'Hold jer væk fra skolerne i Afghanistan'

»Hvor længe vil de udenlandske soldater være der til at beskytte skolerne,« spørger Suraya Sadeed og kigger op over brillen.

Hun fokuserer blikket på mig i så lang tid, at jeg bliver usikker på, om hun faktisk forventer et svar.

Suraya Sadeed er en lille dame, men hun taler med stor vægt, når det kommer til spørgsmålet om skoler i Afghanistan. Allerede da Taleban var ved magten, var hun personligt med til at oprette 17 ulovlige skoler i Kabul og omegn. I dag har hendes organisation, Hjælp Afghanistans Børn (HTAC), omkring 100.000 piger og drenge indskrevet i skoler over hele Afghanistan.

Med sit spørgsmål rammer hun direkte ned i et af de store problemer, Vesten står over for, når vi gradvist trækker soldaterne ud af Afghanistan frem mod årsskiftet 2015. Hvordan sikrer man de fremskridt, der er opnået i Afghanistan, mod at blive brændt af, når vi er væk igen.

Endelig svarer hun selv på sit spørgsmål:

»Udenlandske soldater kan ikke passe på skolerne, det er ikke deres job. Det skal lokalsamfundene selv. Det handler om at give dem ejerskab over skolerne. Fortæl dem, at det er deres skole til deres børn, og så må de selv om, om de vil beskytte den eller ødelægge den. Det virker,« siger hun.

Investering i fred

Beviset kommer hun selv med. HTAC har 27.000 elever i det konservative Kandahar, Talebans ideologiske højborg, og en skole med internet-adgang i den farlige Laghman-provins i øst, nær grænsen til Pakistan. Nu har Suraya Sadeed skrevet en bog om sine erfaringer, og det er i den forbindelse, at hun er i Danmark. Men fra begyndelsen af interviewet står det klart, at hun ikke er kommet for at fortælle om de personlige farer, hun har trodset. Hun er kommet med et budskab om, at uddannelse er det bedste håb for at slutte krigen i Afghanistan. Hun kalder det »en investering i fred«.

Og som om hun var en skolelærer, der vil sikre sig, at eleven forstår, stiller hun lige så mange spørgsmål, som hun giver svar.

»Hvad motiverer en ung dreng på 14 år til at spænde en bombe om livet på sig selv i stedet for at gå ud og spille bold? Hvad er det, der får ham på de tanker, og hvad kan vi gøre for at få ham på andre tanker? Det er åbenlyst, at det ikke vil hjælpe noget at smide flere bomber, eller at udstationere 140.000 soldater i hans land.«

En del af problemet

For Danmark og resten af de vestlige lande i Afghanistan er opbygning af skoler, især pigeskoler, da også et af de resultater, politikerne hyppigst bryster sig af. Adskillige danske ministre som Søren Pind (V), Lene Espersen (K) og Ulla Tørnæs (V) er blevet fotograferet med afghanske børn foran nogle af de 20 skoler, som Danmark er med til at finansiere i Helmand-provinsen.

Men som Information tidligere har påvist ved hjælp af lækkede efterretningsdokumenter fra Wikileaks, angriber Taleban i stigende grad skoler som en del af krigen mod regeringen og de internationale styrker.

Ifølge Suraya Sadeed er der en klar sammenhæng mellem de to tendenser. Ofte er det de udenlandske besøg, der bringer skolerne i fare uden at ville det.

»Mange af de skoler, der er blevet brændt, er blevet det lige efter, at soldaterne har været der. De vil bare gerne hjælpe og dele de kladdehæfter og blyanter ud, som børnene måske har bedt dem om. Men de forstår ikke, at de gør skolerne til mål ved blot at besøge dem.«

For Taleban er det en provokation, at de invaderende styrker giver gaver til deres drenge og piger. Nogle gange forstår de måske ikke, hvad det er for nogle bøger, der bliver uddelt det kunne jo være Biblen, fortæller Suraya Sadeed.

Budskabet er ikke, at de vestlige samfund skal holde op med at donere skolemateriale, de skal bare holde sig fra skolerne.

»Kladdehæfter og blyanter er jo en vidunderlig gave. Men giv den til de lokale bistandsorganisationer eller opbyg et godt samarbejde med de lokale ældste. Sørg for, at de bringer det hen til skolen. Men hold jer væk selv, for det bringer bare de drenge og piger i fare.«

Bliv efter 2014

I det hele taget fokuserer Vesten alt for voldsomt på Afghanistans kvinder, oplever Suraya Sadeed.

Hun har selv arbejdet hårdt for at forbedre kvinders vilkår under Talebans regime, men Vestens ensidige fokus kan direkte være skadeligt, mener hun.

»Vesten bliver ved med at snakke om pigeskoler. Men drenge gik heller ikke i skole under Taleban. Al den snak om kvinderettigheder. Hvad med mænds menneskerettigheder? De har også lidt under Taleban.«

»Hvis du vil have, at en pige skal modtage undervisning, så må du også undervise hendes far og hendes bror. Det er dem, som giver hende lov eller forbyder det. Du kan ikke gå uden om mændene for at nå frem til en kvinde i Afghanistan. Det er umuligt. Det er derfor vi ikke har succes i Afghanistan.«

Hvis vi fortsætter på denne måde, vil intet have forbedret sig i Afghanistan i 2014, mener Suraya Sadeed.

Men det er aldrig for sent at gøre det rigtige. Vi kan trygt sende soldaterne hjem; jo før, jo bedre. Men vi skal blive i Afghanistan, også efter 2014.

»Danmarks engagement skal fortsætte, når det kommer til udvikling, humanitær bistand og uddannelse. I skal samarbejde med de lokale bistandsorganisationer, de findes også i massevis i Helmand. De kender landet og kulturen, og de kan arbejde så meget bedre sammen med lokalsamfundene. Der er mindre risiko, og det koster mindre.«

‘Den forbudte pigeskole’ af Suraya Sadeed er netop udkommet på dansk på Gads Forlag