For et år siden humpede Sabine Lisicki rundt på krykker. Den tyske tennisspiller var med sine egne ord »nød til at lære at gå igen« efter en langvarig ankelskade. I går spurtede hun så rundt på Centre Court og tævede forhåndsslag af sted på vej mod sin første grand slam-semifinale nogensinde.
Den 21-årige tyskers succes er både overraskende og ikke. Talentet har været åbenlyst, siden hun som 19-årig brød igennem ved Wimbledon i 2009, da hun spillede sig frem til kvartfinalerne ved at slå ikke mindst Caroline Wozniacki. Siden har hun været Tycho Brahe-forfulgt af uheld. Lisicki er blevet transporteret fra banen i kørestol, på båre og i tårer efter skulderskader og ankelskader, blindtarmsbetændelse, fejldiagnoser, maveonde og sågar problemer med sine visdomstænder.
Hun har været nede som nummer 218 på verdensranglisten, inden hun vandt en græsturnering i Birmingham og således tilspillede sig et wild card til Wimbledon. Her har hun været forrygende.
»Hun server som en mand,« sagde tredjeseedede Li Na, der ellers kom til London med selvtilliden i top efter sejren ved de åbne franske mesterskaber, men tabte til Lisicki i en andenrundekamp, der så tyskeren sende 17 esser af sted og serve med op til 200 km/t – det hurtigste målt på WTA-touren i år.
Det er ikke for ingenting, at Sabine Lisicki bliver kaldt Boom Boom – tilnavnet for hendes landsmand Boris Becker, der introducerede hidtil uset styrke og tyngde, da han i 1985 vandt Wimbledon som 17-årig. Således står også Lisicki som et kraftcenter af spændstige muskler, 178 centimeter høj med stolpestærke ben og et kompromisløst spil bygget op omkring idelig aggressive grundslag. 52 vinderslag slog hun mod Marion Bartolis 12 i deres ellers tætte kvartfinaleopgør på Centre Court, hvor tordenskrald og regnens pisken mod taget skabte en usædvanlig larmende lydkulisse, så dommer Lynn Welch til tider måtte råbe stillingen ind i mikrofonen. På banen var det igen Lisickis serv, der bragede. Ni esser og en række listige stopbolde lagde grunden til en underholdende tresætssejr.
Lang vej tilbage
På torsdag venter så Maria Sharapova. Russeren sendte Caroline Wozniackis banemand, Dominika Cibulkova, i bad efter en times opvisning med cifrene 6-1, 6-1.
24-årige Sharapova, der vandt Wimbledon som 17-årig, er også bekendt med skader. Skulderproblemer sendte hende under kniven og ud af spillet i 10 måneder fra august 2008. Vejen tilbage til toppen har været lang, og serven er stadig ikke, hvad den har været for den tredobbelte grand slam-vinder og tidligere verdensetter, der efterhånden nærmer sig top-fem på ranglisten.
»Det handler om, hvorvidt du vil det eller ej,« sagde hun under en pressekonference tidligere i turneringen, da hun blev spurgt, om hendes skadespause har ændret hendes syn på livet. »Når alt kommer til alt, gør du det kun for sig selv. Det handler om dig og bolden og ketsjeren; du prøver at skabe noget.«
»Jeg har haft rig mulighed for at sige, at jeg har opnået rigeligt, mere end jeg nogensinde troede, jeg ville, men det føltes stadig som om, der manglede noget,« sagde Sharapova, verdens højst betalte atlet med en årsindtægt på godt og vel 25 mio. dollar.
Den lange periode uden ketsjer i hånden var fornøjelig, men alligevel bekræftede skadespausen kun Sharapova i, at hun hører til på banen.
»Jeg gjorde mange forskellige ting, jeg var involveret i mange projekter, jeg tog på ferie med mine venner og min familie, hvad jeg ellers ikke har mulighed for i en normal tennissæson. Men til syvende og sidst betød det ingenting i sammenligning med, hvad det betyder at vinde tenniskampe.«
•Maria Sharapova, Rusland (5) – Dominika Cibulkova, Slovakiet (24), 6-1, 6-1
•Sabine Lisicki, Tyskland–- Marion Bartoli, Frankrig (9), 6-4, 6-7 (4-7), 6-1
•Petra Kvitova, Tjekkiet (8)–- Tsvetana Pironkova, Bulgarien (32) 6-3, 6-7 (5-7), 6-2








Kommentarer