“Lammet af en stribe nederlag er Europas centrum-højre opgivende og splittet og famler efter idéer, der kan bruges til en tilbagevinding af magten.”

DENNE DYSTRE beskrivelse kommer fra en ven af konservative partier, nemlig det britiske tidsskrift The Economist. Bladet har kigget landkortet rundt: Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien. Dets blik er ikke faldet på Danmark. Men vore hjemlige konservative er fuldt dækket af diagnosen.
Information har over den forløbne uge prøvet at tage Det Konservative Folkeparti alvorligt. I en række samtaler med tænksomme konservative har vi spurgt til partiets sjæl. Svarene har vist, at de konservatives ulykke går langt videre end en folketingsgruppe, der er røget uhjælpeligt i totterne på hinanden. Partiet har mistet sin sjæl.

HVAD SJÆLEN er - eller burde være - har alle de svarende været enige om: Det Konservative Folkeparti er et anstændigt parti - et parti for pæne mennesker: “Et borgerligt parti med et menneskeligt ansigt” som tidligere industriminister Nils Wilhjelm udtrykker det i dagens avis.
Her er kattepine nummer ét: Sådan som den konservative folketingsgruppe endeløst tér sig - hver for sig og mod hinanden - må alle pæne mennesker væmmes.
“Jeg kunne have lyst til at skrige - eller i hvert fald skrive et læserbrev. Men det gør jeg jo ikke, for jeg er en 83-årig dame, og man bliver blandet ind i alt muligt.” Sådan sagde en af partiets hæderskvinder og folketingsmedlem fra 1953-73, Hanne Budtz til os forleden.
Kattepine nummer to: Hvis man forlegent vender ryggen til folketingsgruppens udskejelser, hvordan skal Det Konservative Folkeparti så give anstændigheden et nutidigt appellerende indhold?
Ved at lægge vægt på Folkeparti: “Det er de helt almindelige mennesker, vi skal gøre noget for,” siger Hanne Budtz. Hun trækker med sit krav om “et mellemklasseparti” linjen tilbage til brødrene Aksel og Poul Møller og deres ideal: 1930’ernes socialt sindede partileder John Christmas Møller. På samme linje er
i dagens avis 1980’ernes konservative ministre Palle Simonsen og Nils Wilhjelm.

MEN NEJ: NED MED “alt det dér socialdemokratiske pladder om, at alle mennesker skal være lige” trutter i dag det nuværende konservative folketingsmedlem Frank Dahlgaard: “Gud, konge og fædreland. Det er selvfølgelig, hvad vi konservative skal stå for!”
Modsvaret lyder fra Palle Simonsen: “Det kan man ikke troværdigt tilbyde nutidens mennesker.”
Samme afstand lagde tidligere K-minister Torben
Rechendorff i mandags. Det er ironisk, at folketingsgruppens unge hiver de mørnede slagord af uniformsbøjlen, mens de ældre ministre gyser.
Forskellen forklarer Simonsen: De ældre har “dybere rødder i den konservative idé. Den er blevet misrøgtet af en nyliberal tankegang”.
Det er da også vanskeligt at se ‘Gud, Konge og Fædreland’ som andet end røgelse spredt for at sløre offentlighedens blik for anstændighedens fravær i folketingsgruppen. Gud skal nutidens mennesker nok selv klare forholdet til. Kongehuset hyldes almént, omend snarest som et kært kuriosum, der beskues med nyfigenhed. Ved yderligere at sleske bringer de konservative sig i fællesskab med den vulgærpresse, der ved sin pågåenhed kan ende med slikke de royale i opløsning.
Og fædreland? Det slagord åbner en port til ny konservativ strid. Denne gang om forholdet til EU. Frank Dahlgaard vil drive Dansk Folkeparti af markedet med konservativ EU-skepsis:
“De er utroligt dygtige til at vikle sig ind i Dannebrog. Det skal de ikke have lov til.”
Dahlgaard henviser til, at kampen mod Bruxelles i hvert fald har støtte fra cirka tyve procent af det konservative vælger- og tillidsmandskorps.
Hvad de firs procent mener, sætter Palle Simonsen ord på: “Vi styrker det særlige danske gennem EU.”
Om forholdet mellem EU, nationalstat og folkestyre kan adskilligt siges. Men en højrøstet konservativ agitation vil uundgåeligt lede til endnu mere indre kævl.

ULYKKERNE bare vælter ned over os, sagde en af de konservative partispidser til Information i ugens løb. Uden at ville refereres ved navn. Det vil de konservative sjældent, når de taler konkret om partiets situation. Vedkommende sigtede til Poul Schlüters finanseventyr, der sætter ekstra ekko på tomheden, når konservative taler anstændighed. Schlüter har gjort
sig selv ubrugelig, ikke bare som bestyrelsesmedlem i pæne virksomheder, men også som samlende koryfæ i den konservative hovedbestyrelse.
Til juni venter et EU-parlamentsvalg, hvor de konservative opstiller en rekordsvag liste - anført af den tidligere konkursramte Chr. Rovsing, der har haft svært ved at holde sine private forretninger adskilt fra EU-posten. Godt gæt: Partiet mister to af sine nuværende tre mandater. Derefter krav om en ny og kvalificeret ledelse - uden at en sådan kan fremskaffes.
Ideelt burde tandemparret Poul Andreassen og Pia Christmas Møller give mæle til de to røster i den traditionelle konservative duet: Det store erhvervsliv og mellemklassen. Men ingen af dem taler med autoritet - heller ikke indadtil i partiet.
Af folketingsgruppen venter ingen sig andet end yderligere rædsler. Den har indtil i år været partiets altbestemmende midtpunkt.
Måske var Heimburger-løsningen for beskeden. De konservatives mest lovende udvej ville være at beordre hele folketingsgruppen på varig orlov. Og håbe på, at noget - bare ét eller andet - vil vise sig.
Desperat? Jovist, men det er de konservatives situation. dr