Opslag til denne artikel

Emneord:dansk økonomi, finanskrisen, levestandard, staten
Personer:Mogens Lykketoft, Nina Smith
Organisationer:Socialdemokraterne
Steder:Danmark

»Vores livsform og vores opfattelse af materiel vækst må nødvendigvis forandres meget, meget grundlæggende.«

Mogens Lykketoft, økonom og forhenværende forvalter af den danske statskasse som finansminister i perioden 1993-2000, synes klar til et opgør med økonomernes magtposition i samfundsdebatten, med økonomismen som ledetråd for tilværelsen og med den hidtidige økonomiske vækstmodel som uantasteligt dogme.

Dermed slutter han sig til det voksende kor af fagfæller og andre fagfolk, der i lyset af den flersidede internationale krise efterlyser nytænkning og nye ledestjerner som erstatning for de økonomiske autoriteter, der fejlede så fatalt forud for finanskrisens udbrud.

»Det har været chokerende at se et meget højrøstet flertal af økonomer under bobleøkonomiens opbygning i USA, Storbritannien og Danmark give næring til den åbenlyst vanvittige forestilling, at jo mere ting steg, desto mere ville de blive ved at stige,« siger Lykketoft, tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister samt formand for Socialdemokraterne, i dag partiets udenrigsordfører.

»Man kan undre sig over, at økonomer synes at spille en stadig mere central rolle for beslutningstagere og medier, for økonomer har jo ikke vist nogen form for forudseenhed i nyere tid. Den konventionelle økonomiske visdom har været ude af stand til at forklare, hvad der foregik, og til at forudse, hvad der kom af kriser.«

Mogens Lykketoft minder om, hvordan bl.a. bankøkonomers forsikringer om vedvarende stigninger i ejendomspriserne lokkede mennesker ud i voldsomme spekulationer for lånte penge i fast ejendom og aktier »med det selvfølgelige resultat, at økonomierne er blevet meget mere ustabile.«

Og han undrer sig over, at så få fremtrædende økonomer i dag advarer mod forestillingen om, at lande som Grækenland, Portugal og Irland kan komme ud af deres afgrundsdybe krise ved bare at skære ned.

»Uden særlige indvendinger fra økonomer har europæiske regeringer i en lang, lang periode ført ‘medløbspolitik’ i forhold til konjunkturerne: Når det gik op, fyrede man yderligere op, når det nu går nedad, skærer man yderligere ned. I Europa overgår man nærmest hinanden i at vise ‘ansvarlighed’ ved at spænde livremmen ind på det forkerte tidspunkt i konjunkturforløbet. Det er i min forståelse virkelig vanvittigt,« anfører den forhenværende finansminister.

Samtidig med de græske nedskæringer, der forstærker landets økonomiske recession, må Grækenland netop nu betale over 18 pct. i rente for at opnå nye kriselån via obligationsmarkedet.

»Konsekvenserne af politikken er katastrofale,« siger Lykketoft og henviser til de aktuelle scener i Sydeuropa, hvor der »er skabt næsten revolutionære tilstande i gaderne.«

47 mia. eller 30 eller 60?

Hvis økonomerne har taget så grundigt fejl, hvorfor kan de så fortsat dominere tænkningen i politik og medier?

»Økonomer er lige så lidt uafhængige som andre mennesker. Mange af dem, der rådgiver, er i virkeligheden interessevaretagere, jævnfør den aktuelle debat om bankøkonomerne som orakler her i landet. Og det gør selvfølgelig, at de opnår megen anerkendelse blandt dem, der føler egne interesser varetaget de toneangivende velhavende grupperinger.«

–Det er jo begge sider i dansk politik, der anerkender de præmisser for politik, som formuleres i rent økonomiske termer. Er det, fordi politik og samfundsforvaltning er blevet så kompliceret, at man vælger det bekvemme at slås om et enkelt tal: 47 mia.kr. som hul i statskassen i 2020?

»Ja, du kan spørge, om oppositionen overhovedet behøvede at abonnere på det tal. Når S og SF svarer på, hvordan vi vil finde 47 mia., er det ikke, fordi vi siger, at tallet vitterlig er 47 mia. Det er faktisk noget fundamentalt vrøvl at påstå, at man ved det. Ingen ved det. Ingen kan sige, om tallet i virkeligheden er 30 eller 60 mia.«

Mogens Lykketoft mener, at især to eksterne faktorer udviklingen i verdensøkonomien og i produktiviteten vil betyde mere for den danske statskasses tilstand i 2020, end det der p.t. laves politiske aftaler om i Folketinget.

»Men det er da interessant, at det er lykkedes regeringen og nogle økonomer at iscenesætte situationen sådan, at journalister begynder at sige til os: ‘Hvordan vil I finde 47 mia. kr.?’ S og SF har så lavet sit eget regnestykke og sagt: ‘Hvis det er 47 mia., der skal findes, så gør vi det sådan’.«

– Direktøren for Merkur Andelskasse, Lars Pehrson, sagde forleden i Information, at staten har et mærkeligt og meget uhensigtsmæssigt kasseregnskab, der på udgiftssiden ikke skelner mellem løbende driftsomkostninger og investeringer i fornyelse og omstilling, og at det politisk frister til at skære ned på de fremtidsorienterede investeringer i energi- og transportinfrastruktur, uddannelse m.m.

»Det har han fuldstændig ret i,« siger den tidligere statslige kassemester.

»Når man i dag siger, at vi ikke må stifte mere gæld, selv om det er for at investere i en forbedret infrastruktur eller øget kompetence, der kan øge vores muligheder for at tjene penge på sigt, ja, så foretager man sig noget så irrationelt, at ingen privat virksomhed ville finde på at gøre det.«

»Jeg er enig med professor Nina Smith, der forleden sagde, at man i regnskabet burde udskille de offentlige udgifter, der har karakter af investeringer i fremtiden.«

Kinesernes biler

Mange siger, at den økonomiske krise i virkeligheden afspejler en dybere systemkrise, der også giver sig udslag i klima-, energi- og fødevarekrise. Ser du brister i de seneste 100 års økonomiske udvikling, som gør, at vi nu støder på barriererne?

»Helt klart. Når flere milliarder mennesker i Asien, Latinamerika og efterhånden også Afrika rykker op i forbrugskæden og begynder at efterspørge mere energi, mineraler, bøffer … ja, så må vi sige, at det har de naturligvis fuldstændig ret til, men samtidig er det ikke muligt for os alle at leve en materiel tilværelse som den, vi har tilegnet os.«

»Et eksempel: Hvis den kinesiske vækst fortsætter nogenlunde usvækket, vil kineserne sidst i århundredet nå op på samme niveau pr. capita som amerikanerne. Vil de også bruge deres penge som amerikanerne, skal der bl.a. skaffes plads til 900 mio. biler. Det indebærer foruden helt uoverskuelige problemer for miljø, klima og ressourcer at dagens samlede risdyrkningsareal i Kina må inddrages til veje og parkeringspladser.«

»Det er ét blandt hundrede eksempler på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at give alle mennesker på Jorden en levestandard som den, vi efterspørger i dag. Ressourcerne til det findes simpelthen ikke. Det kan man godt prøve at fortrænge yderligere fem eller 10 år, men det bliver problemet ikke lettere at løse af.«

Mogens Lykketoft er overbevist om, at selve markedsmekanismen i form af stærkt stigende priser på olie, råstoffer og fødevarer vil spærre for en materiel vækst som den, vi har vænnet os til.

Vækst og valg

»De seneste års fødevareprisstigninger har f.eks. betydet, at der i dag er flere hundrede millioner ekstra, der sulter. Men dertil kommer det pres, klima- og miljøbelastningen lægger på kloden, og som kræver, at vi træffer politiske beslutninger, der virker hurtigere end markedsmekanismen. De langsigtede udfordringer fordrerikke mindre stat, men mere stat.«

–Der er et stærkt skisma mellem denne analyse og så de dagsaktuelle råb fra stort set alle politiske lejre om at få genskabt væksten?

»Den form for vækst, vi er vant til, er ikke langsigtet mulig.«

– Så du ser et behov for, at økonomer og andre udvikler en ligevægtsøkonomi som alternativ til traditionel vækst­økonomi?

»Ja, og inddrager mange flere parametre end de kendte økonomiske modeller. Ser vi på udviklingen i vores livsform gennem de seneste 50 år, kan man f.eks. spørge, om der er nogen proportionalitet mellem BNP-vækst, ressourceforbrug og så graden af lykke.«

– Er det ikke lige det, man skal sige, hvis man vil tabe et dansk folketingsvalg: ’Vi skal gå fra vækstøkonomi til ligevægtsøkonomi’?

»Men det er da på høje tid at begynde at tegne de langsigtede perspektiver op, for forandringen kommer under alle omstændigheder og det med en eller anden kraftig påvirkning af vores levevis. Det handler om at formulere en strategi, hvor der som alternativ til fortsat materiel vækst skabes mulighed for vækst i livskvalitet i kombination med økonomisering med ressourcerne. Man skal ikke sætte det banner på, der hedder ’nulvækst’, men man skal sørge for at få en fornuftig debat om ressource­begrænsning og mere bæredygtige løsninger på alt fra transport til fødevare­produktion. Vi kan jo alligevel ikke spise mere kød,« siger Lykketoft.

Denne artikel er anbefalet af: