»Historien kan debattere de afgørelser, jeg traf og de redskaber, jeg efterlod mig. Men man kan ikke debattere den kendsgerning, at der efter mareridtet den 11. september forløb syv og et halvt år uden et nyt succesrigt terroristangreb på vores jord.«

Sådan skriver George Bush i sine erindringer, der for nylig udkom på dansk med titlen Kritiske beslutninger. Forud for denne konklusion fortæller ekspræsidenten om, hvordan han gav tilladelse til, at CIA kunne benytte ‘enhanced interrogation’ på en række fanger. Efter at have læst den amerikanske udgave havde jeg regnet med, at danske anmeldere ville gribe særlig fat i denne del af bogen. Men det har bestemt ikke været tilfældet. Det forstår jeg ikke. For ud over beslutningen om at gå ind Irak på et forløjet grundlag er Bushs konsekvente forsvar for brug af ekstraordinære afhøringsmetoder, nok det værste bidrag til USA’s forringede anseelse i verden.

Det er CIA-chefen George Tenet, der efter anholdelsen af Abu Zubaydah fra al-Qaeda i marts 2002 presser på for at få lov til at gå videre med afhøringerne, end hvad FBI havde villet praktisere. CIA’s eksperter lavede en liste over diverse teknikker, og Tenet forsikrede præsidenten, at afhøringerne ville blive foretaget af erfarne folk, og at der ville være lægeligt personale til stede.

Bush fortæller, at han lod justitsministeriets og CIA’s jurister kigge på listen, og samstemmigt konkluderede de, at denne form for ‘forstærket afhøring’ var i overensstemmelse med forfatningen og de love, som forbød tortur. Dernæst gennemgik han selv listen: »Der var to, som gik for vidt selv om de var lovlige og jeg bad CIA om ikke at bruge dem. En anden teknik var waterboarding en proces, hvor man simulerer drukning. Uden tvivl var det en tough procedure, men medicinske eksperter forsikrede CIA om, at det ikke gjorde varig skade«.

Ikke i tvivl

De teknikker, Bush godkendte ud over waterboarding handlede om søvnforstyrrelser, kulde- og varmepåvirkninger, høje lyde, ydmygelser bl. a. af seksuel karakter og brug af hunde. Alt det, som specialisterne havde udviklet med fangerne på Guantanamo som forsøgsdyr.

Med hensyn til præsidentens forsøg på at sikre, at programmet var lovligt, ved vi nu, at regeringens jurister var endt med at definere tortur helt utrolig snævert, nemlig som »metoder, der førte til varige skader, resulterende i den slags smerte, som fører til død eller organsvigt«. Hermed blev der fra den øverstkommanderende sendt et signal til alle amerikanere, om at hensynet til at skaffe oplysninger stod over alle andre værdier.

Da George Tenet i 2003 kommer til Det Hvide Hus og beder om tilladelse til at bruge waterboarding på Khalid Sheik Mohammed beskriver George Bush situationen sådan: »Jeg tænkte på mit møde med Danny Pearls enke, som var gravid med hans søn, da han blev myrdet. Jeg tænkte på de 2.973 mennesker, som blev stjålet fra deres familier af al-Qaeda den 11. september. Og på min pligt til at beskytte landet imod endnu en terrorhandling.«

Og præsidentens svar til Tenet er: »Damn right«.

Ifølge Bush var Khalid Sheik Mohammed en hård nød at knække. Ikke mindre end 183 gange blev han underkastet den teknik, som består i, at et klæde over munden overhældes med vand, sådan at der opstår en druknefornemmelse. Men så lukkede han også i den grad op, skriver præsidenten, ja, han syntes ligefrem at nyde at fortælle om alle al Qaedas hemmeligheder.

En glidebane

Bush konkluderer, at brugen af de specielle teknikker reddede liv og er baggrunden for, at der ikke indtraf nye terrorangreb på amerikansk jord i hans tid. Det er da heller ikke svært at sætte sig ind i, at man i præsidentstolen efter begivenhederne den 11. september 2001 følte et stort ansvar for at forhindre noget lignende og havde svært ved at mobilisere blødsødenhed over for eventuelle gerningsmænd, som sad inde med vigtige oplysninger. Men det er jo netop derfor, civiliserede lande har vedtaget forbuddet mod tortur i tider, da tingene ikke var sat på spidsen. Sådan at vi havde indført en beskyttelse mod fristelsen til at handle imod vores egne værdier.

I The New York Review of Books bemærker Joseph Lelyveld, at Bush ikke i sin anden periode autoriserede brugen af waterboarding, og at efterfølgeren Obama forbød teknikken: »Så der har mirakuløst ikke været noget angreb de sidste 5-6 år. Så man kan spørge om nødvendigheden af den, da den blev brugt«.

Det er efter min mening det spørgsmål, som aldrig bør stilles. Det er her, glidebanen begynder. Den glidebane, som kun stoppes, når man har taget den George Bush, der i sine småsnakkende og overfladiske erindringsbog kan virke næsten harmløs, alvorligt og bringer ham for retten som ansvarlig for tortur.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist og forfatter

Denne artikel er anbefalet af: