Opslag til denne artikel

Emneord:film, humor, nazisme
Personer:Charlotte Gainsbourg, Kirsten Dunst, Lars von Trier, Susanne Bier
Steder:Cannes

I Spike Jonzes Being John Malkovich finder hovedpersonen en vej ind i John Malkovichs hoved, hvorfra man kan leve med i den amerikanske skuespillers liv.

Efter at have været vidne til Lars von Triers mange opsigtsvækkende, sjove, provokerende, mærkelige, dumme, ironiske og begavede udtalelser gennem 18 år som filmjournalist, er det der, jeg gerne vil være; ikke i John Malkovichs hoved, men lige bag den danske filminstruktørs øjne, så jeg kan se verden igennem dem og måske endda få en idé om, hvordan han tænker og føler. Det kan bestemt ikke være kedeligt. Det bekræftede Trier endnu engang, da han i går på filmfestivalen i Cannes efter premieren på sin nye film, katastrofedramaet Melancholia, mødte først verdenspressen og derefter den skandinaviske presse. Han har det med at sige, hvad der lige falder ham ind, Trier, og selv om meget af det er i spøg han er en vittig mand opfattes det ikke altid sådan, især ikke af udenlandske journalister.

På et tidspunkt kaldte han i sjov sig selv nazist, hvilket affødte nervøs latter fra de forsamlede pressefolk og, senere på eftermiddagen, vrede reaktioner fra forskellige Holocaust-organisationer. Undervejs på pressemødet fik Trier også sagt, at han engang troede, at han var af jødisk herkomst, og det var han stolt af, indtil Susanne Bier meldte sig på banen Trier og Bier har før kritiseret hinanden offentligt, selv om de laver film for samme selskab og at han godt forstod mennesket Hitler.

Inden længe var alle de elektroniske og sociale medier fulde af historier om nazisten Lars von Trier. Ingen nævnte, at Triers spøg blandt andet hang sammen med, at han, da han fik at vide, at hans halvt jødiske far ikke var hans rigtige far, også fandt ud af, at han var af tysk afstamning. Triers udtalelser, som tydeligvis blev taget ud af sammenhængen og misforstået hvilket til dels var hans egen og upræcise engelske formuleringers skyld levede deres eget liv.

»Melancholia var en kandidat til Guldpalmen i Cannes i ca. 30 min., og så åbnede Lars sin tynde lille nazimund auf wiedersehen, spade,« skrev The Observers Jason Solomons f.eks. på Twitter.

Nazistisk æstetik

»Det hele kom sig jo faktisk af en diskussion af den nazistiske æstetik, som jeg holder meget af,« sagde Lars von Trier til en gruppe skandinaviske journalister på et noget mere afdæmpet og afslappet pressemøde en time efter det officielle pressemøde.

»Jeg synes f.eks., at en Stuka (en tysk krigsfly, red.) er en sindssygt smuk maskine, meget gennemtænkt, og jeg har en masse forbilleder, som på en eller anden måde binder det sammen med den tyske romantik. Men er jeg nazist som politisk overbevisning? Nej. Michael Obels far, Gunnar Obel, flirtede jo lidt med nazistpartiet, og så sagde han de gyldne ord, ‘Hitler havde ret i mange ting, men det endte tosset’. Og det var så ligesom hans statement, og det må man jo give ham ret i.«

Ikke så heldigt

Lars von Trier blev så spurgt, om ikke han var bange for, at hans udtalelser til den internationale presse ville stjæle opmærksomheden fra Melancholia.

»Nej, det er jeg ikke bange for. Jeg er bange for mange ting, men ikke det. Overhovedet ikke. Hvis filmen har en gennemslagskraft, er der nogen, som vil se den, hvis den ikke har, er der ikke nogen, der vil se den. Resten betragter jeg bare som en slags … at jeg bare er tilstede. Som det fremgår af pressekonferencen, er der jo ikke noget viden, der bliver givet fra en mand til en anden. Der sker jo ingenting. I er ikke blevet klogere, og jeg er ikke blevet klogere, så det er fuldstændig lige meget. Men det er rigtigt, at jeg følte mig sådan lidt … ja, i godt humør. Står ham der Messerschmidt ikke og heiler og synger alle mulige sange, når han er i godt humør? Det er åbenbart sådan, nogle mennesker reagerer.«

Instruktøren indrømmede dog, at pointen i hans udtalelser omkring nazismen forsvandt på det store pressemøde, og at det ikke var så heldigt.

På spørgsmålet om han så virkelig mente, at hans næste film, Nymfomanen, ville blive pornografisk, svarede han, at »ja, jeg er fuldstændig seriøs. Jeg er mere pornograf, end jeg er nazist. Det vil jeg gerne have taget til protokols.«

Og det gør jeg så, ikke mindst fordi Triers film er et udtryk for den kringlede, idérige tankegang, jeg så gerne vil have et bedre indblik i.