»For jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i Himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse«

- Jesus, forholdsvis kendt jøde (ca. år 0-33)

»For allerede romerne undrede sig over, hvordan to nationaløkonomer bar sig at med at bevare alvoren, når de mødtes«

- Nis Petersen, dansk digter (1897-1943)

»For en økonom er en ekspert, som i morgen ved, hvorfor de ting, han forudsagde i går, ikke skete i dag«

- Ukendt overvismand

Organet for den højeste oplysning – selv før, selvfølgelig under og selvsagt efter selveste Tøger (Seidenfaden) – Politiken altså, bragte for kun små 11 år siden, den 30. august 2000, en artikel, der under overskriften »Det går ufattelig godt« meddelte:

»Udviklingen i Danmark siden 1993 viser, at økonomisk vækst og renere miljø kan gå op i en højere enhed. (…) Dilemmaet er, at den fremgang i velstand og velfærd, som vi alle ønsker, forudsætter økonomisk vækst og vækst i produktivitet og effektivitet. (…) Takket være klare mål og økonomisk opbakning fra staten har vi i Danmark haft en stærk økonomisk vækst uden at øge vores energiforbrug. Fordi det viser, at båndene mellem vækst og miljøproblemer kan brydes. (…) Fremgangen i vækst og beskæftigelse er sket uden skade for miljøet. Tværtimod er det – ikke mindst siden 1993 – på en række afgørende områder lykkedes at afkoble den økonomiske fremgang fra væksten i forureningsproblemerne.«

Underskrevet Svend Auken, miljø- og energiminister, og Mogens Lykketoft, finansminister.

Kære læser, læs så venligst – eller please, som det vist hedder på nudansk – interviewet med Mogens Lykketoft i dagens avis:

»Vores livsform og opfattelse af materiel vækst må nødvendigvis forandres meget, meget grundlæggende. (…) Når flere milliarder mennesker i Asien, Latin­amerika og efterhånden også Afrika rykker op i forbrugskæden og begynder at efterspørge mere energi, mineraler, bøffer …, ja, så må vi sige, at det har de naturligvis fuldstændig ret til, men samtidig er det ikke muligt for os alle at leve en materiel tilværelse som den, vi har tilegnet os.«

Med kineserne som eksempel. For skulle de med deres økonomiske vækst nå op på USA’s allerede nuværende forbrug af naturen i dens materialitet, måtte de bl.a. skaffe plads til 900 mio. biler.

Vi kan fortrænge, men …

»Det indebærer – foruden helt uoverskuelige problemer for miljø, klima og ressourcer – at dagens samlede risdyrkningsareal i Kina må inddrages til veje og parkeringspladser. Det er ét blandt hundrede eksempler på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at give alle mennesker på Jorden en levestandard som den,
vi efterspørger i dag. Ressourcerne til det findes simpelthen ikke. Det kan man godt prøve at fortrænge yderligere fem eller 10 år, men det bliver problemet ikke lettere at løse af.«

Sagt i dag af den selvsamme Mogens Lykketoft, som for kun små 11 år siden fortrængte, at der heller ikke dengang var tale om nogen som helst afkobling mellem Den Økonomiske Vækst (DØV) og det ødelæggende naturforbrug.

Dengang hed det bare uden videre:

»Den fremgang i velstand og velfærd, som vi alle ønsker, forudsætter økonomisk vækst.«

I dag kan han kort og godt konstatere:

»Ressourcerne til det findes simpelthen ikke.«

Omvendelsen skal bestemt ikke beklages. Tværtimod. Man har jo et standpunkt – til man bliver klogere. Men læs – please – selv videre på det gode budskab. Lykketoften er sommergrøn og kun få sider forud i avisen …

Hvad med nulvækst

Naturligvis kan man undre sig over, at et så begavet menneske som Mogens Lykketoft indtil for nylig har haft så svært – tilsyneladende?! – ved at indse det selvindlysende: At naturen i sin materialitet er begrænset, og det derfor er selvdestruktivt at efterstræbe en fremgang i velfærd, som forudsætter ubegrænset økonomisk vækst. Hvad al moderne økonomi, venstreorienteret som højreorienteret, centrumorienteret som desorienteret, alligevel gør.

Lykketofts egen partikammerat, økonomen Iver Nørgaard, havde ellers allerede i begyndelsen af 1970’erne indset de elementært naturgivne grænser for vækst og argumenteret for en strategi, hvor der som alternativ til fortsat materiel vækst skabes mulighed for vækst i – som oftest (men selvfølgelig ikke altid) – noget helt andet, nemlig vækst i livskvalitet.

Nulvækst kaldte Nør­gaard det dengang.

Det viger Lykketoft et par sider omme endnu tilbage for.

Endnu …

Er afvækst eller modvækst mon bedre?

Afgørende er i hvert fald nu konkrete udformninger af de ligevægtsøkonomier, der som alternativer til den herskende vækstøkonomi inddrager mange flere parametre end de kendte økonomiske modeller. Ser vi på udviklingen i vores livsform gennem de seneste 50 år, kan man f.eks. spørge, om der er nogen proportionalitet mellem BNP-vækst, ressourceforbrug og så graden af lykke? For nu at give Mogens Lykketoft det sidste ord.