Store spøgelser spærrer for de virkelige problemer

Fornuftige folk, der ellers ikke tror på genfærd, har gennem de senere år set et spøgelse spadsere gennem Danmark: Retsstatens undergang! Der har været råbt det, man kalder ‘vagt i gevær’, og alarmklokkerne har gjort det, som med et populært udtryk kaldes ‘bimlet’, og nogen har sågar råbt om en »bombe under retsstaten«. Sandelig om ikke endda en professor har sammenlignet Danmark med DDR.

Politikere, professorer og andre med privilegeret adgang til den offentlige debat har set den danske anti-terrorlovgivning som et så slemt forfald, at kun de største ord kunne begribe forfaldets omfang. Kampen mod terror er blevet kritiseret som en kampagne mod retsstaten. Den er blevet set som symptom på en særlig ‘frygtkultur’, hvor kyniske ledere udnytter passive borgeres angst for verden, og den er blevet betragtet som bevis på, at vi nu befinder os i en permanent undtagelsestilstand, fordi krigen mod terror aldrig bliver afsluttet.

Redeligt og nøgtern skriver jura-forskeren Anders Henriksen i sin nye bog Anti-terroren, retsstaten og demokrati op imod de fjendebilleder, der er så store, at alt forsvinder i dem:

»Min eneste påstand er,« skriver han i sin konklusion: »at anti-terrorlovgivningen ikke i sig selv kan begrunde, at vi drikker gravøl over retsstatens død. Jeg deltager i hvert fald ikke.«

Henriksens konklusion er ikke, at der ikke udfordringer, og at alt er harmonisk og rigtigt i den danske retsstat. Han hævder heller ikke, at anti-terrorlovgivningen er demokratisk uproblematisk. Tværtimod: Pointen er, at de store spøgelser spærrer for de virkelige problemer. Hvis man opfinder enorme fjendebilleder, forholder man sig ikke kritisk til det, der bliver udfordret og forandret. Det gør derimod Anders Henriksen i sin strålende lille bog.

Ny trussel

Henriksen indleder med at redegøre for terrorismen som trussel. Traditionelt har straffe skullet afskrække forbrydere fra at gøre det forkerte: Man lader være med at gennemføre et stort og kalkuleret bankrøveri, fordi man ikke vil i fængsel. Men som Henriksen skriver: Terroristerne tillægger ikke sanktionerne stor betydning. De har demonstreret, at de er villige til at ofre deres liv for at opnå den størst mulige ødelæggelse, og derfor er de heller ikke voldsomt afskrækkede af udsigten til straf… Det næste, at attentaterne den 11. september var eksempel på en terrorisme, som skabte ødelæggelse i et helt andet omfang, end vi har været vant til. De to erfaringer har ført til en forskydning af indsatsten mod terror:

»Vi er gået fra afskrækkelse til forebyggelse og derfor også fra fare til risiko. Og det er først og fremmest derfor, at vores retsstat er blevet udfordret siden efteråret 2001.«

Henriksen fastholder således, at der kampen mod terror er en konflikt mellem sikkerhed og frihed. Det er en konflikt, som ikke kan ophæves, men som hele tiden må håndteres. Men som han også gør opmærksom på: Det er en konflikt, som findes i alle områder af vores liv: Vi må ikke køre bil uden at tage sikkerhedssele på, og vi må ikke selv bestemme, om vi vil køre med lys på vores cykler om aftenen. Spørgsmålet er, hvorfor vi finder os i at afgive frihed af hensyn til sikkerhed i disse tilfælde, mens der er anderledes alarm over indskrænkelserne i forhold til terror.

Der er ifølge Henriksen tre svar på det spørgsmål: For det første er de indgreb, som terrorbekæmpelsen foretager i vores hverdagsliv, større end dem, vi normalt udsættes for.

For det andet er det ikke sikkert, at terrortiltagene overhovedet virker. Man kan altså registrere en klar effekt på vores frihed, men man kan ikke konstatere en lige så klar effekt på vores sikkerhed.

For det tredje er det oplagt, at terrortiltagene rammer en mindre gruppe, som i forvejen er hårdt ramt. Det er med andre ord den store flertalskultur, som gennemfører regler og sanktioner, der ofte kun går ud over et mindretal af borgerne. Sat på spidsen: Muslimernes friheder ofres for de andres sikkerhed. Så radikalt ser Henriksen ikke problemet, men han påpeger faren ved, at de, der har mindst at sige i det politiske system, bliver ofre for det politiske system:

»Risikoen for, at majoriteten lader minoriteten bære alle de negative konsekvenser af den politik, som de gennemfører, forstærkes, hvis minoriteten ikke er særligt godt repræsenteret i det politiske system, og den forstærkes endnu mere, hvis minoriteten ikke bare tilhører en politisk minoritet, men også i fysisk forstand skiller sig ud fra flertallet.«

Tuneserloven

Henriksen fremdrager i bogen flere eksempler på farlige sammenfald mellem udlændingelovgivning og terrorbekæmpelse. Hvis for eksempel en udlænding på tålt ophold pålægges meldepligt må det kun ske med henblik på udsending af landet. Det går ikke med henblik på terrorbekæmpelse.

Grundigt gennemgår Henriksen også den såkaldte ‘tunesersag’, hvor to mistænkte tunesere administrativt blev udvist fra Danmark. Det sensationelle er ifølge Henriksen ikke, at Højesteret forkastede tuneserloven. Det sensationelle er, at det ikke skete allerede i byretten og landsretten. Det er ikke til at sige, om dommerne følte sig udsat for politisk pres, men det er ikke usandsynligt:

»Vi ved ikke præcis, hvorfor hverken byretsdommeren eller de tre landsdommere mente, at de ikke skulle efterprøve myndighedernes beslutning, men det er nærliggende at tro, at dommerne følte sig pressede og valgte at stole på, at myndighederne handlede i god tro, og ikke ville frihedsberøve tuneserne, hvis de ikke selv var sikre på, at det fornødne grundlag var tilstede.«

Fra EU og FN!

En opsigtvækkende indsigt i Henriksens bog er kilden til de mange terrortiltag. Det opleves almindeligvis sådan, at populistiske nationale politikere kræver mere sikkerhed for flertallet og ikke tager hensyn til friheden for mindretallet, mens internationale institutioner beskytter alle borgernes rettigheder. Dansk Folkeparti udfordrer retssikkerheden, mens EU og FN forsvarer borgernes rettigheder.

Men på terrorområdet er mange stramninger ifølge Henriksen gennemført, fordi vi af vores internationale forpligtelser var tvunget til det. Det gælder for eksempel den kontroversielle europæiske arrestordre, som kommer fra EU, men også terrorpakken i 2002 blev til, fordi vi skulle leve op til vores internationale engagement. Det synes således særdeles problematisk, når indskrænkninger i borgernes frihed gennemføres af institutioner, hvor borgerne ikke selv er repræsenteret.

Henriksens afsluttende pointe er dog, at disse enkelte udfordringer af retssikkerheden i virkeligheden kan styrke retssikkerheden. De skærper bevidstheden om, at retsstaten ikke er gratis: Man må vælge mellem sikkerhed og frihed i hvert enkelt tilfælde, og man må erkende, at mere sikkerhed ofte vil betyde mindre frihed. Det er først, når den er under pres, at retsstaten skal vise sin styrke, og retsbevidstheden udvikles som kritisk bevidsthed. Det kræver, at man ser de virkelige problemer i stedet for at opfinde store spøgelser.