Nattergalen i den harmoniske have

De fleste var sikkert kommet for at høre det berømte barokorkester, men det blev faktisk overskygget af den blændende sangsolist

Vivaldis De fire Årstiderfindes vel i flere hundrede indspilninger, og en af dem, der skiller sig ud fra metervaren, er fra 1994 og med
Il Giardino Armonico.Den vakte sensation, fordi man her hørte Vivaldi spillet som musik fra det 20. århundrede. Uden filter og godt med støj, blod, sved og tårer. Hvis man sad med den slags forventninger til det italienske stjerneensembles koncert i Tivoli, måtte man blive frygteligt skuffet. Af flere grunde.

For Tivolis Koncertsal er ganske vanskelig at spille op for disse sprøde barokinstrumenter, og tilmed mødte italienerne op i en økonomipakke med blot syv musikere, hvoraf de tre deltes om at lægge akkorder til de fire strygere. Og for det tredje havde man til lejligheden lagt den aggressive attitude på hylden til fordel for en neddæmpet og kultiveret spillestil, som man i begyndelsen havde besvær med at følge auditivt i detaljer. Hvad der kom fra scenen denne aften, var en ekstremt forfinet musica da camerafra 1700-tallets italienske, aristokratiske saloner, og den kunne man efterhånden blive inddraget i, jo mere man fik zoomet den store sal ind til en mere intim størrelse i sin indre klangkasse. Ørerne blev så at sige tvunget til at stå på stilke.

Improviseret barok

Temaet var musik fra Napoli, et af barokkens musikalske centre, alt sammen ukendt for alle andre end vor tids cognoscenti,som man kaldte eksperter dengang. Grundlæggeren og lederen af Il Giardino Armonico,Giovanni Antonini, bidrog med solorollen i to fløjtekoncerter (Domenico Sarri og Francesco Mancini). Hans instrument er altblokfløjten, desværre må man tilføje, for den opererer i et luftigt mellemleje, som har det svært selv over for syv musikere, der lister på kattepoter. At Antonini er en fremragende og fantasifuld blæser var dog indlysende, især fordi musikken ofte lød, som om den blev improviseret frem på stedet. Alligevel kunne det have været spændende at høre ham på den mere gennemtrængende sopranfløjte.

Ensemblet var alene i en koncert af Francesco Durante, en udløber af Corellis berømte concerti grossi, det var gedigen musik, og her viste italienerne stedvis de tænder, som er deres varemærke.

O sole mio.

Men solen skinnede kun for alvor, når nattergalen fløj ind og sang sine kantater. Sopranen Roberta Invernizzi er ikke så kendt, endsige så forgudet som Cecilia Bartoli, men hun burde være det! Vi hørte hende i april i DR's opførelse af Bachs
H-mol-messe, også her overstrålede hun alle andre, og på denne juniaften inkarnerede hun meget passende den napolitanske folkesang, som alle danskere elsker Pavarotti for, om 'min sol som stråler fra dit ansigt'.

Roberta Invernizzi sang Giovanni Battista Pergolesi, den umådeligt begavede musiker som døde som 26-årig i 1736, i dag elsket for den genreskabende muntre opera La serva padronaog langfredagsmusikken Stabat mater,fejret i 300-året for sin fødsel sidste år, hvor ukendte værker dukkede op fra arkivernes gemmer. Og hvor uhørt fængslende fik vi det ikke at høre. Vi kunne også godt have haft gavn af at læse. For intetsteds i programmet stod der noget om, hvad de tre kantater handlede om, skønt det er muligt, at man havde fået besked, hvis man var mødt op til en introduktion en halv time før koncerten.

Kantaterne var hver for sig små perler, skåret ud som operascener med en reflekterende monolog i flere faser, konstant kommenteret af et årvågent sympatiserende ensemble. Roberta Invernizzi gestaltede disse personer i krise og affekt, i længsel og håb, med kolossal scenisk autoritet og med en stemme, der mestrede hele repertoiret i Pergolesis vokale blandingsstil, nemlig barokkens halsbrækkende musikalske retorik afvekslende med den gryende sødmefyldte klassik, som flere steder bragte Mozart ind i ørerne. Mest blændende var den afsluttende kantate, som handler om den fortvivlede Orfeus' påkaldelse af sin døde Eurydike. Invernizzi
varOrfeus, hun deklamerede med maskulin fyndighed i recitativerne, hun sang med hjerteskærende smerte i cavatinen, og i finalens oprustende peptalk mobiliserede hun et triumferende heltemod før mødet med helvedesmagterne.

Jo, hun var sandt for dyden så dejlig, som de synger i Napoli:
O sole mio sta 'nfronte a te.

'Il Giardino Armonico'. Roberta Invernizzi (sopran). Giovanni Antonini (blokfløjte). Tivolis Koncertsal den 17. juni

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu