»Jeg sender en dugfrisk rapport og pressemeddelelse om Gaddafis krigsforbrydelser i Misrata,« lød e-mailen fra Amnesty Internationals danske presseafdeling til Information, halvanden måned efter en koalition anført af USA, Storbritannien og Frankrig valgte at intervenere i Libyen.
Amnesty International var ihærdige efter at dokumentere Gaddafis regimes uhyrligheder, nu hvor det internationale samfund tog affære.
Der var til gengæld larmende tavshed, da en koalition med USA og Storbritannien valgte at gå i krig i Irak uden FN-mandat. Amnesty opfordrede til at følge konventionerne, og slog ned på enkeltsager, der overskred menneskerettighederne, men undlod slet og ret at kritisere en ulovlig krig, lyder det fra kritikere. Og det er kendetegnende for udviklingen, at Amnesty har udviklet en subtil selektiv tilgang til hvem, man må kritisere, siger kritikere.
»Amnesty turde ikke sige et eneste ord om, at krigen i Irak i sig selv er ulovlig. De fokuserede alene på små konkrete tilfælde, og ikke på det overordnede ansvar, staterne har for ulovlighederne. Det her er simpelthen en gave til de krigsførende nationer,« sagde Michael Mandel allerede i 2004, et år efter krigen gik i gang. Mandel er professor på Osgoode Hall Law School, og mener, at menneskerettighedsorganisationernes tavshed om krigens illegitimitet, gav stormagterne frit spil.
Mandels kritik er et eksempel på konsekvenserne af en fintfølende balancegang for en organisation, der igennem sin 50-årige levetid har udviklet sig til en reel magtfaktor på den verdenspolitiske scene. Amnesty er gennem tiderne blevet kritiseret af de fleste stormagter og fra flere ideologiske udgangspunkter, men kritikken for at overse strukturelle overgreb til fordel for individuelle, der er lette at skabe opmærksomhed med, er gået igen.
Dobbeltmoralen
Grundstenen til Amnestys af og til problematiserede insisteren på upartiskhed, blev lagt under Den Kolde Krig, hvor organisationen af princip altid adopterede tre samvittighedsfanger på én gang. En fange fra vest en fra øst og en fange fra den tredje verden. Så kunne ingen beskylde dem for at være i lommen på hverken øst eller vest. Men Amnesty har gemt sig bag deres upartiskhed, har kritikken lydt fra den amerikanske debattør og forfatter Naomi Klein i sin bog The Schock Doctrine:
»Amnestys position har altid været, at fordi forbrydelser imod menneskerettigheder er en universel ondskab behøver organisationen ikke at forholde sig til, hvorfor de opstår,« skriver hun.
Professor i international ret og tidligere bestyrelsesmedlem i Amnesty International Francis Boyle, beskrev i 2002 sine oplevelser som værende en del af organisationen. Amnesty har for længst tabt i forsøget på at være politisk upartiske, mener han, og deres dobbeltmoral giver sig til udtryk i det, de ikke kritiserer:
»Hvis vi har at gøre med en problematisk menneskerettighedsovertrædelse i lande, der ligger i konflikt med enten USA eller Storbritannien, kan man være sikker på at Amnesty International sætter alle mand på sagen. Men omvendt, har du en situation, hvor USA, Israel eller Storbritannien er den bagvedliggende årsag til det, så er det meget svært at få Amnesty til at gøre noget ved situationen. Det er ikke en tilfældighed, at de fjender Amnesty går efter, ofte er nogle enten USA eller Storbritannien har en interesse i at bekæmpe,« sagde han.
Men Amnesty er tvunget til at forholde upartiske, når Vesten går i krig, mener Anja Mihr, der er tidligere bestyrelsesmedlem i Amnesty i Tyskland og forsker ved det hollandske institut for menneskerettigheder:
»Amnesty siger aldrig: ‘Vi er imod en specifik krig’. I stedet siger de, vi er imod krænkelser af menneskerettighederne, hvis de så finder sted i et kommunistisk regime, jamen så kan man jo selv drage sine konklusioner. Samme logik gælder for krigen i Irak, hvor Amnesty har kritiseret en lang række forhold,« siger Anja Mihr.
Sidst står rettigheder
Beundrere af Amnesty peger ikke mindst på organisationens gennemslagskraft og ihærdige og frygtløse indsats for at efterforske overgreb til bunds som årsagerne til, at Amnesty International står så stærkt på sin 50-års fødselsdag. Uden Amnesty havde sager som Niels Holcks udlevering til Indien, den kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiweis fængsling og den planlagte, men nu sløjfede skrappe, ugandiske lovgivning mod homoseksuelle næppe opnået den samme opmærksomhed verden over. Men kritikerne spørger i samme sætning, om netop ikke iveren efter opmærksomhed har overstrålet indignationen over sagerne i sig selv:
»Amnesty er primært motiveret af publicity, og efter publicity kommer penge, som nummer tre kommer hvervningen af nye medlemmer. Som nummer fire kommer interne konflikter i organisationen. Og så til sidst kommer oprigtig bekymring for menneskerettigheder,« sagde Francis Boyle i 2002.
Men ifølge Anja Mihr bliver Amnesty nødt til at fokusere på hvervningen af medlemmer det er det, der giver dem politisk gennemslagskraft:
»Med deres tre millioner medlemmer har de en stor demokratisk magt. Og til trods for, at Human Rights Watch og International Crisis Group oftest laver langt bedre rapporter, er det stadig Amnesty, der får det første opkald, når der skal diskuteres konventioner og menneskerettigheder.«
Det var to portugisiske studerende, der endte i fængsel efter at have skålet for friheden i 1961. Fængslingen gjorde så stort indtryk på den britiske advokat Peter Benenson, at han skrev en artikel med en appel om amnesti til de to studerende, i britiske avis The Observer. Appellen blev genoptrykt i aviser over hele verden, og satte gang i en dominoaffekt, der mundede ud i breve for frihed.
Kommentarer
Og? For ikke så mange uger, elelr for cirka 1½-2 måneder siden, blev Amnesty anklaget for at være imod Vesten. Kan I bestemme jer?
Vestens “menneskerettighedsorganisationer”…
Amnesty er ligesom GreenPeace, Hells Angels, CEPOS mv. ikke en organisation i den nordiske forstand at der er et internt demokrati, der styrer formaal, metoder, bestyrelse etc.
Amnesty er et kampagnefirma der soeger mediernes opmaerksomhed for bestemte sager. Til deres ros skal dog siges, at de i modsaetning til GreenPeace og Hells Angels undlader at benytte kriminelle aktiviteter til at forfoelge deres maal.
Udmærket artikel, selvom den holder sig lidt på overfladen. Konkrete sager og rapporter og fravalg fra Amnestys side ville give artiklen mere tyngde.
@Karsten Aaen: Kan du linke til den artikel? Jeg har kigget Informations emne “Amnesty” igennem uden at kunne finde den.
Desuden er vinklen vel meget relevant netop fordi, Amnesty er blevet kritiseret fra alle sider og stater, som den også selv skriver..
Amnesty International har sammen med Human Rights Watch udviklet sig til nogle sølle middelmådige organisationer i forsvaret af menneskerettighederne på denne klode, fordi de konsekvent lukker øjnene for den muslimske verdens åbenlyse overgreb på millioner af kristne mennesker i de muslimske stater. Og de er også fuldstændig væk i mediebilledet, når vi taler om kampen for menneskerettigheder i de tidligere og nuværende kommunistiske lande som blandt Rusland og Kina med flere.
Iraks sunnimuslimer og shiamuslimer har mange voldelige konfrontationer med hinanden i hverdagen, men de har lige siden september 2007 været enige om, at udstede en fatwa mod landets omkring 750.000 kristne ved at true dem med drab, hvis de ikke omgående konverterer til islam. Eller de får besked på at forlade deres personlige ejendom inden 24 timer – ellers bliver de slået ihjel – og langt de fleste nyder i dag beskyttelse hos kurderne i det nordlige Irak.
Hvem forsvarer deres menneskerettigheder?
Iran, Egypten, Tunesien, Somalia, Yemen, Sudan og Saudi-Arabien (hvor kristendommen oven i købet er forbudt), men også de øvrige islamiske stater på kloden, har også et anstrengt forhold til de universelle menneskerettigheder, når det omhandler kristne menneskers religionsfrihed og personlige frihedsrettigheder, men dem forsvarer hverken Amnesty International eller Human Rights Watch.
Otte millioner egyptiske koptere (kristne) frygter aktuelt den politiske situation i det store Egypten med sine 80 millioner borgere, hvor Det Muslimske Broderskab står til at overtage magten efter det kommende valg i efteråret. Under præsident Mubarak nød de kristne en vis mindretalsbeskyttelse, men den forsvinder ved et magtskifte, hvorefter Egyptens kristne bliver jaget vildt som dyrene på den afrikanske savanne.
Amnesty International og Human Rights er dygtige til at profilere sig med beskyldninger om grove overtrædelser af menneskerettighederne, når vi taler om et land som Israel, der er det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten siden anden verdenskrig. Men også et land som Danmark med sit demokrati og folkestyre gennem 161 år. Hvorimod de holder sig langt væk fra at kritisere de 56 islamiske diktaturers konstante forfølgelser af kristne mennesker – og de tidligere og nuværende kommunistiske stater med politisk enhed under tvang.
Robert Bernstein, stifteren af Human Rights Watch, har i februar brudt med sin gamle organisation, og i stedet oprettet Advancing Human Rights som protest imod sin gamle organisations manglende kritik af muslimernes forfølgelse af kristne, hvor især Iran, Egypten, Irak og Saudi-Arabien krænker menneskerettighederne igennem deres systematiske forfølgelse af kristne mennesker, der ellers gør alt for at assimilere sig i de pågældende lande.
Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch hylder officielt religionsfriheden og ytringsfriheden som fundamentet i deres globale arbejde, og har derfor ofte kritiseret et land som det fredelige Danmark på grund af vores vedtagne udlændingepolitik. Men som feje usle mennesker holder de sig langt væk fra enhver kritik af de kommunistiske og islamiske stater, når vi taler om menneskerettigheder såsom forsamlingsfrihed, demonstrationsfrihed, religionsfrihed, ytringsfrihed og ligestilling for kvinder.
Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet, fortæller i denne uge til Kristeligt Dagblad, at Mellemøstens forfulgte kristne er blevet ”et ulykkeligt offer for en uhellig alliance mellem to politiske hensyn”. Dels er organisationerne sammen med den politiske venstrefløj bange for at puste til islamofobien i Vesten, og dels vil de krigsførende lande i Irak og Afghanistan helst ikke fremstå som kristne mennesker, fordi islamisterne forsøger at skabe et billede af religionskrige, hvor det kristne Vesten fører korstog imod muslimerne.
- Derfor er forfølgelser af kristne langt mindre synlige i offentligheden end fortjent. Men det burde ikke være svært, at gøre opmærksom på de voldsomme problemer med forfølgelse af kristne i de muslimske lande, uden at man af den grund forsvarer særlige kristne hensyn, for det handler generelt om personlige frihedsrettigheder og beskyttelse af religiøse mindretal, siger professor Ole Wæver til Kristeligt Dagblad.
Naturligvis benægter Amnesty International i Danmark med generalsekretær Lars Normann Jørgensen disse påstande og kommer med en gang vrøvl om, at man ikke har særskilt fokus på de alvorlige krænkelser mod kristne mennesker fra muslimernes side på globalt plan. I hans univers rangerer de åbenlyse forfølgelser af kristne i Mellemøsten på lige fod med forfølgelse af køn, etnicitet og seksualitet, så kopterne i Egypten og Mellemøstens andre kristne skal ikke forvente særbehandling af nogen art fra Amnesty Internationals side.
Hvis man imidlertid tilhører til de 4% af klodens befolkning, der er bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle, ja, så vil Amnesty International og Human Rights Watch omgående fare i flint i medierne, hvis disse på nogen måde bliver udsat for hatecrimes eller forfølgelse af kristne, for det er jo så dejligt risikofrit at overfalde fredelige demokratiske kristne lande med anklager om racisme og diskrimination.
Men de to organisationer Amnesty International og Human Rights Watch stikker omgående hovedet i busken, hvis overtrædelserne af menneskerettighederne imod homoseksuelle samt kristne i øvrigt bliver foretaget af muslimer, for her risikerer de omgående en udstedelse af en fatwa (dødsdom) fra de 56 islamiske diktaturstater, og dèt skal de højtlønnede chefer hos ”Godhedsgiganterne” ikke nyde det mindste af.
Så hellere lade klodens 2,2 milliarder kristne i stikken.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis man kender lidt til Amnesty International, vil man vide, at den store forskel mellem Amnesty International og (f.eks.) Greenpeace netop er det interne demokrati. Der er ikke noget der hedder landsmøde og valgt hovedbestyrelse i Greenpeace - det er der i Amnesty International. Jeg var til landsmøde i Amnesty Internationals danske afdeling i Nyborg d. 30. april-1. maj i år.
Dette er ikke en anklage mod Greenpeace; de har valgt at organisere sig anderledes end vi har.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg tror ikke, jeg har set den omtalte artikel her i Information, måske i en af gratisaviserne…
Jeg leder videre.
Hovedpointen var at man kritiserede Amnesty for at ville være politisk, ikke længere fortalte om politiske fanger på f.eks. Cuba, men var mere interesseret i at kritisere f.eks. dansk deltagelse i Irak og Afghanistan, jvf. overgreb på menneskerettighederne..
Alle organisationer ser ud til at gå fra, at have et formål til at blive et formål i sig selv!
Vi har set det med Røde Kors, Greenpeace, dele af fagbevægelsen, adskillige politiske partier osv., osv. Hvorfor skulle Amnesty være anderledes?
Det nok en OK ide, bare at satse på en ny uforstenet organisation, som kan tage over!?
Denne kommentar er anbefalet af:
@Brockdorff er som sædvanlig tilfreds med at skrive langt og ophidset ud fra løse rygter. Virkeligheden, som fx et par tusind rapporter om forfølgelse også af kristne er for distraherende for ham.
For øvrigt er jeg helt enig med den danske generalsekretær i at forfølgelse er forfølgelse, uanset årsagen. Hvis @Brockdorff i stedet ønsker et helt særligt fokus på kristne problemer, står massevis af kristne organisationer klar. Amnestys fokus er heldigvis alment og ikke snæversynet religiøst.
At foreningen har valgt den særlige balancegang at koncentrere sig om individuelle overgreb, og lade andre om at se på det overordnede strukturelle, har jeg heller intet problem med. Sålænge et sådant fokus er konsekvent, er det et fint valg, der netop har sikret organisationen opbakning til et fornemt arbejde, som jeg ved har glædet fanger jorden rundt.
Det ville da være dejligt, om en så magtfuld organisation også konkret turde pege fingre af denne verdens krigsmagere fra alle fløje. Amnesty har valgt en anden vej, og fred med det. Til gengæld er jeg dybt kritisk over Amnestys måder at skaffe penge til arbejdet på, samt internationale aflønninger, men det får de måske ryddet op i…
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg bryder mig ikke om at artiklen bruger ordet “godhedsgigant”. Udtrykket er klart lånt fra de højreekstremistiske floskler om “godhedsindustrien”. Efter sådan en overskrift får jeg ikke ret meget lyst til at læse en artikel der kritiserer Amnesty International.
Denne kommentar er anbefalet af:
Full disclosure: Jeg var indtil årsskiftet ansat i Amnestys kommunikationsafdeling og har været medlem i mange år før det.
Artiklen her peger på nogle interessante problemstillinger for Amnesty, men kritikken er alligevel grundlæggende forfejlet. Budskabet synes at være, at Amnesty skulle fokusere på de strukturelle årsager til menneskerettighedskrænkelser i stedet for den enkelte krænkelse. Dels er kritikken ikke korrekt - dels skyder den ved siden af målet.
Amnestys udgangspunkt er menneskerettighederne forstået som det enkelte menneskes sæt af ubøjelige rettigheder - retten til et liv, retten til at ytre sig og forsamle sig, retten til lige behandling etc. Det er individet, der er i centrum, og det er, når individers rettigheder krænkes, at Amnesty kommer på banen.
Det gør til gengæld, at Amnestys arbejde på sin vis er et Sisyfos-arbejde. For der vil hele tiden komme nye krænkede, hvis ikke man griber fat om roden af problemet (regimers manglende respekt for menneskers rettigheder). Der nærmer kritikerne sig noget.
Nu er det jo imidlertid ikke, fordi Amnesty fuldkommen ignorerer det strukturelle niveau. Organisationen arbejder også med lobbyisme, både i Danmark og internationalt, for at påvirke den politiske dagsorden. Men sådan et arbejde er langsommeligt og skaber kun resultater på langt sigt. Skulle Amnesty så i mellemtiden glemme alt om de individer, som bliver tortureret og forfulgt verden over? Nej, vel? Vi kan da ikke sige til fangerne på dødsgangen i Iran, at de lige må vente, til vi har fået hul igennem til Ahmedinejad? Det kræver mere is i maven, end de fleste har.
Amnestys metode med at få mange mennesker fra hele verden til at aktionere hurtigt (ved at sende breve, emails, sms’er) har vist sig særdeles effektiv til at redde enkelte menneskers liv, også i lande, hvis regimer ingen respekt har for menneskerettighederne.
Så hvad skal man gøre - hvordan skal man prioritere? Det diskuteres i alle menneskerettighedsorganisationer, hvor ønsket ALTID er at forhindre flest mulige krænkelser. Amnesty gør nogle ting, andre organisationer griber det anderledes an. Der er plads til forbedring alle steder.
(I øvrigt har jeg aldrig forstået kritikken af, at medlemsorganisationer gør en indsats for at hverve flere medlemmer. Flere medlemmer betyder ikke kun flere penge - som i øvrigt alle går til yderligere kampagne- og oplysningsarbejde - det betyder også flere, der hurtigt kan aktiveres til aktioner og dermed hjælpe til at redde menneskeliv.)
Denne kommentar er anbefalet af: