BANG. FOR 50 år siden satte han sit jagtgevær i munden og trykkede af. Forfatteren Ernest Hemingway, med kælenavnet Papa, døde en måned, inden han ville være fyldt 62 år. I går mindedes Information den litterære myte.
Beundrere i samtiden herunder John F. Kennedys nyindsatte regering modtog nyheden om dødsfaldet med ubehag. Hemingways mandighed var deres ideal. Havde han, når det kom til stykket, alligevel ikke nosserne? Nosser var, hvad det handlede om. Det havde Hemingways bøger bestyrket en ung og handle-ivrig generation i.
HEMINGWAY VAR to. Der var Papa den følsomme iagttager, der nedfældede indtryk fra Første Verdenskrig og Den Spanske Borgerkrig. Papa skrev i et sprog, der sprang alle mellemled til læseren over. Sproget var nøgternt som de islandske sagaer. Følelserne lå uden for teksten. Det var dem, ordenes nøgenhed vakte hos læseren.
Selve det barske, der stod på papiret, leder mod den anden Hemingway: mr. Macho. Hans mandlige hovedpersoner var macho. Og sådan ville han helst selv være: Krigeren, storvildtjægeren, skørtejægeren, manden, der tømmer cognac-flasken.
SANDHEDEN OM Hemingway var, at han ikke levede op til sit eget ideal. Det kunne han ikke, lige så lidt som hans følgesvende kunne. Også hans beundrende Kennedy-folk kom galt af sted. De viste manddom ved krig og andre livsfarlige forehavender.
Hemingway kvæstedes igen og igen under udførelsen af sin machorolle: Flystyrt, bilulykker, granatsår, eksplosioner og leverskader. Hans sidste leveår var forpestet af lidelser. Hertil kom et stigende forfølgelsesvanvid. Derfor valgte han udvejen. Han indså, at hans livsrolle var udspillet.
Deri ligger den dobbelte arv efter Hemingway: Nogle af det 20. århundredes bedste tekster. Og et personligt eksempel til skræk og advarsel for opvoksende drengebørn.
Læs Papa. Gør ikke som Macho.
Kommentarer
David Rehling skriver fremragende. Med en personlig, genkendelig stil – som vi jo nu ved er et ideal, han har lært af sin far, men tilsyneladende også af papa Hemingway. Når man møder denne tørre humor i en leder eller kommentar i Information, kan man som regel skotte til signaturen og konstatere, at det ganske rigtigt er doktor Rehling der fører skalpellen.
Rehling har i hvert fald tidligere lidenskabeligt forsvaret den traditionelle regelkommatering. På det punkt er jeg rygende uenig med ham, men jeg har altid måttet indrømme at hans egne tekster, regelkommatering eller ikke, bruger det forbandede tegn så sømløst, at man næppe lægger mærke til det. Hvilket for mig er det ultimative formål med kommatering. Faktisk har jeg, når en eller anden redaktionssekretær har maltrakteret et af mine læserbreve med besynderligt anbragte kommaer og forsvaret det med, at det er vigtigt at sproget i Information fremstår ensartet, haft anledning til den syrlige kommentar, at så måtte de jo først lære David Rehling at kommatere lige så ”forkert” som de andre.
Jeg sætter ”forkert” i anførselstegn, for jeg mener ikke, rigtigt og forkert er det relevante i kommatering, men derimod godt og dårligt. Og tænk, i dag synes jeg for første gang at Rehling kommaterer dårligt – og også ”forkert”: ”[Hemingway] døde en måned, inden han ville være fyldt 62 år”. Det er nu godt nok længe at være om at dø efter at have skudt sig med et jagtgevær, han efter alt at dømme havde forstand på at bruge!