Opslag til denne artikel

Emneord:mænd, sex
Personer:Dominique Strauss-Kahn
Organisationer:Verdensbanken
Steder:Frankrig, New York

Kennedy, Berlusconi, Katzav bom! Clinton, Mitterrand, Ibrahim bom … Fortsæt selv listen over sammenhæng mellem magt og sex, ført for retten eller ej. Magt og sex et sted hinsides loven, eller netop på kanten af den.

Og nu Dominique Strauss-Kahn, direktør for Verdensbanken med udsigt til en præsidentpost i Frankrig. En mand, der som Zeus eller Thor regerer lande og kontinenter. Fremtiden for det land, hvor filosofiens vugge stod, havde Strauss-Kahn i sin hule hånd samme dag, hvor han måtte gøre det. Igen.

Gøre noget med en ung kvinde, nærmest hvilken som helst kvinde.

Jeg skal ikke her på nogen måde forsøge at afgøre, om det var forførelse eller voldtægtsforsøg. Mine tanker går til kvinden, der, hvis det var et ‘seksuelt overgreb’, har været ude for en ekstremt ubehagelig oplevelse.

Franske medier synes langt mere optaget af Dominique Strauss-Kahns ubehagelige ‘oplevelse’. Billederne af den faldne konge går over skærme og forsider, mens franske medier forfærdede kommenterer ydmygelsen. Medielynchning, før man er dømt, har været forbudt i Frankrig i blot 10 år. For tiden lyder det, som om det har været indskrevet i fransk lov siden revolutionen, og det burde være blå-hvid-rød-stemplet i ethvert ordentlig demokrati.

Men det er det så ikke, og herre gud. Strauss-Kahn er jo kun et menneske. Eller er han? Måske var det spørgsmålet om, hvor man befinder sig i forhold til lovens grænse og sin egen menneskelighed, som det hele handlede om på Hotel Sofitel NY.

For noget skete der jo

Nogle celler fra Strauss-Kahn har blandet sig med nogle celler hos en 32-årig stuepige. Den del af historien, er der ikke nogen, der benægter, ikke engang han selv, som ellers nægter sig skyldig. Som i alle amerikanske serier er der ‘beviser’: dna under negle, spor på kroppe, men sæd har vi ikke hørt noget om. Vi kan prøve at gå helt, helt tæt på, med mikroskoper og test, for vi vil så gerne vide, hvad der skete: analt, oralt, vaginalt? Men ikke mindst: om hun sagde ja eller nej.

Freud skrev for næsten præcis 100 år siden sin meget mærkelige bog Totem og Tabu. Det var efter, at han havde lyttet til Gud og hvermand på divanen og egentlig ikke kunne forstå, hvordan et samfund kunne hænge sammen. Hvorfor vi følger loven og ellers føler skyld. Grundfortællingen i Totem og tabu er, at der oprindeligt findes en urfader, og det er ham, der har alle kvinderne. Det kommer der en masse børn ud af. Ikke mindst sønnerne er selvfølgelig misundelige over, at det er faderen, der får det hele på den såkaldt dumme. Så ikke alene slår de ham ihjel, de æder ham også. Og får dårlig samvittighed.

For at historien ikke skal gentage sig, rejser de derfor en totem over den døde far som garant for loven, der forbyder incest og mord. Den døde far blev Gud og så var de andre til gengæld mennesker.

Freud gav sit essay undertitlen: »Nogle overensstemmelser mellem de vilde og neurotikerne«, og der har selvfølgelig været mange, der har skullet ‘bevise’, at det bare var noget, han fandt på. For vi har ikke fundet dna-rester fra urfaderen, og totemmen er rådnet op eller måske forstenet i katedraler. Og det er sikkert også helt tilfældigt, at den græske mytologi beskriver tilsvarende fadermord. Som da Uranus blev slået ihjel af kykloperne, som han havde fået med Gaia, som måske var hans mor der er ikke grænser for, hvor meget rod de havde i det dengang.

Det var også Freud, der med udgangspunkt i sine patienter teoretiserede sig frem til Fallos og magt som fallossymbol. At det trods alt havde noget at gøre med det, en mand eller rettere en far har mellem benene, og som moderen meget hellere vil have, end hun vil have én selv. Det er dét, som gør det til et symbol og ikke noget, der bare er. Magt er et symbol på det, en far kan, og det, en far kan, er at forføre moderen, eller rettere kvinden, væk fra en selv. Lad os i queertider kalde det ‘faderfunktion’. Så i sidste instans hviler ikke alene samfundet, men ethvert magtsymbol på dette: om en ‘kvinde’ vil have en eller ej.

En rigtig leder

Men nu er vi da hverken vilde eller neurotikere, vel? Eller er det netop urhistorien, vi atter fascinerede ser opført på verdens scene? I al fald kan man med denne historie, som man kan tro på eller ej, meditere lidt over, hvorfor visse store mænd, så alligevel trods al den magt, verden tildeler dem, eller de har tilranet sig nødvendigvis tvivler på den. Som en anden psykoanalytiker har sagt: »Selv en konge er sindssyg, hvis han tror han er konge.«

Man kan også forstå noget om den fascination, der gør, at magtfulde mænd ofte slipper af sted med seksuelle forhold langt ud over de grænser, andre dødelige har været nødt til at æde. Som om det nærmest bekræfter, at man har med en rigtig leder at gøre, jo flere seksuelle eskapader. Berlusconi og hans hof af damer i alle aldre, selv i den alder, netop en datter ville have. Mitterrand, der nærmest levede i bigami, tjah, nu tikker det ind på lystavlen, at det gjorde Schwarzenegger så også.

Andre lande dyrker den hysteriske version, a la angelsaksisk tabloid: Farmand skal være fuldkommen perfekt og må i seksuelle anliggender ikke engang ‘bryde loven’ dér, hvor der ingen skade sker.

Og lad det være sagt: mange kvinder er beærede over at være ‘den udvalgte’, når de går i seng med magten. Så fås det ikke større.

Og så Dominique Strauss-Kahn. Det siges nu, at alle vidste, at han var dameglad og forførte til højre og venstre. En hel del gik med til det. Andre indrettede sig, så de aldrig var i enrum med den person, som alle også vidste var så ekstremt dygtig en politiker og med tiden så ekstremt magtfuld en mand.

Problemet’ var så nok, at stuepigen ikke vidste det. I suiten på Sofitel kom han ud fra brusebadet, som Gud har skabt ham. Og så stod kvinden der. Og så måtte det prøves igen.

Ikke for at se, om han kunne alt. Men for se om, han kunne lige netop dette, som er det eneste, man aldrig magter.