Netop som Danmark i sidste uge blev dømt for brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i en sag om familiesammenføring, forventes Folketinget fredag at vedtage regeringens forslag om at stramme de danske udvisningsregler helt til kanten af konventionen.

Integrationsminister Søren Pind gjorde under førstebehandlingen af lovforslaget i sidste uge klart, at Danmark efter hans vurdering nu spænder buen maksimalt.

»Jeg tror ikke, at vi kan gå længere nu. Det må jeg også sige. Jeg tror ikke længere, at vi i forhold til kriminelle udlændinge og udvisningsspørgsmålet kan gå længere end den tekst, der er nu. Det, der kommer til at præge den politiske diskussion fremover, bliver selve konventionerne og ikke dansk lovgivning,« sagde ministeren.

Ifølge regeringens lovforslag om stramning af udvisningsreglerne »vil den klare hovedregel i udvisningssager være, at udlændinge, der idømmes frihedsstraf for begået kriminalitet, udvises«, og udvisningen »kan kun undlades, hvis udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser«.

Desuden understreger regeringen i forslaget, at domstolene skal tage hensyn til, »at lovgivers udtrykkelige ønske er, at udvisning skal ske i videst muligt omfang.«

Ukendt tæthed

Det er toner, de er glade for at høre i Dansk Folkeparti.

»Man får en historisk ukendt tæthed til konventionernes regler omkring udvisning,« siger rets- og udlændingeordfører, Peter Skaarup, og peger på, at der har været sager som eksempelvis Mahmoud Khalil Salem, også kendt som Fiz Fiz, hvor udlændinge har fået lov at blive i landet på trods af mange års fængselsstraf for banderelateret kriminalitet:

»Med de nye regler vil han blive ramt, fordi vi går til kanten af konventionernes regler.«

I modsætning til integrationsministeren mener Peter Skaarup ikke, at forslaget er det mest vidtgående, man kan tænke sig.

»Men det er et godt bud lige nu,« siger han og betoner, at domstolene kun kan undlade at dømme til udvisning, hvis de er sikre på, at det strider mod konventionerne.

»Hvis der er usikkerhed, bliver der tale om udvisning. Man vender bevisbyrden om og siger, at domstolene skal være sikre, hvis de vælger ikke at udvise,« siger Peter Skaarup.

Den udlægning af lovforslaget bekræfter integrationsminister Søren Pind. Han skriver i en mail til Information:

»Vi har vendt bevisbyrden om, og lovgivers ønske er formuleret helt utvetydigt, så naturligvis kommer der flere udvisninger.«

Næsten umuligt’

Enhedslistens retsordfører, Line Barfoed, er bekymret over de mange udvisninger, som også hun forudser, stramningen vil medføre.

»Domstolene får nu meget klar besked på, at de skal gå endnu tættere på kanten af konventionerne, end de har gjort hidtil. Det vil betyde en stor risiko for konventionsbrud,« siger hun.

Ifølge Line Barfod er et af problemerne, at udlændinge, der er blevet udvist i strid med konventionerne, vil have meget svært ved at få Danmark dømt:

»Det er altså langt fra alle, der har ressourcerne til at gå hele vejen igennem retssystemet og helt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det kræver et stort overskud, også økonomisk, og hvis man først er udsendt til for eksempel Pakistan, kan det næsten blive umuligt,« siger Line Barfod.

Denne artikel er anbefalet af: