Undertegnede deltager i øjeblikket i sin egenskab af arbejdsledig dr.phil. i et såkaldt vejledningsforløb over fire uger hos en privat aktør.

Man vejledes bl.a. i at skrive ansøgninger åbenbart fordi den stigende arbejdsløshed i dette land i særlig grad skyldes ansøgernes utilstrækkelige ansøgninger. Når ansøgerne så får lært at skrive ordentlige ansøgninger, se da vil hjulene igen begynde at snurre, lærerne vil igen blive ansat på skolerne og ikke fyret, universiteterne vil igen blive fyldt op med forskere og undervisere osv. At man f.eks. har en doktorgrad er ingenlunde nok, man skal også kunne skrive en god, helst logrende, officielt autoriseret ansøgning.

Forleden fik jeg nu af den eksterne, private aktør at vide, at dersom jeg ikke finder ordinær ansættelse eller et job med tilskud inden kursusforløbets afslutning, så skal jeg umiddelbart efter de fire uger fortsætte min kursusdeltagelse i en ren gentagelse af dette forløb, idet jeg er i såkaldt intensiv aktivering.

Denne dråbe, min obligatoriske deltagelse i en gentagelse af vejledningsforløbet, fik tålmodighedens i forvejen overfyldte bæger til at flyde ganske over.

En fornærmelse

Jeg anser denne deltagelsesrepetition, uanset de lovgivendes og udøvendes private såvel som offentlige sikkert velmenende intentioner, for objektivt at være en fornærmelse imod mine almene evner og faglige kvalifikationer: Jeg behøver ikke gentagelsen af et i forvejen formålsløst kursus, der i øvrigt er af en type, som jeg til overmål har været udsat for et par gange tidligere.

Eller tror man dvs. alle relevante aktører med beskæftigelsesministeren i spidsen ikke, at jeg på egen hånd kan finde ud af at lave ansøgninger, selv ikke efter at have participeret i ovennævnte kursus, siden jeg på denne måde så at sige skal gå 1. klasse om?

Eller mener man, at jeg ikke kan aktivere mig selv, trods det at jeg inden for de senere år, ud over at have erhvervet mig doktorgraden (dvs. forsket på internationalt niveau), har skrevet fem bøger samt faktisk bedrevet meget andet samfundsnyttigt af selvstændig karakter?

Skulle man nu alligevel, hvad meget tyder på, med djævelens vold og magt ønske mig aktiveret (denne form af verbet kaldes som bekendt for passiv, i tidligere dansk grammatisk terminologi kaldtes passivformen for ‘lidemåde’; i grunden var det at blive gjort til objekt altså en lidelse, ifølge de gamle), hvad jeg dog ikke har det fjerneste imod, så lad mig da f.eks. arbejde meningsfyldt for dagpenge.

Mange virksomheder vil meget gerne have mig tilknyttet, tør jeg godt røbe; en arbejdsgiver udtrykte det for nylig sådan, at jeg med mine kvalifikationer ville være »en gave for et sted som vores«. Desværre havde denne delvis offentlige virksomhed ikke penge til en ordinær ansættelse eller et tilskudsjob. Vedkommende fandt det i øvrigt fuldkommen uforståeligt, at der ikke var arbejde til sådan en som mig et sted.

Lad mig arbejde

Summa summarum: Finder jeg ikke job, ordinært eller tilskudsjob, inden bemeldte kursus slutter, må det da være muligt for de relevante myndigheder at stille en anden løsning i udsigt end den personligt og samfundsmæssigt utilfredsstillende, fornuft- og fantasiløse løsning, det er at lade mig og alle de mange andre i samme situation deltage i et gentaget forløb af et ovenikøbet netop afsluttet kursus.

Så lad mig da venligst arbejde meningsfuldt for dagpengene, hvis andet ikke for øjeblikket er muligt, i stedet for at, igennem kursus- og anden mere eller mindre formålsløs aktivering, sætte min kostbare arbejdskraft ud af kraft, altså i stedet for at inaktivere mine ressourcer gennem aktivering. Al aktivering er principielt inaktivering af dyrebare menneskelige og samfundsmæssige ressourcer.

For øvrigt mener jeg at tale på talløse lediges vegne, der, slidte af ledighed, nedbøjede, skamfulde og som oftest magt-arrogant behandlet af arbejdsmarkedssystemet og dets forvaltere, ikke har overskud eller lyst til at træde frem, skønt det rettelig ingenlunde er disse, skammen burde ramme.

Poul Ferland er arbejdsløs