Fortidens PiL-triumfer på ny

Legendariske John Lydon stillede op i Lille Vega med et gendannet Public Image Ltd. og gav et sæt, der i udstrakt grad trak på materialet fra gruppens storhedstid. Med stor succes

Der findes vitterligt plader, som fylder så meget i deres tid, at det sidenhen kan være næsten umuligt at vende tilbage til dem. Sådan havde jeg det i mange år med Public Image, Ltd.'s (kendt som PiL blandt fans) Metal Box, som udsendt sent i det herrens år 1979 (og genudsendt året efter som Second Edition) fyldte godt op i det indre landskab til langt ind i firserne. Vi skulle frem til cd-genudgivelsen i 2009, før jeg atter indså, hvor stort det var.

Og for mig begynder det, der senere skulle blive betegnet postpunk, i høj grad med denne skive (og dens forgænger, First Issue, fra '78), der ikke lød som noget andet, jeg dengang havde hørt. For den respektløse og indimellem også humoristiske blanding af spænding(er), vrede og kompleksitet sammenholdt med en total afvisning af gængse ideer om, hvad musik burde være, oplevedes som såvel et chok som en åbenbaring. Der åbnede sig i de år et hav af nye muligheder, fjernt fra den institutionaliserede mainstreamrock, hvis mest iørefaldende træk var kompetence, vellyd og nå ja forudsigelighed. Sammen med navne som Wire, The Pop Group, Gang of Four, Magazine og mange andre kridtedes banen op for en ny, grim og stødende æstetik.

Omkalfaltrende

Når det nu kan fastslås, at PIL på mange måder byggede bro mellem jamaicansk dub, tysk krautrock og den vrede mand på ølkassen på Speaker's Corner, skyldes det udelukkende bagklogskab, for dengang vidste de færreste, hvordan f.eks. Lydons yndlingsorkester, Can, lød.

Og langt de fleste løb i øvrigt skrigende bort efter blot ganske få sekunder i selskab med et orkester, der ikke kerede sig om melodi og harmoni, men derimod om rytme (gerne staccato!), baseret på den autodidakte Jah Wobbles kontrære, men også monstrøse basfigurer og en lind strøm af eksperimenterende trommeslagere, parret med et hvinende og indædt metallisk guitarspil, leveret af den intense Keith Levene, hvor henover Lydon leverede sine ætsende udfald mod snart sagt alt via sine distinkte og smædefulde deklamationer.

Få kan som den efterhånden 55-årige John Lydon prale af at af to omgange have omkalfatret hvordan rocken lyder, for han lagde ud som forsanger i det overfladisk betragtet væsentligt mere revolutionerende punkband The Sex Pistols.

Men selv om dette orkester i årene 1975-1978 sparkede døren ind for punkmusikken og indspillede nogle af tidens absolut mest eksplosive singler, var hverken dets tilgang eller lyd noget nær så revolutionerende som Public Image Ltd. som også visuelt (dets logo er således en klassiker) var noget ud over det sædvanlige.

Desværre holdt konstellationen Wobble-Levene-Lydon kun ganske få år, så selvom PiL var going concern frem til 1992, er det hos den oprindelige besætning, man finder både magien og transcendensen. Og den bedste musik.

Er uegnet til at synge

Så stod han pludselig der igen på scenen i Lille Vega, denne John Lydon, dette musikalske fugleskræmsel, hvis stemme stort set synes uegnet til sang, men som til gengæld egner sig så fremragende til at vrænge, tigge, håne, bønfalde og skælde ud, hvad den da også blev brugt til i rigt mål.

Soleklart er det nuværende line-up langt fra hint legendariske, som i årene 1978-1980 revolutionerede rocken, men ikke desto mindre leverede trommeslager Bruce Smith, strengemanden (buestrøget banjo, anyone?) Lu Edmonds og bassist Scott Firth solidarisk og overraskende velswingende akkompagnement til frontfigurens udgydelser af enhver tænkelig art; de to førstnævnte var i øvrigt begge med i PiL i en periode i 80'erne. Lydon selv, som ned gennem årene ofte har udtalt sig med stor bitterhed og gerne opført sig bizart, var i onkelhjørnet, venlig, udadvendt og smilende, om end stemmen ikke altid formåede at trænge gennem musikken metalliske flader.

Men uden hverken pladekontrakt (den sidste PiL-plade udkom '92) eller sponsorer i ryggen virkede han munter, nærmest befriet, og selv om han har fået en del hug i England for at optræde i en reklamefilm for smør, er det altså den, som finansierer turneen. Så fred med det.

Sætlisten var i høj grad bygget over nogle af gruppens bedste numre, hvilket vil sige med en overvægt af det tidlige materiale. Således udgjorde den første stribe numre der talte vindere som »Poptones«, »This Is Not A Love Song«, »Public Image«, »Flowers Of Romance« og »Albatross« en helt lille euforisk suite, som den efterfølgende halve time, måske tre kvarter ikke helt kunne leve op til, for der fik vi lige lovlig mange numre fra PiL's sene karriere for min smag. Men da håbet om, at den indledende magi var gået tabt, fik gruppen ny energi og fra og med »Bags« og resten af sættet ud, og der kom atter spark og nødvendighed over sagerne. Men cluet var nu de tre ekstranumre, ikke mindst den personlige favorit »Memories« samt den funky afslutning i form af »Open Up«, oprindelig et samarbejde mellem Lydon og Leftfield. Det var sgu det hele værd.

Public Image Ltd., Lille Vega, mandag

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu