De økonomiske vismænd er alt for ensidige i deres økonomiske grundholdninger, mener Enhedslisten. Grundigt irriteret over, at vismændene gang på gang i rørende enighed med bankøkonomer og CEPOS har foreslået f.eks. skattelettelser og efterlønsreformer, vil partiets finanspolitiske ordfører, Frank Aaen, nu have en kommende rød regering til at udskifte vismændene.

»Økonomi er ikke en eksakt videnskab. Det synspunkt, der siger, at offentlige investeringer er en mulighed for at få gang i økonomien i modsætning til skattelettelser til de rige og afskaffelse af efterlønnen kommer ikke frem. Det er to vidt forskellige skoler, og jeg ville gerne have, at begge to blev repræsenteret og kom frem i den offentlige debat.«

På partiets årsmøde på Nørrebro i København i dag, vil Aaen derfor præsentere et nyt krav til Socialdemokraterne, hvis de vinder valget: en reform af vismandsinstitutionen.

»Vismændene har enorm indflydelse på debatten om økonomi og på den økonomiske politik, der bliver ført. Derfor er det afgørende, at vismændene ikke alle sammen deler den samme nyliberalistiske økonomiske opfattelse, men at forskellige holdninger er repræsenteret.«

Af en anden skole

I dag er det formelt set regeringen, der udpeger nye vismænd men efter indstilling fra vismændene selv. Fremover vil Enhedslisten have nye vismænd udpeget af et kollegium af universiteternes økonomiprofessorer og med et fast krav om, at gruppen skal rumme vismænd af flere forskellige ‘skoler’ inden for økonomi .

»Der skal flere forskellige økonomiske retninger ind i institutionen og de skal forpligtes til også at komme med flere forslag. Det skal ikke være sådan, at økonomi bliver lavet til at naturlov. Vi skal have en mere alsidig debat,« siger Frank Aaen.

Hos Socialdemokraterne erklærer næstformand Nick Hækkerup sig enig i, at den økonomiske debat er for ensidig.

»Vi har et selvbekræftende økonom-parnas især fra bankerne og de blå interesseorganisationer, der bekræfter hinanden i, at offentlige investeringer bare er en udgift, der ikke skaber værdi. Men om det lige skal løses med at reformere vismandsinstitutionen, det ved jeg ikke. Der må vi se på nærmere på Enhedslistens ønsker,« siger han.

Lodret uenig

SF’s gruppeformand Ole Sohn er enig i, at økonomer »ikke besidder sandheden«.

»Man kan godt finde en anden måde at udpege vismændene på men jeg tror ikke, at det vil gøre nogen forskel. Der er også andre økonomer, der giver deres mening til kende i den økonomiske debat,« siger han.

Den radikale tidligere økonomiminister Marianne Jelved erklærer sig ligeud som lodret modstander af både kritik og krav fra Enhedslisten.

»Vismandsinstitutionen har det formål at komme med anbefalinger til Folketinget og regeringen om, hvilken økonomisk politik den skal føre og ud fra forudsætninger, som de gør nærmere rede for. Meningen er ikke, at de skal repræsentere forskellige løsningsmodeller. De må komme ad anden vej og de gør det allerede i dag,« siger hun.