Obama nærmer sig politisk islam

BEIRUT – Præsident Obamas tale i torsdags var mere henvendt til Ikhwan, Det Muslimske Broderskab, end til Israel, også selv om hans bemærkning om, at udgangspunktet for en fredsaftale er våbenstilstandslinjen fra 1967. Den lignede en revision af præsident George W. Bushs løfte til daværende premierminister Ariel Sharon om amerikansk støtte til yderligere annektering af palæstinensisk land, men var reelt et forsøg på at stille den arabisk-israelske konflikt på lavt blus, som Barry Rubin, en amerikansk-israelsk politolog, udtrykker det.

Rubin, der jævnligt skriver til det højreorienterede Jerusalem Post, ser i lighed med flere arabiske, tyrkiske og israelske analytikere Obamas tale som bekræftelse på den længe nærede mistanke om, at hans administrations udenrigspolitik er i et sporskifte, der sigter efter de arabiske oppositions-bevægelser som fremtidens politiske partnere og beskyttere af amerikanske interesser.

Såvel Obamas tale som forudgående møder mellem amerikanske diplomater og repræsentanter for Det Muslimske Broderskab i bl.a. Istanbul indikerer en amerikansk diplomatisk offensiv over for politisk islam i erkendelsen af, at Mellemøstens kommende magthavere vil være islamister, uanset om Washington kan lide det, eller ej.

Men USA ønsker at være først ved havelågen i konkurrencen med Rusland, Kina og for den sags skyld EU, og forleden kunne den libanesiske avis Al-Joumhouria rapportere om et møde mellem Jeffrey Feltman, USA’s udenrigsministeriums særlige Mellemøsten-ansvarlige, og en vifte af ledere fra Det Muslimske Broderskab i Egypten, Jordan og fra Syrien, arrangeret af broderskabets tyrkiske afdeling. Ifølge avisen lovede Feltman at støtte de muslimske brødre i kampen for at vælte de diktatoriske regimer – og for Jordans vedkommende at støtte et krav om, at Abdullah II’s styre overgår til konstitutionelt monarki. De syriske brødre betingede sig, at de ikke efter Bashar-regimets eventuelle fald bliver presset til at forhandle med Israel medmindre det sker under saudiarabisk overordnet lederskab.

»To ledere er trådt til side. Flere kan følge efter,« sagde Obama med henvisning til Tunesiens Ben Ali og Egyptens Hosni Mubarak og adresse til Ali Abdullah Saleh i Yemen, Hamad bin Isa al-Khalifa i Bahrain, Muammar Gaddafi i (det halve) Libyen og Bashar al-Assad i Syrien, der fik besked på enten at »lede overgangen til reformer eller komme af vejen«. Obamas generelle formulering om »universelle rettigheder« er den støtte, han kan yde de arabiske oprørere uden at fornærme USA’s allierede alt for direkte, men det har slået iagttagere, at den amerikanske præsidents ordvalg ikke reelt gjorde forskel på trofaste allierede – Bahrain og Yemen, der står for tur – og Syrien, allieret med Iran, Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza, og hvis sikkerhedsstyrker og militær i endnu en blodig fredag har slået folk ihjel med brug af kampvogne.

»Obama har givet Bashar valget mellem at gennemføre demokrati eller få det røde kort,« siger Ali Atassi, en syrisk politolog bosat i Beirut, hvor han kommenterer den syriske revolte i flere medier.

»Men reelt giver han Bashar mere tid i håb om, at det syriske regime kan få styr på oprørsbølgen. Det håb er forfejlet, for den syriske opposition kan ikke stoppes nu.«

USA’s dilemma

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, skærpede tonen – men kun en smule – da hun i weekenden blev spurgt om, hvorfor USA tøver med at skrue bissen på over for Syrien. Hendes svar: At USA stadig håber på, at Bashar al-Assad vil indfri sine løfter om reformer, og at han derfor fortjener »en sidste chance«, afspejler det amerikanske dilemma i forhold til Syrien: På den ene side ikke bekende fuld kulør til fordel for den sunni-muslimske opposition, hvilket ville lukke døren til Bashar-regimet, som USA stadig håber på kan vindes over fra alliancen med Iran, på den anden side at sikre, at oppositionen fortsat opretholder et pres på regimet.

Broderskabets rolle

Og denne syriske opposition synes i stigende grad ledet af Ikhwan, broderskabet hvis radikale leder, Muhammad Riad al-Shakfa, er flyttet fra eksilet i Yemen til Istanbul, hvorfra han organiserer modstanden mod Bashar- regimet med bistand fra tyrkiske fundamentalister og med den tyrkiske regerings stiltiende velsignelse.

Det er måneder siden Elie Chalhoub, en mellemøstanalytiker i Beirut, påpegede amerikanernes – efter hans mening – yderst varsomme attitude over for Tyrkiet, hvis islamisk-hældende regering jævnligt har trådt USA over tæerne – bl.a. afvist troppe-transporter før Irak-invasionen, afbrudt samarbejdet med Israel, optrådt besværligt i NATO etc., ligesom Tyrkiet de seneste måneder har vist sig som sponsor for Det Muslimske Broderskabs syriske eksilledelse, hvis talsmand, Zuhair Salem, så sent som i tirsdags fortalte The Wall Street Journal:

»Vi har et ønske om at koordinere oppositionens positioner.«

Han skyndte sig at tilføje:

»Vi er støtter (til den syriske opposition, red.), ikke igangsættere, idet gadernes stemme er talsmand i sig selv.«

Således følger den syriske afdeling af Ikhwan den egyptiske moderorganisations model, der trådte i karakter, da revolten i Kairo tabte luft oven på Mubarak-regimets vold mod aktivisterne på Tahrir-pladsen. Ifølge alle meningsmålinger ligger islamisterne til at vinde det egyptiske valg i september.