En historie om lort

»Sproget taler og spørger: Hvorfor er jeg så smuk? Fordi min herre vasker mig.« Således skrev den surrealistiske digter Paul Eluard tilbage i 1926 i Smerten hovedsta.d

Og således indleder Dominique Laportes, sit foruroligende, lidt frastødende, men meget indsigtsfulde essay fra 1978, om Lortets historie.

Laporte fortæller om noget, vi ikke rigtig har lyst til at høre, eller har vi? »Uns bleibt ein Erdenrest zu tragen peinlich. Und wär es von Asbest, es ist nicht reinlich,« citerer han Goethe . Der er en rest af jord, vi ikke kan blive frie af, som er pinlig, og så langt kan vi jo godt følge Goethe, som Laporte citerer. Men så tilføjer Goethe, at om det så var af ‘asbest’, ville vi ikke synes, det var rent.

Skæbnens ironi vil så, at det universitet hvor Laporte engang underviste, nu i årevis har været lukket, netop fordi man har været i gang med at fjerne asbest. Selv denne rene eller rensede ‘kerne’, tilsyneladende rent mineralsk, viste sig at virke anderledes end forudset.

Hvad den gør ved os

Således kan et stof gå fra at være det fuldkommen rene til at værre det værste. Asbest har vist sig at være ekstremt kræftfremkaldende.

Laporte sætter legende spørgsmålstegn ved så meget, at vi helt har glemt, at det kan gøres.

Det ligner Roland Barthes som to år tidligere i 1970’erne holdt foredrag om ‘at leve sammen’ og til alles undren talte om mærkelige skæbner, som skabte levesteder så infame, at de nu ville have været på anti-psykotisk medicin i årevis. Men som midt i al deres ‘lort’ var ved at skabe helt egne grænser.

Laporte stod da også tankemæssigt nær både Barthes og Michel Foucault. Og derfor hæfter han sig højpandet fransk ved noget helt andet end, hvad vi nu »faktisk« gør ved lortet. Det er meget vigtigere, hvad lortet gør ved os, alt efter, hvordan vi taler om det.

To slags renhed

Laportes udgangspunkt for Lortets historie er således en påpegning af to dekreter, der den 15. august 1539, udgives i Frankrig.

Det ene, og meget berømte, går ud på, at love og alt, hvad der har med juridiske sager at gøre, fra nu af skal skrives på fransk: »Vi vil og befaler, at disse fakta fra nu af skal være skrevet så tydelige, så der ikke er nogen tvetydighed eller usikkerhed, eller behov for at bede om fortolkning.« Der må findes et sprog, hvor tingene virkelig kan sige og forstås. Laporte var specialist i denne drøm om et ukorrumperet og ‘rent’ nationalsprog.

Hvad der er meget overset er så, til gengæld, at et af de første dekreter, et langt skrift, fra samme dag, hængt op over alt i Paris, handler om, hvad man skal gøre ved … lortet.

For man må ikke længere bare smide det på gaden. Man skal beholde det hjemme, indtil det samles sammen og føres uden for byen.

Og hermed skabes hele ‘privaten’ og det menneske, der har kernefamilien som stinkende centrum. Mens lortet til gengæld i al sin tvetydighed føres uden for byen, hvor det skal forvandles til gødning og således til guld. Eller merværdi, som det hedder i den kapitalisme, der får selvsamme menneske i centrum.

Vi sorterer stadig

Der er mange interessante og slibrige detaljer at notere sig. Ordet ‘parfume’, dette dyre stads, kommer således fra pare-fumier: Det som dækker lortet. Og da undertegnede sad og væmmedes over en udførlig forklaring om, hvorledes en adelsfrue holdt sig skøn, med et særligt udvalgt ekstrakt af en ung mands afføring, kom jeg i tanker om at Botox vist er det samme. Laporte ville have elsket det. Pølseforgiftning, skyldes dette uhyre giftige stof, der findes netop i Goethes erdenrest i jord og afføring. Og nu sprøjtes i ‘ren’ form ind i Nicole Kidmans pande, så hun kan se evigt ung ud.

Gaderne dengang i 1539 blev i umindelige tider ved med at flyde af lort. Mens selve dekretet, på renset fransk, til gengæld ændrede tankegangen og skabte det subjekt, vi nu bare synes er et menneske med dets privatliv og helt særlige forhold til Staten. Der som bekendt tager sig af kloakkerne.

Hvad ville Laporte dog ikke have fået ud af den diskurs, der nu er om at sortere affald, mens vi dybest set stadig blot eksporterer lortet længere ud for at skabe merværdi?

Det kapitel mangler. Til gengæld er Lortets historie en af den slags bøger, som sagtens kan genbruges. Til at tænke over det selv.