I en stukloftet lejlighed nær Blågårds Plads på indre Nør-rebro bor formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, den 41-årige Trine Pertou Mach.
Sammen med to smådøtre, en bonusteenager og sin mand Rasmus er hun ved at lave aftensmad og har nok at se til med pigerne, der er trætte efter en lang institu-tionsdag. På køleskabet bag hende hænger den nyeste valgplakat, hvor alle paroler står både på dansk og arabisk.
Hun sidder i økeblikket som suppleant for Ida Auken i Folketinget, men er en af dem, som ikke kan vide sig sikker på at blive valgt ind ved det kommende valg, selv o m hun internt er meget populær og fik stor bifald i dele af baglandet, da hun i efteråret langede hårdt ud efter S-SF’s nye pointsystem.
Et lille rødt postkort med påskriften ‘Ingen point på kærlighed’ minder også om, hvor Pertou Mach fortsat står i den sag.
Her er aftensmaden af princip økologisk og Trine Pertou Mach er på mange måder indbegrebet af en idealist.
»Jeg har altid været social-ist,« siger hun og forklarer, hvordan hun er vokset op i et skolelærerhjem, hvor intellektuelle venner, musik og politik flød ind og ud i en skøn blanding, der gjorde hende politisk bevidst meget tidligt.
Eftersom hun først har meldt sig ind i partiet i 2004, kan hun med god ret også kalde sig ny i SF.
Resultater tæller
Men ingen inkarnerer det ny SF bedre end integrationsordfører Astrid Krag, der bor nogle kilometer derfra i et gammelt arbejderkvarter omkring Holmbladsgade på Amager.
Det er ikke fordi, hun på papiret ikke har været en mindst lige så ‘rigtig’ socialist. Hun har lavet blokader på skoler, hun har været vegetar. Hun har været en rød aktivist i en blå-sort del af Jylland, der ville være udkant, hvis ikke det lå så tæt på en motorvej.
Hun har dyrket tomater, organiseret fattige syersker i Mellemamerika og været SFU-formand.
»Og jeg har boet i kvindekollektiv i Brønshøj, hvor vi havde fælles sokker og underbukser, så jeg har aftjent min værnepligt,« siger hun med et smil.
Men måske er det den der sidste tilføjelse, der siger mest.
Hendes veltrimmede byhus kunne være taget ud af et ILVA-katalog, med alt hvad der hører sig til af moderne, hvidt køkken til lidt rå mursten og Montana-moduler.
Indholdet i køleskabet er heller ikke særlig økologisk, erkender hun.
»Bortset fra vores job, lever vi vist et ret gennemsnitligt liv,« siger hun. I en alder af blot 28 år er Astrid Krag nået til nogle erkendelser omkring idealisme og realiteternes verden, som ikke alle i SF har det lige let med.
»For mig er der ikke en modsætning mellem at være idealist og praktisk politiker, for det mest idealistiske og humanistiske er da at få nogle forandringer igennem. Det er ikke meget værd med fine holdninger, hvis ikke man forbedrer livet for nogen. Nogle gange synes jeg, vi har medlemmer, der vægter debatten MEGET højt. Jeg laver politik for at forandre noget ikke for at sidde i rundkreds og diskutere,« siger Astrid Krag, der ikke går så meget op i, om folks valg af SF er et tilvalg af de socialistiske idéer eller udtryk for det, man kunne kalde ‘Villy-mania’.
Skal hun selv pege noget ud, så var det en kombination af historieundervisning om industrialisering, Pelle Ero-breren og hendes farfars begravelse, der skubbede hende ind i SFU.
»Han var formand for en Metal-afdeling, og det havde vi aldrig snakket om, men der var fanebærere, der gik bagefter med fagforeningens faner, da kisten blev båret ud, og det var meget rørende. Jeg tror, det gik op for mig, at jeg selv var en del af bevægelsen, og at jeg var nødt til at gøre noget og ikke bare nyde godt af det.«
Man forstår måske, hvorfor et tæt samarbejde med Socialdemokraterne ikke lig-ger hende fjernt, og det er slet ikke til diskussion, hvem der i øjeblikket har overtaget i partiet.
Hårde dueller forude
Når SF i dag samler 600 medlemmer til landsmøde i Falkoner Centret, er alliancen med Socialdemokraterne mejslet i fælles udspil, og nu gælder det om at skabe valgkampstemning. Men selv om enighed og gejst vil præge landsmødet, er kampen i SF langt fra slut, og for SF’erne er valget ikke blot en kamp om magten i Danmark, men også et internt slagsmål om fremtidens SF.
Et gennemsnit af men-ingsmålinger fra april til maj viser ifølge Altinget.dk, at hvis der kom valg i morgen, ville SF få 24 mandater. Det er en fremgang på kun ét mandat siden valget i 2007, og lykkes det ikke at trække flere stemmer til, vil det betyde meget for den politiske linje.
F.eks. vil et af de velkendte ansigter på partiets venstre-fløj, Pernille Frahm, ryge helt ud af Folketinget. I Københavns Omegn, hvor hun er opstillet, måtte hun nemlig i den lokale urafstemning se sig slået af byrådspolitikeren Bilal Inekci fra Ishøj sidste år. Han er modsat Frahm ledelsens drøm om en kandidat, der ikke vil lave meget ballade, men som med sin tyrkiske baggrund forventets at kunne tale for en fast og fair udlændingepolitik med stor troværdighed.
Et blik udover hele SF’s kandidatkort viser, at der i adskillige kredse er afgørende politiske profiler på listen, som kun kommer ind, hvis SF kan score mange personlige stemmer, eller hvis der sker uventet fremgang.
I Aaalborg kan et af de sidste mandater enten gå til den grønne profil, Karen Thour-borg eller den unge venstre-fløjskandidat, Lisbeth Bech Poulsen. Hun er relativt ukendt af offentligheden, men gjorde sig bemærket ved at være en af de kun tre landsledelsesmedlemmer, der talte ledelsen midt imod og nedstemte pointsystemet i efteråret. For de store dele af SF’s aktive medlemmer, der betragter sig selv som venstrefløj i forhold til Christiansborg-ledelsen, er det helt afgørende med principfaste folketingsmedlemmer, som alene ved at true med offentlig ballade, kan fungere som stopklods, hvis SF-toppen skulle gå for vidt i deres kompromisstrategi.
Mens mediernes søgelys er rettet mod Helle Thorning-Schmidt (S), beskrives de interne slagsmål som mindst lige så intense.
Uden for citat taler flere medlemmer af Folketinget henholdsvis om frygten for, at en historisk chance for at rykke danskerne længere til venstre vil gå til spilde, henholdsvis at magten bliver en kortvarig fornøjelse, hvis de ‘forkerte’ personer kommer ind.
Lighed er afgørende
I København er Trine Per-tou Mach en af dem, der står på vippen.
Hun anklager ikke SF-toppen for at ville noget andet, end hun selv vil med samfundet på den lange bane.
»Vi er enige om målet, det er mere et spørgsmål om strategien. Lighedsdagsordenen er er grundsten for mig, og min politiske verden stopper ikke ved den danske grænse,« siger hun og forklarer, at hendes idealisme i forhold til SF og politik generelt måske også handler om, at hun mener »ord skaber politisk virkelighed«.
Det nytter ikke noget at sætte point på mennesker, selv om det lige passer ind i en dansk valgkamp. Det er principielt forkert, fastholder hun og hører ikke til den slags politikere, der vil moderere principper.
Efter at have afleveret sit speciale på statskundskab boede Trine Pertou Mach i Bruxelles og senere i Egypten.
»Dengang var jeg ikke in-teresseret i partipolitik og lavede i stedet tværpolitiske ting og græsrodsarbejde. Det var først 2003, hvor jeg kom hjem fra Kairo, at det gik op for mig, at noget måtte gøres, og så meldte jeg mig ind i SF,« siger hun og understreger flere gange, at »selv om det kommer til at lyde lidt hippieagtigt«, er det stadig hendes mål at lave hele verden om.
Hun opgav ideen om at være vegetar, da den førstefødte var spædbarn, og hun en morgen vågnede op med trang til kød af uransaglige fysiologiske årsager.
»Og det ville jeg gerne bakke hende op i,« indskyder hendes mand Rasmus smågrinende, men tilføjer, at familien stadig primært spiser vegetarmad ligesom i aften.
Der er ellers en klar fællesnævner mellem Trine Pertou Mach og Astrid Krag, som i dag spiser kylling i den thai-inspirerede wokret, som manden Andreas er ved at bakse sammen ved koge-øen. Han tilføjer med et skuldertræk:
»Vi har jo også en stor fladskærm hængende inde i stuen.«
Astrid Krag deler også op-fattelsen af, at eventuele uenigheder i SF må handle mere om tilgang end om indhold.
Bare fordi man går sammen med Socialdemokraterne om alle udspil og i store træk træder ind på den bane, som de traditionelt store partier har defineret, så betyder det ikke, at man ikke kan rykke tingene, siger hun og argumenterer for, at man allerede har rykket S.
»Vi lægger altså en mer-opkrævning af skatter for 18 mia kroner på bl.a. millionærer, aktiespekulanter, multinationale selskaber. Vi løfter overførselsindkomsterne og investerer massivt i vores fælles velfærd. 10 milliarder mere end regeringen, bare på uddannelse,« siger hun og forklarer, hvorfor det faktisk vil give bedre muligheder for at udvikle mere ambitiøse, venstreorienterede løsninger, når man sidder i regering, end når man sidder i opposition.
»Det er afgørende at have magten. De borgerlige har skabt etablerede sandheder f.eks. at markedsgørelse af fællesskabet giver bedre velfærd. Pengene følger borgerne, taxametersystemer, frit valg, udbud af velfærdsydelser. Der ligger en stor udfordring i at tage det opgør efter 10 år,« siger hun og mener netop, at SF i regering vil muliggøre den venstreorientering af vælgerne, som 90’ernes SR-regering ikke formåede.
Marginaler
Spændingen i SF er ikke mindst koncentreret om-kring København, hvor der tegner sig lidt af en stemmegyser. Formand Villy Søvndal er også opstillet og forventes at støvsuge langt de fleste personlige stemmer. Også Kamal Qureshi, Ida Auken, Anne Grethe Holms-gaard og Özlem Cekic stiller op her. Særligt Özlem Cekic menes at kunne mobilisere kritikerne, hvis der skulle blive behov for det, og ifølge poli-tisk kommentator Peter Goll, kan det dog komme til at afhænge af »helt ned til to stemmer, om det bliver den ene eller anden, der kom-mer ind.« Men som flere siger, så ser man allerede forbi dagens landsmøde og videre til næste år, hvor også partiets principprogram skal debatteres. Her vil idealister og realister nok være enige om mindre end de er i det med garanti klapsalvefyldte Falkoner Center i dag.
Kommentarer
»På SF’s landsmøde i denne weekend vil Villy Søvndals linje ikke være til diskussion, men det betyder ikke, at kampen om SF’s fremtid er forbi.«
Det må man da håbe, for lige nu ser det godt nok sløjt ud for det tidligere så respektable parti.
Hvis man har tænkt sig at stemme på ”rød blok” ved det kommende valg, kan jeg kun anbefale, at man vælger at stemme på et andet parti end SF, så partiet får et fortjent vink med en vognstang om at søvndalismen er aldeles uspiselig.
Denne kommentar er anbefalet af:
»Vi kunne gå på vandet på et tidspunkt. Men nu er Villy-effekten ligesom forsvundet«, siger Stig Søllested fra Høje Taastrup.
»SF har taget en ordentlig højredrejning. Nu håber vi bare, at det er fordi, vi skal gå på listefødder frem mod valget«.
Citat fra en landsmødedeltager, kilde: http://politiken.dk/politik/ECE1282314/sfere-paa-g…
Det kan ikke understreges kraftigt nok, at landet er nødt til at vælge en rød regering næste gang, hvis vi skal undgå en løbende afvikling og endeligt udstykning af alt hvad, vi har opfattet som fælles og velfærd, og dermed overlade hinanden og ikke mindst samfundets svageste til en social-darwinistisk skæbne. Man skal ganske enkelt være politisk blind og døv for ikke at kunne se, at alt er bedre end blå blok.
Per Thomsen:
“Hvis man har tænkt sig at stemme på ”rød blok” ved det kommende valg, kan jeg kun anbefale, at man vælger at stemme på et andet parti end SF, så partiet får et fortjent vink med en vognstang om at søvndalismen er aldeles uspiselig.”
Ja. Stem Ø, ganske enkelt.
Partiet der er den eneste oprigtige garant for et kompromisløst forsvar for efterløn og velfærdsrettigheder, og som til enhver tid vil angribe fremmedfjendsk politik uanset om den har blå eller rød afsender. Det er ikke bare det strategisk kloge at gøre, det sender også, som Per Thomsen nævner, et klart signal til SF-toppen om, at den har bevæget sig langt væk fra rigtig mange af dens vælgeres holdninger, værdier og behov.
Denne kommentar er anbefalet af:
“For de store dele af SF’s aktive medlemmer, der betragter sig selv som venstrefløj i forhold til Christiansborg-ledelsen, er det helt afgørende med principfaste folketingsmedlemmer, som alene ved at true med offentlig ballade, kan fungere som stopklods, hvis SF-toppen skulle gå for vidt i deres kompromisstrategi.”
Forståeligt! Det kan så bare undre helt enormt, hvorfor nuværende profiler, der betragtes som værende på SFs venstrefløj, ikke for længst har været ude og slå i bordet. Man mindes hvordan Kamal Qureshi og Özlem Cekic op til SFs tilslutning til den lyserøde model af DFs racistiske pointsystem forsøgte at rejse en debat og mobilisere baglandet, som iflg målinger var imod. De blev pludselig helt stille. Hvorfor mon?
“Men som flere siger, så ser man allerede forbi dagens landsmøde og videre til næste år, hvor også partiets principprogram skal debatteres. Her vil idealister og realister nok være enige om mindre end de er i det med garanti klapsalvefyldte Falkoner Center i dag.”
Een ting er SFs egne medlemmer, der (indtil videre) marcherer i takt, noget andet er partiets normale vælgerskare. De har, som Per Thomsen og Bo S Nielsen også har skrevet, en helt særlig magt: ved at stemme på Enhedslisten fremfor SF sendes et stærkt signal om, at Astrid Krags linje ikke skal have lov at degradere SF til en småborgerlig blanding af Socialdemokratiet Classic og Dansk Folkeparti. Mandattal er tydeligvis et sprog man forstår i partiet, der for tiden tydeligvis bare vil vinde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad er det dog for et latterligt udtryk jeg nu er stødt på et par gange de sidste dage: bonusteenager og andetsteds bonusmor?! Det ender jo med at ordet “bonus” får en dårlig klang …
Anne Marie Jensen:
»Man mindes hvordan Kamal Qureshi og Özlem Cekic op til SFs tilslutning til den lyserøde model af DFs racistiske pointsystem forsøgte at rejse en debat og mobilisere baglandet, som iflg målinger var imod. De blev pludselig helt stille. «
Ja, de to anstændige SFere i topledelsen er da godt nok blevet helt stille. Musestille som de siger henne i børnehaven.
Kamal Qureshi og Özlem Cekic sprang op som løver og faldt ned som lam.
Man skulle næsten tro, at de har fået mundkurv på…
“…Bilal Inekci fra Ishøj sidste år. Han er modsat Frahm ledelsens drøm om en kandidat, der ikke vil lave meget ballade, men som med sin tyrkiske baggrund forventets at kunne tale for en fast og fair udlændingepolitik med stor troværdighed.”
En fast og fair udlændingepolitik. Vi lader den lige stå et øjeblik.
Har SF virkelig kapituleret så fuldstændigt overfor OVK’s nynazistiske politik at de hønsestrikkende wannabe’s har overtaget OVK’s udlændingepolitk helt ned til den ordrette formulering af flosklerne?
Og hvorfor en tyrkisk ‘Onkel Tom’ skulle gøre racismen mere spiselig er vitterligt mig en gåde..