Trods nulvækst og økonomisk krise tegner der sig en løsning på, hvordan politikerne kan udleve ambitionerne om at bygge nye skoler og renovere de gamle. Ligesom flere pensionskasser mandag erklærede sig parate til at investere i kloakrenovering, annoncerer pensionskassen PensionDanmark, at den også gerne investerer pensionskronerne i skolebyggerier, hvis der kan udvikles partnerskaber mellem private og offentlige aktører.

Administrerende direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen påpeger, at det ikke kun kan hjælpe kommunerne ud af den økonomiske klemme. Ofte vil byggeopgaverne kunne varetages bedre i et offentligt-privat partnerskab end af kommuner selv, mener han.

»Kommunerne bygger måske en skole hvert tiende år og har ingen særlige erfaringer med det. Men i stedet for at begynde forfra og tegne med den bløde blyant kan man teame op med nogen, som har forstand på det. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang,« siger han og ser stort potentiale i den trebenede samarbejdsmodel, hvor pensionskasser kan bidrage med investeringer, private aktører med ekspertise og myndigheder med rammerne.

Nødvendig model

I udlandet er den type samarbejder udbredt, men i Danmark, hvor den offentlige sektor er stor, er det gået langsommere. Ideen bryder da også med den traditionelle opfattelse af, hvad der er offentligt, og hvad der er privat.

»Men det er partnerskaber, ikke privatisering,« understreger Torben Möger Pedersen, som mener, at den konstruktion kommer til at udgøre en grundsten i fremtidens velfærdsmodel.

»Det er en nødvendig model at bringe i anvendelse i Danmark i en meget større skala, end vi har set hidtil,« siger han.

Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, afviser tilbuddet, som han mener kan være en glidebane, hvor markedstænkning risikerer at fortrænge andre hensyn.

»I Sverige er private firmaer også sat til at drive skolerne, hvilket er fuldstændig uacceptabelt. Folkeskolen er nævnt i grundloven, og det er en kulturinstitution, som selvfølgelig skal være offentlig drevet og ikke på nogen måder udliciteret. Det er en bekymring, jeg har. Vil vi opleve samme skred som i Sverige,« spørger han og frygter »standardiserede McDonaldsskoler«, hvis et byggefirma med pensionskroner i ryggen får lov til at masseopføre skoler.

Hos pensionskasserne er forventningerne dog optimistiske. I en rundspørge foretaget i maj måned af pensionsbranchen Forsikring og Pension oplyser 69 procent af pensionsselskaberne, at de forventer flere af den type investeringer de næste 10 år. Det kan også dreje sig om sygehuse, veje og de omdebatterede kloakker. 74 procent af de danske pensionskasser har allerede investeringer i lignende projekter i udlandet.

Også investeringsdirektør i Danica Peter Linde-gaard, bekræfter at både sygehuse og skoler er interessante investeringsområder, og på Christiansborg er der begejstring for idéen på begge fløje.