været et skel. I den allerførste periode med islamisk styre efter Muhammeds død i 632 havde de nyligt erobrede provinser oftest to guvernører en ‘over bøn’ og en ‘over skat’.

De to dimensioner blev hurtigt forenet under én guvernør og, over ham, én kalif, men så sent som i det 15. århundred var det civile statsbureaukrati fortsat delt i to den religiøse og den verdslige del.

På det tidspunkt var Osmannerriget allerede godt i gang med at udvikle et verdsligt retssystem, qanun, parallelt med det islamiske. Det verdslige system blev fortsat udviklet og spillede en voksende rolle helt op til rigets fald under Første Verdenskrig.

I Iran er det styre, der blev oprettet efter revolutionen i 1979, helt atypisk for den iranske shiismes historie. Der var undtagelser, men i tiden, efter landet blev officielt shiitisk tidligt i det 16. århundred, har teologerne og de religiøse jurister konsekvent holdt sig uden for politik. Kun med Khomeini blev den tradition omstødt.

Historiebunden teologi

Ganske som i den kristne historie har også islams historie bygget på en vekselvirkning mellem ideer, inkl. filosofi og teologi, der henviser bl.a. til åbenbaringsskrifterne, og de politiske, økonomiske og sociale virkeligheder. Åbenbaringsskrifterne er ikke entydige heller ikke i hænderne på tekstfundamentalister. De tilbyder snarere et kompleks af ressourcer, der kan mobiliseres på forskellig vis i en dialog med konteksten.

Den byzantinske kejserkirke såvel som det middelalderlige pavedømme kunne finde berettigelse i skriften, ligeledes Luther og Calvin. Skrifterne og den kristne fortolkningstradition viste sig med tiden også at kunne finde ressourcerne til at gå med til menneskerettigheder og demokrati, selv om det nok stadigvæk kniber med kønsligestilling.

I princippet er islam ikke så meget anderledes. Der er tekster i Koranen, der kan lægges til grund for religionsfrihed, folkets medbestemmelsesret i det politiske system, ligestilling mellem kønnene, retfærdighed i samfund og i retten. Faktum er, at netop disse spørgsmål har været diskuteret livligt de sidste mange årtier blandt muslimske intellektuelle. Gennemslagskraften har dog manglet, fordi de muslimske samfund ikke ligefrem har været begunstiget med de rette politiske og økonomiske forhold, og ikke mindst fordi de har været underlagt diktaturer (for det meste sekulære og militære) støttet alternativt af Sovjetunionen og af Vesten.

Det arabiske forår er ofte blevet sammenlignet med det europæiske gennembrud i 1990. Den går ikke. Hvis det skal sammenlignes med noget, må det være 1848 et ‘demokratisk forår’, der kun enkelte steder førte til en eller anden, ofte kompromitteret, form for demokrati. Andre steder skulle det vare flere generationer, før demokratiet slog igennem hvor stærk den kristne tradition end var.

Jørgen S. Nielsen er Danmarks Grundforskningsfondsprofessor i islamstudier. Han er leder af Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

Denne artikel er anbefalet af: