Drengen, der blev opdrættet til at elske sproget

Der var engang en dreng, som blev opdrættet til at elske sproget, og den dreng var jeg.

Min mor var bibliotekar, og min far var forfatter og magister i litteratur. De havde mødt hinanden, da min far kom for at låne en bog.

Mit barndomshjem blev peppet op af, at min mor hjembragte de mest interessante af bibliotekets nyindkøbte bøger. Så læste min far dem og gav min mor og mig råd om, hvilke af dem vi burde læse.

Min fars egen debutroman var udkommet til blandet modtagelse i 1943. Den bar titlen En dag er det glemt og handlede om rastløs og letsindig ungdom. Siden morede min far sig over titlen, i betragtning af den skæbne, der overgik bogen. Heller ikke jeg har læst den, for jeg har været bekymret ved udsigten til, at den afslører noget, som en søn ikke bør vide om sin far.

På linje med bogen lå min fars valg af emne til sin magisterkonferens: Flanøren i dansk litteratur. Altså de selvspejlende skildringer fra typer som Gustav Esmann, Peter Nansen og Herman Bang, der lapsede op og ned ad Strøget i 1880’ernes København.

Afstod fra konferensen

Min far udfoldede sig ikke på Strøget, men susede rundt i en åben sportsvogn og gengældte pigernes smil. Nu og da forbarmede han sig over mig og tog mig med i bilen.

Når min far havde råd til sportsvognen, skyldtes det, at han afstod fra at leve af sin magisterkonferens. En af hans ungdomsvenner var blevet ansat som romanredaktør på Familie Journalen og skaffede min far ind. Først som oversætter fra tysk og engelsk; så begyndte min far selv at skrive roman-føljetoner, for til sidst at blive romanredaktør for Aller-koncernes ugeblade i Skandinavien.

Dengang i 1960’erne og 70’erne var ugebladenes romaner, hvad tv’s løbende serier er i dag. Oplagene var svimlende, og udgivelsen en guldgrube mest for familien Aller, men lidt dryppede også på min familie.

Min far havde en vis ironisk distance til sit givtige håndværk. Det har vel udøverne af enhver profession. For at holde hverdagen ud må murerne nødvendigvis grine ad de skæve hjørner og lægerne ad de døende patienter. Men min far tog det også alvorligt.

»Der skal snot på ærmet,« sagde han.

Hvis der ikke var lagt en ægte følelse i romanerne og deres menneskeskildringer, ville læseren sidde tilbage med tomhed.

Det hele lå i sproget, forklarede min far mig: Den måde, ordene var kædet sammen på, enkelte udtryk, der brændte som en fakkel i teksten, og så frem for alt »verberne«, som min far kaldte dem. I mine skolebøger hed de udsagnsordene.

»Verberne er de vigtigste,« sagde min far. »Det er dem, der driver sætningen frem og river læseren med.«

Som eksempel nævnte han:

»Hvis man om en pige, der går over til en fyr, skriver: ‘Hun gik over til ham’, så er der er ingen, der kan se hende for sig. Det kan de derimod, hvis man skriver: ‘Hun gyngede over til ham.’«

Min far havde som motto: »Elsk sproget og sproget vil elske dig igen.«

Gætteleg med tekst

En af mine skolebøger rummede en samling brudstykker fra danske forfatteres skriverier. Min far og jeg begyndte den leg, at jeg læste tre-fire linjers tekst op for ham, og så skulle han gætte, hvem der havde skrevet det. Jeg var himmelfalden over, at han praktisk talt altid ramte rigtigt. Teksterne var ikke andet end en lille penneprøve, der sjældent indeholdt navne på personer eller steder, der kunne hjælpe med afsløringen. Hvis de endelig gjorde, måtte jeg gerne udelade navnet. Det var på sprogtonen, min far kendte forfatteren.

»Det er ligesom med fingeraftryk,« forklarede min far mig. »Der er ikke to mennesker, der er ens.« Når han havde frydet mig ved at gætte rigtigt, viste han mig, hvor det var i teksten, han havde fundet aftryk af forfatten: Sætningskæden, de markante udtryk og de gyngende verber.

Min far forklarede mig også, at det er nødvendigt, at man lærer sig mindst et sprog til.

»Ellers kan man ikke værdsætte sit eget,« sagde han.

Det forstod jeg ikke dengang, men det gør jeg nu. Et andet sprog er et hus, man kan flytte over i og kigge hjem på det, der er ens eget. Hvordan ser det egentlig ud? Hvad er forskelle og ligheder mellem husene? Hvad kan man i det ene hus, som man ikke kan i det andet?

Jeg har også gjort en anden af min fars sprogerfaringer: Man kan aldrig få det samme nære forhold til sprog, man tillærer sig efter de første leveår. Man mangler sans for deres nuancer og for den emotion, der ligger bag det enkelte ord.

Derfor finder jeg det nu til dags grinagtigt, når læreanstalter vil have, at de studerende skal gebærde sig på engelsk, som om det er deres modersmål. Det er det ikke og bliver det heller aldrig. De fleste har nok været ude for, at det kan være svært at få en god vittighed til at smælde på et fremmed sprog. For slet ikke at tale om følelser ud over det banale eller umiddelbart påtrængende.

Min far døde desværre allerede, da han var 67. Dermed mistede jeg også én at lege sproglege med. Det kunne jeg stadig med genboen i min hjemby Dragør, forfatteren Jesper Jensen, som jeg har kendt, siden jeg var dreng. Jesper Jensen blev af nogle opfattet som doktrinær og menneskefjern venstrefløjsideolog. Det var ikke sandt. Jesper Jensen var et blufærdigt, men varmt og kærligt menneske, som blev brændende nærværende i sin kærlighed til sproget. Ud over sine mundrette og bidske revytekster har han skrevet fine, hudnære digte, tre bind medrivende erindringer og nogle fremragende fordanskninger af de tyske digtere Heine og Goethe.

Jeg erindrer en løssluppen aften, hvor Jesper Jensen og jeg sad med hans danske tekst til Goethes Faust og sammenlignede den med andre danske Faust-udgaver. Vi lå flade af grin over forskellene mellem, hvad der i en vis forstand burde være den samme tekst.

Skråsikkerheden

Jesper Jensen gav mig også gode råd om de tekster, jeg skrev. Blandt andet, at de vandt i overbevisningskraft ved ikke at være skråsikre. Det kunne jeg drille ham tilbage med, når vi hvert fjerde år mellem 1974 og 2005 udførte vor fælles politiske opgave for den tværpolitiske liste ved Dragørs kommunalvalg. Sammen omformulerede vi listens valgprogram til populærtekst til valgkampens annoncer og brochurer. Jesper Jensens skriftspr0g var på én gang afslappet og præcist. Han imponerede mig også ved, at han under en eftermiddags skrivearbejde kunne drikke seks guldøl, uden det på nogen mærkbar måde påvirkede hans vid eller lette anslag på tastaturet. Jeg rammer skævt bare efter to glas vin.

Jesper Jensen døde for halvandet år siden i en alder af 78, og jeg føler mig nu mestendels henvist til at lege sproglege med mig selv.

Når jeg cykler eller tilbagelægger baner i svømmebassin, laver jeg spøjse sætninger også når jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge dem til. Hvis sætningen er spøjs nok, dukker den op igen, når den kan bruges til noget.

Og så ærer jeg min fars minde ved at jage verber. Ingen tekst er så god, at den ikke kan vinde ved et verbaltjek.

Prøv selv. Og oplev, hvordan det giver sig til at gynge.