Skabelsen af fakta

Vi er vant til, at folk, der tænker over, hvad ligestilling overhovedet er, henviser til Virginia Woolfs essay Eget værelse fra 1928. Her erklærer Woolf, at man skal have fast årlig indtægt, eget værelse og så ikke mindst slå sin indre husalf ihjel, for at kunne skabe.

Det er helt bevidst ikke dette skrift, de to belgiske videnskabs’mænd’ og filosoffer Vinciane Despret og Isabelle Stengers har valgt at tage udgangspunkt i, i deres tohændige essay, Les faiseuses d’histories – (Dem, der gør en historie ud af det). Essayet tager fat i et stort spørgsmål: Hvad skete for kvinderne, og hvad skete der for tanken på universiteterne i det århundrede, hvor kvinderne fik adagang til universitetet? Gjorde det en forskel?

Nej til at gå i række
Virginia Woolf var tidligt i forrige århundrede endnu mere klarsynet, hvad ’universitetet’ angik, end blot at tro, at det gjaldt om at ’komme ind’. Det ville være langt bedre, hævdede hun, at kvinder tænkte selv. »Think we must,« lød hendes kampråb i essayet Three Guinees fra 1938. Virginia Woolf var i kølvandet på Den Spanske Borgerkrig og med Anden Verdenskrig i horisonten blevet opfordret til at underskrive et pacifistisk manifest. Og det ville hun ikke. Det var ikke i hendes navn, at man ikke skulle gå i krig. Hun ville ikke, ved at skrive under på ’fred’, forsvare den bestående orden – om det nu var i Tyskland eller England.

For Woolf kunne ikke se nogen som helst god grund til at gå i takt, lige meget, hvor det skete henne. Også om det så var »for at tjene til familiens ophold, holde hus et eller andet sted i retning af West-End, skaffe okse- eller lammesteg på bordet og udannelse til lille Arthur«, forklarer hun i Three Guineas. Og selv om man så også lader lille Elizabeth uddanne sig, sker det stadig ved at rette sig efter det, som langt senere er blevet formuleret som ’Den universitære diskurs’. Der ikke nødvendigvis tænker selv.
For selvfølgelig kan kvinder have solid viden og indtage deres plads på universitetet. Og de kan sagtens, som Stengers og Despret selv har gjort det, gøre det, uden at gøre et stort nummer ud af det.
Men det, som med tiden er blevet synligt for Stengers og Despret, er, at de valg, som de troede var rent private, så alligevel ikke var det. For disse individuelle valg resulterer på et overordnet plan fortsat i statistikker med langt flere mandlige professorer og forskningsledere end kvindelige.

Fordi de var kvinder?
Det er derfor med udgangspunkt i den bedrageriske fornemmelse af ’at vælge frit’, at Stengers og Despret, der aldrig selv har haft ’feminisme’ eller ’queer’ som forskningsfelt, undrende spørger til, hvad der egentlig skete for tænkningen, ved at kvinderne kom på Universitetet. Stengers er kemiker og videnskabsfilosof og har altid haft videnskabens skiftende objekter som forskningsfelt. Den yngre Vinciane Despret har inden for filosofi arbejdet omkring følelser. Men hun har aldrig sat dem op som den modsætning til rationalitet, de ellers tradtionelt betragtes som.
Havde deres valg af disse forskningsobjekter så alligevel at gøre med, at de var kvinder? Og at de kom til at arbejde i udkanten af det klassiske universitet? Det bruger de to tænkere første del af deres bog til at undersøge. Og derefter har de i bogstaveligste forstand spurgt en række kvinder ikke mindst fra de allermest ’objektive’ fag, som fysik, kemi eller matematik om forholdet mellem at tænke og at være kvinde. Og med vilje, forklarer de, har de ladet spørgsmålet stå irriterende åbent.
Les faiseuses d’historie udgør derfor et fletværk af historier om kvindelige forskeres oplevelser på grænsen mellem forskning og kvindelighed. Simpelt er det aldrig. Finder man som fysikeren Françoise Balibar med glæde sin plads i den videnskabelige viden, er det med risiko for privat ikke at føle sig som kvinde. Andre opdager retrospektivt bitterhed, frustration, men også glæde. Balibar bemærker at hendes forskningsglæde er blevet langt større efter overgangsalderen, fordi hun frisat af plejeforpligtelser har fået et mere legende forhold til viden. Fælles for alle er dog, at ingen synes helt at have følt sig ’på rette plads’.

Berettigelsen
Og dette ikke at føle sig på rette plads, er så måske netop det, ’det andet køn’ kan bidrage med til tænkningen på universitet, konkluderer Stengers og Desprets på et righoldigt materiale.
For i en tid, hvor selv den universelle viden altid skal bruges til noget, hvor alle i stadig stigende grad går i takt på universiteter, der i følge dem er i dyb krise på grund af stigende instrumentalisering, er det måske den eneste måde, at blive ved at spørge på. At være lidt skæv.
tiby@information.dk