Drømmen om at slå en syver

Efterhånden ser Ulrik Gräs sine romaner som isflager, der begynder at samles til et stort sammenhængende landskab, fortæller han og nævner en af de centrale ‘flager’ i forfatterskabet, de romaner, han skrev i 1970’ernes oprørstider, og som tager tidens tendenser, ikke mindst forholdet mellem kønnene, under behandling. 70’er-romanerne er »drevet på plads nu«, hvor han har udfyldt hullet i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne med romaner som Boulevardparken« fra 1973, der skildrer hverdagsliv i vestbyen, Ulrik Gräs’ arbejderkvarter i en række af romanerne. Berusede by fra 2000 er en historie om Vejle under besættelsen 1940-45, mens Lido 2006 handler om fire drenges opvækst i 1950’erne. Endelig skildrer Gongong første halvdel af 1960’erne.

»Det er de samme personer på forskellige udviklingstrin,« forklarer han, »men deres bevidsthed udvider sig undervejs.«

Selv »bilder han sig ind, at han rummer hele danmarkshistorien,« siger han. Det skyldes dels hans familiebaggrund, dels hans ægteskaber, og dels de med Tage Skou-Hansens ord ‘midlertidige fællesskaber’, han i tidens løb er indgået i.

Ulrik Gräs havde således en onkel, der var nazificeret og efter krigen kom 10 år i spjældet. Men han havde også onkel Herluf, der var politimand og en helt, der und-slap, da tyskerne tog politiet, og gik ind i modstandsbevægelsen. Endelig var der Ulrik Gräs’ egen far i midten, »som tilhørte det store flertal, der dukkede sig.«

Sin egen opvækst skildrer han i drengen Kuno i Her og altid fra 1987: »Her genoptog jeg ting tilbage i 1960’erne. Jeg kom ikke i mellemskolen, fordi jeg var ordblind, og det havde man ikke meget forstand på dengang. Jeg følte mig koblet af. Men min far ville ikke have mig på fabrik, jeg skulle læse. Mine forældre boede midt i et arbejderkvarter, men i de selvstændiges ejendom. Min far var handelsrejsende i sølv og guld og dedikeret logemand i frimurerlogen. Så jeg blev sat i privatskole, hvor der hver måned lå en kuvert på vores pult. Den var til at anbringe skolepengene i. Jeg åbnede den i det skjulte og så, at der lå 50 kroner i, hvilket var mange penge dengang i 1960’erne. Det føltes ydmygende, at min far ofrede så meget på mig, fordi det på en måde tvang mig til at stå i gæld til ham,« bemærker Ulrik Gräs.

Forfattergerningen

Hans udvikling i forfattergerningen følger også tidens udvikling, her inden for forlagsverdenen.

Sammen med blandt andet syrepoeten Johannes L. Madsen dannede han i 1971 forfatterforlaget Attika i opposition mod de etablerede forlag. På grund af uenighed i udgiverkredsen om, hvorvidt Attika fortsat havde sin berettigelse, hvad Ulrik Gräs ikke mente, gik han senere til Modtryk, som han atter forlod for, på Hans-Jørgen Nielsens opfordring, at udkomme på Tiderne Skifter, hvor hans bøger udgives i dag.

»Jeg har søgt ind for at komme ud igen,« siger Gräs og forklarer: »Jeg er altid blevet tiltrukket af nogle kræfter udefra, men så snart jeg var kommet i berøring med dem, så var det alligevel ikke der, hvor dét var. Der er altid kommet et bedre bud.«

Tre ægteskaber

Tre forlag, tre ægteskaber. Ulrik Gräs har været gift »i mere end 50 år tilsammen«, fortæller han, og også hans ægteskaber tegner tiden, nemlig kønsrollernes udvikling i anden halvdel af det 20. århundrede.

Første gang blev han gift pr. kongebrev med en borgerdatter, der var »født konservativ«. Hun var en pæn halvtredserpige, der blev gravid, og så skulle de giftes. Men barnet døde, ligesom i Gongong, hvor et sådant ægteskab skildres. Og ligesom i romanen sad Ulrik Gräs’ dominerende svigerfar i bestyrelsen for den avis, hvor Gräs var elev.

»Ægteskabet varede fire år, så mødte jeg Helle, en fiskerpige fra Skagen med en dejlig rejekælling til mor.«

Helle var »benhård kommunist«, og det førte også Ulrik Gräs ind i DKP, hvor han blev i de 12 år, han var gift med hende, fortæller han. Hans tredje og nuværende kone, Karen, kommer ligesom den første fra borgerskabet, men nu er vi nået til 1970’erne, hun gjorde oprør mod sin opdragelse, blev studenteroprører og feminist og VS’er. Ulrik Gräs gik ligeledes over i VS, efter at han i 1983 havde været med til at sprænge DKP.

»Mine koner har været præget af deres mødre,« siger han i dag, »og når forvandlingen blev så voldsom dengang i 70’erne, var det på grund af mødrenes undertrykkelse af jer, døtrene, langt mere end på grund af fædrenes. Det kom sgu til at gå ud over os mænd, vi fik ørerne i maskineriet; jeg kender ingen mellem mine venner og bekendte, der ikke blev skilt, og jeg er stadig ked af hele forløbet, uanset hvor lykkelig jeg er blevet i mit sidste vedvarende forhold.«

Ulrik Gräs nævner romanen Elskere elsk fra 1976, der handler om de forladte mænd i kvindeåret, men som også er et selvopgør. Som et eksempel på mødregenerationens undertrykkende moral nævner han en oplevelse med sin egen mor. Han havde fået en novelle optaget i tidsskriftet Eksponent, der redigeredes af Ulla Dahlerup og Arne Herløv Petersen, og sendte et eksemplar til sin mor. Svaret var et flere siders rasende brev. Tidsskriftet indeholdt nemlig også en artikel af Ulla Dahlerup om, at skolepiger på 15 burde få udleveret pessar. »Et raseri uden lige,« fortæller Gräs.

Samtidig erkender han, at hans generation havde fået indpodet kvindeforagt af fædrene, »der alle havde en hjemmegående kone, og det var noget, man bare havde,« fastslår han og mindes datidens taler til damerne, »det smukke køn«, som han som dreng hørte dem i den frimurerloge, hans far var så ivrigt medlem af: »Kvinderne sad bare og hørte på. Først 10 år efter reagerede de! Selv har jeg altid følt mig tiltrukket af kloge kvinder i modsætning til min far, der var bange for dem, og jeg tror, at hans og hans generations kvindeforagt udsprang af en angst, som det dog heldigvis ikke lykkedes for ham at overføre til mig.«

Virkelige personer

I Gongong befinder vi os stadig før kvindeoprøret, det er den brede tidsskildring af provinsen, der dominerer bogen og dermed også alle de gamle ronkedorer med hovedpersonen Tinos redaktør Nemo i centrum. Tino er, ligesom Gräs selv har været, ordblind journalistelev, faktisk har de to temmelig mange fællestræk, og det er da også Ulrik Gräs plan, at Tino i hans næste roman skal ud og møde alle dem, han selv har mødt på sine rejser: den nicaraguanske diktator Somoza, oprørslederen og den senere præsident Daniel Ortega, som i stigende grad er blevet korrupt, og den sorte panter Eldridge Cleaver, der blev dressman i Paris i 1980’erne.

»Tre forrædere,« fastslår Ulrik Gräs, hvormed vinklen på dem skulle være antydet.

At der optræder mange personer fra det virkelig liv i hans romaner, side om side med de fiktive karakterer, skyldtes egentlig fra begyndelsen drillerier, fortæller han, »men efterhånden kom folk og spurgte, om de kunne komme med. Men hvis nogle træder ind i en roman, er man ført af dem, og så har jeg ansvaret for at lade dem komme til udfoldelse.«

I Gongong optræder eksempelvis en voldelig tyggegummifabrikant i den by, der umiskendeligt er Vejle, hvor Dandy-fabrikken ligger. Ulrik Gräs har ingen grund til at tro, at den lokale tyggegummifabrikant har været til hustruvold, siger han, men der var på et tidspunkt en anden fabrikant, der blev anklaget for det.

»Det var en stor sag i medierne, og den må have lagret sig i mig, for pludselig dukker tyggegummifabrikanten fra tidligere bøger op igen og begynder at banke konen, og det må jeg så lade ham gøre!«

»Jeg er jo ikke politimand,« tilføjer Gräs. »Men om det bærer, kommer an på min egen moral, hvis noget var skrevet af hævntørst, ville kunsten gå fløjten.«

Hjernen i fingerspidserne

»Udgangspunktet er dog altid mig selv og noget, jeg har været i nærheden af. Jeg re-searcher for at teste min hukommelse, men fantasien har frit lejde. Jeg skelner mellem beskrivelse og skrivning, og jeg vil ikke være en, der bare beskriver. Jeg går ind i drømmen, hvis jeg skriver om ensomhed, skriver jeg ensomhed indefra, jeg vil vise tingene i stedet for at beskrive dem, og også fremvise noget, der kan gå ud over én selv. Man må lægge alle sine indvolde frem på bordet. Min hjerne sidder i fingerspidserne, det er fiktionens personer, der bestemmer, de er stærkere, end hvad jeg kan udtænke,« forklarer han og eksemplificerer det med drømmen om at slå en syver, noget han måske har hørt nogen sige på et værtshus, eller også var det Inger Christensen, der jo også er fra Vejle, der sagde det, og sådan opfører fiktionen sig.

»Formen er vigtig, indholdet er ikke et problem, det udspringer af tiden, og den suser igennem mig.«

Hvad har Ulrik Gräs’ gennemskrivning af Danmarkshistorien betydet for hans menneskesyn, spørger jeg ham til slut. Svaret lyder:

»Har jeg et menneskesyn? Jeg tror det ikke.«