Nye toner

Først en rettelse: Un train peut en cacher un autre. Ved franske jernbaneoverskæringer læses ofte på et dertil indrettet skilt denne tekst: Et tog kan skjule et andet, som med lidt god vilje også kan opfattes i overført betydning. Hvad der i klummen ikke måtte ske, skete: det lille ‘en’, som er en besværlig størrelse i fransk, var gledet ud i sidste uge og efterlod citatet meningsløst, hvilket flere læsere venligt og med tak og beklagelse gjorde opmærksom på. Når det en skønne dag lykkes at blive enehersker i Frankrig, vil det blive overvejet at afskaffe det drilagtige ‘en’ pr. dekret.

Og så til sagen:

Paladsrevolutionen i DR forleden, som Lasse Jensen kyndigt kommenterede, åbner ganske rigtigt muligheder for en mere lykkelig udvikling i den gamle medievirksomhed. En udvikling der kan komme til at ophjælpe de seneste mange års påfaldende kvalitative armod i DR. Man skal ikke fryde sig over andres ulykke; fyringen af fire topchefer i DR’s ledelse er jo ikke i sig selv en glædelig begivenhed. Surt for de pågældende, der mener at have gjort det rigtige. Det mener utvivlsomt de fire afskedigede med nu fhv. mediedirektør Mikael Kamber i spidsen. Ambitionen var at omdefinere public service og koncentrere midlerne om udsendelser med maksimale seer- og lyttertal. Dette betød for en stor dels vedkommende afvisning af originalitet, oplysning, det kunstneriske, det kontroversielle og det sære og svære. Mikael Kamber udtrykte efter sin pludselige afskedigelse forståelig bitterhed. Det var som at »stå af i Roskilde«, sagde han. Nu skulle de ellers »høste frugterne« (sic). Kamber, der gerne imødegik kritik af DR med at kritikerne åbenbart ikke ønskede kunder i butikken, havde med sine medarbejdere kun gjort, hvad den forrige generaldirektør i sin egenskab af marketingsmand forstod sig på. Man kan let ondsindet hævde at Kenneth Plummers forgænger i embedet i mangel på indføling med programvirksomhed og indsigt i medarbejdernes kvaliteter og det modsatte, uden at begribe hvad han havde mellem hænderne, banede vejen. DR’s udflytning til Ørestaden blev, for at sige det nænsomt, håndteret som en ulykke. Skandalen gav fjendtligsindede politikere af VKO-flertallet magten til at afsnøre resterne af den i borgerlige kredse ofte afskyede medievirksomheds fribårenhed og selvstændighed og indsætte en determineret bestyrelse med stærkt ideologisk orienterede medlemmer. Den Kamber’ske linje frastødte ikke umiddelbart disse folk. En popularitetssøgende programpolitik, der mere lignede TV 2 og TV3 og ikke et seriøst public service-medie, var ikke bekymrende. Bestræbelserne på seerrekorder med formuer spenderet på royale begivenheder og reality shows blev heller ikke taget ilde op. Ikke i førstningen. Men det blev trods alt for meget og prægede efterhånden DR som skodkanal uden andre kvalitative udviklingsmuligheder end stadig mere af det samme ugebladsorienterede friløb som TV 2. Kulturminister Møller gav et vink med en ny public service-radiokanal bl.a. som irettesættelse af DR’s svigtende forståelse for sine kulturforpligtelser. En lejlighed for formand Michael Christiansen til at gøre noget ved det, bød sig, da Plummers skrøbelighed i embedet udkom i bogform, og han blev losset ud.

En giftig parodi

Den nye generaldirektør Maria Rørbye Rønn har i samklang med sin bestyrelsesformand taget konsekvensen af den hidtidige uforsvarlige kurs direkte mod laveste fællesnævner. En kurs som på forholdsvis kort sigt ville kunne true DR’s eksistens og gøre et nationalt licensfinansieret mediehus meningsløst. I diplomatiske vendinger har generaldirektøren varslet nye tider. Man skal lægge mærke til at beslutningen også at afskedige den hidtidige markedsføringsdirektør kan give anledning til at omdefinere DR’s selvfremstilling og programvirksomhed. Husets præsentation af sine ikke altid lige enestående produkter har udviklet sig til noget der ligner en giftig parodi på reklamer i den billige ende. Begejstringen for egne præstationer afleveres af jublende speakere, der proklamerer »tankevækkende radio« og med ekkorum som i Statsradiofoniens pubertetsår byder »velkommen indenfor«. En sørgelig misforståelse af lytterens rolle i forholdet. Middelmådig programkvalitet indvarsles herefter som en nations fødsel; »du er på p1, henånder hun kælent som receptionisten i et bordel, hvor koncerterne er intet mindre end live de lux. (Når koncertsalen da ikke er optaget af et par fallerede slagsbrødre i halvlange underbusker og snot i ansigtet.) Ingen nutidig lever- postejsfabrikant svinger sig op i nærheden af DR’s selvforelskede højder. Men det tankevækkende behøver ikke præsenteres som tankevækkende, ikke hvis det er det.

Kritik af udtrykket, sproget i DR, som før nævnt her i klummen, bør ikke bagatelliseres som gammelmodig surhed. Kritikken rammer selve grundstoffet i al publicistvirksomhed. DR’s egenpræsentation er udtryk for den programpolitiske holdning, der uundgåeligt tegner udsendelserne. Den dygtige journalist, medarbejder eller musiker, eller hvem der nu leverer, ved udmærket med sig selv og andre at det ikke hver gang er verdens skabelse. ‘Den mindst ringe’ var engang et passende udtryk for dette dagblads selvforståelse og kultur: Beskeden hævdelse af egenarten, pletrenset for det bralrende. Som middelalderens krønikeskrivere der beskrev sig som dværge anbragt på skuldrene af kæmper. Ydmygt, men også selvbevidst når de gjorde opmærksom på at de med dén placering jo også skuede lidt længere ud, end dem de stod på skuldrene af.

Optimisme

Selvros og påstande om det fantastiske og tankevækkende er en blindgyde med hjernevask og fodslag i baglandet. Hvordan bedrive efterkritik, når man bilder fok ind at det udsendte er genialt! Ingen bliver klogere af den slags institutionaliseret selvbedrag, som kun røber at ophavsmændene til annoncementaliteten ikke er belastet af den tankevirksomhed de påberåber sig. Men hvis DR ikke er dét, tankefuld, har virksomheden, i betragtning af sin særstatus, ingen berettigelse. Derfor er det vigtigt at ledelsen, efter den korrektion der satte Kamber & Co af i Roskilde, nu åbner en offensiv over for sprog og udtryksmidler. Indser formens betydning for indholdet, vækker en ny formidlingsmæssig, fagligt funderet bevidsthed og nedtoner den glade selvforherligende amatørisme. Såfremt ledelsen følger den opfordring og tager kritikken alvorligt, forestår en lang og svær proces i et hus der har sat ukyndige i spidsen for formidlingsudviklingen. I årevis har DR forsømt opdyrkelsen af og uddannelsen i fundamentale færdigheder og, takket være fagligt svagt funderede chefer, foretrukket det ringe eller generelt jævne frem for det indsigtsfuldt specielle og originale båret af sproglig professionalisme. Kort sagt: nu fortidige ledelser der ikke har set og begrebet værdierne i medarbejderskarens udviklingspotentialer.

Det ligger ikke til denne skribent at lade sig forlokke af optimisme. Men i et kort øjeblik kom det over ham ved meddelelsen om ikke fyringerne men reformerne der synes indlejret i den strukturelle beslutning forleden.

Hvis ikke dette bliver fulgt op, og det gør det vel men hvis ikke, ja så kan man med franskmændene og med ‘en’ på rette plads igen sige: Un train peut en cacher un autre. Og så bliver det hele bare ved på samme måde, men med andre navne i direktionen.