Dansk politik ramt af gummiarm

Sådan cirka mellem en og fire promille af de danskere, der de kommende år krydser en grænse fra enten Tyskland eller Sverige, risikerer at blive trukket ind til siden af en tolder.

Det bliver den praktiske, synlige og mærkbare konsekvens af den grænseaftale, som VKO, løsgængeren Pia Christmas-Møller og kristdemokraten Per Ørum Jørgensen ser ud til at få hutlet igennem, efter at man vandt en afstemning i folketingssalen i går.

Eller mærkbar er måske et stort ord, for sådan er det faktisk også i dag.

Når oprustningen af den eksisterende tolderstyrke med 98 nye stillinger er helt indfaset i 2012, vil det i et gennemsnitsdøgn svare til, at totalt 14 ekstra toldere skal spredes ud i et forsøg på at mandsopdække de danske grænseovergange, som det fremgår af et svar, som regeringen har sendt til EU-kommissionen og offentliggjorde i går.

Det er så marginal en ændring, at det knapt vil kunne mærkes, og der vil heller ikke i fremtiden være den store forskel på at køre ind i Danmark eller ud af Danmark bortset fra retningen naturligvis.

DF’s dagsorden

Alligevel er de forgangne måneders forløb en central fortælling om Danmark og dansk politik anno 2011.

Som det har været sædvane i et årti, var det Dansk Folkeparti, der satte dagsordenen ved med vanlig sans for at blande æbler og pærer at bringe grænsekontrollen ind i forhandlingerne om en økonomisk 2020-plan og en forringet efterløn, og som så ofte før indvilligede regeringen. Det selv om grænsekontrollen i sig selv er i modstrid med både den ekspertise og de holdninger, regeringen besad, inden forhandlingerne gik i gang.

VK-aksen har for længst vænnet sig til, at DF skal have kontant belønning på udlændingekontoen for at lægge stemmer til borgerlig, økonomisk politik, og grænseaftalen lignede en billig løsning.

Dels kostede den ikke det store i kroner og ører, dels var man med rette overbevist om, at S-SF næppe turde modsætte sig af vanlig frygt for at skabe kant til DF på udlændingeområdet.

Noget man i rød blok efter adskillige, tabte udlændingevalg ser som den største trussel mod et magtskifte.

Det lignede en langsom gengivelse af noget, vi har set før, da DF fejrede endnu et skridt i retning af et mere lukket Danmark med baconchips, champagne og masser af Dannebrog, mens S og SF konstaterede, at man da mente nøjagtig det samme.

Populært fjendebillede

Hvad der herefter skete var måske nok overraskende for danske politikere og medier, men efter Muhammedkrisen og lignende eksempler på, at Danmark er et populært og brugbart fjendebillede for politikere i andre lande, var i hvert fald udenlandske iagttagere mindre chokerede, da både EU, Sverige og Tyskland reagerede prompte.

Var det sket i en af de forgangne valgperioder, havde VKO budt kampen velkommen, for med et sikkert flertal bag sig ville netop EU, Sverige og Tyskland være regulære ønskemodstandere for eksempelvis en frådende Fogh.

Siden sidste valg har situationen bare været en anden.

De seneste uger har været sigende for den handlingslammelse i dansk politik, der i mange år har præget oppositionen, men nu har bredt sig til både regeringen og det væld af løsgængere og småpartier, der ellers en for alle er brudt ud i protest mod blokpolitikken.

Trods opbakning i grænsekrigen i meningsmålingerne og en groggy hovedmodstander i Helle Thorning-Schmidt der netop havde tabt kontrollen med Radikale Venstre tøvede Lars Løkke Rasmussen og forpassede den oplagte mulighed for at udskrive valg.

Da debatten i stedet fik lov til at løbe løbsk, var problemet Konservative, der med deres katastrofale målinger er på desperat jagt efter tabte, borgerlige midtervælgere, ligesom mange venstrefolk har mistet troen på en valgsejr.

Risikoen for mytteri var overhængende, hvis regeringen ikke havde imødekommet kritikken.

Sidst men ikke mindst er regeringen nu ikke blot afhængig af DF, men desuden af en broget skare af løsgængere og småpartier, der godt nok har det til fælles, at de plejer at være billigt til salg, men som omvendt er mildt sagt uforudsigelige.

En efter en reddede de, som det er sket stort set hver gang, mindretalsregeringen har været i mindretal, men kristdemokraten Per Ørum Jørgensen lykkedes med tvetydige meldinger med at holde sig i rampelyset til det allersidste, og de borgerlige har nærmest sat hinanden skak i hele forløbet.

Selv Dansk Folkeparti, for hvem det normalt ville være en oplagt win-win situation af være oppe mod både EU-bureaukrater og svenskere på en gang, har virket vaklende.

Efter efterlønsforliget har partiet fået et par gevaldige lussinger i meningsmålinger, og selv om det var frygtet, så har det efter alt at dømme rystet DF-ledelsen, der har vænnet sig til at have landets formentlig mest loyale vælgere og bagland bag sig.

Knap så helhjertet

S og SF mandede sig godt nok op krybende i kølvandet på rasende tyske ministre, et kritisk dansk erhvervsliv og utilfredse borgerlige som Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde og Konservatives EU-kommissær Connie Hedegaard til i det mindste at forsøge at forhindre de mest symbolske tiltag i form af ‘beton’ ved grænsen.

Det var dog ikke et mere helhjertet forsøg, end at man end ikke mødte op i tilstrækkeligt stort antal til at forsøge at vælte aftalen i salen i går. Selv hvis Per Ørum Jørgensen havde trykket på den anden knap, var regeringen sluppet igennem, da hele fire oppositionspolitikere tilsyneladende var udeblevet, og det paradoksale er, at al den spænding og den hidsige optakt til gårsdagens afstemning formentlig har været meningsløs.

Jovist, i teorien skal der ifølge aftalen der nu bare skal formelt igennem finansudvalget også sættes nogle læskure op hist og her, ligesom bilister mentalt skal forberede sig på, at nummerpladen kan blive scannet, når man passerer Sæd, men udover, at det vel højst vil føles småprovokerende for nogle, så vil det med stor sandsynlighed aldrig blive til virkelighed.

Der skal nemlig ske et historisk ryk i vælgerne, hvis det lidt mærkværdige flertal bag aftalen skal være intakt efter valget, og resten af Folketinget inklusive det borgerlige Liberal Alliance vil rulle planen om de fysiske installationer tilbage længe inden de materialiserer sig i 2013.