Der skal mindst to til tango, samleje eller samtale. Og for at en debat skal polarisere, må der pr. definition være to positioner, der trækker hver sin vej. Jeg vil gerne erkende, at jeg selv bidrager til den bevægelse.

Problemet med sprogbrugen i prostitutionsdebatten fik i denne uge nyt liv efter et indlæg i Information fra Pernille Vigsø Bagge, delvist rettet mod mig og min - ifølge SF’s ligestillingsordfører farvede og ukritiske kampagnejournalistik i forbindelse med dækningen af Socialforsknings Instituttets (SFI) kortlægning af prostitutionen i Danmark. Sproget fik på alle tangenter.

Ikke alene beskrev Vigsø Bagge malerisk de ydelser, som hun mener, at sexarbejderne udfører, men mente også, at jeg forfører, og at det »kildede så dejligt«, når jeg bedrev mit arbejde for at »udbrede prostitution«.

Kildent spørgsmål

Det ville da være herligt, hvis det kildede lidt mere at tygge sig igennem rapporter, men lad det nu ligge.

Mit ærinde er at erkende min rolle og mit ansvar for, at debatten om sexarbejde er blevet så skinger og ukonstruktiv i Danmark. For når fortalerne for en kriminalisering har behov for at overgå De Grå Sider i lummer sprogbrug, kan det jo også hænge sammen med, at vi, der mener, at løsningerne ligger et andet sted, i stigende grad henter vores begrebsapparat fra en grundbog fra CBS.

Jeg vælger f.eks. for det meste at kalde det ‘sexarbejde’. I det ligger der naturligvis et signal om, at det er et arbejde som så meget andet. Jeg bruger begreber som ‘frit erhvervsvalg’. Med det indikerer jeg, at det er et valg af levevej som så meget andet.

Og forleden dag fangede jeg mig selv i, under arbejdet med en endnu ikke publiceret artikel, at skrive ‘omsorgsarbejde’. I det ligger, at det er en social serviceydelse på linje med så mange andre. Men det ord fik mig faktisk til at stoppe op.

For er jeg villig til at tage konsekvensen af den sprogbrug? Mener jeg inderst inde, når debatredaktionen er lukket, og lyset er slukket på Christiansborg, at prostitution er et helt almindeligt arbejde som alle mulige andre? Nej, det mener jeg ikke.

Jeg vil aldrig forklejne forskellen på at massere en ryg og en tissemand.

En aftale?

Når jeg insisterer på at betegne det som sexarbejde og som en udvidelse af omsorgsbegrebet, er det, fordi det er min dybe overbevisning, at de kvinder og mænd, der arbejder i branchen, har ret til at blive sikret og beskyttet som alle mulige andre.

Men jeg erkender, at jeg i samme omgang er medvirkende til, at de, der vil fremhæve forskelle frem for ligheder, kan opleve et behov for at råbe højere med et voldsommere vokabularium, så vi ultimativt ender med slet ikke at kunne tale sammen. Så kunne vi lave en aftale mellem indforståede voksne mennesker?

Hvis I lover ikke at spekulere videre i det erotiske udbytte af mit arbejde og samtidig skruer lidt ned for maleriske beskrivelser af ‘de andre’, kvindernes kommercielle aktiviteter, lover jeg, at være mig det skred, der er i mit sprog, bevidst.

For ud over at det er et vigtig emne i sig selv, åbner sexarbejde for spørgsmålet om grænser for den enkeltes frihed og statens rolle over for individet.

Se, det er en venstrefløjsdebat, der batter!

Denne artikel er anbefalet af: