Der åbner sigen afgrund af sørgmodig ironi, da den sydafrikanske DJ Spoko fredag aften på Roskilde Festivalen råber »
I love you Denmark! Give me permanent residency!«

Hvis bare Shangaan Electros musikbestyrer vidste, hvor uendelig langt der er mellem publikums omgående accept og klapsalver og det folkevalgte styres dekreter om afsindigt papirarbejde, ydmygende prøver og årelang venten.

Men denne fredag aften er det hele selvfølgelig bare en fest og en spontan kærlighedserklæring affyret under en dampende teltdug på Dyrskuepladsen. Hvor alle elsker alle, og vi nyder en ganske unik samhørighedsfølelse. Hvor Roskilde Festivalen år efter år tilbyder et stadig mere konsolideret socialt eksperimentarium. Og hvor de velmenende humanistiske budskaber desværre begynder at få karakterer af alt det, ens mor sagde, da man var ung.

Og hvad var det så, hun sagde, spørger De? Det ved jeg ikke, for jeg lyttede ikke efter. Og det virker heller ikke, som om alle gider lytte til, hvad Roskilde Festivalen har at sige.

Det kniber for eksempel noget med hørelsen ude på campingpladsen. Der kastes ifølge Politiken flasker skældsord og trusler efter de flaskesamlende romaer, som åbenbart ikke skal komme her og minde os om, hvor fattige de er nede i Balkan-landene. Eller hvordan en ny underklasse for længst har formet sig for at rydde op efter mere forkælede klassers bakkanal.

Dette sker, på trodsaf at festivalen netop i år samarbejder med flere ngo’er mod diskrimination af netop romaer.

Roskilde Festivalens forbilledlige tolerance findes på mange niveauer. Den findes på topniveau og som officiel politik i festivalorganisationen. I lørdags blev det f.eks. annonceret, at den britisk-srilankanske musiker og sanger M.I.A. har sagt ja til at udvælge et projekt, som skal modtage 250.000 dollar fra Roskilde Festivalen. Ikke overraskende valgte hun at pengene skulle tilflyde tamilske ofre for de sidste 25 års borgerkrig i Sri Lanka.

Og tolerancen foregår helt nede på græs-, undskyld, mudderniveau på Dyrskuepladsen, hvor en ny verdens forskellige stammekulturer lever fredeligt side om side. Så længe de vel at mærke er rundet af velfærdssamfundet og har råd til rent faktisk at feste i reservatet.

Tolerancen ånder anderledes ubetinget i musikprogrammet og ude på scenerne, hvor et multikulturelt, mangetunget, genrevarieret, farvespruttende udbud af musik fra hele verden kan rive enhver horisont i stykker. Det er der så nogle, der kan have svært ved at påskønne, og de længes mod en rockistisk monokulturel idyl, fra før verden gik af lave altså fra før de musikalske grænsebomme til Den Tredje Verden og det elektroniske maskinel blev hævet. Fra dengang, hvor vi alle stod og spillede luftguitar til Neil Young.

Sådan ser verden ikke længere ud. Den er så heller ikke »en nørdet bloggers våde drøm«, som min Politiken-kollega Erik Jensen mener om årets musikprogram. Den varierede vifte af navne er blot et udtryk for, at Roskilde advokerer for og respekterer og giver plads til en ny tids mere sammensatte kultur, hvor der er flere samtidige fællesskaber end tidligere; mindre fællesskaber, der dermed i deres natur er mindre undertrykkende.

Det er positivt, at det begynder at blive svært at samle små 100.000 mennesker til én koncert, hvis de samme mennesker i stedet samles ude ved de andre scener til flere forskellige kulturelle udtryk. Og Roskilde Festivalen står således stadig i en overgangsfase, som forhåbentlig munder ud i en ny og mere fragmenteret festform. Flere mindre scener. Større åbenhed over for ekstern kreativ energi herunder også parallelle fester på campingområdet (Promilleservice f.eks.) og på nabomarker (Love Camp). Hvilket godt kan være noget logistisk rod, men bestemt ikke et kulturelt problem. Tværtimod.

Og der er langt vigtigere problemer. Såsom den humanistiske impotens, der overvælder en, når man sidder klokken fire om morgenen, uddanset, med æderen på, mens man betragter sørgmodige mænd og kvinder med pandelygter som befandt de sig dybt i mineskakter tussende rundt om en for at samle efterladenskaberne fra ens fest op.

Det og deres blotte eksistens fortjener de respekt for, og hvis ikke de får det, så skal der sættes ind over for det. Og dét er meget nemmere for Roskilde Festivalen, hvis de opdaterer deres egne ideer om åbenhed, tolerance, frihed. »
The times they are a-changin‘«, som en åbensindet sanger og sangskriver med en del monokulturelle fans engang sang.

Festivalen skal ganske enkelt være fed nok til rent faktisk at praktisere den tolerance, som den advokerer for. Ellers fremstår den fanget i en bedaget komfortzone, angst for nye udviklinger i en levende kultur, som den selv har født, men som den selvsagt ikke kan styre. Pludselig forstenet i en privat, virkelighedsfjern version af tolerance. Som en forstokket mor eller far. Og så er det, at der ikke bliver hørt efter.